PRIDE // REPORTAGE – ”Midtvejs messer en missionær, at vi alle er syndere, mens et hjemmelavet kors af bambus holdes op mod os. Min yngste søn griber det største konfettirør, vi har. Idet vi passerer missionæren, affyrer han guldstjerner op over forsamlingen, som overdøver missionærens hadtale,” skriver Henriette Hellstern fra dette års Copenhagen Pride.
Kære heteroseksuelle læser. Forestil dig jordkloden i al sin skønhed, grøn, blå og i evig omdrejning. Fremhæv nu de lande, du ikke er velkommen i grundet din seksualitet. Hvor mange lande kan du tælle? Svaret er ingen. For er du heteroseksuel, har du adgang til alle lande, og så står dine privilegier ofte i kø.
Tidligere på ugen befandt jeg mig på Pride Square i forbindelse med åbningen af Copenhagen Pride Week 2024. Multikunstneren Ellie Jokar sparkede fejringen i gang, mens sommervinden blæste pladsen varm. ”I Iran, hvor jeg kommer fra, må kvinder ikke danse, stå på rulleskøjter eller cykle,” fortalte Jokar.
Jeg er selv lesbisk og vokset op i det mørke Østjylland. Da jeg fandt modet og sprang ud i mine sene teenageår, skubbede mine forældre mig ind i skabet igen
Alt sammen noget, vi plejer at gøre i paraden, tænkte jeg straks. Jokar mindede os om at ”elske dem, vi vil, være den, vi er og huske på dem, der har kæmpet før os”. Et vigtigt statement, for mulighederne og rettighederne har bestemt ikke altid været, som de er i dag, og der er stadig masser at kæmpe for. Tror du mig ikke, så læs videre.
Copenhagen Prides nye forperson
Inden den nye forperson for Copenhagen Pride, Benjamin Hansen, tager ordet, skåler vi med Jokar i vores regnbuekopper med den fremmødte skare på pladsen. Jeg fyldes af glæde og sipper til min drink, mens diskokugler, prideflag og glade frivillige, som ofte er familiemedlemmer til regnbuemennesker, skaber en varm og imødekommende stemning omkring os.
Hansen er ny i front, men ikke ny i staben bag Copenhagen Pride. Bornholmeren, der kom til staden og blev praktikant i 2019, få år efter han sprang ud, har siddet i bestyrelsen og skal nu bære Copenhagen Pride, ulønnet som altid, gennem nye tider.
Midt på ugen får jeg mulighed for at få uddybet Hansens visioner. Det er en spændt og glad forperson, jeg møder. Stormvejret fra den fejl, der i foråret kostede sponsorer og et ledelsesskifte, er han ved at få bugt med.
Sagen om at bede sponsorer dele deres politiske overbevisninger har kostet, men har også skabt muligheder for nye samarbejder. ”Demant sprang nærmest til med det samme,” fortæller Hansen med lys i øjnene og glæde i stemmen, da vi snakker om økonomien og fremtiden, ”og der er også mange sponsorer, der er blevet,” fortsætter han.
Jeg funderer over, om de sponsorer, der trak støtten, mon er klar over, at det ikke bare går ud over en i forvejen sårbar minoritet i samfundet, men også deres egne ansatte i firmaet, som modigt erklærer sig under regnbuen? Og ved de mon, at også queermennesker kan lave fejl, akkurat ligesom dig?
Jeg er sikker på, at Copenhagen Pride vil byde sponsorerne velkommen tilbage, hvis de skulle have lyst til at være med igen. Var nogle sponsorer blot pinkwashere? Det må tiden vise. For et regnbuebadge på et profilbillede batter ingenting, handling gør. Så tak til Demant, Storylab, 3F, Volvo, A. C. Perchs og alle jer andre, der er kommet til, og tak til jer, der uden tøven blev, vi har set jer, og vi husker jer.
Mine forældre skubbede mig ind i skabet igen
Hvorfor er det så vigtigt med støtte? Et er, at du som heteroseksuel er velkommen i hele verden, noget andet er, at systemet er lavet til jer.
Jeg er selv lesbisk og vokset op i det mørke Østjylland. Da jeg fandt modet og sprang ud i mine sene teenageår, skubbede mine forældre mig ind i skabet igen. Jeg var ”forkert”, fik jeg at vide, ”jeg bragte skam over familien, mine bedsteforældre ville dø, naboerne stoppe med at hilse, jeg skulle gå ind i skabet igen”.
Den amerikanske komiker Robin Tylor siger det så rigtigt: ”Skabe er lodrette kister, alt hvad man gør derinde er at blive kvalt.” Så der gik ikke længe, før jeg sprang helt ud og aldrig så mig tilbage, det kostede mig stort.
Men i dag har jeg tre glade og velfungerende børn sammen med min kone, som jeg har elsket i 23 år, jeg er lykkelig og stolt over, hvad vi har skabt. Men jeg ved også, at jeg er en af de stærke, der har taget mange kampe, som heteroseksuelle ikke oplever.
For nylig insisterede en læge på, at vores datter da måtte have en far, selvom vi sad foran manden og oplyste, at der var brugt anonym donor
Lad mig nævne et par stykker. Samtlige papirer i sundhedsvæsenet i forbindelse med fertilitetshjælp måtte jeg udfylde ved at strege ”far” ud og skrive ”mama”.
Natpersonalet på fødselsafdelingen sparkede døren op hver nat og truede med at sende mig hjem, selvom vores nyfødte tvillinger havde brug for begge forældre.
Statsamtet ringede og bad os tænke os om en ekstra gang, da de så vores familiekonstellation, og adoptionspapirerne skulle udfyldes for medmor, socialrådgiveren ved pladsanvisningen syntes ikke, vi skulle have haft børn, de fleste apps i forbindelse med skolegang har vi skullet bede om at få ændret, så vi begge kunne følge med i vores børns skema og lektier, af og til har jeg stadig ikke adgang til mine børns informationer i det offentlige system om sundhed, folkeskole, tandpleje.
Sidste skoleår måtte mine børn lægge øre til en lærer, der mente, at de ikke havde en rigtig familie. Han mente, en familie kun er skabt af mor og far. For nylig insisterede en læge på, at vores datter da måtte have en far, selvom vi sad foran manden og oplyste, at der var brugt anonym donor. Lægen så mig aldrig direkte i øjnene.
Men det er ikke engang os, der har det værst. For tiden er onlinehadet blusset op, og især de transkønnede bliver truet. Det halter med trivslen, 81 % af LGBTQIA+-personer har oplevet diskrimination på arbejdspladsen, kun 43 % af alle transkvinder og 63 % transmænd er i beskæftigelse. Læser I med frafaldne sponsorer? Kigger vi på næste generation, så siger tallene lige nu, 9 ud af 10 LGBTQIA+-skolebørn oplever homofobiske og transfobiske skældsord i folkeskolen, det er simpelthen uacceptabelt, det må vi kunne gøre bedre. Vi har brug for politikere, der går helhjertet forrest, sætter sig ordentligt ind i tingene og ikke bare kommer med ”synsninger”.
Statsministerens tilstedeværelse gør indtryk
Fast forward til en varm og smuk lørdag. En dag, jeg og mange tusinde andre ser frem til hvert år. En march for mangfoldigheden og retten til at være dem, vi er. Inden afgang kigger forpersonen forbi og vinker glad, han er meget stolt og flankeret af en statsminister i hopla.
Vi er mange, og vi betaler også skat, og alt hvad vi ønsker, er at blive behandlet ligesom alle andre og have de samme fundamentale rettigheder, det er vel ikke så svært at imødekomme?
Mette Frederiksen hilser afslappet på Børnepriden, hvor jeg har indfundet mig sammen med mine familiemedlemmer og onkel Kenneth. Vi står sammen med andre regnbuefamilier, bag os er FSTB, Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn og foran os Tegnbuen, en forening for LGBTQIA+ døve/hørehæmmede og tegnsprogsinteresserede, som i øvrigt har jubilæum, tillykke med de imponerende 40 år!
Frederiksen snakker med flere transkønnede børn, regnbuefamilier, ældre, unge, foreninger og firmaer, og hendes tilstedeværelse gør indtryk. Tak for støtten, Frederiksen, lad os håbe, at du finder en ny ligestillingsminister, som dels bakker op, støtter, lytter, tager ved lære og oprigtigt ønsker at hjælpe LGBTQIA+-mennesker.
Vi er mange, og vi betaler også skat, og alt hvad vi ønsker, er at blive behandlet ligesom alle andre og have de samme fundamentale rettigheder, det er vel ikke så svært at imødekomme?
Paraden sætter i gang med Benjamin Hansen og Copenhagen Pride forrest, efterfulgt af jubilarerne og Oslo Fagottkor, som underholder med det ene hit efter det andet i et farverigt og vellydende show fra lastbilen foran os.
Familierne og FSTB sætter i gang, i alt er der 86 indslag, der er lige så diverse, som vi er danskere, her er plads til alle uanset ståsted. Vi drejer om hjørnet og bliver mødt af ovationer, kærlighed og jubelråb, blot fordi vi er her, tør og kæmper. Denne rørende fornemmelse af at høre til og blive accepteret og hyldet, som vi er, oplever vi kun en gang om året.
Turen går ad Pile Allé, og midtvejs messer en missionær, at vi alle er syndere, mens et hjemmelavet kors af bambus holdes op. Min yngste søn griber det største konfettirør, vi har.
Idet vi passerer missionæren, affyrer han guldstjerner op over paradeforsamlingen og tilskuerne, som overdøver missionærens hadtale med hujen, triumferen og klapsalver. Vi fortsætter stærkere side om side, tættere på hinanden, imødekommet af kærlighed gennem hele byen.
En flagrække af Dannebrog og prideflag hænger over vores hoveder, og vi danser til Sister Sledges banger ”We are family” ca. 500 gange. De sidste 17 år er min familie gået med, og sandheden er, at årets opbakning er helt enorm, hvert et øjeblik er magisk.
Tak til dig, der kom. Jeg håber, du vil kæmpe sammen med os resten af året også. Og tak til LGBT+ Danmark og Susanne Branner Jespersen for at kæmpe i hverdagen, samt en stor tak til Politiet, som passer på os år efter år.
Lad os håbe, fremtiden bliver lysere for alle aldre under regnbuen, og al hadtale overdøves af kærlighed og konfetti. Vi ses i bussen, på cykelstien, i supermarkedet, i folkeskolen, hos lægen, på caféerne, på plejehjemmet, for vi er alle steder, og vi vil bare det samme som jer. Elske, bidrage og respekteres.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
