Fra Macao til Mozambique, fra Brasilien til Angola … de unikke portugisiske fortovsmosaikker findes overalt, hvor portugiserne har haft deres imperium. I Lissabon giver de byen et særligt lys, men det er usikkert, om de får lov at overleve alle steder.
Når man kigger ud over byen fra toppen af Senhora do Monte, Graca-kirken, Jardim do Sao Pedro de Alcantara eller et af de mange andre højdepunkter, bliver det tydeligt, at Lissabon har et særligt lys.
Det flimrer, som var der en ekstra og lysere himmel lige bag ved, og selv om husene har mange farver, har hele byen et rosa skær. Jeg tænker altid på Lissabon som sart lyserød, når jeg ser den for mit indre øje. Oprindelsen til navnet Lisboa fortaber sig i forhistorien – Lissabon er ældre end Rom – men det er et passende tilfælde, at det næsten lyder som luz boa, smukt lys, på portugisisk.
Det skyldes selvfølgelig beliggenheden ned til Tagus, Tejo, floden som her er en vældig lysende flade og få kilometer senere munder ud i Atlanterhavet. Byer ved vand nyder altid godt af genskinnet – bare tænk på lyset på Skagen, Bornholm eller over Mols.
Men Lissabon føjer noget særligt til, som jeg er overbevist om spiller en væsentlig rolle: fortovene og pladserne. I Lissabon er de ikke sort asfalt. De er lysende flader af omhyggeligt lagte mosaikker, som spiller i cremet hvidt, som regel med sorte mønstre iblandet, men på mindre prominente adresser er den ensfarvet lyse udgave den mest almindelige.
Solen og lyset får med andre ord en ekstra flade at spejle sig i, gaderne suger ikke lyset til sig, men kaster det tilbage igen.
Lissabons ekstra himmel befinder sig under fødderne på de millioner af mennesker, der hver eneste dag trasker, løber, spadserer, halter og kører hen over de sirligt lagte mosaikker.
Et hav af mosaikker
Portugiserne elsker udsmykning. Stil et stykke simpelt gadeinventar ud, og kort efter er det forvandlet til et stykke spontan kunst af byens mange og ikke altid anonyme gadekunstnere, som også forsyner byen med nogle af verdens fineste eksemplarer af ‘street art’.
Jeg har sågar set et eksempel på et fortorv lagt som QR-kode
I alle kvarterer er der huse dekoreret fra kælder til kvist med udsøgte kakler. De er ved at blive verdensarv, og det forstår man godt. Azulejos hedder de på portugisisk, opkaldt efter det arabiske ord for en poleret sten og ikke, som jeg selv troede oprindeligt, efter den blå farve i kaklerne, som er den foretrukne, selv om de findes i alskens farver og mønstre.
Det er som regel kakkelhusene, turisterne først opdager og fotograferer. Men det er i lige så høj grad mosaikkerne for fødderne af dem, som giver Lissabon dens særlige uhøjtidelige og gavmilde charme.
Opfindsomheden er og har været stor. Mosaikkerne bliver til vældige bølger over et helt torv, komplicerede gribemønstre, fabeldyr og virkelige dyr, stjerner, arabesker, Lissabons byvåben (et skib med to ravne) og mæanderborter eller mere simple mønstre som kvadrater. Lissabon er i den grad en mønsterby – de er overalt, når man først får øje på dem.
Nogle steder er husnumrene også blevet til fortovsdekoration – jeg går ud fra, at postbuddet må være lykkelig for den tydelige afmærkning – eller til navnene på forretninger, nogle af dem er forsvundet for længe siden, men navnene på dem lever videre. Og jeg har sågar set et eksempel på et fortorv lagt som QR-kode – den skulle efter sigende virke og give turistinformation om Chiado-området.
Mosaikker i hele verden
Der er forskellige fortællinger om, hvordan mosaikkerne er opstået, blandt andet hører jeg guiderne berette, hvordan Lissabon efter det katastrofale jordskælv i 1755 genbrugte de mange murbrokker til at skabe mosaikkerne.
Det er en smuk historie, men der har næppe været sorte og hvide kalksten blandt brokkerne i større mængde, og sandheden er, at mosaikkerne først for alvor begyndte at brede sig hen over byens pladser 100 år senere.
Til gengæld gik det hurtigt. Andre portugisiske byer tog ideen til sig, og den bredte sig til de portugisiske kolonier. I dag kan man se de portugisiske mosaikfortove, calçadas portuguesas, stort set alle steder, hvor portugiserne regerede, fra Macao i Kina til Mozambique i Østafrika.
Et af de mest storslåede eksempler på kunsten er promenaden langs Copacabana i Rio de Janeiro. Den blev skabt i 1906 efter inspiration fra den store plads Rossio i Lissabon, hvor sorte og hvide mosaikbølger bliver til ‘grande mar’, det store hav.
Som det formentlig fremgår, elsker jeg de mosaikker
Intet råber ‘Portugal’ højere end de sort-hvide mosaikfortove – de er unikke, selv om andre lande naturligvis også kan mønstre mosaikker, bare slet ikke i samme omfang.
En truet kunstart
Som det formentlig fremgår, elsker jeg de mosaikker.
Jeg glæder mig dagligt over synet af dem, hvad enten det er en mosaikblomst på gulvet af min lokale banegård, nogle af de overdådige mønstre under de grønne træer på den brede Avenida da Liberdade eller de fantasifulde og moderne udgaver med blandt andet sprælske havdyr ude ved Parque das Naçoes, nationernes park, som blev bygget i forbindelse med verdensudstillingen i 1998, hvor Lissabon var vært.
Men ikke alle har det som jeg. Faktisk er de portugisiske fortove truet. For et par år siden skiftede bystyret f.eks. den smukke sort-hvide mosaikbelægning på den kæmpestore Praça de Commercio-plads ud med en mere anonym flade, og dermed forsvandt en stor del af pladsens charme også.
Det er ikke, fordi bystyret består af ufølsomme vandaler. Sagen er, at mange, ikke mindst ældre og dårligt gående, hader fortovene.
I regnvejr i Lissabon udvikler man en særlig gangart. Mennesker tripper forsigtigt og langsomt,eller klamrer sig til gelændere på vej ned ad en af de mange trapper. Nogle vælger at gå ude på gaden i stedet.
Fortovsmosaikkerne består traditionelt af poleret kalksten, som får dem til at lyse op i solen, men til gengæld bliver glatte som islag, bare det regner en smule.
Og nok har Lissabon færre regnvejrsdage end Danmark, men til gengæld regner det voldsomt, når det regner.
På min egen nabogade Rua dos Remedios er de klassiske fortove efter omfattende vejarbejde netop blevet erstattet af chaussesten af granit
Der er utallige beretninger om mennesker, som er kommet slemt til skade, fordi de er faldet på de glatte fortove i vådt vejr. Tilmed er Lissabon Europas stejleste hovedstad, og det fordobler farligheden, når man skal ned ad en af de mange spejlglatte gader. Hvis det så er kombineret med, at mosaikkerne heller ikke er ordentligt vedligeholdt, så der mangler stifter, eller de stikker op – et ret almindeligt problem i de mindre gader – bliver fortovet potentielt livsfarligt.
På min egen nabogade Rua dos Remedios er de klassiske fortove efter omfattende vejarbejde netop blevet erstattet af chaussesten af grå granit. Klart mere fodgængervenligt, men også klart mere kedeligt, selv om de er lagt smukt i sildebensmønster af de ca. 20 brolæggere, som Lissabon stadig råder over. Engang var her 400.
De første gadekunstnere
Den smukkeste hyldest til de mange anonyme vejmænd og brolæggere, som tilsammen har gjort Lissabons gader til verdens måske største kunstværk, findes på Rua de Sao Tomé i Alfama.
Her har den populære gadekunstner Vhils, som egentlig hedder Alexandre Farto, skabt en hel anden type kunstværk end hans foretrukne – sædvanligvis hugger han med en særlig teknik motiver ud på gavle og mure.
Her i Alfama er motivet lisboetaernes elskede fadista Amalia Rodriques, som på den lille plads genopstår fra fortovet i klassisk, portugisisk mosaiktradition. Vhils valgte den udtryksform som en anerkendelse af ‘byens første gadekunstnere’, brolæggerne.
“Fortovene er meget vigtig for Lissabons historie, og mosaikken er skabt for at hylde den kunstneriske side af de portugisiske fortove og brolæggerne, som har udført dem,” sagde Vhils ved indvielsen.
For Vhils’ værk er regnen ikke et problem, men kun en ekstra dimension. Når det regner, græder Amalia, ganske som hun kunne udtrykke desperat sorg og tab og længsel i sine fadosange, der for længst er blevet en del af Lissabons sjæl. Lige som fortovene.
Jeg vil græde, hvis de forsvinder. Og Lissabon bliver en himmel fattigere.
Bærende foto: Jardim do Sao Pedro de Alcantara er et af Lissabons mest populære udsigtspunkter. Også her er der fine fortovsmosaikker. Foto: Susanne Sayers
Kan du lide, hvad du læser? Så er du meget velkommen til at dele. Du kan også vælge at bidrage til mine fortsatte skriverier ved at sende et beløb til min Mobilepay – +45 40 99 49 36 – men det er helt frivilligt. Og har du ikke allerede givet os et ‘like’ på Facebook, bliver vi noget så glade for et.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
