En rædselsfortælling om mine første 10 år som iværksætter

i Debat & Klummer/Klumme/POV Business af

DAGENS POV // IVÆRKSÆTTERI – Drømmen om det frie liv som sin egen chef blegnede langsomt for Iben Louise Birkkjær, da hun for knap ti år siden startede som selvstændig. Hun havde svært ved at tjene penge, og gælden voksede, indtil banken smækkede kassen i. Alligevel lykkedes det for hende at få gjort forretningen bæredygtig, fortæller hun.

Senere i år kan jeg fejre mit 10 års jubilæum som iværksætter. Det har været en lang rejse at komme til, hvor jeg er i dag. I dag har jeg en bæredygtig forretning, som jeg kan leve af, men sådan har det ikke altid været.

Da jeg fik mit CVR-nummer i 2009, var det en drøm, der gik i opfyldelse. Nu skulle jeg leve et liv, hvor jeg var min egen chef. Et liv, hvor det var mig, der bestemte, hvad jeg ville lave, og hvem jeg ville arbejde sammen med.

Jeg var, tidligere på året, blevet fyret pga. nedskæringer fra et reklamebureau, hvor jeg var ansat (finanskrise og alt det jazz). Men det passede mig fint, for jeg havde længe gået med drømmen om at blive selvstændig, så nu var chancen her.

Så naiv og med 30.000 på kassekreditten gik jeg i gang.

Tingene gik bare slet ikke, som jeg havde forestillet mig. For der kom ingen kunder i butikken.Problemet var, at jeg ikke var uddannet til at drive en virksomhed

Jeg gjorde alle de rigtige ting: Fik et skrivebord i et hipt kontorfællesskab, tog et iværksætterkursus, lavede hjemmeside og brochure (jeg er uddannet grafiker, så det virkede som en god idé at gøre det selv). Jeg flottede mig endda og tog hele to salgskurser.

Men tingene gik bare slet ikke, som jeg havde forestillet mig. For der kom ingen kunder i butikken.

På trods af, at jeg gjorde et ihærdigt forsøg på at overbevise tilfældige virksomheder om, at de da helt sikkert havde brug for en ny hjemmeside eller en fin brochure. 

Det var dét, jeg forsøgte at sælge i den første version af min virksomhed: Websider og tryksager. Det var det, jeg var udlært til at lave, så det var jo meget nærliggende at forsøge at leve af det.

‘Hvad pokker har jeg gang i?’

Problemet var bare, at jeg ikke var uddannet til at drive en virksomhed. Nok havde jeg et fint svendebrev, hvorpå der stod at jeg var Mediegrafiker og nok havde jeg taget et seks ugers iværksætterkursus, hvor jeg hver tirsdag havde siddet og hørt om regnskaber og markedsføring.

Men jeg havde ikke lært at drive forretning, og jeg havde slet ikke lært, hvor meget tålmodighed og selvdisciplin, det kræver at være selvstændig.

Langsomt blegnede drømmen og den ensomme og leverpostejsfarvede hverdag blev en realitet

Du har sikkert også hørt historierne: Dem, hvor en driftig person har fået en genial idé og nærmest natten over har skabt en millionforretning på at sælge golfbolde eller økologiske sutter.

Men jeg vil vædde på, at der for hver af de historier, sidder 10 andre nye virksomhedsejere og tænker: ‘Hvad pokker har jeg gang i? Hvordan gør man det her?’ 

Langsomt blegnede drømmen og den ensomme og leverpostejsfarvede hverdag blev en realitet. For selvom jeg sad på et kontor sammen med andre iværksættere, så sad vi med hver vores virksomhed – og den eneste, der kunne træffe beslutninger var mig selv.

Det var en barsk situation pludselig at sidde i for én, der altid havde haft en chef, der tog beslutningerne. Nu var der kun mig til at bestemme. Og det var jo sådan set det, jeg havde ønsket mig, men jeg havde da virkelig aldrig troet, at det ville være hårdt.

Gælden voksede

Tiden gik og kassekreditten blev forhøjet og forhøjet. Jeg levede i lang tid af bankens penge, og jeg skammede mig noget så grusomt over det. Det var simpelthen så pinligt, at jeg ikke kunne finde ud af at tjene penge, og at jeg skyldte så mange penge væk. 

Jeg flyttede i et nyt kontorfællesskab og fik eget kontor. Aldrig har jeg følt mig så ensom. Her sad jeg, helt alene på mit kontor, mellem virksomheder og folk, der tilsyneladende havde alting kørende for sig. Og jeg anede stadig ikke, hvad jeg lavede.

Indlæringskurven er pænt stejl, når man starter sin egen virksomhed, og jeg følte mig som verdens dummeste menneske.

Aldrig har jeg følt mig så alene, så dum eller så stor en fiasko.

Endelig, efter alt for lang tid, indså jeg, at jeg ikke kunne leve af at lave små, grafiske opgaver ind imellem.

Så jeg sadlede om og genopfandt min virksomhed med helt nye produkter: Nu skulle jeg leve af at tegne processer og holde kurser i visuel kommunikation. Jeg havde mødt en kvinde, der hjalp mig med at se værdien i tegninger. En værdi, som jeg selv havde svært ved at se i starten – jeg tegnede jo bare, som jeg altid havde gjort.

Men jo flere opgaver jeg fik, jo mere kunne jeg jo se, at det virkede. Så jeg tog alle de opgaver, der bød sig og udviklede endda også mit eget kursuskoncept.

Desværre var det for sent. Banken smækkede kassen i. Det var mit ‘rock bottom’ øjeblik, hvor jeg stortudende måtte ringe til min mor for at låne 20.000 kroner, der kunne holde mig oven vande indtil, den næste faktura blev betalt.

Aldrig har jeg følt mig så alene, så dum eller så stor en fiasko. Jeg duede ikke til at være selvstændig og måtte se i øjnene, at jeg nok var nødt til at finde mig ‘et rigtigt arbejde’. 

Der er selvfølgelig ikke noget som helst i vejen med at have et rigtigt arbejde. Det stemte bare overhovedet ikke overens med det billede jeg havde af, hvem jeg ville være. Min drøm var bristet.

Vendepunktet

Heldigvis vendte det hele i det øjeblik.

Det viste sig, at det med tegninger af processer og strategier faktisk var en ret god idé. Det gav genklang hos mine kunder, og jeg fik flere og flere opgaver. Opgaverne blev desuden større og varede længere.

Pludselig begyndte jeg rent faktisk at tjene penge. En helt ny følelse.

Efter to år havde jeg betalt min kassekredit og mit lån ud.

Og det er så her, jeg er nu. Jeg arbejder nu freelance med at designe brugeroplevelser til IT-systemer, så indtil videre er mit eventyr endt lykkeligt.

Men vejen hertil har været lang og barsk, og jeg er ikke sikker på, at jeg havde turde gøre det, hvis jeg vidste, hvad der ventede mig dengang for 10 år siden, hvor jeg fik en kassekredit og mit CVR-nummer. Det er sgu ikke for svage sjæle at være iværksætter.


Topfoto: Skribenten 

Iben Louise Birkkjær, født i 1978, skulle nok egentligt have været ingeniør. Det blev hun ikke, men til gengæld blev hun tegner, iværksætter og komiker. Nysgerrig af natur og har tildens til at falde 'i det store hul med internet' på jagt efter viden at fodre sin sultne hjerne med. Iben Louise er en ildsjæl optaget af maker kultur, ny teknologis indflydelse på vores liv og de problematikker, der følger med.

Miljøaktivist og tilhænger af økologi og vedvarende energi. Typen, der dyrker sin egen mad og drømmer om et genbrugshus bygget af shipping containere. Iben Louise skriver om 3D print, Virtual Reality, drone racing, Kunstig Intelligens og vigtigheden af kreativ tænkning. Hun ser verden fra lige midt i Jylland - blandt søer og træer - men rejser også ud i verden på jagt efter de nyeste teknologiske landevindinger.

Kan du lide Pov.International så bliv abonnent for 20 kr om måneden. Kan du lide denne artikel? Så kan du betale for at læse med. Donér, hvad du selv synes en artikel skal koste - eller lad være, det er ganske frivilligt. Min Mobile Pay er: 6179 4133

Seneste artikler om Debat & Klummer