KULTURLISTEN – I denne uges kulturliste raser kønskampen i teaterforestillinger, som byder på frådende furier og iskolde incels, kun overgået af raseriet i skærmens verden, hvor en ny serie tager seerne med på vikingetogt med Knud den store og Leif den Lykkelige. Trænger du til kunst for sjov, er der teaterkoncert og inspirerende multikunst i ny serie. Du kan også bare bruge søndagen på at sippe et smut til ginfestival, se på ung kunst eller dekorere Danmarks største fastelavnsris, mens du spiser årets sidste fastelavnsbolle. Velkommen til Kulturlisten. POV orienterer.
Sjov multikunstner på slap line
Painting with John. Så har jeg igen fået en ny yndlingsserie, nemlig denne sært morsomme, skævt indsigtsfulde og kunstnerisk meningsfulde serie af og med musiker, maler, skuespiller m.m. John Lurie.
Du kender ham måske fra de gamle Jim Jarmusch-film, Stranger than Paradise og Down by Law, eller hans orkester, The Lounge Lizards. Eller fra forgængeren Fishing with John (1991), hvor han i hvert afsnit havde en lidt off-beat karakter som Jarmusch, Tom Waits og Dennis Hopper med ude at fiske.
I den nye serie optræder Lurie solo med anekdoter og filosofiske betragtninger, mens vi ser ham udføre sine farverige akvareller, omend han også interagerer med, hvad der må være hans hushjælp, og omgivelserne i sit caribiske paradis.
Jeg er ikke kunstkritiker, men jeg kan lide hans billeder, og jeg kan lide tempoet og humoren. Det er afslappende og vederkvægende at se på. Men så er der også – selvom det ikke sker i hvert afsnit – små sprækker, der giver adgang til nogle mere sørgelige eller foruroligende øjeblikke. Og i 2. sæson er der skruet lidt op for animationerne og det surreelle.
Husk at slå automatisk visning af næste afsnit fra, for ellers går man glip af flere minutter med Lurie’s billeder og musik.
Vilde vikinger med vildt hvide tænder
Er du en af dem, som endnu ikke har set Netflix’ vilde vikingeserie, Vikings, kan du nu tage med på vikingetogt uden at gå glip af noget. Seriens nye selvstændige efterfølger, Vikings: Valhalla, foregår nemlig 100 år efter, sjette sæson sluttede. Vi følger Erik den Rødes søn, Leif den Lykkelige (Sam Corlett) og hans søster Freydis’ færd fra Grønland over Norge og på erobringstogt til England med den norske Prins Harald (Leo Suter) og Knud den Stores vikingehær.
Det er flot, det er bloddryppende, og det er godt. Selvom skuespillernes r’er ruller højere end Vesterhavets bølger, har der virkelig været stemmetrænere på arbejde. Der tales vikinge-engelsk med fin, flad dansk-ish accent. Selv den australske hovedrolle lyder til forveksling dansk, og kun waliseren Bradley Freegard, som spiller den danske Kong Knud, falder igennem et par gange. Brydningstiden mellem asatro og kristendom er et gennemgående og fint skildret element.
Vikingerne er Lyngvildske i deres idealiserede troværdighed. De er smukke, rene og velskabte med perlehvide hollywoodtænder og man buns. Perfekte Bay Watch-vikinger. Sådan skal forfædre se ud. Sexy.
Vi danskere er da også repræsenteret, Caroline Henderson er årets fund som Jarl Estrid Haakon. Søren Pilmark er en frygtindgydende Svend Tveskæg, og Asbjørn Krogh Nissen er den vanvittige Jarl Kåre.
Hold godt øje med Emma Bess
Det er ikke tilfældigt, det hedder den svære toer.
Mange har én bog i sig. De færreste skriver den, og endnu færre har det talent, der sikrer, den bliver god. Endnu færre endnu har ikke bare én, men mange gode bøger i sig. Derfor er toeren så svær. Den skiller fårene fra bukkene. Emma Bess har med sin svære toer, romanen Ly, sat to streger under, hun er en, man skal holde rigtig godt øje med.
Bess debuterede i 2018 med novellesamlingen Mødre, døtre, søstre, der blev rost i hele det litterære parnas. Med overlegent sprogligt talent viste hun, de modsatrettede følelser, som findes i alle familier.
Det tema fortsættes nu i romanform. Sproget er igen fuldstændig overlegent, sart og fint og fortæller om en mildest talt utilstrækkelig mor. Hun er kunstfotograf og rejser fra London til Danmark, fordi hendes far ligger for døden. Hun indlogeres hos sin datter, og derfra forsøger de at finde rundt i en fortid, hvor svigt gror som ukrudt mellem generationer. Den enes traume bliver den andens svigt, når forældre redder og realiserer sig selv på bekostning af deres barn.
Det er intet mindre end tindrende godt. Du finder den fulde anmeldelse her.
The Supreme Gentlemen – sandheden er derude
Det nærmer sig det geniale, at monologen The Supreme Gentleman på samme tid spiller på Betty Nansen Teatret og Aarhus Teater. Naturligvis med forskellige skuespillere. For sandheden er derude – at de sidder i deres små bobler rundt omkring og finder et virtuelt fællesskab om selvhad og kvindehad.
De har fået et navn, incels: ufrivilligt cølibatære.
For de vil i virkeligheden så gerne kærligheden. Eller i hvert fald sexen. Men de fryser, længe inden de får fremstammet det første ”hej” til den attråede kvinde. De hader sig selv for det. Der er kun en af to løsninger: At de tager deres eget liv – eller at de tager nogle af de kvinder med sig, som – i deres øjne – har afvist og kasseret dem.
Man kan sige, at teksten er konge i The Supreme Gentleman, når skuespillerne er indbyrdes udskiftelige, men i hvert fald på den intime balkonscene på Betty Nansen forvandler figuren sig for vores øjne fra ynkelig til dybt skræmmende i Mathias Skov Rahbeks skikkelse. Måske fordi han kunne være den unge mand (eller de), som vi overser. Til det er for sent.
Ubehageligt, men sørgeligt aktuelt.
C.V. Jørgensen i høj stil
Helt til højrebenet er det Mr. Teaterkoncert, Nikolaj Cederholm, som instruerer C.V. Jørgensen-forestillingen. Cederholm, der siden Gasolini 1994 på Dr. Dante har lavet et utal af teaterkoncerter, er i min optik en af de mest stil- og formsikre danske teaterinstruktører. Hans bundniveau er dejligt højt. Han går sjældent på kompromis. Og er altid nysgerrig efter at gå nye veje.
Der er 30 – kendte som mindre kendte – numre fra C.V. Jørgensens bagkatalog. Det er til fulde lykkedes at give C.V. Jørgensens tekstunivers den hyldest, som det fortjener. Når man sidder i teatersalen og lytter, så har C.V. Jørgensen ramt en tone, som er mere end tidsånd. Hans præcision og leg med ordene gør det til stor kunst. Teaterkoncert C.V. Jørgensen lever til fulde op til forventningerne om en teaterkoncert.
Og med to års forsinkelse lander Teaterkoncert C.V. Jørgensen så endelig på Aveny-T. Corona udskød og udskød premieren, så det blev samarbejdspartneren Aarhus Teater, der først opførte teaterkoncerten i august 2020. Der er skiftet ud blandt skuespillerne, men teaterkoncerten er stadig i Nikolaj Cederholms iscenesættelse med musikalske arrangementer af Kåre Bjerkø.
Læs hele anmeldelsen fra forestillingen på Aarhus Teater her.
Begær og skæbne på Husets Teater
Skuespillerne smyger sig mellem halvt gennemsigtige forhæng, der æltes sensuelt med lerklumper, den unge Hippolytos og Aricia vrider sig ekstatisk på scenegulvet og til slut bindes Hippolytos med kinbaku. At kærlighedsgudinden Afrodite i sit mest liderlige humør har en finger med i spillet, er der ingen tvivl om.
Midt i det hele står titelfiguren Fædra. Theseus hustru, som allerede ved sit bryllup bliver forgabt i sin mands søn, Hippolytos. På Husets Teater bliver det historien om den modne kvindes forelskelse i en yngre mand og alle de ulykker, det fører med sig.
Bagved ligger græske motiver om hybris og nemesis, for det er den gamle helt og kvindebedårer, Theseus, der ender med at nedkalde gudernes vrede over sig selv. I den forstand er Fædra blot et redskab.
Men Fædra er også i Marina Bouras’ skikkelse en kvinde, som forsøger at skabe sin egen lykke, da muligheden viser sig, men bliver knust af konventionerne. Også hun skaber sine egne problemer – eller nedkalder gudernes vrede over sig selv, som de græske tragediedigtere ville udtrykke det. Men det er fandens flot udført på Husets Teater på blot 5 intense kvarter.
Pynt fastelavnsriset, se på kunst og sip gin
Efter to måneder med fastelavnsbollehype er det endelig tid til at slå katten af tønden. Søndag i denne weekend er der fastelavnsarrangementer over hele landet. Et af dem er fastelavn for hele familien i Carlsbergbyen, hvor børn og barnlige sjæle kan være med til at pynte Danmarks største fastelavnsris. Leder du efter et sted at slå katten af tønden, er det en god idé at skrive fastelavn i event-søgefeltet på Facebook.
Har du fået flødeskum nok for i år, kan du tage et smut på Copenhagen Gin Fest og væde ganen med lidt enebærsprit eller smutte en tur ud og mætte sanserne med fremragende ung kunst, når KraftWerkets projekt Kunstmotellet fejrer et års fødselsdag med et to dages festivalprogram.
Uanset hvad du vælger, er der nok at vælge imellem. Det er dig – og kulturlisten, som bestemmer. Fastelavn kommer og går. Kulturen består. Vi ses i næste uge.
Kulturlisten – Hver uge får du en samling af korte, skarpe omtaler af kulturen omkring os, skrevet af POV’s kulturskribenter.
Aktuelle bøger, film, forestillinger, udstillinger, koncerter og tv-programmer anmeldes engageret men kortfattet, så du på kort læsetid får essensen og overblikket.
Find Kulturlisten her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
