Klumme: Kærlig hilsen, Mor

i Liv & Mennesker af

AT SKRIVE BREVE – Udover den uendelige, ubetingede kærlighed og stolthed kom også bekymringer og dødsangst ind i mit liv sammen med mit første barn. For hvad nu, hvis jeg døde? Hvem i hele verden skulle så elske hende, som jeg gjorde? Hvem skulle fortælle anekdoterne om hendes barndom og øse af moderlige erfaringer og livsvisdom? For første gang i mit liv var jeg uerstattelig. Derfor begyndte jeg at skrive. 

På Tri-City Medical Center nord for San Diego, Californien kom Isabella ind i mit liv den 23. maj 2000. Hun kom i sådan en fart, at fødselslægen ikke nåede at få kitlen ordentligt på. Det smukkeste, sødeste og mest begavede lille menneske verden endnu havde set, det var hendes far og jeg enige om.

Jeg var så stolt, så lykkelig, så brusende forelsket i hende, og i det at være hendes mor og en lille familie. Men lige bag lykken og stoltheden fulgte frygten og bekymringerne, som muligvis blev forstærket af, at vi boede langt væk fra vores familie i Danmark, og at min mand rejste meget. Det var mig, der var den. Mig, der havde det helt vanvittige ansvar for verdens fineste menneske.

Jeg skriver om små og store ting. Om hvordan vi fejrer deres fødselsdag. Om hvordan deres personlighed udvikler sig. Om hvem og hvad de leger med. Om ting, de siger og gør. Om sygdom, udfordringer, mobning, bekymringer, teenagehormoner og overvejelser

Aldrig har jeg gået så langsomt og forsigtigt ned ad trapper, som jeg gjorde med hende i armene. Og ikke siden tryksværten på mit kørekort stadig var våd, har jeg trådt så forsigtigt på speederen og kigget mig så grundigt over skulderen i trafikken, som jeg gjorde som ny mor.

For tænk, hvis jeg døde… Min mand ville forhåbentlig en dag finde en ny kone, og forhåbentlig ville hun være helt fantastisk. Men hun ville ikke være Isabellas mor, og lige meget hvor vidunderligt et menneske, hun var, ville hun ikke kunne elske mit barn, som jeg gjorde. For første gang i mit liv følte jeg mig oprigtigt uerstattelig. Derfor begyndte jeg at skrive breve til hende.

Det første brev

Først skrev jeg brevet om den dag, hun blev født. Om graviditeten og mine tanker om at blive mor. Om al den kærlighed hun bragte med sig.

“Jeg glæder mig til hver dag med dig. Til at se dig opdage verden og fortælle om den på din måde. Jeg glæder mig til at mærke din lille hånd tage fat i min og se, hvordan du finder din vej i livet. Jeg lover dig, at jeg vil gøre mig umage for at være den bedste mor, jeg kan. Jeg ved, at jeg også kommer til at gøre ting forkert, men jeg håber, at de ikke bliver for mange og for alvorlige.”

Siden har jeg skrevet breve til hende hvert år på hendes fødselsdag, og da hendes søstre, Sophia og Rosa, kom til, begyndte jeg også at skrive til dem på deres fødselsdage.

Nå, men jeg døde ikke. I hvert fald ikke endnu, så jeg har fået lov at elske, belære, irritere, opdrage og kramme mine børn igennem deres barndom. Alligevel har det været vigtigt for mig at holde fast i at skrive brevene hvert år

Jeg skriver om små og store ting. Om hvordan vi fejrer deres fødselsdag. Om hvordan deres personlighed udvikler sig. Om hvem og hvad de leger med. Om ting, de siger og gør. Om sygdom, udfordringer, mobning, bekymringer, teenagehormoner og overvejelser. Om nogle af de gange, jeg har følt mig utilstrækkelig og lavet fejl som mor. Om råd til livet. Og altid om stolthed og kærlighed.

Som her til Sophia, 5 år: 

Forleden havde Far dig med i svømmehallen, hvor du frygtløst sprang fra 3-meter vippen. Da jeg bagefter spurgte, om du ikke var bange, sagde du bare: ”Næh, for hvis jeg ikke ku’ li’ det, ku’ jeg jo bare lade være med at gøre det igen”. Det, synes jeg, simpelthen, er så sejt.”

Oprindeligt sagde jeg, at de fik brevene, når de blev konfirmeret, men da vi kom dertil, var jeg slet ikke færdig, så jeg rykkede det, til når de blev 16. Det blev Isabella i 2016, og hun fik alle brevene i en mappe. Hun doserede læsningen over flere dage og blev meget glad og rørt.

At stoppe igen

Hvad jeg ikke har fortalt hende, er at jeg faktisk er fortsat – og fortsætter indtil den dag, hun flytter hjemmefra. For da hun blev 16, begyndte hun også i gymnasiet, og der skete så meget spændende i hendes liv, at jeg ikke kunne stoppe fortællingen der.

Nå, men jeg døde ikke. I hvert fald ikke endnu, så jeg har fået lov at elske, belære, irritere, opdrage og kramme mine børn igennem deres barndom. Alligevel har det været vigtigt for mig at holde fast i at skrive brevene hvert år. På den måde ved jeg, at jeg har bevaret nogle af anekdoterne fra deres tidlige år.

Jeg var så stolt, så lykkelig, så brusende forelsket i hende, og i det at være hendes mor og en lille familie. Men lige bag lykken og stoltheden fulgte frygten og bekymringerne, som muligvis blev forstærket af, at vi boede langt væk fra vores familie i Danmark, og at min mand rejste meget

Det med kærligheden har jeg forhåbentlig dokumenteret i handlinger, så de ikke behøver læse om den. Men som det ordmenneske, jeg er, kan jeg godt lide tanken om, at de altid kan finde den der – også når jeg en dag er væk. Og jeg ved, at det betyder noget for dem at vide, at brevene findes.

Med døtre på 18, 16 og 10 år ved man et og andet. Der er en grund til, at man får dem i halv meter-størrelsen og vokser med opgaven. Noget af det jeg ved, er at alle de gamle damer, der sagde, at jeg skulle huske at nyde mine små børn, for det går så hurtigt – de havde ret. Dagene og nætterne med små børn kan virke endeløse, men årene går, mens man blinker. Virkelig. Og skulle jeg give nye forældre ét råd, ville det være det: Skriv til dit barn. Bare skriv.

Topbillede: Pexel

Lene Rode er journalist, forfatter og kommunikationsrådgiver og ejer af kommunikationsvirksomheden Rode+People. Her hjælper hun virksomheder og organisationer med at opbygge og styrke deres brands gennem stærk og målrettet storytelling.
Hun er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og har arbejdet som freelancejournalist i USA og Danmark og er drevet af en grundlæggende nysgerrighed på mennesker og vores måde at tænke, handle og leve på. Hun har interviewet Juliette Binoche, Tobey Mcguire, Margrethe Vestager, bandemedlemmer, Ku Klux Klan-ledere, cowboys, indianere og masser af helt almindelige mennesker med usædvanlige historier.
Den journalistiske metode baseret på nysgerrighed, spørgsmål, skæren ind til benet og historiefortælling er fundamentet for hele hendes virke - uanset om formålet er kommercielt, kunstnerisk eller folkeoplysende.
Sideløbende har hun skrevet foreløbig ni bøger om alt fra sundhed og sport til psykologi og parforhold - og senest en biografi.

Seneste artikler om Liv & Mennesker