KULTURLISTEN – Inspiration til biografpremiere, filmfestival, koncert, album og scenekunst-ekstravagance.
Top Gun – Maverick er tilbage på vingerne
I 1986 spillede en ung Tom Cruise hovedrolle i Top Gun. En actionfilm om jagerpiloter inspireret af en artikel i et californisk tidsskrift. Historien om den unge, rebelske stjernepilot, Pete ’Maverick’ Mitchell fik i starten en blandet modtagelse, men vandt det globale biografpublikums hjerte, skrev filmhistorie og indspillede over 350 millioner dollars på et ubetydeligt budget. ’Maverick’ og Top Gun fløj direkte ind i en hel generations hjerter, på pigeværelsernes plakater og på ansigterne af unge over hele verden som Ray Ban Wayfarer solbriller.
Siden har skuespilleren, ikonet og mystikeren Tom Cruise tanket i luften og for længst brudt lydmuren til Hollywoods absolutte megastjernehimmel. Man kan ikke komme uden om Tom.
Cruise har vundet et utal af priser, hans film har indspillet milliarder og vi kender ham alle sammen, hvis ikke fra den første Top Gun, så fra Rain Man, Interview With A Vampire, Magnolia, Vanilla Sky eller Mission Impossible – vi kender formentlig til hans ægteskaber med stjerneskuespillerne Katie Holmes og Nicole Kidman og sikkert også til hans livslange engagement i den kontroversielle Scientology kirke. Og vi elsker ham. Tom Cruise er en levende legende. Og nu.. NU er han tilbage som Pete ’Maverick’ i fortsættelsen til firserfilmen, som lagde grundstenen til hans berømmelse.
Hvis du så Top Gun i ’86, bliver du nødt til at se efterfølgeren. Om ikke andet fordi det er enestående filmhistorie at producere en to’er med samme hovedrolleindehaver 36 år efter. Og selv hvis du ikke har set den første, skal du se efterfølgeren, som foreløbigt har scoret 96 ud af 100 på hyperkritiske Rotten Tomatoes. Jeg skal i hvert fald.
Filmfestivalen med masser af følelser og farver på spil
Det er niende gang, Cinemateket i København arrangerer visninger med nyere film fra Latinamerika, og som sædvanlig er det er velpakket program. At de så genbruger deres noget klichétunge ’slogan’ for serien fra de forrige år – ”der er masser af følelser, farver, historisk og nutidig viden på spil”- lader vi passere.
Det er en kæmperegion at samle i ét program, og det er alligevel imponerende, at der i løbet af juni måned er specialarrangementer med film, snak og drinks med fokus på så forskellige lande som Argentina, Brasilien, Chile, Colombia, Cuba, Den Dominikanske Republik, Mexico, Peru, Uruguay og Venezuela.
Man kan lade en forkærlighed for bestemte lande (eller efterfølgende receptioner) afgøre, hvad man skal med til, eller man kan gå på jagt i programmet og læse mere om de enkelte films genrer og indhold. Eller man kan tage chancen og bare komme.
Men man skal være vaks, for der er ikke mange visninger af hver film. Undtagelsen er den mexicanske – men polsk filmuddannede – instruktør Joaquin del Pasos ”El hoyo en la cerca / The Hole in the Fence”, som også er ’Månedens Film’ i Cinemateket i juni.
Og bare rolig: Hvis du ikke forstår latin, så er der engelske undertekster på alle film.
Min aften med John Cooper Clarke på Hotel Cecil
John Cooper Clarke steg ud af taxaen i alt sin pragt foran Hotel Cecil. Han var i ført slangeskindsstøvler, en stor hat, solbriller og med det ikoniske sorte hår. Han sugede ihærdigt en tynd og håndrullet cigaret, og det var med bankende hjerte, at jeg hilste på selveste kongen af punkpoesi med et lillebitte, ydmygt og genert nik, som han gengældte.
Clarke indtog scenen til stor begejstring hos publikum. Det var tydeligt, at vi var et nichepublikum, og i en alder af 73 år og med begyndende alzheimers fremstod Clarke hurtig i replikken og i topform. Clarke havde et smørret grin på igennem alle 75 minutter, han optrådte for os, og havde så godt fat i publikum, at det føltes, som om vi sad over for ham på pubben i en intim samtale om de gode, gamle dage.
”Get Back On Drugs You Fat Fuck”, ”(I Married a) Monster From Outer Space” og ”The Luckiest Guy Alive” var blot nogle af de klassikere, Clarke præsenterede os for. Og hen mod afslutningen fik vi endda både ”Evidently Chickentown” og det legendariske digt ”Twat”.
Clarke takkede naturligvis og passende af med hittet ”I Wanna Be Yours”, dog uden musik, desværre. Jeg forlod Hotel Cecil med en familiær følelse af at høre til, dybt inspireret og med ømme kinder og smilerynker. Hurra for punken! Og hurra for poesien!
Clarke er på tour i forbindelse med udgivelsen af sin selvbiografi ”I Wanna Be Yours”, der handler om de unge dage i Manchester, berømmelsen i punkmiljøet, kampen mod stofafhængighed og hans status i dag som et vaskeægte punkikon.
CPH Stage – smagsprøver
Noget godt er der kommet ud af pandemien – også for teatret. Midt under første nedlukning åbnede Teatret ved Sorte Hest trodsigt for monologer på parkeringspladsen for 20 gæster. Formatet lever nu videre i Godnathistorier, hvor der er stillet 50 stole op til gratis friluftshygge med vekslende kunstnere.
Monologens styrke kan også opleves på Aveny-T i Hotel Pro Formas I krydset får de en ny sofa med Rosalinde Mynster, mens Kolding Egnsteater låner scenen på Teater V til den bittersøde Syren Hawaii Undulat om demens, hvor Kimmie Liv Sennova leverer teksten.
Skal det være vildt, kan du opleve Dryppende stof, Sapfos poesi, fremført i stemningsfulde omgivelser på Glyptoteket, eller bevæge dig ind i en kunstinstallation på S/H i Museum for fremtiden.
For de mere musikalsk orienterede er der en once-in-a-lifetime chance for at opleve Scheiny’s All Star Yiddish Revue i Det Jødiske Hus.
Mere jordnært dansk bliver det i Hit med saksen, ”en musikalsk anekdote fra slut 50’erne”, hvor Frisørsalon Liberty på Teater V serverer venindesnak og evergreens.
Derudover byder CPH Stage på en række danseforestillinger, hvor vejrguderne måske vælger at smile på Radical Vitality, hvor det canadiske Compagnie Marie Chouinard indtager friluftsscenen på Bellahøj.
CPH Stage – gensyn
CHP Stage er ikke blot et tag-selv-bord af nye forestillinger og smagsprøver fra teatre rundt omkring i landet og i verden. Det er også nogle gode gensyn fra den/de seneste, corona-ramte sæsoner. En håndfuld har tidligere været anmeldt og anbefalet hos POV:
Frank Thiels solopræstation i den morsomme Alle gode ting – om depression – spiller på Nørrebro Teater. Betty Nansen Teatret får både besøg af Line Knutzons sørgmuntre Livstidsgæsterne og af den snigende uhyggelige ”incel”-monolog The Supreme Gentleman.
Oberstinden afslutter sin turné på Folketeatret, hvor man får et mindst lige så uhyggeligt billede af kvinden, der må underkaste sig.
Teater V holder nærmest åbent hus under festivalen og får blandt andet besøg af Mungo Park-forestillingen Spejlmanden, der i en fake news tid sætter nyhedsstrømmen i et kritisk lys. Det bliver også til gensyn med de kalejdoskopiske forestillinger Argumenter imod kvinder (Baggårds Teatret) og Til ungdommen, hvor en flok unge skuespillers sætter liv til Linn Skåbers bestseller.
I gensynsrækken bør vel også nævnet Fix&Foxys Rocky – tabernes genkomst, der spiller på Edison, og som nærmest har klassikerrang. Den havde premiere i 2017!
Ung, fuld, dum – og godt med steelguitar
Lasse Storm, tidligere Dør Nr. 13, er bare en af de mange danske talentfulde sangskrivere, der popper op på den danske musikscene – senest med albummet “Holmegårdsvej og andre historier”.
Og ligesom f.eks. Rikke Thomsen og Jacob Dinesen skriver han uforbeholdent ærligt med baggrund i sin opvækst i provinsen – og senere i København, hvor han for vild i og var tæt på at drukne i storbylivet. I de bedste af Storms historiefortællinger står han med hjertet forrest på skuldrene af folk som Allan Olsen og Peter Sommer.
Som sangskriver har Storm dybe rødder i americana-traditionen, det gælder også produktionen. Man går ikke ned på steelguitar i selskab med ham.
”Holmegårdsvej” og den charmerende Hill Billy boogie ”Havn” er sange af den type, der mærkes i nervetrådene. Det gælder især den bevægende ”Hey Mama (Søvnløs blues)”.
Storm har et solidt greb om sin inspiration i traditionerne f.eks. i det musikalske smilehul ”Miss Dannevang” – og prægtige ”Ung, fuld og dum”. Mens andre sange som f.eks. ”Kommer hjem” mangler ideen og melodien, der hæver dem over skitseplanet.
Lasse Storms stemme har på sin vis personlighed, men den har ikke mange farver. Desværre kommer han ikke helt ind i kernen af de mest inderlige øjeblikke i sangene. Indimellem skurrer det, og det skal man leve med og tage som en del af pakken.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
