Thomas Thurah: Den drabsdømtes indre samtaler med den dræbte

i Bøger/Liv & Mennesker af
NY BOG – Hvad tænker et menneske, som har taget et andet menneskes liv – om straf, skyld, soning og tilgivelse? Journalist og forfatter Thomas Thurah har talt med 12 drabsdømte om at have slået ihjel og om at leve med drabet. Samtalerne er blevet til bogen Skyldig i drab. Teksten her er et redigeret kapitel fra bogen, hvor de drabsdømte fortæller om deres indre samtaler med deres offer. Samtaler, som kredser om skyldfølelsen, håbet om tilgivelse og et liv efter døden.

Flere af de drabsdømte fortalte mig, at de indimellem fører indre samtaler med det menneske, de har slået ihjel. Samtalerne, viste det sig, kredser tit direkte eller indirekte om drabet og om den skyldfølelse, som den drabsdømte bærer på. Andre gange består kontakten med den dræbte i ordløse møder eller syn af mystisk karakter.

Noget spørgsmål om samtaler eller møder mellem den drabsdømte og den dræbte optrådte ellers ikke på listen med spørgsmål, jeg havde med til de første to lange interviews med de medvirkende i bogen. Tanken havde af en eller anden grund overhovedet ikke strejfet mig. Det var først forud for det tredje interview, at det slog mig som noget nu nærmest indlysende: Selvfølgelig måtte drabspersonen indimellem i tankerne fremkalde billedet af den dræbte og i tænkte samtaler og møder forsøge at få rede på det kaos, som fylder ham eller hende.

Noa, en ung grønlandsk drabsdømt, var en af dem, som fortalte om sine tænkte møder og samtaler med den dræbte og – for Noas vedkommende – den dræbtes familie. Drabet, Noa begik og siden blev dømt for, var et voldsdrab, et sørgeligt og meningsløst resultat af en kortvarig ukontrolleret ophidselse.

Thomas: Gør du dig nogen forestillinger om, hvor [den dræbte] er nu? (…)

Noa: Nogle gange tænker jeg på, om han er hér. Og [om] han ikke er efter mig. (…)

Thomas: Hvad betyder det der med, om han er hér? Om han er efter dig?

Noa: Altså, der er nogle aftener, hvor jeg lige pludselig siger til mig selv: ’Jamen, prøv at tænke, hvis han nu er hér.’ Hvor jeg ikke kan se eller høre ham, men han er her alligevel.

Thomas: Men er han så fjendtligt indstillet?

Noa: Nej, ikke rigtig. (…) Han står bare og glor med det der blik: ’Du burde skamme dig!’ Men ellers siger han ikke noget eller noget som helst.

Thomas: (…) Har du også billeder af [hans] familie? (…)

Noa: Hans lillebror. Nogle gange har jeg forestillingen om, at jeg er udenfor, jeg har fået mit eget sted at bo og det hele, og det hele kører bare derudad. Og så bliver der banket på døren, og lige så snart jeg åbner, så står han der med en riffel. Det har jeg haft mange forestillinger om, det har jeg stadigvæk den dag i dag. Så står han der med en riffel, og så siger han: ’Du har dræbt min bror, og nu skal du dø.’ (…) Jeg bliver ikke bange, når jeg tænker på sådan noget. Jeg begynder ikke at frygte for mit liv. Da siger jeg mere til mig selv: ’Jamen, så ville det være fair. Så er den streg slået, så er det dét.’ Men jeg siger altid til ham i mine egne forestillinger: ’Tænk dig nu om, før du gør det. Hvis du gør det, er du ikke bedre end mig.’ Så er det dér, han selv vælger, hvad der skal ske. Så har jeg ikke videre forestillinger om, hvad han så gør bagefter.

Det er skammen, den dræbte kommer til Noa for at tale om. Eller også er det Noa, der med sit tænkte møde med den dræbte giver skammen udtryk. Den dræbtes bror kommer i Noas tanker for at hævne den dræbte og med Noas egne ord med hævnen slå en streg over drabet. Hævnen udligner, som Noa selv forstår det, skylden som i en gammeltestamentlig forståelse af hævnen; øje for øje, tand for tand. Men helt så enkelt er det åbenbart ikke, for endnu et drab vil ifølge Noas ord i konfrontationen med broren blot indføre en ny uret eller skam i verden.

Noa fortsætter sin fortælling om mødet med den dræbte.

Thomas: Har du [nogensinde] haft indre samtaler med ham [den dræbte]?

Noa: Ja, faktisk. Men det er, når jeg forestiller mig, at jeg selv er død, og han er der. Så spørger han, hvorfor han nu fortjente at dø. Og så står jeg altid tilbage og kan ikke rigtig forklare. Hvor jeg så primært spørger, om han overhovedet kan tilgive mig?

Thomas: (…) I er begge to døde?

Noa: Ja. Det er ikke, fordi jeg tror på paradis og helvede og alt det der, rent ud sagt, men nogle gange tænker jeg på det, hvis jeg nu møder ham derude. Så vil jeg blot spørge, om han overhovedet kan tilgive mig.

Måske er det ikke så mærkeligt, at Noas ønske om tilgivelse knyttes så tæt sammen med tankerne om paradis og helvede. I en kristen forståelse er tilgivelsen og syndernes forladelse betingelsen for frelse, dvs. for et liv i paradis efter døden.

Paradisdrømmen er der tilsyneladende rester af i Noas forestillinger, selvom Noa ellers ikke tror på ”paradis og helvede og alt det der”.

Samtaler med den dræbte om sorg og skyld

Eli er en anden af de drabsdømte, som fortæller om at føre samtaler med den dræbte. Eli har slået en nærtstående ihjel. For Elis vedkommende kredser samtalerne med den dræbte om sorg og ligesom i Noas tilfælde om skyldfølelse.

Eli: Selvfølgelig talte jeg med hende rigtig meget i tankerne. Især da jeg første gang drømte om hende.

Thomas: Du drømte om hende?

Eli: Ja. Om hende. Så da jeg vågnede om morgenen, så begyndte jeg at græde og at samtale med hende. Altså i tankerne.

Thomas: Kan du huske, hvad du sagde?

Eli: Altså helt ærligt. Jeg sagde undskyld til hende. For det, jeg havde gjort … Og jeg sagde til hende, at det var hendes egen skyld, at jeg havde gjort sådan en forfærdelig ting. Og det var altså også din egen skyld. Det var os to, der gjorde det.

Den delte skyld mellem Eli og drabsofferet forklarer Eli med det alkoholmisbrug, som de begge to var endt i, og som prægede deres forhold, også i de sidste timer.

For Eli har gråden og skyldfølelsen tilsyneladende ikke noget med religion og Gud at gøre. Samtalen, som Eli fører med den dræbte, virker snarere som en fortsættelse af en samtale, som de to også kunne have ført, mens de begge to var i live.

Gud, det hinsides og i bredere forstand det mystiske optræder i mange af de andre drabsdømtes samtaler med den dræbte. Ligesom det gjaldt for Noa.

Alex har begået to drab. Det første i 1977, da han var en ganske ung mand. Det andet i 1991. I begge tilfælde var der tale om såkaldte affektdrab, dvs. drab, som er resultatet af en kortvarig, men ukontrolleret ophidselse. Alex er i dag i begyndelsen af 60’erne og kan se tilbage på sammenlagt 35 års fængselsliv.

Alex fortæller om sine samtaler med de dræbte eller rettere om forestillingen om at føre samtaler med dem:

Alex: (…) jeg har tit haft lyst til at sige undskyld. Jeg har også spekuleret over, hvis jeg nu døde, og der virkelig er et liv efter døden, om man så har en eller anden ånd, der flyver op, hvis man så kunne møde de to ofre og sige undskyld. Jeg ved godt, at det ikke ville give nogen mening, men et eller andet sted har man et behov for også at berolige sig selv.

Både de dræbte og drabspersonen er forvandlet til ånd og befinder sig et sted højt over jorden i Alex’ tankebillede. Undskyldningen og ønsket om at berolige sig selv er ligesom for Noa tilsyneladende tæt knyttet til døden og drømmen om et liv efter døden.

En anden af de drabsdømte, Michel, knytter også sin kontakt til og samtale med den dræbte til forestillinger om Gud og et – godt eller paradisisk – liv efter døden. For Michels vedkommende gælder paradishåbet drabsofferet.

Michel er dømt for et seksuelt drab, dvs. et drab i forbindelse med voldtægt.

Michel: (…) når jeg er ovre i kirken og tænder lys, så beder jeg for hende [dvs. drabsofferet], og så siger jeg jo faktisk noget til hende på en måde. Jeg siger også til Gud, at jeg håber, at hun er et godt sted og sådan nogle ting.

Thomas: Hvad siger du til hende?

Michel: Altså, hvad jeg siger til hende, det er privat (…). Men jeg ønsker selvfølgelig for hende, at hun har det rigtig, rigtig godt. Og at hun er et godt sted. Og det er meget det, det går ud på.

Når samtalen er et budskab fra den anden side

Kontakten mellem den drabsdømte og hans eller hendes offer kan komme i stand på andre måder end gennem indre eller forestillede samtaler. Flere af de drabsdømte fortæller om en forbindelse knyttet gennem anelser om den dræbtes tilstedeværelse (som Noa i det foregående) eller om meget stærke drømmebilleder eller ligefrem åbenbaringer. Én fortæller om at have set sit drabsoffer i fængslets kirke hånd i hånd med Jesus. Også her er forbindelsen til den dræbte præget af trosforestillinger, et ønske om syndsforladelse og på vegne af offeret et håb om et liv efter døden.

To andre drabsdømte fortæller dels om en lignende åbenbaring, dels om hændelser af mystisk art, som den drabsdømte tolker som et budskab fra den dræbte.

Loui, som er den ene af de to, har dræbt en nærtstående.

Der skete det, at jeg var til stillegudstjeneste, hvor vi sådan gik ind i os selv. Og så stod [den dræbte] der. Og så spurgte [den dræbte] ad, om det var nødvendigt, at jeg havde gjort det der. Og så sagde jeg: ’Ja’. Og så lukkede jeg af. Og det er jeg sådan set glad for, at jeg svarede sådan, for ellers havde jeg jo haft skyldfølelse uden lige resten af mit liv. Så nu vil jeg ikke tage det mere … Jeg vil ikke udsætte mig for det.

Loui erkender på andre tidspunkter i interviewet det forfærdelige i sin handling, men hverken fortryder den eller angrer den. Drabet var ifølge Loui selv et medlidenhedsdrab, dvs. et drab, som skånede den dræbte for flere lidelser som følge af et stort misbrug.

Jeg kalder oplevelsen en åbenbaring, fordi Loui fæstner lid til det oplevede og efter samtalen med den dræbte anser spørgsmålet om skyld som endeligt afgjort. Der er ikke nogen gud eller en guddommelig stemme i Louis åbenbaring, men der er spor af noget guddommeligt både i den dødes nærvær og i den sandhed, som oplevelsen repræsenterer for Loui.

Det andet tilfælde af en forbindelse af mere mystisk art knyttet mellem den drabsdømte og den dræbte udspiller sig i den fysiske verden. For at kunne redegøre mere detaljeret for oplevelsen vælger jeg at udelade den drabsdømtes pseudonym.

Den drabsdømte har gennem flere somre inden drabet besøgt Frankrig med sin familie, heriblandt sin kone, som blev offer for det senere drab. Stedet – den samme by, de samme gader, restauranter og handlende – var for familien et elsket fristed. En veninde, som besøger den drabsdømte i fængslet, er uden at kende noget til den drabsdømtes særlige forhold til Frankrig på ferie i landet og vil sende sin ven i fængslet et postkort. Ifølge sin egen beskrivelse, som den medvirkende genfortæller for mig, står hun foran et kortstativ på torvet i byen, som hun besøger, og beslutter sig med det samme for et bestemt kort, så ombestemmer hun sig og overvejer herefter flere kort ét ad gangen, inden hun vender tilbage til det første kort. Da den drabsdømte senere modtager kortet i fængslet, genkender han på fotografiet på kortets forside med det samme sin kone, som står på torvet mellem grøntsager og boder, præcis som han kender stedet fra deres fælles rejser.

”Kropsbygningen, håret, solbrillerne – jamen, der er slet ingen tvivl. Det er hende,” siger han til mig.

Den drabsdømtes første reaktion på at have genkendt sin kone og familiens ferieby, fortalte han mig, var at blive ked af det, fordi han ikke ønskede at blive mindet om fortiden. Senere havde han talt med en medindsat om oplevelsen og var sammen med vedkommende – selvom han med sine egne ord har svært at forholde sig til det – nået frem til følgende konklusion med den medindsattes ord:

’Det er jo et tegn på, at der er nogen, der giver dig en besked på, at du ikke skal være ked af det. Det går [den dræbte] godt.’

Også denne samtale eller mystiske kontakt med den dræbte har skylden og håbet om tilgivelse som sit tydeligste indhold. Og troen på – eller igen håbet om – et liv efter døden.

Det er de drabsdømtes egne fortællinger og de drabsdømtes egen forståelse af det oplevede, jeg har gengivet i det foregående. Jeg vil nøjes med til sidst at pege på det indlysende, at der bag alle de tænkte samtaler, syner eller åbenbaringer ligger psykologiske mekanismer og mentale kræfter, som først og fremmest har forbindelse til samvittigheden. Om de tænkte kontakter med de dræbte er en støtte for samvittighedens bearbejdning og erkendelse af drabet, kan jeg naturligvis ikke sige noget sikkert om. Men jeg tror, at det i hvert fald er det for nogle af de drabsdømte.


Alle navne i bogen er pseudonymer (såkaldt unisex-navne), og alle drab er fremstillet på en måde, så det ikke er muligt at identificere hverken personen eller forbrydelsen eller kun er muligt for den, der i forvejen har et indgående kendskab til begge dele.


Thomas Thurah: Skyldig i drab

Udgivelsesdato: 15-09-2020
ISBN13: 9788702276855
Forlag: Gyldendal
Format: Hæftet


Foto: Udsnit af bogens forside.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Thomas Thurah (f. 1963) er magister i litteraturhistorie og filosofi og har arbejdet som journalist og redaktør ved en række danske aviser. I dag er han tilknyttet Information som anmelder og skribent.

Hans forfatterskab består af både skøn- og faglitterære bøger, bl.a. Historien er ikke slut. Samtaler med 36 europæiske forfattere (litteraturjournalistik), Begyndelsen. Fire historier (roman), Statsminister Anker Jørgensen (politisk biografi) og Leifs far var borgmester (noveller).

Seneste artikler om Bøger