USA2024 // KRONIK – Hvis Kamala Harris vinder det amerikanske præsidentvalg, vil det være en selvbedragerisk og regressiv sejr, skriver Jonas Mirza. Prisen og hele forudsætningen for vejen til Det Hvide Hus har bygget på Harris’ troskabsed til Wall Street og hendes egen medvirken som undertrykker af minoriteter og sårbare grupper i USA.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Op til valget i 2016 afviste Senatets demokratiske flertalsleder Chuck Schumer, at Trumps popularitet blandt vælgere i landdistrikterne og arbejderklassen skulle vise sig at være et problem.
”For hver demokrat, vi mister i det vestlige Pennsylvania, vil vi hente to moderate republikanere i forstæderne i Philadelphia,” udtalte han, hvilket afspejlede den fremherskende holdning inden for partietablissementet.
Denne holdning lader til at bestå.
Et af de mest velbevandrede kritikpunkter mod Kamala Harris har været, at mange vælgere stadig har svært ved at identificere hende værdipolitisk.
Harris støttede ”Medicare for All” (gratis adgang til sygeforsikring for ældre over 65 år og personer med handikap), hun roste idéen om definansiering af politiet i kølvandet på politidrabet på George Floyd, og hun var kendt som modstander af fracking.
I stedet for at fremlægge en helstøbt politisk vision har Harris-kampagnen brugt betragtelig tid på at tegne et viriliseret billede af Harris
Det er alle holdninger, hun nu har ændret, ligesom hun agter at oprette et tværpolitisk råd af rådgivere til at give feedback til hendes administration, såfremt gun vinder valget. Hun har også sagt, at hun vil sammensætte en regering, der inkluderer Republikanere.
I stedet for at fremlægge en helstøbt politisk vision har Harris-kampagnen brugt betragtelig tid på at tegne et viriliseret billede af Harris som en tidligere hårdhudet justitsminister og distriktsadvokat, der agter at håndhæve lov og orden kontra en politisk modstander, som i deres øjne ikke blot er bundkriminel, men også en trussel mod den offentlige orden, og institutionerne som skal værne om den.
Harris-kampagnen har ligeledes investeret meget i billedet af Harris som en tjenstvillig teknokrat, der voksede op i en middelklassefamilie, og som forstår grundessensen i hårdt arbejde. Hårdt arbejde er godt arbejde, som hun selv formulerer det. De to billeder fremstiller Harris som en kandidat af jordens salt, og sigter mere end noget andet efter at markedsføre hende i udtrykkelig kontrast til hendes modstander.
Det oplagte vil være at forsøge at undersøge nogle af de ting, der kan og ikke kan knyttes til hendes middelklassebaggrund, og hvilken form for håndhævelse af loven hun lægger navn til.
Tough overfor bestemte typer af kriminalitet
Bill Clinton markerede en skelsættende periode for Det Demokratiske Parti, da han appellerede til nye vælgere med den “tough on crime”-politik, der kom til at definere partiet i mange år frem, herunder i Harris’ tid som justitsminister i Californien.
I 2011 beordrede den amerikanske Højesteret, at Californien skulle sænke antallet af indsatte i statens fængsler, da de overfyldte fængsler ledte til forhold, der overtrådte forfatningens ottende tilføjelse om grusom og usædvanlig straf.
Som justitsminister nægtede Harris både at følge højesteretsafgørelsen og at løslade ikke-voldelige lavrisikofanger før tid
Californiens fængsler var belagt med over 200 % af deres kapacitet med alvorlig forsømmelse af de indsattes rettigheder til følge. Der var ikke nok senge eller medicinsk personale, og de brutale forhold omfattede selvmord og dødsfald, der kunne forebygges.
Men som justitsminister nægtede Harris både at følge højesteretsafgørelsen og at løslade ikke-voldelige lavrisikofanger før tid.
I 2015 opretholdt Harris også dødsstraflovens kritiserede praksis i Californien, efter at en dommer fastslog, at dødsstraffenes meget lange ventetider og forsinkelser i staten var forfatningsstridige. Harris blev også kritiseret for at kæmpe for at holde uskyldige i fængsel.
Daniel Larsen, som senere blev frikendt, blev idømt 27 års livstid i henhold til Californiens lov om en lang fængselsstraf efter den tredje dom. Harris mente dengang, at selvom Larsen var uskyldig, skulle hans dom ikke omstødes ”fordi han ventede for længe med at indgive sin begæring.”
Denne drakoniske historik resulterede ikke kun i betydelig kritik, især fra juridiske eksperter og reformfortalere, men underminerer også hendes valgslogan om ”ikke at vende tilbage” til en retsstridig Trump-æra, hvor domstolene ikke respekteres.
Også sexarbejderes rettighedsforkæmpere og arbejderne selv har udtalt sig kritisk om Harris’ aggressive tilgang til sexarbejdere.
Tidligt i sin karriere som anklager hånede hun ideen om afkriminalisering. I 2008 modsatte Harris sig en afstemning i San Francisco, der var anlagt af sexarbejdere for at stoppe prostitutionsanholdelser i byen. Hun kaldte initiativet ”komplet latterligt”.
American Civil Liberties Union udtalte i 2023, at “kriminaliseringen af sexarbejde gør sexarbejdere mere sårbare over for vold på jobbet og mindre tilbøjelige til at rapportere vold.”
Kirken og virksomheder slap
Der findes dog grupper, som Harris ikke har haft en nær så kontant tilgang til. Da hun første gang forsøgte at blive justitsminister, lovede Harris under sin kampagne at gå efter virksomhedskriminelle, men håndhævede knap loven en eneste gang i embedet. Hun undgik sager mod store virksomheder og nægtede at sigte finansielle industrifirmaer, der var blevet anklaget for svigagtig tvangsauktionspraksis.
I 2016 blev Harris kritiseret af både politisk allierede og Californiens Legislative Black Caucus for ikke at udrette tilstrækkeligt for at stille politiet til ansvar for dødelige skudepisoder, der primært kostede afroamerikanske mænd livet.
Harris var konsekvent tavs om den katolske kirkes misbrugsskandaler – først som distriktsadvokat og senere som justitsminister
I en af sine nye tv-valgreklamer fremhæver Harris, at hun ”retsforfulgte sexkriminelle – [Trump] er en af dem”. Selvom Harris prioriterede sager om børnemisbrug og sexmisbrug som anklager, er historien anderledes, når det kommer til systemisk misbrug i den katolske kirke.
Da Harris var San Franciscos distriktsadvokat, var Joe Piscitelli nyslået talsmand for ofre for seksuelt misbrug begået af præster.
Ifølge Piscitelli reagerede Harris aldrig, da han skrev for at fortælle hende, at en præst, der havde forulempet ham, stadig var i tjeneste i en lokal katolsk katedral. Hun svarede heller ikke fem år senere, da han skrev igen.
Ofre for præstemisbrug og deres advokater har også sagt, at Harris konsekvent var tavs om den katolske kirkes misbrugsskandaler – først som distriktsadvokat og senere som justitsminister. Katolikker udgør store stemmeblokke i byen og staten.
”Der er en potentiel politisk risiko, hvis du bevæger dig aggressivt mod kirken,” udtalte Michael Meadows, en advokat som har repræsenteret ofre for gejstlige overgreb. Ofrenes advokater har fortalt, at Harris’ kontor også modsatte sig uformelle anmodninger om at hjælpe dem med deres sager på et tidspunkt, hvor andre distriktsadvokater eller deres ansatte stillede sig til rådighed.
”Blandt alle tilsynsførende i Bay Area er hun den eneste, der ikke ville samarbejde med os,” sagde Rick Simons, en advokat, der var den domstolsudnævnte koordinator for sager om overgreb begået af gejstlige i det nordlige Californien.
Harris og fagforeningsvælgerne
På sin officielle kampagnehjemmeside hævder Harris blandt andet at ville vedtage den såkaldte PRO-lov for at gøre det lettere for arbejdere at organisere sig, og at hun vil stoppe ”sub-minimum wages for tipped workers” og dermed sikre, at drikkepenge betragtes som ekstra indtægt og ikke som en del af arbejdernes løn, hvilket ellers ville påvirke deres ret til den fulde mindsteløn.
På trods af initiativer som disse advarede CNN-datareporter Harry Enten i slutningen af september om, at Harris var på vej til at få det “værste” demokratiske resultat blandt fagforeningsvælgere i en generation.
Et af de største fagforbund i USA, The International Brotherhood of Teamsters, har meddelt, at de ikke ville støtte en kandidat til præsidentvalget – et brud med årtiers præcedens
Mens Joe Biden som præsident har fokuseret på langsigtede politikker, der går efter at styrke amerikansk produktion og infrastrukturinvesteringer, har Harris primært fokuseret på mere konkrete forslag som at reducere omkostninger for familier, skattelettelser og sanktioner mod overpriser.
Selvom Harris støtter mange af Bidens politikker, prioriterer hun kortsigtede løsninger frem for strukturelle ændringer. Skiftet væk fra industripolitisk retorik bekymrer nogle demokrater i Midtvesten, som stadig er afhængige af arbejderklassens vælgere, især fagforeningsmedlemmer.
Et af de største fagforbund i USA, The International Brotherhood of Teamsters, har meddelt, at de ikke ville støtte en kandidat til præsidentvalget – et brud med årtiers præcedens for det indflydelsesrige fagforbund, som har støttet Demokraterne siden 1990’erne.
Da fagforbundet forsøgte at beslutte, om de ville støtte Harris, bad de hende om at forsikre, at hun som præsident ville beholde formanden for USA’s konkurrencetilsyn, Lina Khan. Harris nægtede at afgive dette løfte. Khan er kendt for sin proaktive tilgang til konkurrencelovgivning og antimonopollove, der blandt andet har været målrettet megavirksomheder som Meta og Amazon.
Finansfyrster og store virksomheder
Harris har imidlertid holdt møder med erhvervsledere, herunder Visas administrerende direktør, selvom Biden-administrationen netop har sagsøgt Visa for monopolisering og overtrædelse af konkurrencelovgivningen.
Harris skulle angiveligt have forsikret finansledere om, at hun kan fjerne reguleringsledere, som de ser som fjendtlige, såsom Khan. Ifølge Financial Times anså mange på Wall Street præsident Biden for erhvervsfjendtlig, men Harris har forsøgt at forsikre forretningsledere om, at hun vil være moderat i embedet.
Disse forsikringer er ikke helt uden vægt. Som senator sagde Harris i 2019: “Det repræsenterer ikke retfærdighed i Amerika, når mørke penge giver næring til valg, og når de få, der har den største mængde rigdom bag et slør uden selv at præsentere sig selv eller deres navne, manipulerer og giver næring til valgprocessen,”.
“Vi er nødt til at tage disse penge ud af politik”, sagde hun. Men lige nu modtager hendes præsidentkampagne mere end 100 millioner dollars i bidrag fra mørke pengedonationer. Disse hemmelige donorer bidrager med flere penge til dette valg end nogensinde før. Harris har endnu ikke frigivet navnene på sine fundraisers, der samler massive “bundter” af kampagnechecks fra adskillige donorer.
Det er her, den kompenserende iscenesættelse slår sprækker, og mantraet om middelklassebaggrunden fortoner sig
Disse tilnærmelser til finansfyrster og store virksomheder blev slået fast under Harris’ første møde med Trump. I præsidentdebatten kritiserede hun sin modstanders økonomiske plan ved at henvise til skøn fra den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs og den neoliberalistiske forretningsskole Wharton.
At Harris vælger at tillægge disse institutioners fortolkning af økonomi så stor betydning er iøjefaldende. Samme Goldman Sachs spillede en afgørende rolle i tvangsauktionskrisen, der ruinerede millioner af hårdtarbejdende amerikanere.
Både Goldman og Wharton medvirkede til finansieringen af økonomien, der især har skadet industristaterne ved blandt andet at flytte amerikanske arbejdspladser til udlandet og ved at skabe en øget produktivitet, mens lønningerne for arbejderklassen er stagneret.
Iscenesættelsen slår sprækker
I samme debat nævnte hun oliebaronen Dick Cheneys opbakning til hende. Cheney var George W. Bushs neokonservative vicepræsident og chefingeniøren bag hans militaristiske sikkerhedspolitik.
Harris’ hovedformål var at iscenesætte sig som det moderate alternativ, der kan samle etablerede partimedlemmer fra begge fløje i et præsidentvalg, hvor landets anstændighed bør stå højere end partiskhed.
Spørgsmålet er dog, om Harris bruger for mange ressourcer på at nå denne gruppe af Republikanere frem for de såkaldte Obama-Trump-vælgere, hvoraf en betydelig del tilhører den hvide arbejderklasse uden videregående uddannelse. Mange af disse vælgere husker finanskrisen og de menneskelige og økonomiske omkostninger ved neokonservativ udenrigspolitik. De husker Goldman Sachs og Dick Cheney.
Disse vælgere har nu hørt meget om Project 2025, men mindre om et fasttømret politisk projekt fra Harris.
Det er her, den kompenserende iscenesættelse slår sprækker, og mantraet om middelklassebaggrunden fortoner sig.
Hvis Harris vinder, vil mange formentlig forsat bekranse hende som en retskaffen generobrer af offentlig orden og som den første kvinde i præsidentembedet. Men det vil være en selvbedragerisk og regressiv sejr, når prisen og hele forudsætningen for vejen dertil har bygget på Harris’ troskabsed til Wall Street og hendes egen medvirken som undertrykker af minoriteter og sårbare grupper i USA.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og