EU I PUTINS SKYGGE #19 // ANALYSE – Europas sikkerhed står på spil. Hvis USA ikke længere kan eller vil være garant, er spørgsmålet, om Europa er klar til at stå på egne ben og tage ansvaret for sin egen sikkerhed. Der blæser dog nye vinde. De seneste års udvikling, især i lyset af Ruslands invasion af Ukraine og Trump-bølgen i USA, har aktualiseret behovet for at styrke den europæiske forsvarskapacitet.
”To keep the Americans in, the Russians out, and the Germans down.” Disse ord fra Natos første generalsekretær, Lord Ismay, reflekterede ambitionen med den sikkerhedsstruktur, der blev opbygget i Europa efter Anden Verdenskrig forankret i Nato.
I dag er det sikkerhedspolitiske landskab under forandring. Det ændrer forudsætningerne for Europas sikkerhed.
En europæisk søjle
Udtrykket ”en europæisk søjle i Nato” har været genstand for diskussioner i flere årtier. Det blev bl.a. brugt ved Nato-topmødet i Rom i 1991, hvor man diskuterede, hvordan alliancen skulle tilpasse sin strategi efter afslutningen på den kolde krig.
Trods mange års debat og hyppige skåltaler er fremskridtene yderst beskedne. Det skyldes blandt andet, at udtrykket fortsat er præget af uklarhed. Selv om en europæisk søjle i Nato umiddelbart antyder en vis grad af underordnelse i forhold til Nato, er spørgsmålet mere komplekst.
Det handler ikke kun om Europas rolle i Nato, men også om Europa skal udvikle en selvstændig forsvarsstruktur, som kan fungere uafhængigt af amerikansk lederskab.
I dag er der bred enighed om, at Nato fortsat skal være den centrale ramme for Europas kollektive forsvar, og at styrkelsen af forsvarskapaciteterne skal ske inden for Natos eksisterende rammer.
Dette mener for eksempel Frankrig, som trods opfordring til øget europæisk strategisk autonomi stadig støtter Nato som den primære forsvarsramme, især på grund af den eksisterende kommandostruktur og deltagelsen af europæiske lande, som ikke er medlemmer af EU (se figur 1).
Historisk har USA indtaget en ambivalent position i debatten. På den ene side har Washington støttet tanken om et stærkere Europa, men på den anden side frygtet, at det skete på bekostning af amerikansk indflydelse i Nato.
Denne frygt kom til udtryk i 1999, hvor USA’s daværende udenrigsminister, Madeleine Albright under Natos 50-års jubilæumstopmøde præsenterede ”de tre D’er”: ”Ingen de-kobling, ingen duplikation og ingen diskrimination”.
Disse blev formuleret for at forsikre USA om, at EU’s forsvarsdimension ikke ville undergrave, men snarere komplementere Nato. De tre D’er har siden dannet grundlaget for det transatlantiske samarbejde, og den grundlæggende idé om, at Nato skal være kernen i Europas forsvar, har været vedvarende.
Denne forståelse blev understreget af Natos tidligere generalsekretær, Jens Stoltenberg, i dennes afskedstale den 19. september 2024: ”Jeg hilser flere EU-indsatser på forsvarsområdet velkommen, så længe det bliver gjort på en måde, der ikke overlapper eller konkurrerer med Nato.”
Stoltenberg betonede vigtigheden af at fastholde Nato som den primære ramme for Europas kollektive forsvar og advarede mod parallelle strukturer, der kan skabe usikkerhed om ansvaret for forsvarsindsatserne i tilfælde af konflikt.
Denne pointe er central for den nuværende europæiske enighed om, at det er Natos kommandostruktur, der skal udgøre grundlaget for Europas territoriale forsvar.
Alt peger dermed på, at EU’s rolle er at styrke kapaciteterne inden for Nato som forudsætningsskaber for den europæiske søjle.
Uden EU’s økonomiske ressourcer, industrielle kapacitet og regulatoriske muligheder vil det være stort set umuligt at opnå den nødvendige forsvarsevne.
Ved at samle ressourcerne og markant styrke det forsvarsindustrielle samarbejde kan EU sikre stordriftsfordele og større effektivitet. Med andre ord: EU kan sikre, at Europa får mere forsvar for pengene.
Et “sovende” Nato
Den vedvarende debat om Europas rolle i Nato, mangeårige nedskæringer på forsvar og USA’s forbeholdne støtte til europæiske forsvarsinitiativer har efterladt Europa i en situation, hvor det fortsat er dybt afhængigt af USA som garant for sin sikkerhed.
Krigene på Balkan viste tydeligt, at Europa ikke var i stand til at håndtere borgerkrige på kontinentet uden amerikansk indblanding.
Skønt USA trak sig ud af Bosnien-Hercegovina i 2004 og overlod den fredsbevarende mission til EU, blev det klart, at europæiske kræfter stadig havde brug for amerikansk opbakning, selv for at håndtere mindre kriseområder som eksempelvis Kosovo. Her er amerikanske soldater stadig udstationerede og leverer kritiske kapaciteter for at stabilisere området.
I dag omfatter EU-missionen, Operation ALTHEA, i Bosnien-Hercegovina omkring 1.100 soldater, mens Natos Kosovo Force har ca. 4.500 soldater, som stadig afhænger af amerikanske bidrag.
Der blæser dog nye vinde. De seneste års udvikling, især i lyset af Ruslands invasion af Ukraine og Trump-bølgen i USA, har aktualiseret behovet for at styrke den europæiske forsvarskapacitet.
Forskellen fra tidligere er, at USA er i gang med en omprioritering. I mange år har USA gradvist reduceret sit forsvarsbudget som andel af landets BNP (se figur 2), samtidig med at USA i stigende grad prioriterer Stillehavsregionen og truslen fra Kina.
Desuden står USA over for en sårbar indenrigspolitisk situation. Tilsammen betyder dette, at USA ikke længere hverken kan eller vil bære hovedparten af Europas forsvarsbyrde – uanset hvem der sidder i Det Hvide Hus.
Diskussionen om byrdefordeling i Nato blev tydelig under Barack Obama, hvor også målsætningen om de to procent blev fastlagt. Denne tendens blev senere intensiveret under Donald Trump, og det illustrerer den stigende amerikanske forventning om, at Europa selv skal tage større ansvar for sin egen sikkerhed.
Under sin præsidentperiode udfordrede Trump USA’s traditionelle rolle som Europas beskytter, men denne holdning er del af en bredere tendens i amerikansk politik.
En undersøgelse fra Pew Research Institute (maj 2024) viser, at 47 procent af amerikanske vælgere mener, at europæiske allierede bør øge deres forsvarsudgifter (se figur 3). Det illustrerer den modvillighed, der er blandt amerikanske skatteydere mod at finansiere en uforholdsmæssig stor andel af Europas sikkerhed.
Det er sandsynligvis slut med de dage, hvor de amerikanske skatteydere vil bære hovedparten af den europæiske forsvarsbyrde – også hvis Kamala Harris vinder.
Et muligt genvalg af Trump gør behovet for en styrket europæisk søjle i Nato mere presserende. Sumantra Maitra, skribent for det Trump-tro tidsskrift The American Conservative, advarer om et ”sovende Nato”, hvor alliancen risikerer at blive irrelevant, hvis europæiske lande ikke øger deres forsvarsmæssige kapaciteter.
Med Trump som præsident kan Nato miste sin funktionalitet, hvis USA trækker sig yderligere fra sin ledende rolle i alliancen.
Også tidligere Nato-vicegeneralsekretær, Camille Grand, peger på risikoen for et sovende Nato, der kun eksisterer på papiret, men i praksis bliver ineffektivt, hvis europæerne ikke tager et større ansvar for egen sikkerhed.
Europas evne til at reagere på disse forandringer bliver afgørende for Natos fremtidige relevans. I sidste ende handler det om forskellige trusselsopfattelser: Hvor især de nordiske, øst- og centraleuropæiske lande opfatter Rusland som en presserende trussel, ser Trump ikke i samme omfang, at Rusland og Putin udgør en fare.
I dag er Europa fortsat afhængig af amerikansk støtte. Udviklingen understreger behovet for, at Europa selv opbygger de nødvendige kapaciteter til både at håndtere borgerkrige og terrortrusler i nærområder, men også at etablere et stærkt territorialforsvar, som om nødvendigt kan forsvare Europa uden amerikansk hjælp.
Ulven kommer
Historisk og navnlig siden Wales-topmødet i 2014, hvor to-procents-målsætningen blev vedtaget, har USA gentagne gange opfordret europæiske Nato-medlemmer til at øge deres forsvarsbudgetter.
Samtidig har USA’s dominans i alliancen givet landet en betydelig strategisk fordel. Den militære overlegenhed har givet USA mulighed for at præge Natos retning og europæisk sikkerhedspolitik generelt.
Europæiske forsvarsudgifter faldt frem til 2015 og steg kun svagt i de efterfølgende år (se figur 4). Først med Ruslands fuldtonede invasionsforsøg i Ukraine i 2022 kom en markant stigning.
I sin nylige rapport om EU’s konkurrenceevne påpeger Mario Draghi, tidligere italiensk premierminister og direktør for Den Europæiske Centralbank (ECB), at 78 procent af europæiske landes forsvarsindkøb mellem 2022 og 2023 gik til leverandører uden for EU – heraf 63 procent til USA.
Europæiske lande er dybt afhængige af amerikansk forsvarsmateriel, hvilket afspejler den betydelige afhængighed af USA på forsvarsområdet generelt.
I årevis er der blevet råbt “ulven kommer” i forhold til Europas afhængighed af USA. Det har dog skortet på konkrete handlinger for at ændre på det. Europa står nu over for risikoen for at være uforberedt, hvis USA ikke længere kan eller vil påtage sig rollen som garant for Europas sikkerhed.
Europas fremtidige sikkerhed afhænger derfor af målrettet at styrke den europæiske forsvarskapacitet, der kan bidrage til at holde amerikanerne “inde”, russerne “ude” og skabe en mere ligeværdig transatlantisk relation.
Hvis Nato skal fremtidssikres, kræver det en europæisering. Spørgsmålet er, hvor hurtigt – og hvor dramatisk – det vil ske.
EU og Nato: Fremskridt i samarbejdet, men behov for styrket koordination
På praktisk niveau har der været fremskridt i samarbejdet mellem Nato og EU i de senere år, særligt i form af fælles indsatser og erklæringer. Der er bl.a. gensidig deltagelse i nogle af de to organisationers processer.
For eksempel deltager EU-repræsentanter i Natos forsvarsplanlægningsproces (NDPP), og vice versa til det Europæiske Forsvarsagenturs (EDA) årlige forsvarsrevision (CARD).
Der er altså allerede eksempler på koordination og samarbejde. Dog er der ikke tale om en formaliseret samordning, hvor EU for eksempel understøtter Natos styrkemål.
For at sikre, at Nato og EU komplementerer hinanden – Nato som en politisk-militær kapacitet og EU som en politisk-økonomisk kapacitet – er der behov for tættere koordinering af eksempelvis forsvarsindkøb og harmonisering af kapacitetsmål.
Mens Nato opstiller bindende mål for sine medlemslande, både når det gælder forsvarsbudgetter og militære kapaciteter, er EU’s forsvarsplaner ikke bindende. Den forskel fører til uoverensstemmelser i mål og tidsrammer, som kan trække i modstridende retninger.
En formaliseret samordning, hvor EU understøtter Natos styrkemål, ville kunne optimere ressourceudnyttelsen og undgå dobbeltarbejde, så begge organisationer arbejder op mod samme krav.
Både avancerede og basale kapaciteter skal styrkes
Hvis vi går mod et “sovende Nato”-scenarie, og hvis en europæisk søjle i form af selvstændig europæisk operationsevne skal realiseres, er der en række konkrete kapaciteter, der skal styrkes. Det omfatter både forsvarsindustrien og basale forsvarsmidler som artillerigranater samt mere avancerede strategiske kapaciteter og ultimativt nukleare kapaciteter.
Forsvarsindustrien er fundamentet for europæisk kapacitetsopbygning. Den kan bidrage til, at både basale og mere avancerede kapaciteter udvikles og vedligeholdes. I dag er den europæiske forsvarsindustri præget af manglende fælles investeringer, fragmentering og eksport til ikke-europæiske lande (se tabel 1).
Trods EU-initiativer som Act in Support of Ammunition Production (ASAP) – og andre bilaterale initiativer som Tjekkiets plan om at finansiere 800.000 granater til Ukraine – er produktionen af basale forsvarsmidler som artillerigranater langtfra tilstrækkelig til at dække behovene – hverken egne forsvarsbehov eller Ukraines.
Det er derfor nødvendigt at opgradere produktionskapaciteten af basale forsvarsmidler og styrke forsyningskæderne markant.
Europa mangler også strategiske kapaciteter såsom luftbåren kommando og kontrolplatforme og lufttankningskapaciteter. Figur 5 viser, at europæiske Nato-lande har langt færre af disse end USA, hvilket blev tydeligt i operationerne i Libyen og Afghanistan.
Uden amerikansk støtte havde den komplekse luftkampagne, der blev gennemført i Libyen, ikke været mulig, og tilbagetrækningen fra Afghanistan udstillede europæiske landes mangel på strategiske kapaciteter og evne til at evakuere egne borgere.
Siden da er manglen på strategiske kapaciteter blot blevet endnu mere akut, idet USA potentielt vil omprioritere sine strategiske kapaciteter i Asien for at fokusere på Kina.
Ultimativt skal de konventionelle styrker bakkes op af nukleare styrker for at sikre en troværdig forsvarsevne – især over for Rusland, der besidder over 5.580 nukleare sprænghoveder. Europas atomvåbenarsenal består af 515 franske og britiske sprænghoveder.
Dermed er der en markant ubalance mellem Europa og Rusland, hvad angår atomvåben, og en decideret europæisk atomparaply vil kræve omfattende oprustning. Uden den nuværende amerikanske atomparaply er den europæiske afskrækkelse decimeret.
Europas fremtidige forsvar
Europas forsvar står ved en skillevej. Mens USA’s sikkerhedsgaranti tidligere har været en konstant, peger USA’s udenrigspolitiske omsadling og Ruslands aggressioner på, at Europa må tage større ansvar for sin egen sikkerhed.
Ambitionen om en europæisk søjle i Nato er ikke ny, men nu kan der komme en situation, hvor det bliver nødvendigt at omsætte de mange årtiers skåltaler til reel handling.
Europa skal styrke sine forsvarskapaciteter – både avancerede strategiske systemer og basale ressourcer – og opgradere sin forsvarsindustri i væsentlig grad. Europas evne til at handle i tide vil afgøre, om vi kan holde ”ulven ude”, selv uden amerikansk opbakning.
Det amerikanske præsidentvalg skaber en enorm usikkerhed om Europas forsvarsfremtid. Hvis Trump igen indtager Det Hvide Hus, er USA’s rolle som garant for Europas sikkerhed på spil. Et scenarie med et ”sovende” Nato betyder, at grundstenene i Nato, det kollektive forsvar knæsat i artikel 5, er på spil. Dermed bliver Europa mere sårbart end på noget tidspunkt siden afslutningen på Anden Verdenskrig.
Men selv under en præsident som Harris vil byrdefordelingsspørgsmålet være centralt. De dage er ovre, hvor de amerikanske skatteydere er villige til at betale mere for Europas sikkerhed, end europæerne selv gør.
Europæisk sikkerhedspolitik i Putins skygge
Med krigen i Ukraine og mere usikre signaler fra USA, er forsvars- og sikkerhedspolitikken blevet en helt central del af den europæiske debat.
I dette efterår kigger POV nærmere på de sikkerhedspolitiske udfordringer, som Ruslands invasion af Ukraine har bragt Europa i, og hvad EU-landene gør – både som enkeltlande og i fællesskab – for at imødegå truslen.
Hver onsdag og fredag frem til jul sætter vi fokus på tidens store omvæltninger, der har tydelige tråde til konflikterne i Mellemøsten og globalt.
Læs flere artikler i serien her.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har POV modtaget tilskud af Europa-Nævnet.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
