#Bevardetgulehus og støt op om byens sjæl

af i Danmark/Kultur/Kulturhistorie

DAGENS POV // KULTUR – Kære kulturminister. Meget gør du, men sjælfuldhed er et begreb, som jeg ikke fornemmer, at du dyrker sådan synderligt. Men nu har du chancen. Meld dig ind i kampen #bevardetgulehus og støt op om byens sjæl, skriver Frederikke Lett. Hun ser til med lige dele skræk og undren over måden, de danske byer bliver raseret i disse år. 

Frankrig er romantikkens hovedland. Hvad er det, vi rejser for, når vi besøger La France? Mad, strand, sol og vand. Jovist. Men i den grad også de gamle, stolte, sjælfulde og historiske byer, som har fået lov til at blive nænsomt bevaret trods forfald.

Jeg er født og opvokset i København. Jeg ser til med lige dele skræk og undren over nogle af de ting, der foregår i disse år. Det meste lader jeg passere. Men ikke alt. Fra jeg var ni år gammel, gik jeg hver evig eneste dag igennem Kunstindustrimuseets gård i København på vej til skole – med mine tre søskende. Derfor er den gård om noget de gyldne minders holdeplads.

Midt i denne gård, som må være en af Københavns mest rolige, ligger det yndigste lille, gule hus – et bindingsværkshus tilgroet af roser og med en lille have, forskanset bag et brunt stakit – ganske skjult fra offentlighedens øje. Huset har alle dage være faldefærdigt. Men dengang boede der nogen i det lille gule hus. Støvet på vinduerne i dag afslører, at det er længe siden, at der var nogen, der gik igennem de stuer.

Jeg er åbenbart ikke den eneste, der mener at byerne er ved at blive fuldstændig raseret. Det handler ikke om bonderose-romantik. Det handler om, at en by uden sin sjæl er som et menneske uden sin historie

En dag befandt jeg mig som så mange gange før i gården, drømmende foran det lille hus. Hvad der ansporede mig til at handle ved jeg ikke. Men det var som om der var noget i mig, der sagde: “Nu er det nu”. Jeg gik over på museet for at spørge, hvad der egentlig skulle ske med det hus. “Det skal rives ned”, sagde en venlig medarbejder.

Gisp. Jeg gik prompte hjem og skrev en mail til museet. Huset er det mest fotograferede hus i København, en kulturel perle og et klenodie for byen. En anden medarbejder på museet fortalte, at hvis han havde taget en krone for hver gang nogen kom ind for at spørge til det lille gule hus, ville han have været milliardær i dag.

Jeg fik et møde med husets direktør og spurgte mindeligt, om jeg mon kunne få lov til at komme med en alternativ plan frem for nedrivning? ”Nej! Det hus stod ikke til at redde. Museet havde brug for alle deres kvadratmeter. De havde stigende besøgstal, masser af penge og skulle bygge ud og bla bla bla”.

Jeg under i den grad museet penge og besøgstal. Men kunne man beholde det lille sted, som alle turister og danskere standser op og kigger fascineret på, fordi der midt i den polerede by ligger noget forfaldent, hengemt, tilgroet og sjælfuldt. Det der pirrer fantasien og får os til at drømme?

Den hovne direktør forsøgte fortørnet at knipse mig af som en myg. Jeg havde intet med det hus at gøre. Det var hende der ejede det sted. Grådighed er godt, fristes man til at sige, men er det nu også det? Det hus har stået for sig selv i ca. 200 år, museet er statsfinansiereret for borgernes penge… så hvem ejer det egentlig?

Alle andre steder i byen og i landet for den sags skyld, skal der kæmpes for hver splint bindingsværk og hvert strå i taget på de gamle stråtækte huse

Jeg skrev en opflammet blog, der blev læst og støttet af 10.000 mennesker. Med ét så jeg, hvordan masser kender til og vil kæmpe for det lille gule hus.

Jeg er åbenbart ikke den eneste, der mener at byerne er ved at blive fuldstændig raseret. Det handler ikke om bonderose-romantik. Det handler om, at en by uden sin sjæl er som et menneske uden sin historie. Og i en by med Kalvebod Brygge, Nordhavn, Tuborg Nord og pensionskassebyggerier på Amager Fælled og alle andre steder i byen og i landet for den sags skyld, skal der kæmpes for hver splint bindingsværk og hvert strå i taget på de gamle stråtækte huse.

I Frankrig havde man en forudseende kulturminister, André Malraux, under Charles de Gaulle. Han var tilmed forfatter. Han sørgede for at lovgive om den slags, så byerne bevarede deres historiske romantik. Derfor har alle franske byer et centre historique. Og vi valfarter alle til Venedig og dåner over en smuk by i forfald.

Så kære kulturminister, der formentlig læser med her, jeg mener også De skal ind i kampen for #bevardetgulehus. Og til alle andre: Del bloggen og støt op om sjælen.


Foto: Skribenten

Frederikke Lett(f. 1974) er oprindeligt uddannet jurist, men skriften og kulturen trak i hende og hun endte med at forlade sit job som jurist i Dansk Industri og skifte levevej. Fra paragraffernes verden til kunsten og kulturens. Hun er tekstforfatter og skribent og har skrevet for adskillige film-medier og er fast klummeskribent på ALT for Damerne. Du kan følge hende på hendes egen blog, Frederikkes fokus.

Seneste artikler om Danmark