RACISME // DEBAT – Det er nogle år siden, at forbrugere begyndte at diskutere racisme i billeder af mennesker fra andre folkeslag på kolonialvareemballagen, bl.a. også Brugsens Cirkelpige. Men det er ikke billederne, som er skyldige eller skal destrueres. Det ændrer ikke på historien. Lad os hellere efterforske tilblivelseshistorien bag billederne og lære af historien og dens indflydelse på nutidige forhold, skriver Maria Helleberg, som bemærker, at ingen tilsyneladende interesserer sig for det vestindiske samfund i dag.
Dette indlæg er udtryk for debattørens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Der er sket meget siden 2015, hvor debatten om designet på danske kolonialvarer handlede om, hvorvidt der var racisme i f.eks. Cirkelpige-designet. I en artikel i dagbladet Information blev forbrugere interviewet om emnet, og en forsker relaterede kolonialvaredesignene til danskernes kollektive erindring af Danmark som kolonimagt og aktør i slavehandlen.
Ikke så meget er sket på Kunstakademiet dog.
Her mener prominente personer, at Frederik V fik sin magt gennem slaveri. Niksen biksen, han fik sin magt som enevoldskonge, søn af en enevoldskonge. Og han udøvede ikke megen magt, siden han var alkoholiker i svær grad. De skal drukne andre menneskers gipsbuster. Moltke, for eksempel, ville være mere relevant som drukningsoffer.
Hvor mange af os kan umiddelbart identificere en kaffeplante på en reklame? Cirkelpigen derimod er ekstremt iøjnefaldende
Men man ændrer ikke hverken historien eller tolkningen af historien ved at ødelægge nogle gipsfigurer. Det er faktisk mere givende at læse de (efterhånden få) symbolbilleder på kolonialvarer og efterforske tilblivelseshistorien.
Der er nemlig kolossal forskel på måden, hvorpå man skildrede repræsentanterne for de folkegrupper, som producerede råvarerne – forgrimmende eller det modsatte. Jeg har endnu ikke set et kærligt billede af en asiat. Der dominerer grotesk forvrængning, mens både Vaniljemanden og Cirkelpigen er skildret med kærlighed og formskønhed. Det er ikke billederne, som er skyldige, eller som skal destrueres. Det er sammenhængen, hvori de blev brugt, som bevarer kolonialtidens ideer.
Cirkelpigen er kaffen, hvilket også nævnes i Informations artikel. Den er mørk og fra fjerne lande. Men da Cirkelpigen blev til som varemærke i 1950’erne, var hun jo ikke slave. Der er ingen vrængende racisme i billedet. Hun blev måske til, fordi kaffe i sig selv er svær at skildre andet end gennem billedet af en varm kop, der kan indeholde alt muligt.
Hvor mange af os kan umiddelbart identificere en kaffeplante på en reklame?
Cirkelpigen derimod er ekstremt iøjnefaldende. Måske også fordi hun er unik og smuk; hun bør rives løs af kolonialhistorien.
De dårlige kopier af Cirkelpigen er også stort set forsvundet i dag (jeg husker dem: mærkelige lamper og nips forestillende afrikanere, plus evigt dansende trupper på film). Hun indskriver sig i en tradition for at skildre andre kulturer, andre folkeslag med venlig interesse for det gode motiv.
Ord, der fornedrer, kan ikke bruges til at betegne en folkegruppe
Det er vist kun Cirkelpigen, som er blevet et varemærke, vi alle kender. Hun kan symbolisere mødet mellem kolonimagt og koloni, der på ingen måde var entydigt. I Vestindien håbede mange mennesker, at hvis man kom tættere på hinanden, ville lovens grænser falde. Så ville man kunne gifte sig på tværs af “race”, og fælles børn ville få ret til alle former for uddannelse og arbejde i Danmark. Samliv underminerede statens rigide, ufornuftige og racistiske love. Frigivelser og frikøb stablerede en ny “kulørt” middelklasse.
Bruddet kom imidlertid på ingen måde bare med frigivelsen fra slaveri. Ingen havde lagt en plan for Vestindiens overgang til moderne samfund. Historien om Vestindien mellem frigivelse og frasalg er sørgelig, og det virker ikke, som om USA endnu har taget reel stilling til øernes fremtid.
Men siden ingen andre synes at interessere sig for øernes skæbne, kunne det være en opgave for Danmark: Stipendier, studiepladser og udveksling.
En sådan satsning ville også være mere konstruktiv og fremadrettet. Lige som en finpudsning af sproget er en god ting. Eller sagt anderledes: Ingen negre, eskimoer, smovser, skævøjer eller krakkemutter. Kvinder synes heller ikke om at blive kaldt kælling, luder eller so.
Ord, der fornedrer, kan simpelthen ikke bruges til at betegne en folkegruppe.
Maria Helleberg, født 1956, er først og fremmest kendt som forfatter, men har egentlig en uddannelse som teater- og mediehistoriker. Og tog engang bifag i dansk. Fuldtidsskriver siden 1987: Kærlighedsbarn, Engelshjerte, Seersken, Valeria, Thomasines Frihed, Alberto. Oversat til mere end ti sprog. Har levet i USA og Italien og er aldrig rigtig kommet over det. Interesserne spænder over modsætninger: skønne automobiler, grøn omstilling, gender politics, skønne mænd. Horses & hounds. Mad fra alle verdenshjørner. Kulturpolitik og deslige. Men er egentlig mest af alt politisk amatør og tror fuldt og fast på regering by the people, for the people. Bor lidt uden for Fredensborg i rækkehus fra 80'erne med jordens frækkeste lille gamlingehund. Bruger Zalando, størrelse 38 1/2 i sko, ingen briller (endnu) og RaiUno, NDR3 og Netflix men kan stadig huske Netscape og Yahoo.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her