INTERVIEW // POV BUSINESS – Lennart Lajboschitz skabte en milliardforretning ved en tilfældighed. I dag er grundlæggeren af Tiger-butikkerne flyttet i familiekollektiv på Christianshavn og har etableret en række sociale samlingssteder, der i udgangspunktet er inspireret af hans egne nære familierelationer, og som har udviklet sig fra ’oplyst enevælde’ med ’en klar mission’ til selvbærende og inkluderende fællesskaber. POV’s Poul Arnedal har mødt den sociale entreprenør, der mener, at hierarkiske systemer er fordummende, og at fejltagelser er nøglen til fornyelse.
Familien har altid været centrum i Lennart Lajboschitz’ tilværelse. Dernæst er ’sociale relationer’ de to nøgleord, som hans aktiviteter drejer sig om.
Sådan har det været, lige siden han for over tredive år siden om lørdagen stod og tryllede for gadens børn foran sin og hans kone Sus’ første butik på Islands Brygge i København.
Lennart Lajboschitz og hans familie har indrettet en del af komplekset til et stort familiekollektiv for 12 familier i fire generationer, hvor den ældste er hans mor på 94 år
I dag tryller han blandet andet ved hjælp af den formue, han tjente, da han for otte år siden solgte størstedelen af sit forretningsimperium, Tiger-butikkerne. Det er foreløbigt blevet til Folkehuset Absalon på Vesterbro i København, hotellerne Hornbækhus og Villa Strand i Hornbæk samt Kanalhuset i det gamle Søkvæsthus på Christianshavn.
Alle tre steder har formålet været at skabe sociale samlingssteder for mennesker.
”Alt, hvad der hedder ’normalt’, er kedeligt. Sådan er jeg indrettet,” siger den 61-årige iværksætter og sociale entreprenør, der har nogle ret selvstændige ideer om, hvordan man kan gebærde sig inden for forretningsverdenen og som iværksætter, hvis man gerne vil have succes.
Jeg møder ham i Gartnerboligen ved Kanalhuset i Overgaden Oven Vandet.
Gartnerboligen er en del af det store kompleks på 6.241 kvadratmeter fra 1755, som indtil for nogle år siden husede bl.a. Orlogsmuseet og Farvandsvæsenet. I dag hedder det Kanalhuset og rummer bl.a. et hotel, med både værelser og hotellejligheder, en restaurant og bar samt konferencelokaler.
Her har Lennart Lajboschitz og hans familie indrettet en del af komplekset til et stort familiekollektiv for 12 familier i fire generationer, hvor den ældste er hans mor på 94 år. Samtidig har hans kone Sus etableret sig med sin indretningsvirksomhed EEN i en af fløjene, som udlejes til virksomheder.
Det er også hende, der bl.a. med sine nyistandsatte retro-møbler har været med til at indrette både Kanalhuset, Folkehuset Absalon og hotellerne i Hornbæk, hvor ikke to værelser er ens.
”Hierarkiske systemer er fordummende”
”I 80’erne og 90’erne oplevede vi, at en masse firmaer fusionerede, fordi det betød besparelser og stordrift, som var meget mere effektivt,” siger Lennart Lajboschitz, da han skal forklare mig sin aversion mod ’alt hvad der heder normalt’.
Og han fortsætter: ”Det medførte, at virksomhederne blev større og fik meget hierarkiske systemer. Der var en direktør, som bestemte det hele, og som havde en underdirektør, som igen havde en underdirektør og så videre dernedad. Der var mange, mange led helt ned til kassedamen, som er i butikken. Og det var et system, som blev kopieret næsten overalt.”
Deres første butik på Islands Brygge opstod af nødvendighed, fordi de fik børn og ikke kunne fare land og rige rundt på kræmmermarkederne
”Hierarkiske systemer er måske meget godt inden for det politiske, hvor det handler om ikke at lave fejl, for så bliver man ristet. Men når det drejer sig om virksomhedsledelse, så er det fordummende. For der er ikke plads til at lave fejl. Men når man starter noget, så begynder man jo et eller andet sted, og så er der fejltagelser undervejs,” siger Lajboschitz og fortsætter uddybende:
“Men fejltagelserne er i virkeligheden nøglen til det nye. Det er lidt ligesom, når møbelarkitekten er ude på fabrikken og taler med værkføreren om, hvad træet kan og ikke kan. Det er her, der kommer en ny stol ud af det. Ikke bare hjemme ved skrivebordet.”
“Det er en måde at tænke på. Man skal ikke have en fuld og færdig plan, men opfinde tingene undervejs – bl.a. takket være sine fejltagelser. Man skal ikke forelske sig så meget i sine første idéer, at man ikke tør ændre på dem. Kill your darlings, hedder det vist,” forklarer han.
Købte en kirke på Vesterbro der blev et Folkehus
Da Lennart Lajboschitz og hans kone for mange år siden ernærede sig ved at sælge billige, importerede varer som f.eks. paraplyer på de danske kræmmermarkeder, havde de heller ingen stor og forkromet forretningsstrategi. Deres første butik på Islands Brygge opstod af nødvendighed, fordi de fik børn og ikke kunne fare land og rige rundt på kræmmermarkederne.
Årsagen til, at butikken blev til Tiger-kæden, er efterhånden velkendt, men lad os bare gentage den. Idéen opstod, fordi familien Lajboschitz skulle på ferie, og en svigerinde skulle passe butikken. Men hun kunne ikke huske alle de forskellige priser, så Lennart Lajboschitz sagde, at hun bare kunne sælge det hele for en ti’er.
Det medførte, at kunderne rev varerne ned af hylderne, og dermed var konceptet skabt.
Vi startede med det, jeg kalder et ’fascistisk diktatur’. Nogle ville kalde det ’oplyst enevælde’. Det, jeg mener, er, at det var ikke en demokratisk proces
34 år efter deres første forretning i 1988 åbnede på Islands Brygge, solgte familien Tiger-kæden, der efterhånden var vokset til 900 butikker i både Europa, Japan og USA. Og det fik de en temmelig pæn klatskilling for.
Da Lennart Lajboschitz i 2015 var mere eller mindre ude af Tiger-foretagendet, fik han et tilbud, som han i første omgang sagde nej til. Men så tog han alligevel ud på Sønder Boulevard og besigtigede Absalonkirken, og da han kom hjem til sin kone, sagde han: ”Nu har vi købt en kirke.”
Formålet med kirken var at skabe et socialt projekt. Ikke et særligt projekt for socialt udsatte, men ”for mennesker i det hele taget. Derfor kalder vi det et folkehus,” fortæller Lajboschitz.
‘Tager udgangspunkt i det, der betyder noget for ham selv
Og hvordan skaber man et folkehus? Jo, man tager udgangspunkt i, hvad der betyder noget for én selv. Og her er vi tilbage ved de ’sociale relationer’, som i første omgang er udsprunget af den nære og den lidt større familie samt familiens venner.
”Det er sociale relationer, hvor man både giver og modtager og bliver inspireret af hinanden. Tidligere handlede det også om relationerne til kunderne og de ansatte i vores forretninger. Det er noget, der betyder meget for mig.”
“Derfor tror jeg også, det betyder noget for andre mennesker, og det ville vi gerne være en katalysator for. Vi vidste ikke helt hvordan. Det var noget, vi skulle finde ud af hen ad vejen, og det er stadig noget, der forandrer sig,” fastslår den sociale entreprenør.
Vi ønsker ikke soldater, der går i takt. Vi ønsker selvstændige individer, som kan træffe beslutninger. Intelligensen skal helt ud i fingerspidserne på organisationen
Men hvordan skaber man så en ledelsesstruktur ud over det ’normale’ på sådan et sted for sociale relationer? Her er Lennart Lajboschitz klar i mælet:
”Vi startede med det, jeg kalder et ’fascistisk diktatur’. Nogle ville kalde det ’oplyst enevælde’. Det, jeg mener, er, at det var ikke en demokratisk proces. Det var ikke brugerne, der definerede, hvad der skulle ske. Det var min familie og mig”.
“Det var ikke, fordi vi havde en Donald Trump i maven, eller det skulle være vores eget egotrip. Men vi skulle være vogtere af vores mission, som gik ud på, at det skulle være et åbent og inkluderende sted med mange forskellige tilbud og muligheder, der skabte sociale kontakter gennem aktiviteter.”
Forudsætningerne for, at det kan lykkes, er, at man har en meget klar og stærk mission, som får lov at leve ude i den kultur, som er i virksomheden
”Det var en mission, som vi også forlangte, at vores ansatte var med på. Og det er faktisk lykkedes så godt, at det i dag er dem, der driver Absalon fremad. Vi har trukket os noget tilbage og kan give dem sparring. Men i dag er det medarbejderne, der kører stedet og nærmest har overtaget det.”
“Vi er bare med til at sikre, at det går i den rigtige retning. Og i dag er der kommet en kultur omkring stedet, så brugerne også er med på råd og kommer med forslag, som vi tager til os,” siger Lajboschitz.
Han fortæller samtidig, at frem til begyndelsen af coronakrisen, havde Folkehuset Absalon op til tusind brugere om dagen, som i løbet af en uge deltog i 70 forskellige aktiviteter som yoga, dans, film, ’øl og opera’, banko, quiz og ikke mindst fællesspisning.
Samtidig var stedet på vej til at blive økonomisk bæredygtigt gennem de beskedne beløb, som de mange brugere betalte for at deltage i de forskellige aktiviteter.
Og hermed er vi tilbage ved Lennart Lajboschitz’ ledelsesfilosofi og hans afstandtagen til hierarkiske og topstyrede systemer.
”Vi ønsker ikke soldater, der går i takt. Vi ønsker selvstændige individer, som kan træffe beslutninger. Intelligensen skal helt ud i fingerspidserne på organisationen. Det er her, folk kan se, hvad der foregår ude på gulvet, være med til at skabe nyt og tage vare på uventede situationer.”
Det er også en af de fornøjelser, vi har ved at bo flere generationer under samme tag. Jeg får mulighed for at følge børnebørnene på allernærmeste hold. Og det er jo en gave at få lov til
“Forudsætningerne for, at det kan lykkes, er, at man har en meget klar og stærk mission, som får lov at leve ude i den kultur, som er i virksomheden. Når det er til stede, så opstår der en stor frihed og skabertrang hos alle. Og det er den form for ledelse, jeg ønsker.”
Utraditionelle hoteller, hvor gæster og lokale mødes
Det er den samme filosofi, der er bag både Kanalhuset på Christianshavn og de to hoteller i Hornbæk, Villa Strand og Hornbækhus, som Lajboschitz-familien købte i 2016.
”I Hornbæk ville vi gerne gøre det på en anden måde end den traditionelle hoteldrift, som udelukkende er baseret på gæster, som kommer udefra. Her skulle det også være et socialt samlingssted for de lokale.”
“Når man tager ud at rejse og bor på et hotel, kommer man sjældent i kontakt med de mennesker, som i bor i Madrid, Barcelona eller Paris. Du tager på sightseeing, shopper og går på restaurant og møder kun de mennesker, der er en del af turistindustrien,” begynder Lajboschitz og fortsætter:
“Men når du kommer til Hornbæk, så kommer du f.eks. til at sidde ved siden af nogen, som har en have i nærheden af hotellet. Og hvis du selv interesserer dig for haver eller bliver interesseret i det pågældende menneske, så kan I blive venner hen over middagsbordet eller de andre aktiviteter, som foregår på hotellet.”
“På den måde har vi forsøgt at bringe de lokale sammen med de mennesker, der kommer udefra, og skabe sociale relationer,” forklarer Lennart Lajboschitz.
”Lennart, husk lige, at du skal passe børn i morgen” – bliver han mindet om, idet vi er på vej ud ad døren
”I vinterhalvåret er Hornbæk jo en forholdsvis lille by, hvor der ikke sker så meget. Men vi har gjort vores hotel til et aktivitetscenter, hvor de lokale beboere året rundt kan mødes til fællesspisning og andre aktiviteter ligesom i Folkehuset Absalon.”
“Det er blevet taget rigtig godt imod blandt de lokale. Og under coronaen sidste sommer i 2020 havde vi vores bedste år nogensinde. Ikke på grund af turister fra andre lande, men på grund af gæster her fra Danmark, der kom her og mødtes med de lokale beboere.”
At al hans tale om sociale fællesskaber og familiens betydning ikke blot er tom snak, får jeg et eksempel på, lige inden Lajboschitz tager mig på en rundtur i det store bygningskompleks, der oprindelig er bygget som et opfostringshjem for unge drenge, inden det blev Søkvæsthus – dvs. sygehus og fattiggård – for flådens sårede soldater.
”Lennart, husk lige, at du skal passe børn i morgen” – bliver han mindet om, idet vi er på vej ud ad døren.
”Ja, jeg skal passe mine børnebørn i morgen,” fortæller han på vej over det store gårdanlæg.
”Det er også en af de fornøjelser, vi har ved at bo flere generationer under samme tag. Jeg får mulighed for at følge børnebørnene på allernærmeste hold. Og det er jo en gave at få lov til.”
* Folkehuset Absalon, Søndre Boulevard 73, 1720 København V.
* Hornbækhus, Skovvej 7, 3100 Hornbæk.
* Villa Strand er en lillesøster til Hornbækhus med direkte adgang til stranden.
* Kanalhuset, Ovengaden oven Vandet 62A, 1415 København K.
LÆS FLERE INTERVIEW OG TEKSTER I POV AF POUL ARNEDAL HER
Topillustration: Lennart Lajboschitz, fotograferet af Poul Arnedal
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her