MIDTVESTLIV // KLUMME – Den amerikanske drøm ender for mange mere som en illusion, men iværksættersjælen og entreprenørånden i staterne er alligevel ustoppelig. Julie Bendtsen så den på nært hold, da et vennepar ikke kunne finde den rette undervisning til deres datter – så de åbnede en skole selv.
CHICAGO – For nogle år siden løb en af vores nære North Carolina-veninder – vi kan kalde hende Charlene – ind i en udfordring. Hendes datter, som er på samme alder som vores, er hørehæmmet, og selv om familien er ressourcestærk og har råderum til at give hende de bedst tænkelige hjælpemidler, er der grænser for, hvor meget man kan stille op som forældre i forhold til sit barns skolegang.
Og det var lige præcis dér, problemet opstod – med skolen. Efter flere år i først en privatskole, der ikke magtede at løfte opgaven, og dernæst den lokale folkeskole, der hverken besad de rette kapaciteter eller formåede at holde fast på de allokerede undervisere særlig længe ad gangen, var Charlene og hendes mand – datterens bonusfar – godt trætte af at løbe panden mod en mur i forsøget på at finde den rette undervisning for deres datter.
Der er en kort, effektiv og ikke mindst ukuelig vej fra tanke til handling
For knap to år siden valgte Charlene og hendes mand at købe en feriebolig på en lille ø ud for North Carolinas kyst – en ø, som i øvrigt i mine øjne er den mest oversete lille perle af rent paradis på den amerikanske østkyst, og et sted, vi gladeligt tager på en fjorten timers køretur for at besøge. Planen var, at ferieboligen med årene skulle blive til en helårsbolig, men der var lige lidt skolegang et par timers kørsel væk, der spillede ind, og derfor gik snakken på at blive ægte øboere, når datteren engang var sendt på college.
Gamle vedtægter og nye lokaler
Skæbnen ville imidlertid, at Charlene og hendes mand forelskede sig så meget i deres øliv og lokalsamfund, at drømmen om at slå sig ned på fuld tid tog stærkere og stærkere fat. Så Charlene gjorde det – i hendes hoved – eneste mulige: Hun besluttede sig for at etablere og åbne en skole på øen.
Det krævede lidt overtalelse af borgmesteren, en omskrivning af nogle ret grundlæggende vedtægter for øen, der i sine 400 år aldrig før havde haft en skole – og en hulens masse fundraising. Skolen, som kommer til at gå fra første til ottende klasse, skal have fokus på øens helt fantastiske naturrigdom, og undervisningen kommer i høj grad til at udspringe af netop naturen på øen.
Charlene nævnte skolen for mig i nærmest en bisætning, da vi besøgte dem på øen denne sommer. Og så viste hun mig postkortene, der kommer til at stå overalt på øen, plakaterne, hjemmesiden – og lokalerne, som hun sammen med skolens øvrige grundlæggere er i fuld gang med at få opført. Ideen til skolen fik hun for godt et år siden – i næste måned åbner den for de første elever. Der er en kort, effektiv og ikke mindst ukuelig vej fra tanke til handling, og det er et fantastisk eksempel på den type iværksætteri, der er så meget af her i USA – og som man ikke kan lade være med at blive en smule imponeret af.
Som sagt, så gjort
“Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert godt!” er et citat, der findes på utallige plakater, Instagram-inspirationsprofiler og sikkert også T-shirts. Citatet er i årevis blevet tilskrevet Pippi Langstrømpe ganske fejlagtigt, for det har hun aldrig sagt. Det kunne til gengæld snildt være tilskrevet Charlene eller enhver anden amerikaner, der – hvad end det er ansporet af egen nød eller bare hittepåsomhed – får en ide og eksekverer den.
Det er vel en slags subkategori eller følgevirkning af den amerikanske drøm, og det er ret fascinerende at være vidne til. Charlenes baggrund og karriere – som hun i øvrigt har holdt fuldstændig fast i på fuld tid sideløbende med skoleopstarten – er i marketing og medicinalverdenen. Hun har aldrig arbejdet med undervisning eller skoler – men hun så et hul og besluttede sig for at fylde det ud. Som sagt, så gjort og dét endda på en ø, hvor biler er bandlyst, og byggematerialer kan være svære at få fragtet til deres destination.
Amerikanerne vover, og de bliver ved med at vove
Jeg kan tage fejl, men det har aldrig været mit indtryk, at iværksætteri og eksekvering af egne ideer var så udbredt i Danmark, som jeg oplever det her. Årsagerne til det er mange og forskellige, og en del af dem kan nok findes i det faktum, at det danske samfund ikke ligefrem giver iværksættere de mest optimale forhold.
På den anden side er USA heller ikke et land, som ligefrem er kendt for hverken at kaste startkapital efter eller holde hånden under opfindere og idemagere – og alligevel findes det i stor stil her. Der er et drive og en “the sky is the limit”-tilgang til tingene, som for en dansker, der som så mange andre gennem store dele af sit arbejdsliv har fedtet rundt i impostor syndrome og komfortzoner, kan virke både frygtindgydende og fascinerende. Mest det sidste.
Imødekommenhed og initiativrigdom
For et par uger siden var der en, der i en kommentar bemærkede, at jeg vist er ved at blive mere amerikansk end dansk. Det vil jeg nu ikke erklære mig enig i, og jeg tror såmænd heller ikke, at en eneste af de amerikanere, jeg kender – og som kender mig, på nogen måde ville skrive under på den påstand. Men det er ganske korrekt, at jeg, som årene herovre går, får øjnene mere og mere op for dele af den amerikanske mentalitet, som jeg egentlig synes, det er helt i orden – måske endda fordelagtigt – at lade sig inspirere af.
Det kan for eksempel være amerikanernes holdning til service. Det kan også være deres hjælpsomhed, deres åbne sind og imødekommenhed, når de møder nye mennesker – som mig. Og altså deres initiativrigdom, som får ting til at ske. Som for den lille ø, der nu får sin allerførste skole.
En ide, der opstod af egne behov, men som ender med at være til gavn for både de mennesker, der bor på øen, og de, der arbejder der og nu ikke længere skal bekymre sig om, hvad de skal stille op, og hvilken færge de kan nå, hvis deres søn eller datter bliver syg i deres skole på fastlandet.
Drøm eller illusion
Den amerikanske drøm er i mange tilfælde snarere en illusion, og for hver iværksætter, der får succes med sit projekt, er der formentlig flere tusind, der knækker nakken på deres. Hvo intet vover og alt det jazz. Men amerikanerne vover, og de bliver ved med at vove, og det, synes jeg, fortjener en anerkendelse. For jeg er stadig så gennemdansk, at jeg føler mig tryggest med en fast lønseddel og en god kantineordning, men hvem ved, hvor jeg kunne have været i dag, hvis jeg var en lille smule mere amerikansk?
Iværksætteri og entreprenørskab har mange ansigter og navne, og de fleste af os kender historierne om Thomas Edison, Benjamin Franklin, Steve Jobs, Bill Gates, Oprah Winfrey og utallige andre. Men amerikansk entreprenørskab findes også på mindre kendte skalaer, fra de ikoniske og om sommeren allestedsnærværende lemonade stands til millionideer, og det er ikke alle succeshistorierne, der lader udsigten til egne millarder tromle ideen om anstændighed og ordentlige arbejdsforhold.
Det er heller ikke alle, der ender i “Løvens Hule” – eller “Shark Tank”, som det hedder herovre – og det er slet ikke alle, der får luft under vingerne. Men iværksætterdrømmen og -ånden lever så stærkt i den amerikanske mentalitet, at det kan være svært ikke at lade sig rive bare en lille smule med af optimismen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
