DAGENS POV // LIV & LEG – Frederikke Lett fortæller om sin kamp for leg, fantasi, natur og fysisk udfoldelse i barnets univers. Og om at tro man skal være den blide, men ende som den skrappe, skrappe mor for at være modstanden i en tid, hvor al modstand er jævnet ud, og for netop at give barnet noget vigtigt tilbage: barndommens leg og fantasifulde univers.
Hele mit liv har jeg gerne villet være (og leget) den gode, gode, gode fe. Den der kaster glimmerstøv og puuuuster liv ind i en forsamling, hvor alle selvfølgelig skal komme til orde og vi helst skal danse rundt i en stor rundkreds med blomsterkranse om hovedet – mens Sound of Music spiller i baggrunden. Sød og mild latter skal gjalde mod himlen. Den rummelige, den forstående, vi skal lige høre alles stemmer, også dig der på bagerste række – kom du bare frem – den milde, den opfindsomme og den sjove.
Jeg har altid haft ondt af alle, også dem man absolut ikke skulle have ondt af – for der måtte da være noget godt på bunden – og ondt af dem, man skal have ondt af – og selv det kan være dumt i længden, for dermed fjerner man ligeværdigheden.
Jeg ville være den gode fe i eventyret og ikke heksen. Nu er det omvendt. Nu er og vil jeg være heksen og puster ikke mere til glimmerstøvet, eller indretter mig i andres univers – men puster til kraften. I fe’en boede der åbenbart en rasende heks. Og hendes kræfter er der også brug for.
Jeg er heksen, fordi jeg er modstanden i en tid, hvor al modstand er jævnet ud. Jeg siger nej til skærm, til forbrug, nej til at slippe for pligter og madlavning
Jeg siger ikke, at alting var bedre i gamle dage. Jeg siger heller ikke, at alting er bedre nu. Om nogen ved jeg, at vi alle kæmper på en anden måde, end vi har gjort tidligere.
Jeg siger dog, at noget er bedre end andet. Og også at alting umuligt kan blive serveret i girafsprog, uanset hvor stærk intentionen er om netop det. Men vi er blevet nærmest angste for at være markante og sige vores mening, i kampen for at være empatiske. Forældreskabet kræver anno 2019 en Ph.D. i økologisk overskud på alle niveauer, og er så meta-kommenteret, at en vis form for handlingslammelse er indtruffet hos mange.
Barndommen har det med at række ud efter én resten af tilværelsen, og personligt husker og takker jeg min barndom for mange ting. Jeg takker for humoren, for legen, for fantasien, for litteraturen, for selvstændigheden og for fællesskabet både i leg og pligter. Jeg husker intet om, at de voksne bar både indtjenings, – oprydnings,- legepligten. Tværtimod udstak de en ramme, og indenfor den ramme udfoldede børnene sig.
Jeg husker en lind strøm af lege: dåseskjul, paven lyst i band, gemmeleg, en-to-tre-krone for mig, jeg husker fodboldkampe med børnene mod de voksne. Jeg husker skumringstimen, når vi legede ude, når det var mørkt, og jeg gøs af uhygge, når min søster sad og sagde ”hehehe” nede i en garage. Jeg husker liv og røde kinder.
For hvad er et eventyr uden en heks? Heksen er antagonisten. Heksen er hende der siger sin (upopulære) mening. Heksen er farlig, men heksen er også frydefuld og sjov
Jeg husker, hvordan vi havde imaginære heste og kunne lave en frisørsalon ud af højt græs. Jeg husker det at vaske op som sjovt, fordi vi indspillede absurde bånd samtidig. Jeg husker, hvordan vi indrettede et bambuskrat til bolig og kurede ned af skrænten og ned af huse med mærkelige tage. Nogle gange var de voksne med i legen – men ikke altid – for legen og fantasien var vores univers. Det var slet ikke til diskussion, at man skulle være udenfor og lege, at man skulle finde på, og nej der blev ikke bygget en hoppeborg og smækket en trampolin op i alle haver.
Jeg husker nul om forbrug og nul om skærm og nul om ikke at være i naturen eller lege nede i gården. Det er ikke alle værdier jeg har taget med videre, men værdien af at lege, kunne finde på, være selvstændig, bruge sin fantasi, dyrke, deltage og ikke være passivt betragtende, vil jeg gerne give videre.
Som resten af befolkningen (?) er jeg gået i krig mod skærme. Opbakningen til mit projekt har været minimal og rammen er en time om dagen. Slukkes skal den for at kunne åbne andre rum. Men alle er jo blevet afhængige. Også der er min heks kommet frem. På flere niveauer.
Heksekraft er ikke af det onde. Faktisk burde alle slippe heksen løs. For hvad er et eventyr uden en heks? Heksen er antagonisten. Heksen er hende der siger sin (upopulære) mening. Heksen er farlig, men heksen er også frydefuld og sjov. Heksen har personlighed og kant. Heksen kan skabe og heksen har kraft.
Samtidig håber jeg, at flere hekse vil folde sig ud og markere sig. For vi lever i en tid, hvor normalitetens sti er blevet så smal og hvor alle skal passe ind i samme lille snævre boks
Når Ava leger med Arthur i laden, er jeg heksen i legen, der kommer med mit: ”he he he”. Når Liva og Ava følges hjem fra skole, tildeler de mig en hekserolle, uanset hvad de leger, og jeg jagter efter dem; når Sixten og Ava leger Narnia i skoven, bliver jeg Jardes. Det er altid noget med, at jeg er ond og skal slås ihjel 500 gange – eller de skal gemme sig for mig og jeg finder dem med et brøl.
Jeg eeeelsker deres frydefulde latter, når jeg jagter dem afsted. Jeg jagter dem rundt i manegen og får temmelig ofte at vide af Ava, at jeg skal smutte ud af legen efter et stykke tid – alt imens de leger videre langt inde i et fantasimættet univers. Min mission er lykkedes.
Jeg er heksen, fordi jeg er modstanden i en tid, hvor al modstand er jævnet ud. Jeg siger nej til skærm, til forbrug, nej til at slippe for pligter og madlavning. Men i heksen bor der en fe, og den fe vil gerne give min datter barndommens land fuld af leg, fantasi og fysisk udfoldelse i naturen. Og det er navnlig det med barnets leg, barnets rum og alle de store lege, der er mig så magtpåliggende, at jeg dermed bliver den skrappe.
Den figur er aldrig populær. Samtidig håber jeg, at flere hekse vil folde sig ud og markere sig. For vi lever i en tid, hvor normalitetens sti er blevet så smal og hvor alle skal passe ind i samme lille snævre boks, og netop derfor smægter vi på flere planer efter, at heksen vender tilbage og puster lidt af sin kraft ind i tiden.
Topfoto: Pxhere
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
