TV-DOKUMENTAR // KLUMME – Kan man ændre en sexistisk kultur over natten eller igennem en advokatundersøgelse? Man kan drage nogle konsekvenser med det sidste. Og komme et stykke af vejen med det første ved at erkende, at den har været gal i mange år, som Discovery-dokumentaren om seksuelle krænkelser på TV2 på nænsom og stærk vis demonstrerer.
I skabet hænger der stadig en lyseblå skjorte eller to. Til chefbrug kun i et par år, og jeg købte da også et par ekstra blazere og en håndfuld nye skjorter dengang. Et par stykker af dem var lyseblå, blåskjorter. Og en i dag hæslig rød-blå-hvidternet Gant-skjorte, der røg i Røde Kors-containeren ved sidste flytning.
Jeg var mellemleder på chefkontrakt på DR Sporten fra 2006 til 2008 og blev sådan småpunket både nedefra og oppefra. En redaktionschefs lod, og ikke altid lige let at navigere i i et stort mediehus under konstant strategisk omstrukturering.
Sådan en lille cheffisk, der havde en vis indflydelse på, hvem der dækkede forskellige opgaver, og hvem der sad i ruden, når sportsnyhederne eller Aftentour skulle præsenteres. Der var mange lyseblå skjorter omkring mig, og som nu altså er synonym med ”chef-krænkerne” på TV2 i dokumentaren ”MeToo: Sexisme bag skærmen” på Discovery. ”Blåskjorterne” blev de kaldt.
Sexistisk jargon
Nu er det TV2, der må holde for, men jeg oplevede da den selvsamme sexistiske jargon på både Berlingske Tidende og DR i de år. Og jeg skal ikke sige mig fri for at være gået over stregen i retorikken. Der blev drukket igennem, stadig røget igennem i begyndelsen af 00’erne, og der blev sladret igennem. Det sidste er stadig tilfældet, og der findes velsagtens ikke et mere intrigant miljø end medieverdenen. Eller også gør der. På Christiansborg, henne på lærerværelset, i jernindustrien.
Men det er nu engang medieverdenen, jeg altid har befundet mig i eller opholdt mig i periferien af. Og på TV-siden er den anderledes end i den øvrige journalistiske verden. Ikke at der ikke er proppet med forfængelige krukker på dagbladene, men de er knap så eksponerede som studieværter, der konstant er i kendis- og tabloidskudlinjen.
Og på trods af manglende chefstriber på skuldrene sidder de der ved teleprompteren som en slags forbilleder og såmænd magtpersoner, der skal serviceres og proppes med informationer, sminke og en hurtig kaffekop under et indslag.
De mest eksponerede af dem bliver idoliserede, feterede, og efter 10-15 år i sådan en stol er der ikke langt fra oparbejdet perfektion og forfængelighed til selvhøjtidelighed og primadonnanykker. Med misforstået carte blanche til hvad som helst. Åbenbart også til sex med praktikanter.
Jeg var i min korte mellemledertid med til at ansætte et par kvindelige studieværter. Hemmelige castings i kælderens dyb, så konkurrenterne ikke fik nys om, at deres værter var på besøg i huset.
Og ja, i sådan en proces vurderer man også udseende. Udstråling, gennemslagskraft og troværdighed. Og nej, ikke ”fuckability” eller ”sexappeal”. Hverken officielt eller uofficielt chefer imellem. I hvert fald ikke på overfladen. Men man hører da Guldrengs omkvæd sagte i baggrunden: ”Er du model?”
Modelbureauet
For vel er der en flig af modelbureau over rekrutteringen af TV-værter. Også nyhedsværter. De store nyhedsudsendelser er efterhånden ren showbizz, gennemkoreograferede i grafik og gang- og ståmønstre udsendelsen igennem i præsentationen af nyheder, vi for længst har tygget igennem på nettet. Så det kræver noget ekstra at holde liv i flow-tv-udgaverne klokken 21 eller 21.30.
Noget nær et skuespillerjob, hvis man vil gå så langt. Men for langt de flestes vedkommende er den journalistiske faglighed grundlaget, og så skal begge dele gå op i en højere enhed.
Jeg erindrer det ramaskrig min gamle sportsjournalistkollega, Rasmus Bech, blev udsat for, da han i manges øjne kammede over i en sexistisk fabulering i Politiken over temaet og højden på hælene hos kvindelige studieværter. Ham har jeg rejst til mange håndbold- og fodboldslutrunder med igennem tiden, og hvis der var noget, han var, så var det underholdende. Sexistisk, never ever.
Hvis den nuværende forfatter og i USA bosiddende Therese Philipsens historie i dokumentaren fra sin praktiktid står til troende, og meget anderledes kan man ikke opfatte den, fordi hun virkede både overbevisende, troværdig og afbalanceret i sin udlægning af et voldsomt traume, hun har båret på i 20 år, så var der jo i virkeligheden tale om en regulær voldtægt, og den burde fluks have været anmeldt til politiet.
Det kender vi igennem mange undersøgelser og cases til, at unge kvinder i et skævt magtforhold til en meget ældre kollega eller chef ikke kan få over sig selv at gå til den slags yderligheder, om end det i sig selv ikke er en yderlighed at anmelde en voldtægt.
Når man tænker på, hvor svært kvinder i det hele taget har ved at vinde voldtægtssager ud fra en tung bevisbyrde
Men sådan føler et ungt offer det, oveni skyld og skam og ”er det mig, der er noget galt med?” eller ”det er vel sådan, det er”, fordi en praktikant i den position, Therese Philipsen befandt sig i i forhold til blandt andre Jes Dorph-Petersen, ikke handler rationelt eller slet og ret er bange for repressalier den anden vej i begyndelsen af en karriere.
Når man tænker på, hvor svært kvinder i det hele taget har ved at vinde voldtægtssager ud fra en tung bevisbyrde, og selv her næsten 20 år efter Philipsens gruopvækkende oplevelser har været en sej kamp at få en samtykkelovgivning igennem.
Hendes historie blev understøttet på stærk vis af en anden praktikant på TV2, Louise Degn, der havde en ikke lige så grov eller gennemført interaktion med Jes Dorph, som er den eneste navngivne sex- og magtkrænker i dokumentaren. Af den grund, at den nu fyrede og tidligere studievært gik proaktivt til værks ved selv at fortælle om baggrunden til sin fyring til Politiken efter den advokatundersøgelse, TV2 havde iværksat.
Tidligere nyhedschef, Jens Gaardbo, der valgte pressemeddelelsens og bagdørens ellers tavse strategi, da han blev opsagt for ”upassende adfærd” 20 år tilbage, spøger mellem linjerne. Det samme gør også tidligere nyhedschef på TV2 og nuværende chefredaktør på B.T., Michael Dyrby, som kommunikationsekspert Anna Thygesen, der deltog i dokumentaren, efter dens offentliggørelse satte navn på Dyrby som manden, der havde forulempet hende mundtligt ved at udtale, at hun aldrig blev til noget på TV2, fordi han ikke gad at kneppe hende.
Vi bliver kærester og ægtepar på arbejdspladsen, fordi det er dér, vi fortrinsvis interagerer med andre mennesker. Selvfølgelig også til fester, i sportsklubber eller med naboen
TV2 var i min forståelse og igennem mange beretninger fra bekendte og kolleger over mange år også drevet af pionerånden og passionen, der ofte har det med at kaste arbejdsdage langt ud over overenskomster af sig. Ved dagens slidsomme, men også entusiastiske, ende, kan der dukke en besked op fra en chef: ”Gå I nu ud og spis en god bøf på husets regning”. Eller også er chefen selv til stede og tager mindre eller større flokke med sig på slæb.
Med potentiel julefrokost-stemning, og også chefer, der åbenlyst har følt magten til at tage for sig af andre retter end dem på bordet. Jeg har ikke oplevet det, men de tre udsendelser blotlægger hudløst, at det har forholdt sig, og måske endda stadig forholder sig sådan.
På bedste Tinder-manér
Vi bliver kærester og ægtepar på arbejdspladsen, fordi det er dér, vi fortrinsvis interagerer med andre mennesker. Selvfølgelig også til fester, i sportsklubber, med naboen eller på datingsider. Swiper til højre og venstre på bedste Tinder-manér.
Jeg har selv excelleret i en såkaldt ”praktikantscoring”, som jo ikke er et specielt flatterende begreb. Eller også var det omvendt, og jeg scorede over niveau, mener andre. Det var nu ganske fredeligt og flirtende over en længere periode, og der var trods alt ikke mere end seks år imellem os. I dag har vi to halvvoksne piger sammen, er skilt som det halve af Danmark, og har det ellers tilpas godt med hinanden.
Den der med, at det var en kultur, og den bliver ændret nu, er nærmere en forsvarskliché end et konkret, offensivt våben
Der eksisterer da også magtforhold kolleger imellem uden chefer eller højt estimerede studieværter indblandet. Og naturligvis har man som ældre eller rutineret medarbejder en vis pligt til at vurdere om styrkeforholdet er skævt, hvis der er lir i luften med en langt yngre eller mere udsat kollega eller praktikant. Både før og efter #MeToo.
Den der med, at det var en kultur, og den bliver ændret nu, er nærmere en forsvarskliché end et konkret, offensivt våben. Kulturer ændrer sig ikke bare over natten. Men bevidstheden om dens tilstedeværelse gør forhåbentlig. Også ved at stå så åbent frem, som de 11 kvinder gjorde på Discovery.
Og så kunne nogle af de involverede fra både dengang og i dag passende selv smide den lyseblå skjorte i fuld offentlighed, så ofrene ikke oveni skal slås mentalt med at klæde dem helt af endnu en gang…
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
