I POV på spidsen sætter en håndfuld analytiske og polemiske, rationelle og impulsive skribenter tidens emner til debat.
POV PÅ SPIDSEN // KOMMENTAR – Jesper Grunwald er dødtræt af det, han kalder ”trivial-alderismen”: at seniorer som ham selv spærres inde i en forældet forestilling om hans generations behov og præferencer. At blive ældre er i høj grad en kamp mod konventionelle forestillinger: at vores sprog og kærlighedssprog er forankret i fortiden. At den føde, vi indtager, afspejler den sovs og det røde kød, de fleste af os voksede op med.
Min purunge kone på snart 66 holder den evigt snakkende granitperker i ørerne, når jeg fortaber mig i sædernes forfald. Jeg bilder mig ind at kunne ane en omsorgsfuldhed i hendes benhårde ord: ”Pas nu på, at du ikke ender som et gammelt, surt røvhul.” Og så prøver jeg at skrue ned for gamlingen.
Det er det stereotype syn på seniorgenerationen, der fremkalder citronsmagen i min mund.
Jeg bilder mig ind, at jeg har et accepterende forhold til min status som 72-årig. Der er jo dele af virkeligheden, der er uomtvistelige, for eksempel den fysiske forvitring. Jeg konfronteres hver morgen med den, når jeg kigger i spejlet. Jeg har af helbredsmæssige årsager valgt at tabe mig, hvad der svarer til 150 pakker økologisk smør. Jeg træner i fitnesscenter to gange om ugen. Men jeg ser ikke så meget som en antydning af en sixpack på billedet i det nådesløse spejl, men derimod masser af den slappe hud og strækmærker som efter en tvillingegraviditet. Så ja, jeg er en gammel mand!
Jeg nægter at følge alle stereotyperne om min alder og dens værdier
Men jeg nægter at følge alle stereotyperne om min alder og dens værdier. ”Klap dog i,” sagde jeg lydløst, da medlem af Borgerrepræsentationen i København for Alternativet Birgitte Kehler Holst tordnede mod mig og mine i en ophedet diskussion om klimamålene i de køkkener, der leverer mad til kommunens plejehjemsbeboere.
”Alle skal bidrage, når vi har vores klimamål. Og i parentes bemærket er det lige præcis den generation, der har svinet allermest,” sagde hun.
En kollektiv fordømmelse af min aldersgruppe fra en politisk fløj, som jeg i mit 68-objektiv troede var progressiv og fællesskabsorienteret.
Jeg er selv indvalgt i Københavns Ældreråd, hvor vi kræver, at kommunens ældre, der får mad fra kommunens køkkener, skal have den mad, de ønsker sig, uanset de principielle klimamål.
Retorik som på et værtshus
Den alternative argumentation, som Kehler Holst har sagt undskyld for, fik selvfølgelig hurtigt paraderne op og satte gang i den trivielle fortælleteknik, som er blevet meget populær på den ydre danske højrefløj.
Signe Bøgevald er ny og ung LA-repræsentant i den københavnske kommunalbestyrelse. Hun har den klassiske kandidatuddannelse i statskundskab, men har lært at tale til vælgerne som forsiden på B.T.: ”Fru Jensen skal have lov til at drikke og ryge og spise sig ihjel på plejehjemmet, hvis hun vil …”
Det var hendes egen overskrift på et debatindlæg i Altinget.
Hva’ fa’n! Mormor skal alligevel snart dø. Så lad hende dog tage på den sidste rejse med sovs i mundvigen
Høj uddannelse med en retorik som på et værtshus. Det er af ret uforståelige grunde blevet stilen i det nyliberale parti, der ellers har politisk danmarksrekord i selviscenesat nydelighed i slips og habitter. Velklædt småborgerlighed med implicit nedladenhed i beskrivelsen af seniorers behov: Hva’ fa’n! Mormor skal alligevel snart dø. Så lad hende dog tage på den sidste rejse med sovs i mundvigen.
LA-politikeren kører helt ud i det absurde i sin argumentation mod en diabetesstrategi på plejehjemmene: ”Helt ærligt … folk lever i gennemsnit omkring to år, når de er flyttet på plejehjem.”
Statistik, det lærte den 28-årige politiker på statskundskabsstudiet. Men borgerlig dannelse, øh, hvad er det?
Også den højreborgerlige fløjs mest moralske pegefinger, Pia Kjærsgaard, gik i medierne med den forvrængede påstand, at en klimastrategi er identisk med at tvangsfodre ældre med mad, de ikke kan lide. For et år siden kom hun med den ”farlige” tanke, at plejehjemsmaden burde serveres på Christiansborg.
Jamen, tanken er da meget idealistisk i sin hensigt. Ligesom drømmen om, at forstadsfruen fra Gentofte burde have en periode med folkets indtægtsforhold i modsætning til den høje løn, hun fik som folketingsformand. For tiden er satsen knap 220.000 kr. om måneden!
Stereotypien må gerne moderniseres
Men den trivielle alderisme er andet end forestillingerne om de ældres behov i fødevarer. Samme Kjærsgaard var ikke sen til at gribe opmærksomheden, da andre snerper i et radioprogram tog fat på de yngre tv-værter Sofie Lindes og Joakim Ingversens sprog og tiltaleform i det populære datingprogram for ældre på DR TV, Hotel Romantik.
Pia Kjærsgaard var hurtig i vendingen i en kommentar i B.T.: ”Jeg bliver virkelig så forarget. Man behøver ikke tale ’Bubbersprog’ til dem, det gør man altså ikke,” lød det fra Pia Kjærsgaard. Hun understreger ”troværdigheden” i sin kommentar ved at fortælle, at hun ikke selv har set det program, som kritikerne henviser til.
Selv genkender jeg, hverken som senior eller som tidligere mediechef i det folkelige univers, denne fordomsfulde kritik af, hvad ”gamle” ønsker at se. Jeg ser programmet. Jeg synes, Sofie Linde er en fremragende vært, og jeg glæder mig over, at moderne underholdnings-tv bryder med dogmerne om seniorers kærligheds- og talesprog. Om drømme, der måske ikke kan indfries. Om det svære i at genfinde kærligheden, når man har mistet. Om at leve med impotens. Alt sammen styret af et par yngre studieværter, der bryder dogmet om, at ældre føler sig mest trygge i tætte interviews med journalister på deres egen alder.
Hvis det er skæbnen, en udslusning til evigheden, beder jeg om, at stereotypien i det mindste moderniseres
Seniorromantikerne på Mallorca-hotellet elsker formelig Sofie og Joakim, og de har én for én lagt afstand til kritikken af de yngre programværter.
At blive ældre er i høj grad en kamp mod konventionelle forestillinger: at vores sprog og kærlighedssprog er forankret i fortiden. At den føde, vi indtager, afspejler den sovs og det røde kød, de fleste af os voksede op med. Og helt overordnet: At seniorlivet grundlæggende er et venteværelse til den uundgåelige død, og at det bedste derfor er, at de gamle får friheden til at æde, drikke og ryge sig ihjel.
Hvis det er skæbnen, en udslusning til evigheden, beder jeg om, at stereotypien i det mindste moderniseres: Jeg forestiller mig at nyde udsigten fra kollektivet, mens jeg får serveret en indisk dhal med masser af røde linser og en sprød halloumisalat efter et varmt kram fra sosu’en.
Imens kigger jeg ud over haven og nyder en hjemmerullet joint, og Bob Dylan fra soundboksen fugter mine øjne.
May your hands always be busyMay your feet always be swift
May you have a strong foundation
When the winds of changes shift
May your heart always be joyful
May your song always be sung
May you stay forever young
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og