MARGRETHE II // KLUMME – Egentlig er Jesper Grunwald en ræverød socialist, der mener, at monarki og demokrati ikke hører sammen. Ikke desto mindre er han ridder af Dannebrog – en af de få taxichauffører, der kan kalde sig sådan – og i dag gladere for både ordenen og dronningen end nogensinde.
Først og sidst: Tillykke til dronning Margrethe 2.
Jeg må erkende.
Jeg er af de der idioter, som P.A. Heiberg martrede med sin udtalelse om, at ordener er noget, man hænger på idioter. Det var under enevælden, hvor Heiberg måtte ende sine dage som blind, fraskilt landsforvist i Paris. Majestætsfornærmelse!
Og her sidder så en erklæret politisk rødfarvet og indrømmer, at jeg sagde ja tak, da jeg blev ridder af Dannebrog engang for 15-20 år siden under min embedsperiode i den danske statsradiofoni. Min far, majoren i infanteriet nåede det ikke, fordi han var mindst én gradstitel fra automatikken. For sandheden er jo, at man i højere, offentlige stillinger er tættere på ridderrangen jo højere man er i graderne.
Men min kære far blev stolt som en oberst, da sønnen fik korset. En anelse fugt i hans øjne, da jeg fortalte han om udnævnelsen. Og så fik jeg lidt kækt sagt, at det nok var, fordi så mange andre i DR-hierarkiet takkede nej med den begrundelse, at de ikke er tilhængere af dens slags symbolske udnævnelser, der mere knytter sig til positionen end til indsatsen. Jeg var programchef og chefredaktør i DR Radios chefredaktion, og jeg vidste, at kongehuset havde været inde over direktionen for at høre, hvem de næste i rækken kunne være.
Og jeg nåede at tænke, hvad skal den stakkels kvinde dog sige til den nyudnævnte hofsnog
Min far svarede med tavshed.
Jeg sagde selv ja, fordi jeg falder for smiger og fordi jeg er en kæmpe beundrer af majestæten, som formentlig er en af verdens mest begavede, kunstneriske og situationsfornemmende, konstitutionelle statsoverhoveder i verden. Og så fik jeg mulighed for at møde dronningen i egen person. Min ekskone, der er kostumier, fik mig i det rette kjolesæt med det tilsendte ridderkors sat på den rette revers, og så drog jeg i taxi til Christiansborg.
Jeg kunne ikke lade være med at fortælle taxichaufføren, hvorfor jeg var i pingvin-kostume så tidligt på døgnet. Men han havde nok sin anelser inden, da turen gik til Christiansborg, hvor jeg skulle takke for mit ridderkors.
Og dengang kunne jeg ikke vide, at jeg med årene ville få en status, som kun meget få personer i dette land har: På én gang at være taxichauffør – og ridder af Dannebrog. Uden krukkeri: Når nu showet kører sådan lidt af sig selv, så er jeg gladere for det kors i dag end i det forudsigelige karriereforløb.
Jeg mødte op blandt andre takkende riddere og dommere og departementschefer, som skulle takke for deres udnævnelser.
Og så indtraf øjeblikket, hvor døren ind til regenten gik op. Hun sad der i en stol (knæoperation) og smilede elegant, selv om der i realiteten var tale om en majestætisk rutineopgave.
Man præsenterer sig, og jeg kæmpede fra første sekund for ikke at afsløre en af mine helt store svagheder: Jeg taler som et vandfald. Og så gik jeg pludselig i stå, da jeg nævnte min titel – programchef i DR. Programchef – det er ligesom at være redaktør – eller konsulent. Man kan fodre svin med den sags titler. Ikke at der er noget galt med det for svineavlerens søn eller i H. C. Andersens hjemland, hvor selv en svinedreng får lov at kysse en prinsesse. Men sagde lige ud: Programchef, og det siger ikke en disse.
Og så begyndte jeg at snakke …
Det må være langt hårdere at være født ind i et tvangsjob, end det er for befolkningen at havde Daisy på tronen
Om DR og radioen og chefredaktionen, som jeg var chef for, altså på radioen osv. osv. osv.
Summerede det op til kendsgerningen: Det er programchefen her, ”… der grundlæggende udvælger, hvad der skal sendes i radioens kanaler”.
Ok, det var nok en lidt folkelig, flot bemærkning, men det var altså det, jeg sagde med rimelig tilknytning til sandheden.
Hun kiggede på mig.
Og jeg nåede at tænke, hvad skal den stakkels kvinde dog sige til den nyudnævnte hofsnog?
Så smilede dronningen sit majestætiske Mona Lisa-smil og kom mig til undsætning i den smertelige pause efter min enetale:
”Det må da være et job, som giver anledning til nogen diskussion”.
Hun havde i den grad ret. Hun har ret.
Og jeg gik baglæns ud af rummet – sådan nogenlunde, for man vender ikke ryggen til regenten.
Jeg må sige tillykke til regenten i dag efter 50 år på jobbet. For det første er hun statsoverhoved i et land med demokrati. Hun har ingen reel politisk indflydelse her i demokratiet. I hvert fald ikke noget, der kan ses. Og jeg synes, det må være langt hårdere at være født ind i et tvangsjob, end det er for befolkningen at havde Daisy på tronen.
Og så har hun født en søn, der har taget hele turen fra at være en genert og kikset teenager til at være en mand, der trives i sin egen, folkelige udgave.
Og jo, et eller andet sted synes jeg jo også, at der er noget anakronistisk i paradokset med en højadelig tradition i et folkestyret demokrati. Men når paradokset bliver for flovt, tænker jeg på, at det konstitutionelle monarki er fæstet i vores grundlov. Og hvordan ville det egentlig være, hvis vi skulle vælge en ceremoniel præsident i en lille befolkning i en tid, hvor en eller anden smart ass på en eller anden folkebølge køber sig til rollen som rigets særlige repræsentant.
Ikke i min tid, please.
Og rævestolt af, at der en dag i en smuk pyntet kirke vil stå en kiste med Taxamanden som indhold og et ridderkors på låget
Jeg bakker op om Margrethe i hendes og min levetid. Et menneske, som både evner talegaverne, kunsten og forandringen – og den langsomme frisættelse, som er en nydelse i disse turbotider.
Som da hun forleden på tv talte om grønlandsforskeren Knud Rasmussen, elsket og beundret af hendes farfar og med en stribe af børn derude på slæderejserne.
”Man ville jo undgå menneskelig indavl i de meget småt befolkede områder, så når der kom en fremmed forbi, hyggede man sig en smule i vinterkulden. ”
Også dronningen kan se pragmatikken i at forene erotisk lyst med kampen for overlevelse.
Netop!
Om ikke næsegrus – så er jeg almindeligt prisgivet regenten.
Og rævestolt af, at der en dag i en smuk pyntet kirke vil stå en kiste med Taxamanden som indhold og et ridderkors på låget.
Et rødt stykke velour på låget med mit kongelige sølv og bånd i brug for sidste gang, inden ridderkorset skal sendes tilbage til ordenskapitlet.
Socialist og monarkist.
Den skæbne bærer jeg med stolthed!
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her