BØGER // ANMELDELSE – Når man taler om dansk bygningskulturarv, er det ofte slotte, kirker eller modernistiske bygninger, tegnet af Arne Jacobsen og andre kendte arkitekter, man har i tankerne. Man glemmer nemt, at almindelige huse også er en del af vores kulturarv – det er i de huse, vi bor og har vores dagligdag, og hvor vores forfædre boede. Den kulturhistorie fortæller arkitekt Søren Vadstrup i et inspirerende værk om landhuse. Hvordan man istandsætter de gamle huse med bæredygtige materialer, blik for klimaregnskab og undgår den syvende dødssynd inden for bevaring, hører også med, skriver Peter Q. Rannes begejstret.
For nogle år siden gav jeg en indisk journalist og forfatter et lift i min bil ind til den nærliggende, store provinsby. På hele turen kiggede hun sig nysgerrigt omkring – det var hendes første besøg i Danmark. Da vi nåede frem og var stået ud af bilen, spurgte hun med sin distinkte indiske accent: “Peter, where are your traditional housings?”
Spørgsmålet gjorde mig helt paf. Hun kendte mig ikke godt nok til at vide, at hun med netop det spørgsmål ramte lige ind i en af mine hjertesager, om end det var fra en helt anden vinkel, end jeg var vant til.
Hvor er vores oprindelige huse? I virkeligheden og i vores kulturhistorie?
Jeg husker ikke, hvad jeg svarede på det egentlig ukomplicerede spørgsmål. Men når jeg nu tænker tilbage på situationen, og hvad jeg følte, da hun spurgte, er det dette, der kommer op:
Vores oprindelige huse er her såmænd endnu, de er bare blevet bygget om, så de ligner helt nye huse eller en slags remake af de oprindelige huse. De har fået nyt eternittag med stort og praktisk udhæng, måske endda et fint, sortglaseret tegltag. De har fået nye store vinduer med masser af udsyn og lysindfald eller er holdt i gammel stil med tykke sprosser og små klodsede termoruder; vinduerne fås også i vedligeholdelsesfri plastik, aluminium eller mørklødet mahogni.
Og dette:
Husenes facader, der engang bestod af smukke, brændte mursten eller var dækkede af solglimtende hvidtekalk, har nu fået en robust cementmaling, der fås og bruges i stort set alle farver, helt efter ejerens personlige ønske. Eller også er facaderne, evt. efter en helt-ind-til-stenene-grundig sandblæsning, blevet kostet op med en tynd cementmørtel, der efterlader husenes ydre med en overflade som ikke bare hurtigt bliver blakket, men som i værste fald ødelægger den mur og det murværk, som den er tiltænkt at skulle beskytte.
Før 1960 boede mere end halvdelen af Danmarks befolkning på landet eller i byer med under 200 indbyggere
Den indiske kvindes – i sagens natur – fremmede øjnes spørgsmål på vores ”housings” er vigtig og vedkommende på flere planer. Hun kunne jo have gjort det til et spørgsmål om de konkrete huse, som vi danskere bor i, og have spurgt: Bor I kun i nye huse? Men hun spurgte i stedet til de huse, som vi ikke længere boede i, og som syntes at være væk.
Så dette spørgsmål står tilbage: Hvor er vores oprindelige huse? I virkeligheden og i vores kulturhistorie?
Bygninger, der hverken står Christian IV eller Arne Jacobsen på
Når man taler om bygningskulturarv, er det kirker, herregårde og slotte, karakteristiske, modernistiske huse og bygninger, tegnet af Arne Jacobsen og andre kendte arkitekter, samt velbevarede fynske bindingsværkshuse og -gårde, som ser godt ud på postkort og turismefoldere, som man kommer til at tænke på.
Men de almindelige huse fra enhver tid er også vores bygningskulturarv. Det glemmer man nemt, for det er jo bare der, vi bor. Det er jo i de huse, vi bor og har vores dagligdag, og hvor vores forfædre boede. Det er – og har altid været – rammen om vores eget liv og de fleste menneskers liv. Og om vores forfædres liv. De huse er en del af vores levende kulturarv, hvad slotte og herregårde ikke altid er.
Før 1960 boede mere end halvdelen af Danmarks befolkning på landet eller i byer med under 200 indbyggere, så det var – og er – stadigvæk først og fremmest på landet, at man skal lede efter vores oprindelige huse.
Dét ved Søren Vadstrup, forfatteren til bogen Landhuset, som blev udgivet sidste år. Det har han vidst i de mere end 40 år, han professionelt har beskæftiget sig med nænsom bygningsrenovering, og hvor han på mange planer har kæmpet for, at det skulle være slut med at gemme og glemme landhusene.
Arkitekten bag “hus”-bøgerne
Søren Vadstrup, der er uddannet restaureringsarkitekt, var i mange år leder af Raadvad-Centeret for bygningsbevaring. Han er nu forskningslektor på Kunstakademiets Arkitektskole.
Listen over bøger og hæfter, som Søren Vadstrup har udgivet, er lang, meget lang.
Mest kendt er Huse med sjæl (Gyldendal, 2004), som gik hen og blev lidt af en publikumssucces og opnåede at udkomme i en bogklubudgave. Efter at have været udsolgt i mere end 10 år har forlaget Lindhardt og Ringhof i 2020 genudgivet den. Til Vadstrups bøger, som har bredere appel end de mange fine, grundige specialudgivelser, hører også Sommerhuset (2008) og Byhuset (2014).
Søren Vadstrups nyeste bog Landhuset, der med undertitlen ”historie, bevaring, istandsættelse” lægger monografisk an til at komme hele vejen rundt om emnet, står ikke tilbage på nogen måde ift. de to forrige ”hus”-bøger.
Velkommen
I bogens første store del sættes læseren ind i landsbyens historie, forudsætninger og karakteristika, mens det i dens anden – og lige så omfangsrige del – er landhusets byggeskik, der gennemgås minutiøst fra fortidens stråtækte bindingsværkshus til vores egen tids parcelhus, som jo også kan være et landhus.
Læserens forudsætninger er således bragt på plads, når bogens del III og IV gennemgår principperne for landhusets udvendige og indvendige istandsættelser: Ingen vil her være i tvivl om, hvad der ifølge Vadstrup er op og ned i god og nænsom bygningsbevaring.
Man må ikke overromantisere huset med falske, påklistrede vinduessprosser, falske trævinduer af plastik eller aluminium
For de enkelte dele af landhuset – og for de forskellige landhuse – omtales de relevante renoveringsmetoder, men de uddybes sjældent, hvilket er i overensstemmelse med bogens præmis.
Egentlige konkrete anvisninger til, hvordan de enkelte renoverings- og istandsættelsesopgaver løses, skal man andre steder hen for at finde – bogens vidt udfoldede litteraturliste (”Bøger og hjemmesider”), hvor Vadstrup i øvrigt selv er hovedbidragyder med hensyn til antallet af titler, viser læseren i et væld af gode retninger.
Interesserer man sig for emnet og følger med på internettet, vil man vide, at der i flere danske grupper på Facebook med bygningsbevaring som fokusområde også er god, kvalificeret og hurtig hjælp at få.
Husejerens dannelsesrejse
På den måde er Landhuset ikke nogen egentlig praktisk håndbog i at sætte gamle landhuse i stand, men snarere et værk, der vil klargøre læseren, nærmest i ånden, til at kaste sig ud i den opgave, det er at bebo og bevare et landhus, eller ligefrem at bringe det tilbage til de oprindelige, langtidsholdbare kvaliteter, huset besad, da det blev opført.
Læsningen af bogen kan således blive en vigtig strækning på den bygningskulturelle dannelsesrejse, der får den stolte husejer – eller kommende husejer – til at se og forstå landhuset som idé og som en del af vores ”immaterielle kulturarv, et UNESCO-begreb, som Vadstrup – vist som den første – i Landhuset, bringer i spil i forbindelse med bygningsbevaring.
F.eks. er landsbyens immaterielle kulturarv, som han skriver, bl.a. den ”kolossalt lange synlige historiske kontinuitet i form af selve landskabet i og omkring landsbyen, de 3-4.000 år gamle gravhøje fra bronze- eller jernalderen, landsbyens 800-1.000 år gamle byplan, stendigernes funktion som ’fægyder’, kirken måske ’kun’ 800 år gammel, kirkegården, evt. med et jævngammelt stendige”.
Som belønning for den bygningsbevarende tilgang får man et landhus, som ånder med det liv, der er i det
Bindingsværkshusets immaterielle kulturarvskvaliteter – Søren Vadstrup er en af de fremmeste kendere af netop bindingsværkshuset – er flere: ”bygningernes arkitektoniske idé, filosofi og identitet”, værdierne som ligger i ”traditioner,viden og praksis, og ”de sanseoplevelser som stedets atmosfære, sjæl, karakter og stemning giver”.
At den immaterielle kulturarv også gælder såvel murede “Bedre Byggeskik”-huse fra ca. 1915 og nogle årtier frem, som de 1960’er og 1970’er parcelhuse, som en stor del af os er vokset op i, viser Vadstrup ved at inkludere begge hustyper i sin gennemgang af de forskellige former for landhuse.
Den syvende dødssynd i bygningsbevaring
Det er vigtigt at fremhæve, at der med det i denne sammenhæng nye begreb, “den immaterielle kulturarv”, ikke er tale om en intellektualisering af en romantisk forestilling om, at almueidyllen er det eneste rigtige.
Når Vadstrup med den bygningsbevaringsautoritet, som stråler fra første til sidste side af bogen, opremser hele 7 dødssynder gældende for huse fra før 1960, lyder den syvende: “Man må ikke overromantisere huset med falske, påklistrede vinduessprosser, falske trævinduer af plastik eller aluminium, buede rudeglas, gamle vognhjul, blomsterkasser under vinduerne mm.” Dermed skulle livet været taget af den forlorne almueidyl.
I det store og i det små fortæller landhuset historier, der går flere århundreder tilbage, ofte længere tilbage end huset selv, men som er overleveret i den måde, huset er bygget på
Selvfølgelig behøver man ikke følge Søren Vadstrup hele vejen, kassere det nyere Ikea-køkken i ens nyerhvervede 1800-tals hus og – på egen hånd eller ved hjælp af en dygtig bevaringshåndværker – snedkerere et almuemalet, klassisk frontrammekøkken helt efter datidens normer.
Den bærende idé i bogen er altid at gøre det, som er godt og hensigtsmæssigt for ens landhus og for de materialer, som det oprindeligt er bygget af. Så er man på rette spor og er med til at sikre, at det gamle hus, der lavet til at holde længe, holder endnu længere.
Kvaliteter der ikke kan sættes på formel
Som belønning for den bygningsbevarende tilgang får man et landhus, som ånder med det liv, der er i det. Dampen fra el-kogekanden eller morgenbrusebadet vil blive opsuget af de diffusionsåbne (evt. kalkede) vægge, hvorfra fugten langsomt afgives efterhånden, som luften i rummene kan optage den, og man undgår både duggede vinduer og energikrævende udsugning.
Man får også en enkel, nogle vil sige mere harmonisk, indretning, hvor alle materialer – pudsede vægge, klinke- og trægulve og malet eller sæbevasket træværk – ligner det, de er. Materialer, der til forskel fra mange moderne vedligeholdelsesfrie byggematerialer i øvrigt kan tåle slid og daglig brug, og som ikke bliver grimmere med tiden, men i stedet opnår en patinering, der i den ægte bygningsbevaringstosses øjne ikke bare er smuk, men også fortæller en historie, mange historier, om tid, om brug og om levet liv.
På samme måde er det med landhusets rum og den oprindelige, i moderne øjne gammeldags, ruminddeling. Når man gennem et par år har iagttaget solens gang rundt om huset, indser man, at landhusets ruminddeling har sin egen, urgamle logik, der også kan passe til et moderne liv.
I det store og i det små fortæller landhuset historier, der går flere århundreder tilbage, ofte længere tilbage end huset selv, men som er overleveret i den måde, huset er bygget på. En kvalitet, som man mærker, når man bor i landhuset, men som ikke er nem at putte i de regneark, der bruges, når man bygger nyt i dag.
Energiforbedring og det gode klimaregnskab
Hvor meget Vadstrup end sætter pris på det oprindelige landshus’ æstetiske kvaliteter og den bæredygtighed, som sådanne huse indeholder, ved han godt, at man i vores tid ikke kommer langt omkring, hvis man vedholdende insisterer på kun at age med hest og vogn. Tiden kræver også Tesla’er. Og den kræver også, at man energiforbedrer sit landhus.
Bogens sidste og femte del er således ”Energiforbedring af landhuset”, som er ganske kort, men desto mere væsentligt. I bare ét kapitel gøres der under overskriften ”Ny viden om energiforbedring” op med den gamle forestilling om, at energirenovering af ældre huse (før 1960) er uforenelig med bygningsbevarende istandsættelser og altid ender i termoruder med klodsede, tykke vinduessprosser, plastikdampspærrer og gummifugemasse i revner og sprækker.
Den næsten 450 sider lange bog om Landhuset er gennemillustreret med flotte, inspirerende fotos af Stuart MacIntyre og med Vadstrups egne fine tegninger og akvareller
Uden at behøve gentage sig selv henviser Vadstrup til en af sine nyere publikationer, Bevaringsværdige bygninger – gode løsninger til energiforbedring og indeklima (2018), som kan findes kvit og frit på nettet, og som angiver, hvordan ældre huse kan energioptimeres, uden at det går ud over husenes bevaringsværdier.
I stedet bruger han kapitlets sparsomme plads til skematisk at opstille de bevaringsmæssigt prioriterede energiforbedringer i 3 kategorier: 1) Energiforbedringer, der ikke påvirker bevaringsværdierne, 2) Energiforbedringer, der er synlige, men arkitektonisk acceptable og 3) energiforbedringer, der arkitektonisk og bevaringsmæssigt er uacceptable. Det ligger i kortene, at der i helvede er et særligt sted for de husejere, der vælger løsningerne i kategori 3).
Det er i den sammenhæng værd at notere sig (en pointe, der jævnligt dukker op i bogen), at renoverer man sit gamle (land-)hus efter bygningsbevarende forskrifter, bruges der byggematerialer, som i produktionen ikke er så belastende for klimaet som mere moderne, vedligeholdelsesfri materialer. Og at det er byggematerialer, som har en lang levetid, hvilket også tæller positivt med i klimaregnskabet.
Nemt og nyttigt til opslag
Den næsten 450 sider lange bog om Landhuset er gennemillustreret med flotte, inspirerende fotos af Stuart MacIntyre og med Vadstrups egne fine tegninger og akvareller. Bogen har en 6 sider lang indholdsfortegnelse, der gør det nemt at bruge den som opslagsværk. Den har også et godt register, hvor man kan slå f.eks. både Valdemar den Store (s. 204) og Valdemar Sejr (s. 23) op. Og så meget andet.
Søren Vadstrups Landhuset er til anbefaling for ejere af landhuse og andre, der bare elsker gamle huse.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
