
UKRAINE // REPORTAGE – Mens ukrainerne kæmper for deres liv og land i meterdybe skyttegrave, har krigen allerede kostet tusindvis af liv. Atter tusinder er krigsfanger i Rusland, hvor de holdes indespærret under kummerlige forhold og med rapporter om tortur. I Kyiv kæmper en gruppe pårørende en utrættelig kamp for at få dem hjem.
KYIV – På Uafhængighedspladsen i Kyivs centrum står Nadia foran et gult og blåt banner. Hun er en blond kvinde i fyrrerne og taler i en alvorlig tone.
”Vores sønner, vores unge mænd. De er 18-25 år. De er unge, de skal leve og være glade for deres liv. Men nu er de i fangenskab,” siger hun, men vi bliver afbrudt, da et finsk TV-hold møver sig ind foran. De skal sende live.
NGO’en Various Mariupol er gået på gaden for at demonstrere, før de om et par timer skal til et møde i den ukrainske regeringsbygning, Verkhovna Rada. 50 kvinder er mødt op ved byens centrale plads, der i daglig tale er kendt under navnet Majdan.
Det var her, Majdan-revolutionen fandt sted den 18. til 23. februar 2014. Demonstrationerne kostede 108 mennesker livet i kampe mod præsident Janukovitjs politi, og det var urolighederne på pladsen her, der udviklede sig til revolutionen, der sendte den korrupte, russiskvenlige præsident på flugt.
Vi gik en tur et smukt sted i Mariupol, siden har jeg ikke set min søn. Nu er byen smadret, og min søn er væk
Værdighedsrevolutionen, som den kaldes, blev startskuddet til den russisk-ukrainske krig, der begyndte med Ruslands annektering af Krimhalvøen 27. februar 2014 og den gradvise besættelse af Ukraines østlige regioner med irregulære styrker. Otte år senere, 24. februar 2022, indledte Rusland sin omfattende invasion af Ukraine.
Majdanpladsen, hvor disse kvinder vil høres, runger af historisk resonans, ukrainsk tapperhed, vilje og uafhængighed. De er alle pårørende til forsvundne ukrainske soldater, der har været krigsfanger, siden Mariupol i den russiskbesatte Donetsk-region faldt sidste år.

Nadia er én af dem. Hun er mor til Oleksandr, en 25-årig soldat, som hun ikke har set siden august 2021, hvor han tog med Brigade 37 og blev sendt til den strategisk vigtige kystby.
”Vi gik en tur et smukt sted i Mariupol, siden har jeg ikke set min søn. Nu er byen smadret, og min søn er væk,” fortæller Nadia mig om sit sidste møde med sin søn.
Hun ved kun, at hendes søn er i live fra billeder, der er blevet offentliggjort i russiske medier. De russiske myndigheder ignorerer hendes henvendelser om hendes søns skæbne, og hendes egen regering fortæller, at de intet kan gøre. De ved ganske enkelt ikke, hvor Oleksandr er. Lige nu er hendes eneste forsikring sønnens eget løfte.
”Min søn lovede mig, at alt ville blive godt, og at han ville komme tilbage. Selvfølgelig skal han nok komme hjem. Det skal han. Han er stærk, og han elsker sin familie,” siger Nadia, der er et af Various Mariupols i alt 600 medlemmer, som sammen kæmper for at få deres kære hjem fra russisk fangenskab.
Et levende mareridt
Mariupol var en særligt vigtig strategisk by for Putin på grund af byens adgang til Det Azovske Hav, de store stålværker, og fordi det var den største by i Donetsk-regionen, hvor et flertal af indbyggerne havde russisk som første sprog.
Derfor gik Rusland benhårdt efter at erobre byen, da invasionen af deres vestligtsindede nabo begyndte 24. februar sidste år. De brutale kampe varede indtil den 20. maj, hvor de sidste ukrainske tropper overgav sig ved Azovstal-stålværkerne.
Titusindvis af ukrainske soldater frygtes at være i russiske fangenskab, men tallene er svære at bekræfte
Her havde de i tre måneder forsvaret resterne af byen, der til slut lå i dynger af murbrokker. Titusindvis af ukrainske soldater frygtes at være i russisk fangenskab, men tallene er svære at bekræfte.
I april hævdede Ukraines kommissariat for forsvundne personer, at mere end 7.000 ukrainske soldater er forsvundet under ’særlige omstændigheder’, men det reelle antal er formentlig højere. Man mener, at lidt over halvdelen af de forsvundne personer er taget til fange.
Ifølge FN lever mange af fangerne under kummerlige forhold, og der er rapporter om brug af forskellige former for tortur. Deres pårørende kan kun finde nyt om soldaterne fra soldater, der har mødt dem, men selv er blevet udvekslet, eller gennem russiske medier, når de deler billeder af krigsfanger.
Vi kan ikke få noget at vide
Det var sådan, at Yevhenia fandt sin søn Maksim, som hun ikke har hørt fra siden krigens første dage.
Yevhenia er en af lederne af organisationen Various Mariupol, der varetager mange opgaver, som alle har det formål at bringe overlevende Mariupol-forsvarere hjem. Gruppen begyndte arbejdet i marts 2022 og blev en officiel organisation to måneder senere.
Kvinderne finkæmmer alle russiske medier for at finde information eller billedmateriale, der kan bekræfte, at soldaterne er i live og måske afsløre, hvor de befinder sig.
Deres medlemmer finkæmmer alle russiske medier for at finde information eller billedmateriale, der kan bekræfte, at soldaterne er i live, og måske afsløre, hvor de befinder sig. De opsøger soldater, der er blevet frigivet, og holder møder i den ukrainske regeringsbygning og med internationale ledere.
Yevhenia er smart klædt i en hvid, traditionel vyshyvanka under en blazer og med et par sorte solbriller til at holde håret oppe. Hendes udtryk er alvorligt og kontrolleret, men hele tiden med antydningen af et smil i mundvigen, selvom hun har meget på spil.

”Min bror Maksim er medlem af den ukrainske nationalgarde. Han har været i russisk fangenskab i mindst 15 måneder,” fortæller hun.
Med billeddokumentation og vidneudsagn fra hjemvendte soldater fra Brigade 12, som Maksim er en del af, er det lykkedes Yevhenia at få bekræftet, at broren er i live. Men heller ikke Yevhenia kan få et ord ud af russerne.
”Vi ved ikke noget om vores slægtninge. Rusland skjuler ukrainske fanger og tillader ikke nogen kontakt med slægtninge,” fortæller hun.
Kvinder skaber synlighed
Men modstanden motiverer kun kvinderne til at klø på. Selvom opmærksomheden omkring soldaternes hjerteskærende knibe kan drukne i krigens mange andre ubehageligheder, ser de det som deres helligste opgave at opretholde årvågenheden. Det gælder både i Ukraine og blandt de vigtige beslutningstagere i Vesten – selv paven i Rom.
Sidste år fik han besøg af Yevhenia og flere af hendes medsøstre fra Various Mariupol. Under mødet forærede de ham blandt andet en rushnik, en dekorativ og rituel klud lavet af hør eller bomuld.
Det kræver en indre styrke, som hun har svært ved at forklare, hvor kommer fra. Hun ved bare, at hun ikke kan stoppe, før Maksim er hjemme
”Rushnik er et symbol på vores nationalitet,” forklarer Yevhenia. ”Og et symbol for vores kærlighed og forhåbning om at give tilbage til vores pårørende. Beskyttelse for vores pårørende,” siger hun.

Yevhenia bruger de fleste af sine kræfter på kampen for frigivelsen af sin bror af fjendens greb. Det kræver en indre styrke, som hun har svært ved at forklare, hvor kommer fra. Hun ved bare, at hun ikke kan stoppe, før Maksim er hjemme.
”Jeg tror, at det vigtigste, der hjælper mig med at holde ud, er håbet om den tid, hvor jeg kan kramme min bror. Og så vil jeg græde hele tiden,” forklarer hun, men erkender, at det kan være svært.
”Jeg har lovet min bror ikke at græde, men nogle gange sker det. Det er ikke mit ønske.”
De vil bare gerne leve
På Uafhængighedspladsen vil alle gerne tale, selvom det er hårdt.
Larissa er lidt ældre end Yevhenia. Hun har kort hår, men bag hendes alvorlige mine udstråler hun en bedstemors varme. Hun fortæller med det samme sin historie.
”Jeg venter på mine sønner. Jeg ønsker kun at få dem tilbage og at se dem i live.” Hendes søn og hendes gudsøn kæmpede side om side i forsvaret af Mariupol. De var frivillige uden militær træning, men de var fast besluttede på kæmpe med den ukrainske hær, da russerne angreb.
Hun viser mig også et billede af Maksim i fangenskab. Det er svært at genkende soldaten som den samme dreng, der smiler på morens trøje
Larissa har kun kunnet finde meget lidt information om deres skæbne, og hun ved ikke, hvor de befinder sig. Det lidt, hun ved, stammer fra de russiske mediers omtaler af krigen – modsat blindgyden i den russiske administration.
”Mine drenge er gode folk, de vil bare leve,” siger hun. En tåre triller ned under solbrillen.
”Jeg venter på dem til det sidste. Jeg håber på at se dem så snart som muligt og se dem få livet tilbage.”

Inna træder frem. Hun har blide, godlidende øjne og bærer en T-shirt med et billede af sønnen Maksim fra før, han tog afsted. Han er en køn ung mand iført en skovmandsskjorte, med mørkt, tykt hår og et intelligent smil.
Hun viser mig også et billede af Maksim i fangenskab. Det er svært at genkende soldaten som den samme dreng, der smiler på morens trøje.
Maksim er næsten skaldet nu. Hans tindinger er blevet højere, og hans drengede udtryk er forsvundet i mørke, furet af træthedsrynker og et tomt udtryk i øjnene. På billedet sidder han på en taburet omgivet af to bevæbnede soldater.
”Han har tabt 30 kilo,” siger Inna. ”Det kan jeg se, at han har. Min søn er ikke den samme længere. Jeg har ikke set ham siden min fødselsdag den 16. august 2021.”

Mere støtte, mere pres
Hvor hårdt det end kan lyde, tilhører kvinderne gruppen af heldige pårørende, fordi de fortsat har håb om en dag at blive genforenet med deres kære. For hundredtusinder af ukrainere er den drøm knust.
Mykola Osychenko, formanden for Mariupol Television, sagde 29. august på Dnipro TV, at der ifølge deres oplysninger i øjeblikket er dokumenteret 87.000 dødsfald i lighuse i Mariupol. Desuden er 26.750 lig begravet i massegrave, mens mange flere formodes at ligge under murbrokkerne.
Ifølge de ukrainske myndigheder er mindst 25.000 mennesker blev dræbt i kampene i Mariupol, der før krigen husede en halv million mennesker. Efter fundet af over 10.000 nye massegrave anslog nyhedsbureauet AP i december 2022, at det reelle dødstal kan være op til tre gange så højt.
Hvor mange krigsfanger, der opholder sig i Rusland, vides ikke, men det er mange gange større end det antal, der er vendt hjem efter forhandlinger mellem parterne.
Tilbage står de pårørende med deres bønner til beslutningstagere med politisk indflydelse.
Da jeg spørger, hvad de håber, de kan opnå med deres aktivisme, tager Yevhenia ordet: ”Vi vil have, at regeringen og de vestlige lande gør mere.”
”Vi er taknemmelige for alt, hvad der allerede er gjort, men vi ønsker at føle og se mere af denne støtte. Mere økonomisk pres fra Vesten og fra vores regering, mere politisk pres.”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her