MIDTVESTLIV // KLUMME – Hvad sker der med de nære relationer, når afstanden bliver stor? Kan de – bogstavelig talt – stå distancen? For Julie Bendtsen var frygten for at glide fra vennerne og familien i mange år en af hovedbekymringerne ved livet som udlandsdansker. Men de vigtigste relationer bestod, og bekymringerne blev gjort til skamme.
CHICAGO – Vores sommer har været hæsblæsende. Mildt sagt. Først tog vi en måned i Danmark – en tur, der blev lidt længere end planlagt på grund af SAS’ nu efterhånden legendariske pilotstrejke, men hvis man lige ser bort fra en noget mere bøvlet tur hjem, gik der såmænd ikke mange skår i vores glæde ved at være forsinkede. Vi har familie og venner, der gladeligt huser os, når vi har brug for tag over hovedet og en gang nye kartofler på tallerkenen, og vi fik et par ekstra dage i den danske hedebølge.
Få dage efter, vi igen satte fødderne i Chicago, fik vi familiebesøg hjemmefra, og knap var gæsterne taget af sted, før et nyt hold gæster ankom for et par dage, og vi derefter satte kursen mod North Carolina og Bald Head Island for at besøge et vennepar fra Raleigh, som har købt hus (og i den grad integreret sig i lokalmiljøet) på øen.
Tilbage i Illinois fik vi børnene i gang med skolestart, inden jeg fik besøg af en kær og nær gammel veninde fra Danmark, og et par dage efter, vi krammede på gensyn og bekræftede hinanden i, hvor hyggeligt og tiltrængt det havde været, kunne jeg hente mine forældre i O’Hare.
Omsorg for relationerne
Så altså, hæsblæsende. Og med måske lidt flere planer, end det er helt hensigtsmæssigt. I hvert fald føler vi ikke helt, at vi har haft så meget tid til at udforske sommer-Illinois (og Wisconsin og Michigan), og vores venner her i kvarteret er kommet med mere end en slet skjult antydning om, at vi aldrig er hjemme og aldrig har tid til at se dem, fordi vi har planer.
Gammelt venskab på – og med – nye flasker
Og det er rigtigt – de har virkelig været mange, planerne. På den anden side er der ikke en eneste af dem, vi kunne eller ville have været foruden. For en af de ting, der føles så utrolig vigtigt, når man flytter rigtig langt væk fra hjemlandet og de mennesker, man plejer at omgive sig med, er at pleje relationerne. Bevare venskaber, drage omsorg for forhold, sørge for, at de vigtige bånd, der i mange tilfælde går så mange år tilbage – ja, i nogle naturlige tilfælde hele livet – ikke brydes. Eller svækkes.
En af de første gange, mine forældre besøgte os i Raleigh, konstaterede de – ikke uden en vis overraskelse – at selv om vi ikke havde set hinanden i en så meget længere periode, end der normalt ville være gået hjemme i Danmark, så føltes det alligevel helt, som det plejede.
Relationen – mellem os og dem, mellem dem og børnene – var den samme og havde ikke taget skade af tid, afstand og afsavn. Den var der stadig og føltes lige så naturlig som altid. Det føltes – i hvert fald for mig – som en utrolig lettelse, for inden man har prøvet at flytte ud, har man ikke den fjerneste anelse om, hvordan det vil føles. I nogen som helst sammenhænge.
Det var en lettelse at opdage, at vi godt kunne være langt fra hinanden, men stadig være de samme for hinanden, og sådan har det været siden. Den samme følelse havde jeg med min veninde, der kom herover for at besøge mig – en pigetur uden mand og børn, bare os to og drinks og mad og bådture og flodslentren i en storby, der har så uendelig meget at byde på. Alt var det samme, alt var godt. Gammelt venskab på – og med – nye flasker, om man vil.
Sømme, der skrider
Jeg tror, frygten for at miste venner – og for, at relationer til familien skal blive svækket – fylder for de fleste, der overvejer at tage springet og flytte udenlands. Men min erfaring har været, at de relationer, der var stærke inden afgang, også er det efter.
Jeg har veninder, som jeg nærmest lovpligtigt har frokostdates med, når jeg er i København, og jeg har to drengevenner, som også er tidligere kollegaer, og som jeg ikke kunne drømme om at runde hjemlandet uden at drikke en øl eller fjorten med, mens vi mindes tiden på vores gamle arbejdsplads og opdaterer hinanden på tiden, der er gået siden sidste omgang. Og griner virkelig, virkelig meget.
Selvfølgelig er der relationer, som, hvis de ikke allerede er skredet i svinget, føles, som om de er ved at skride i sømmene. Det er ikke alle, vi når at se, når vi er hjemme, og det er ikke mange, der har taget turen herover. Vi er så privilegerede og forkælede af gode mennesker i vores liv, at vi, hver gang vi annoncerer, at vi kommer hjem på besøg, får så mange tilbud om at komme forbi til en frokost, at vi på ingen måde ville kunne nå dem alle. Tilbuddene og tankerne føles godt, for det er jo alt andet lige altid rart og varmt at vide, at vi ikke er glemt.
Det er dem, der sidder med så mange af svarene på, hvordan vi blev de personer, vi er
Denne sommer gjorde vi det anderledes. Tidligere på året investerede vi i et sommerhus i Danmark, og vi besluttede på forhånd, at det ville blive vores base for sommeren hjemme, for det var det, der var hele pointen med det. Ikke mere køren rundt til nye gæsteværelser hver anden og tredje dag, ikke mere leven i og ud af fire kufferter med uskønne blandinger af snavsede strømper og halvfugtigt badetøj.
Om det var vores nye, mere faste boligsituation eller folks ferieplaner, skal jeg ikke kunne sige, men vi så ikke særlig mange mennesker denne sommer. Sammenkomsterne bliver færre, når man ikke kontinuerligt flytter sig efter dem, og det er et vilkår, man nok må affinde sig med som flerårig udlandsdansker. Du kan ikke nå at holde alle relationer ved lige, hver gang du er hjemme.
En bekymring mindre
Vi har boet ude så længe nu, at det kan være svært at skelne imellem, hvad der er følelser, der opstår af at være udlandsdansker, og hvad der bare er tanker, der opstår med alderen. Der er heller ingen, der ved, hvad der ville være sket med vores relationer, var vi blevet boende i Danmark.
Men jeg har under alle omstændigheder opbygget en kæmpestor portion taknemmelighed over de relationer, vi har fået gennem årene, og allermest dem, vi har bevaret – som har bevaret os. Jeg sætter umådelig pris på vores familier og på de vennepar, vi sammen har fået på krogen i vores voksenliv.
Men min taknemmelighed føles måske ind imellem lidt ekstra dyb for de venner og veninder, der har kendt mig, siden jeg var to, tolv og toogtyve, og som med deres blotte tilstedeværelse bekræfter det, mine forældre dengang bemærkede: Det kan godt være, der er langt imellem at vi ses – og langt mellem os. Men når vi er sammen, er alt ved det gamle og helt, som det skal være.
Der er så mange ting, man kan – og nok også bør – bekymre sig om, inden man tager springet og flytter ud. Hvor skal vi bo? Hvordan bliver vores jobsituation? Kan vi finde gode institutioner og skoler til børnene? Hvor stort bliver kulturchokket?
Men de gode relationer derhjemme bør ikke give grund til bekymring. De skal nok være der, både mens du er der, og når du flytter hjem igen. Og også hvis du ikke gør. Det er dem, der sidder med så mange af svarene på, hvordan vi blev de personer, vi er. Og i en hverdag og tilværelse, hvor så meget føles så anderledes og kryber så meget ind under huden på dig, at det indimellem kan være svært at mærke, hvor det gamle hjemland slutter, og det nye begynder, er det guld værd.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
