TRO & KUNST // KOMMENTAR – Kunst er en form for viden, der tillader os at tro også på noget, man ikke kan bevise. Og det er blandt andet det, kunst gør. Viser os, at der er noget, vi ikke kan bevise, mens der alligevel er noget, ofte helt konkret, der taler til os, skriver Mathilde Schytz Marvit efter et interview med podcastværten Helen Molesworth.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Der var engang en vis mand (ja, de findes stadig), som pointerede, at politik ikke handler om at være et godt menneske. Politik handler om at planlægge, lægge en strategi og træffe nogle valg.
Alligevel kan det godt nogle gange lyde, som om vi mener, at vi på hver vores fløj repræsenterer det gode menneske, når vi diskuterer krig, debatterer klima, aktiv dødshjælp eller præsidentvalget i USA. At der er én sandhed, og den kommer fra det gode menneske.
Molesworths meninger har blandt andet medført, at hun ikke længere arbejder som fastansat kurator
Den opfattelse bunder naturligvis i, at vores politiske valg er baseret på nogle principper og holdninger, som er retningsgivende for vores handlinger og beslutninger. Men selve undersøgelsen af det at være et godt menneske har ikke hjemstavn i politik, men i noget der ligger forud for de værdivalg, man træffer i politik, nemlig i det at lære at være menneske. Den rene humanisme.
På det seneste har DR haft fokus på Grundtvig – en ”institution i dansk ånds- og samfundsliv”, som har bidraget væsentligt til ikke bare salme- og højskolesangbogen og idégrundlaget bag folkehøjskolerne, men også idéen om det dannede menneske. Grundtvig var af profession både forfatter, teolog, digter, skolemand, præst, filosof, historiker, titulærbiskop, filolog, debattør og politiker. Han var med andre ord en mand med et væld af ekspertiser inden for humanismen.
Digterpræsten troede på, at mennesket ikke bare er historisk skabt, men at mennesket også er historieskabende. Dannelsen er, i det perspektiv, således at forstå som en medskabende, dynamisk proces, hvor både mennesket og samfundet bidrager og ændrer sig løbende. Således også sandheden, som et år kan synes som én, og næste år som en anden, uden at de to nødvendigvis ophæver hinandens ret eller vigtighed.
Helen Molesworth
For nogle måneder siden interviewede jeg en vis kvinde, Helen Molesworth, om blandt andet sandheder. Molesworth er også humanist. Hun er kurator, forfatter og podcast-vært fra USA og kendt for sin podcastserie Death of an Artist, som undersøger sandheden om kunstneren Ana Mendietas voldsomme død, da hun for godt 35 år siden faldt ud af vinduet fra sin altan under et skænderi med sin mand, den famøse skulptør, Carl Andre, der blev anklaget for drab, men senere frikendt. Man ved ikke, om hun blev skubbet, myrdet, eller selv faldt.
Et dødsfald, der medførte ikke bare retssager, men også protester og tankerækker langt ind i særligt de feministiske og kunstneriske miljøer. For hvilken betydning og værdi har det enkelte menneske, kunsten og fortællingen om dem? Og kan vi i bedste true crime-stil finde sandheden om både dødsfaldet og de strukturer og mekanismer, der afgør vores liv og til tider skæbner inden for magtens mure?
Det er blandt andet det, Helen Molesworth undersøger i sin podcast.
Molesworth er ikke bare kendt for at være god til at producere podcasts, kuratere udstillinger og skrive bøger. Hun er også kendt for at have en mening og ikke mindst at ytre den. Men som bekendt kan det at have en mening føre til, at de, som ikke har samme mening, synes, man skulle få sig en anden mening og meget gerne deres.
Molesworth tror stadig på kunsten, men ikke længere nødvendigvis på institutionerne
Molesworths meninger har blandt andet medført, at hun ikke længere arbejder som fastansat kurator, men i stedet lever som freelancer i en kunstverden, hvor sandheder, qua kunstens undersøgende væsen, må anses som diskuterbare, men hvor de underliggende paradigmer for disse sandheder kan synes hugget i sten.
Så stenfast, at Molesworth har sammenlignet det at blive smidt ud af de etablerede kunstinstitutioner med at blive smidt ud af kirken.
Molesworths forbindelse til Grundtvig
Molesworth tror stadig på kunsten, men ikke længere nødvendigvis på institutionerne. For hende er kunst ”knowledge bound up in the mystery of faith” (viden viklet ind i troens mysterie, red.), og sandheden afhængig af den tid, det samfund, den civilisation og den tro, som skal hjælpe os med at holde sammen på os selv, hinanden og historien. Akkurat som Grundtvig også beskriver dannelsen – dynamisk.
Vi har brug for håb for at kunne eksistere, og det håb ses og skabes i høj grad af kunsten og historien
Men for at kunne se en fremtid er det vigtigt, man har en fortid. En fortid, vi kan lære af og vokse ud fra. Det er det, Molesworth kalder ”at have en samtale med historien”. Og det er ret beset det, museerne er sat i verden for, og det, som Molesworth giver udtryk for, kunsten giver hende adgang til.
Hun har længe advokeret for, at kunst er en form for viden, der tillader hende at tro også på noget, hun ikke kan bevise. Og det er blandt andet det, kunst gør, ifølge Molesworth: Viser os, at der er noget, vi ikke kan bevise, mens der alligevel er noget, ofte helt konkret, der taler til os.
Molesworth er sikker på, at kunst kan ændre éns bevidsthed. At noget kunst måske ikke forstås nu, men at det ikke nødvendigvis betyder, at det ikke kan betyde noget for nogen om hundrede år – når verden ser anderledes ud, end den gør i dag. Netop fordi sandheder ikke er sandheder til alle tider, men forhandles ud fra den tid, vi står i.
Vi har brug for håb
Lad mig vende tilbage til den sandhed, jeg begyndte denne artikel med: ”Politik handler ikke om at være et godt menneske, men om at planlægge, lægge en strategi og træffe nogle valg”.
Men hvis det ikke hører til på Christiansborg, når vi har de bagvedliggende, etiske overvejelser, som ligger til grund for vores valg om aktiv dødshjælp, krig, klimabekymringer eller præsidentvalget i USA, hvor går vi så hen, når vi skal beskæftige os med det at være (et godt) menneske?
I gamle dage beskæftigede man sig med ”det gode menneske” gennem sin tro. Måske er det også derfor, Molesworth bruger religiøse begreber, når hun beskriver sit forhold til kunst. Fordi kunsten giver hende troen på mennesket: På at vi alle kommer af det samme, alle kan tale samme sprog, hvis vi vil, og alle hver især er medskabere af vores sandheder og dermed historie. Vi har brug for håb for at kunne eksistere, og det håb ses og skabes i høj grad af kunsten og historien.
Lad os tale med den og hinanden.
Samtalen med Helen Molesworth kan findes i sin fulde længde som podcast (gratis) her:
Klik dig videre til mere opinionsstof lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
