taxamand broderskab

Taxamandens klumme: De ekstreme realisters broderskab

i Klumme/Liv & Mennesker af
LIV & MENNESKER // KLUMME – Han står og forbereder salaten til den næste tur i vogn 6828. Menuen står på kaninføde i taxamandens evige krig mod overvægten. Det handler om overlevelse. Måske også forfængelighed? Udtyndingen af hår på ”månen” og de høje tindinger gør ikke irritationen mindre. Men de mange kærlighedserklæringer fra læserne på fødselsdagen – 67 år – trækker den anden vej. Han er elsket og levende. Og så må Jesper Grunwald Taxamand altså lære at leve med den kendsgerning, at han nu er blot 13 år fra middellevealderen i den by, hvor han bor og huserer.

Det bankede på døren for et par dage siden.

Jeg kigger gennem koøjet i døren til den gamle charcuteri-butik, der er min bolig. Jeg bliver meget glad – og inderst inde en smule bevæget over at opleve det, jeg savner allermest fra min opvækst på landet: At man bare kommer forbi uden varsel og inviteres ind til en kop formiddagskaffe.

Det er min ældste ven, hans kone og tre voksne børn. Smilende og overskudsagtig. Og sådan har han altid været, siden vi mødte hinanden første gang for mere end 60 år siden ved hans fødehjem. Dramatisk som i en drengebog. Vi legede – to knægte i førskolealderen – mens hans barndomshjem brændte ned. Blot stuehuset overlevede, de voksne var forfærdede, og vi elskede dramaet.

Følelsen af broderskab. Barndomsvennen Simon og Jesper Grunwald Taxamand. Foto: privat

Han er den mest globaliserede bonderøv, jeg nogensinde har mødt. Et af mine journalistiske forbilleder, Lasse Ellegaard gav ham, Simon med det ublærede efternavn Jensen, følgende overskrift i en stor profil-artikel: Den Bornholmske Beduin. Manden med et lykkeligt upassende karriereforløb, kemisk renset for akademiske titler og selvsupplerende borgerlighed. Smidt ud af folkeskolen, mekanikeruddannelse hos den lokale Ford-forhandler, professionel soldat i den varme krig på Cypern, hvorefter han gjorde hele verden til sin hjemegn. Han blev gift, og han tog en mellemtekniker-uddannelse, fordi ryggen i længden ikke kunne holde til de kolde betongulve.

Det er nu engang sådan, vi ser den, verden med alle dens vilde paradokser. Det blå og det røde hænger udmærket sammen i vores verdenshistorie

Så rejste han ud igen. Taler og skriver engelsk, portugisisk, italiensk og hebraisk. Han er netop gået på pension efter at have været områdedirektør i hele Mellemøsten for en af Danmarks mest kendte industrivirksomheder. Bor i Dubai, men nu er han hjemme i Danmark og skal vænne sig til tanken om at blive morfar.

Hele den livshistorie skal skrives en anden gang.

Hans kone og børn drikker ud og tager et par timer på egen hånd i 2100, København Spelt. Og Simon og jeg får lidt alenetid i hjemstavnsforeningens broderskab. Vi genopfrisker historier, som vi griner os igennem, og som vi muligvis er de eneste i verden, der forstår morskaben og perspektivet i. Verden gennem de sidste 60 år – i lommeformat. Det er OK at grine ad den. Det må I selv om. Men det er nu engang sådan, vi ser den, verden med alle dens vilde paradokser. Det blå og det røde hænger udmærket sammen i vores verdenshistorie.

– – –

Han er veloplagt, kunden ved ”Motorkompagniet” i forstaden (anede ikke, at der fortsat eksisterer motorkompagnier). Han har afleveret sin bil til service her fra morgenstunden. En mand i sin bedste alder. Min alder! Det er åbenbart renæssance for årgang 1954 i den her tid. Han spørger til tiden og arbejdet, og jeg kan fortælle ham, at jeg er afløser. At jeg er pensionist. Jeg har stadigvæk ikke helt vænnet mig til titlen, og han har endnu ikke villet tage skridtet ud i den nye frihed.

Min kone synes, jeg skal stoppe med at arbejde. Hun synes, jeg er begyndt at se for træt ud

“Fortæl mig, hvordan det er”, siger manden.

Det gør jeg så, og han åbner fort sin eftertanke.

“Jeg går og tænker rigtig meget over det for tiden. Min kone synes, jeg skal stoppe med at arbejde. Hun synes, jeg er begyndt at se for træt ud. Og vi er da også begyndt at lægge planer. Den gode gamle historie om, at nu skal vi til at rejse noget mere. Og hvordan er livet så for os to gamle røvhuller?”

Vi griner.

Grumpy Old Men. Aldrende idioter. Statler & Waldorf – de to brokkehoveder på balkonen i Muppet Show.

Men vi taler også om venskaber, der altid vil holde.

Han mødes stadig med fire venner – alle har de delt barndommen i en af de københavnske bydele, hvor opvæksten og vilkårene for et velstillet liv ikke var de bedste. Men af en eller anden grund gik det dem godt – ad forskellige omveje.

“Det var bare ”færdig med skolen” – og så ud at bestille noget uden nogen særlig uddannelse. Det var først, da jeg stod som helt ung og pakkede kasser i lufthavnen, at jeg fandt ud af det. Fuld respekt – men det liv ville jeg ikke leve. Så jeg begyndte at tage skoleuddannelser på aftenskoler og kurser”.

Nye læger kommer fra de veluddannede og bedrestillede miljøer. Det er en ny ulighed – og jeg kan dybest set ikke holde det ud!

Nu sidder han på passagersædet i vogn 6828 og fortæller om et arbejdsliv, der begyndte på gulvet og endte med en lang akademisk uddannelse. Han blev læge – og nu skal han så finde ud af, hvordan arbejdslivet skal slutte. God familie, god pension – men springet?

Vi er brødre i ånden. Privilegerede og så denne satans fornemmelse af, at verden er ”af lave”.

“Det er jo klart, at landet går den vej, som det skal. Men jeg bryder mig ikke om den udvikling, at arbejdslivet for de unge generationer er blevet en ret linje. Man mærker det nu i mit arbejdsområde. Det er frygteligt upassende at sige det: Det er de dygtige 12-tals-piger, der tager over. Og de er dygtige og er kommet ind i faget, fordi de har gjort, som man skal i skolen – hele vejen. Men konsekvensen er, at de lavere klasser forsvinder ud af mit fag. Vi behandler alle slags mennesker. Det ligger ligesom i fagets natur. Men nye læger kommer fra de veluddannede og bedrestillede miljøer. Det er en ny ulighed – og jeg kan dybest set ikke holde det ud!”

Der er enighed og sympati i luften. En slags venlig fortrolighed mellem to seniorer, der aldrig har mødt hinanden før. Vi slutter af med en snak om omgivelserne, der forhåbentlig kan holde os ud.

“Jeg kalder konen for jubeloptimist. Selv vil jeg nødigt udråbes til kyniker, så jeg har fundet min egen etikette. Jeg er ekstrem realist!”


LÆS FLERE TEKSTER AF JESPER GRUNWALD TAXAMAND HER


Topillustration: Taxamandens følelse af broderskab med barndomsven og en anden senior i passagersædet giver stof til eftertanke. Foto: Pixabay

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

En hyrevognschaufførs bekendelser
Jesper Grunwald er taxamanden.
Og taxamand.dk er mig! 
Sådan er det og sådan bli’r det.
Det begyndte med en drengedrøm om at køre rundt i en fed Mercer, når arbejdslivet en dag var slut. Sagde det i en takketale til en rund fødselsdag: - Når jeg bli’r 80, vil jeg køre taxi og skrive erotiske romaner.
Men inden jeg fyldte 60 tog mit arbejdsliv en drejning. Et generaldirektør-skifte i DR fik på kort tid min chefstatus som journalist, programudvikler, kanalchef (P3) og programchef til at ændre sig fra lovende til udtjent. Nej, jeg blev ikke fyret fra DR – men det kunne jeg formentlig snart være blevet. Jeg var sur på Statsradiofonien- og DR var vist også træt af mig.
Så jeg sprang ud med en faldskærm af en fratrædelsesordning.
Det sværeste er ikke at sige farvel. Det sværeste var i øjeblikket at ” ….læse glæden over mit farvel i chefen ansigt … ” - som en af mine tidligere kolleger udtrykte det.
Jeg blev efter et halvt års sunden mig projektchef i JP/POLITIKENS HUS i forberedelsen af at søge på den udbudte radiokanal FM4. Men detail-kravene fra kulturminister Møller og hans regering blev så snærende for koncernen på Rådhuspladsen, at bestyrelsen besluttede - ikke at søge. 
Kassen var tom og jeg tog så taxakortet for at tjene til føden. Embedsmanden med ridderkorset måtte pludselig dele lønvilkår med den almindelige lønarbejder. Siden har jeg levet meget lykkelig med øgenavnet ”granitperkeren” – en henvisning til min bornholmske opvækst.
Og så begyndte skriverierne på Facebook, hvor jeg i dag har knap 4000 følgere. Og på min blog www.taxamand.dk.
Hvad det er jeg kan?
- Jeg kigger på verden gennem forruden på min ”Mercer”, vogn 1-0024 – og er historiefortæller om mine møder med mennesker fra alle samfundslag i Danmark – og gæster fra hele verden. Og så er er jævnlig gæst og kommentator på TV2 NEWS og i P1, holder foredrag, er medlem af bestyrelsen for Filmhøjskolen Møn og har skrevet essaysamlingen JEG ER BARE TAXAMAND.
Jeg kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4x48. Det er det, jeg lever af. Men hvis du vil, kan du støtte mine skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112

Seneste artikler om Klumme