KOMMENTAR // LIV – “Jeg panikkede over, at jeg ikke kunne besvare mine egne spørgsmål om, hvem jeg var, når jeg ikke længere var mor til mindre børn, som krævede min fulde tilstedeværelse. Hvad skulle resten af mit liv handle om?” Da Sigga Birkvad blev overvældet af sorg og tomhed over, at hendes børn var blevet store, fik hun diagnosen stress. Men er det nu også den rigtige betegnelse at sætte på oplevelsen af, at en fase i livet er forbi?
For et år siden fik jeg diagnosen stress.
Jeg følte mig ikke travl eller presset. Jeg havde ikke svært ved at overskue min hverdag og mine gøremål.
Jeg følte mig vemodig og frustreret over alt det, som var og ikke kom tilbage. Tom, fordi alt, hvad jeg drømte om, havde jeg opnået; nemlig at få børn. Jeg ville have mere, men det var slut.
Tilbage var kun følelsen af tristhed og panik over, at jeg i en alder af 38 år kun kunne se frem til tab, sorg og savn over det, som var, uden at have noget andet at sætte i stedet for.
Jeg tror ikke, at jeg er den eneste kvinde, som oplever sorg og tomhed, i forbindelse med at børnene bliver større. Men er det stress?
Jeg manglede noget, ud over børnene, som jeg kunne dedikere mig til, som var meningsfuldt og gav mig inderlig glæde.
Tanker, frustrationer, fortvivlelse og ikke mindst oplevelsen af at være i vildrede omkring, hvad der skulle fylde i mit liv, gav mig stresssymptomer. Jeg ville ikke acceptere vemodet og tomrummet og havde ikke tålmodighed til at vente på, at en ny drøm tog form.
I stedet panikkede jeg over, at jeg ikke kunne besvare mine egne spørgsmål om, hvem jeg var, når jeg ikke længere var mor til mindre børn, som krævede min fulde tilstedeværelse.
Hvad interesserede jeg mig egentlig for, og hvad havde jeg lyst til at bruge min tid på? Hvad skulle jeg arbejde med, når valget ikke længere var dikteret af behovet for fleksible rammer, retten til barns første sygedag og omsorgsdage?
Jeg tror, at vi er så forblændede af det succesfulde liv, hvor alt måles i progression lige fra uddannelse, karriere, efteruddannelse, udseende, hus, have og tøj, at vi glemmer, at livet ikke leves lineært
Hvad var jeg god til? Rummede jeg uforløste evner og potentialer, som havde været gemt under tårnet af bleer, ammepuder, madpakker, vasketøj og logistik?
Hvad skulle min mand og jeg være fælles om, når projekt børn og hus var gennemført? Hvad skulle resten af mit liv i det hele taget handle om?
Jeg tror ikke, at jeg er den eneste kvinde, som oplever sorg og tomhed, i forbindelse med at børnene bliver større. Som synes, det er svært at finde en glæde, som matcher det at blive og være mor, og som kommer i tvivl om, hvem man egentlig er, når det er forbi.
Men er det stress? Eller blot en naturlig, om end voldsom reaktion på at have elsket ubetinget og sat alt til side for familielivet?
Hjælp fra kloge koner
Jeg tror, at vi er så forblændede af det succesfulde liv, hvor alt måles i progression lige fra uddannelse, karriere, efteruddannelse, udseende, hus, have og tøj, at vi glemmer, at livet ikke leves lineært.
At alt ikke kan planlægges og forudsiges, og at vi som mennesker ikke blot er i konstant udvikling, men også i mere radikal forandring.
Tidligere boede og arbejdede flere generationer af kvinder sammen, og det var almindeligt at søge råd og livserfaring hos ældre kvinder.
Jeg kunne ønske mig, at vi fik et sprog for den slags livskriser. Et sprog, som både normaliserer tilstanden uden at negligere de svære og voldsomme følelser
I dag taler vi primært med ligesindede eller googler os til historier og fortællinger om andre, der har det lige som os.
Men ligesom jeg står de midt i orkanens øje og har hverken livserfaring eller ro til at vide, at livskriser er normale, måske endda vigtige og umanerligt hårde, men også forbigående. At der er hjælp at hente. Ikke nødvendigvis i form af medicin eller en sygemelding fra jobbet eller livet, men fra kloge koner.
Jeg kunne ønske mig, at vi fik et sprog for den slags livskriser.
Et sprog, som både normaliserer tilstanden uden at negligere de svære og voldsomme følelser.
Et sprog mellem kvinder på tværs af generationer, hvor vi ikke skal skamme os eller føle os utaknemmelige over at ville have mere eller savne en svunden tid og ikke vide, hvad vi skal stille op med os selv, når alt det, som var altopslugende vigtigt, lakker mod enden.
Et sprog, som kan hjælpe os til at spejle os i hinanden, indgyde håb og mod til at gå ind i en ny livsfase med nysgerrighed og forventning om, at også den livsfase bliver en gave.
Topillustration: Josep de Togores, Reading in bed 1935, Wikimedia Commons.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
