NEKROLOG – Kulturjournalist, forfatter, lyriker og oversætter Bo Green Jensen er gået bort. Den notorisk myreflittige skribent og anmelder var et intellektuelt fyrtårn og efterlader sig en kæmpe produktion på tværs af genrer. Hans enorme viden blev kombineret med en insisteren på at tage sin metier alvorligt. Han var unik i sin generation, skriver Annegrethe Rasmussen med sorg om sin gamle ven gennem 33 år.
”Vi havde kun røg og øl og ubeslutsomhed. Vi tog ind og fik vores krydser. Drak ellers og ventede. Vidste ikke på hvad. Var bange for, hvad det kunne være. Fremtiden sad i et plastikdiagram på maskinens inderside. Transistorer var vi. Sønner af den tavse tid. Men selv de usigeligt sindrige komponentkonstellationer kunne ikke skjule, at det kun var et slag, et spark, et øksehug. Så var der ingenting. Og ingenting var alting for sønner af den tavse tid.”
Erstat ’plastikdiagrammet på maskinens inderside’ med algoritmerne i de store sprogmodeller, som vor tids AI bygger på, og mange, også jeg, vil mene, at et slag, et spark, et øksehug, der ender med ingenting, er en præcis beskrivelse af udbyttet, hvis du vil erstatte menneskeskabt poesi med det sølle AI-slop, som man får, hvis man beder den kunstige intelligens om at digte.
Ordene er Bo Green Jensens. Citatet er en del af hans store generationsdigt fra 1981, ’Sønner af den tavse tid’, som gav læserne et bud på en insisterende nihilisme, der ofte blev set som kontrasten til 1970’ernes politiserende sproglige spændetrøjer.
Nu er den store litterat, musikkender, anmelder, lyriker og ekspert i hele det angelsaksiske kulturunivers selv tavs, død efter længere tids sygdom.
Bo Green Jensen efterlader sig en arv og et kæmpe hul på kulturscenen som Danmarks mest indflydelsesrige filmanmelder i en generation
For mig er det tæt på ubærligt at skulle skrive disse linjer blot fem måneder efter, at jeg her i POV skrev en rund fødselsdagshilsen til Bo, der var min ven gennem livet, siden jeg mødte ham i 1993 som kollega på Weekendavisen.
Ikke at den lammende tunge nyhed var uventet. Dels fortalte han selv i flere Facebook-opslag om sin diagnose med nyrekræft i stadie fire, der havde bredt sig til andre dele af kroppen tilbage i 2024, dels talte han også om sygdommen i december 2025 i en samtale med DR/P1’s uforlignelige radiojournalist Nanna Mogensen.
Har man ikke lyttet til den udsendelse, kan man gøre det her via linket, hvor de to deltagere i samtalen blandt mange andre emner også kommer ind på dødelighed, tid, afsked og det uafsluttede menneskeliv.
Radiosamtalen lægger sig smukt i halen på en livslang generøsitet, når det gjaldt Bo Green Jensens privatliv. I et flertal af sine bøger, mange digte og især i bidragene til Weekendavisens faste klummeformat ”Levned og meninger” skrev han om sig selv, sine hustruer, sine tre døtre samt venner i en lind strøm af erfaringer fra livets allerinderste kroge, hvilket også af og til inkluderede de svigt, som hans fuldkommen ufattelige arbejdsevne – nogle ville nok kalde det arbejdsafhængighed – førte med sig, når det gjaldt omkostninger for hans eget privatliv. Weekendavisen var Bos faste arbejdsplads i 41 år.
Det er vigtigt at få skrevet, for hvad, der aldrig kom sidst, for avisens flittigste medarbejder, der rutinemæssigt og bogstaveligt talt arbejdede, til solen stod op, var arbejdspladsen.
Skakuret
Og derfor kom det da også som et lynende chok for Bo, da han fuldkommen uden varsel fik sat stolen for døren og fik to dage til at acceptere først en freelanceaftale fra netop Weekendavisen i marts 2023 og senere modtog et fuldtonet farvel fra sin arbejdsplads gennem årtier.
Moderen til Bos yngste barn, Ava, Frederikke Lett, skrev om fyringen på Facebook, og i en længere e-mail til mig beskrev han forløbet, som han kaldte ”eksekveret uden at blinke”, og hvor han som en ekstra hån måtte tåle, at han i samme åndedrag som fyringen blev meddelt, også fik fortalt, at han for mange læsere netop ”inkarnerede avisen”. Der bestemt i mange dannede kredse i Danmark også netop repræsenterer det mest ypperlige inden for netop kultur, men som åbenbart ikke inkluderer hverken empati eller det, man kan kalde ”almindelig borgerlig anstændighed”.
Hvad der aldrig kom sidst for avisens flittigste medarbejder, der rutinemæssigt og bogstaveligt talt arbejdede til solen stod op, var arbejdspladsen
”Vred og fortvivlet”, var han, skrev han og videre: ”Her er jeg så som 67-årig cirka tilbage, hvor jeg begyndte. Jeg fik en fast freelanceordning ved årsskiftet 1985/86, fordi jeg i protest var tilknyttet JP som lyrikanmelder i et halvt år, og det så trods alt for underligt ud, syntes Jørgen Schleimann. Nu skal jeg skrive på freelancevilkår overalt igen …. Slået tilbage til start. Det går vel indtil videre, hvis jeg ikke er kræsen og løber stærkt. Men skakuret er sat i gang”.
I december 2025 skrev han til mig efter fødselsdagshilsenen i POV:
”Fysikken er fucked, og jeg kan ikke mere. Jeg har rigeligt i at kæmpe mig op og ned ad trapperne. Når det lykkes, er jeg øm og flad i dagevis. Jeg sætter stor pris på dit venskab, og jeg beundrer din energi og ukuelighed. For ikke at tale om evig glæde og humor. Det var SÅ godt at læse fødselsdagsportrættet. May you live long and prosper, som Spock siger i Star Trek”.
Bo Green Jensen var altid i sort
Jeg kommer aldrig til at glemme mødet med Bo, da jeg trådte ind på redaktionen i sensommeren 1993. Men han blev ikke kun min yndlingskollega, fordi jeg som de fleste af datidens litteraturelskende unge havde læst Bo Green Jensen lang tid før, jeg mødte mennesket bag navnet (så ja, der var også lidt “fangirl” over vores relation i starten), men fordi vi efter et års tid fik en rutine, der varede, indtil jeg forlod avisen seks år senere i foråret 1999: Vi mødtes flere gange om ugen til lukkede forevisninger af kommende film om morgenen i de københavnske biografer, hvorefter vi gik direkte ind på avisen bagefter ved 10-11-tiden.
De fleste af vores kolleger mødte ikke på arbejde før, så det var ikke, fordi man missede noget ved at gå i biografen først. Livet på Weekendavisen var i det hele taget dybt privilegeret og først og fremmest nærmest trodsigt ”anti-nyhedsstrøm”. Redaktionen så sig selv som meget klog og fin og på ingen måde til fals for hurtige journalistiske tekster, som man så ned på med overbærenhed. Staben holdt sig på sikker afstand af pøblen i kantinen, der bestod af journalisterne på B.T. og Berlingske, som man satte en ære i intet at have at gøre med – heller ikke over frokost.
Han arbejdede nonstop og ofte hjemmefra, altid i sort– et særkende, han holdt fast i til sin død – og rygende, aldrig spisende
Ikke at Bo nogensinde opholdt sig i kantinen eller spiste frokost for den sags skyld. For han arbejdede nonstop og ofte hjemmefra, altid i sort – et særkende, han holdt fast i til sin død – og rygende, aldrig spisende. Efter vores ture i biografen spurgte han altid interesseret, hvad jeg syntes, mens vi vandrede tilbage til redaktionen i Antonigade, og da jeg ikke ejede tvivlens nådegave sidst i tyverne, svarede jeg altid beredvilligt og tilbød min ufiltrerede vurdering, om end jeg ikke erindrer, at en eneste af mine meninger havnede i avisens spalter. Det var sikkert godt det samme.
Jeg husker med varmt vemod de år med Bo som en dans gennem sommeren i København – inspireret af en af hans mest elskede bøger – debutromanen fra 1981, der udkom samme år som den imponerende digtsamling Requiem & Messe.
Ægte læsninger
Nu kommer der aldrig flere danse med Bo Green Jensen, som jeg i en del år senere så langt sjældnere, men som jeg i årtier savnede, indtil netop bruddet med Weekendavisen i 2023 førte til, at vi blev en slags kolleger igen, da POV netop blev det sted, som han tilbød de mange hundrede tekster til, som lå på hans åbne unikke blog. Han var ægte stolt over, at netop denne blog nåede over 500.000 sidevisninger om måneden uden reklame af nogen art.
Om sin blog, som vi bragte tekster fra i POV, skrev han: ”For mig er attraktionen, at jeg selv gør det hele og for en gangs skyld selv bestemmer. Jeg har ikke taget imod tilbud om annoncering (som der kommer en del af), for jeg hader sider, der er overplastrede med reklamer. Det, som jeg er dårligst til, er at reklamere på SoMe. Jeg har det ikke i mig, og jeg får det bare ikke gjort. Det er også mit indtryk, at alle melder ud – som jeg selv gør – men har sværere ved at tage ind. Jeg er ligeglad med likes; det er ægte læsninger, der gør en forskel. Omvendt sker der ingenting, hvis man slet ikke melder ud.”
Og det skal også med som en fortælling om loyalitet i et venskab. Da en fyring sendte mig selv kortvarigt, men seriøst, til tælling i december 2015, meldte Bo sig også straks med en e-mail, hvis konklusion var på engelsk: ”Poor you. Don’t let the bastards get you down,” hed det, og det blev jeg selvsagt glad for.
Arbejde gennem livet
Bo Green Jensen efterlader sig en arv og et kæmpe hul på kulturscenen som Danmarks mest indflydelsesrige filmanmelder i en generation. Men han entrerede scenen som lyriker samtidig med flere andre markante digtere i starten af 1980’erne som Pia Tafdrup, Søren Ulrik Thomsen og Michael Strunge. Digtene “Requiem & messe” udkom på Borgen i 1981.
Hans anbefalinger af såvel bøger som musik og film har fungeret som pejlemærker for læsere i hele Danmark i årtier. Også for de mange unge, som har læst med via skolelogin eller på biblioteker, hvis ikke budgettet rakte til et abonnement på Weekendavisen eller til indkøb af bøger.
Som filmanmelder var han medlem af flere internationale juryer, han var med til at udpege modtagerne af Nordisk Råds filmpris, han var formand for Kunstfondens litterære udvalg, og han sad i en række bestyrelser for foreninger og kulturelle selskaber, herunder Det Danske Kriminalakademi, som han var med til at stifte for over 40 år siden.
Det var folkeoplysning af fineste karat, hvor man som bonus heldigvis også slipper for både ironi og akademisk smartness
Bo Green Jensens flid var legendarisk, kombineret med en karakteristisk insisterende alvor, uanset emne. Utallige er de priser og andre hædersbevisninger, der blev ham til del gennem livet. Men de mange skåltaler, der igennem årene roste hans dybe og historiske viden om både film, litteratur og musik, tilkommer det ikke mig at gentage eller parafrasere. Jeg er ikke anmelder.
Som læser holder jeg mig til at konstatere, at de talrige eksistentielle refleksioner over stoffet løftede det op til aldrig blot at være ’underholdning’ uden at fungere som en moralsk, men ikke moraliserende, menneskelig linse, man kan se samtiden gennem.
Den tæt på gammeldags respekt for sproget, der altid stod klart og genkendeligt frem i Bos særlige tone, som af og til kom tæt på det leksikale, så man fik både viden og dannelse foræret som læser, resulterede i en ganske sjælden evne til at formidle og forene det konkrete værk med vægtige menneskelige spørgsmål.
Det var folkeoplysning af fineste karat, hvor man som bonus heldigvis også slap for både ironi og akademisk smartness. Tilsammen gjorde disse ingredienser ham til en skribent i sin helt egen vægtklasse. Bo Green Jensen gik med andre ord livet igennem til sit metier med en dybde, ingen, der har mødt ham, kunne være i tvivl om. Til det sidste var han optaget af substansen.
Bo tilegnede sig livet gennem sit arbejde, fordi han tog begge dele alvorligt.
Han efterlader sig sine elskede tre døtre, Laura, Rose og Ava samt deres mødre.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og