TEATER // ANMELDELSE – Mungo Park åbner sæsonen i storform med sin historie om ”Spejlmanden”, Claas Relotius, der vildledte det hæderkronede tyske magasin Der Spiegel og bladets læsere. Og for den sags skyld de juryer, der uddelte journalistiske hædersbevisninger. Men hans medrivende, menneskelige reportager var som illusionistens numre intet andet end ”smoke and mirrors”.
Ligesom for en forestilling på teatret gælder det for den journalistiske reportage om at få publikum – eller altså læseren – med fra første færd. Vi skal engagere os i de mennesker, det handler om. Vi skal føle deres glæde, deres smerte. Vi skal være der i nuet og opleve gennem deres øjne. Det forstod Der Spiegel-reporteren Relotius … Spejlmanden.
Hvis det kræver lidt poetisk frihed, så er det i sandhedens interesse. Ikke?
Hverdagens drama
Og der er medrivende. Som publikum på Mungo Park er vi med fra første øjeblik, da den midaldrende, amerikanske kvinde sætter sig i bussen og kører 15 timer for at være civilt vidne til en henrettelse. Uden vidner ingen henrettelse. Hun tager gerne rejsen. For der blev aldrig samlet vidner nok til at gennemføre henrettelsen af den mand, der tog hendes datters og barnebarns liv.
Men mens Nana Morks på scenen gennemlever denne rejse og beskriver sine tanker og følelser, kommer Sara Fante Traore med korrigerende kommentarer. Sara i dette tilfælde i rollen som Claas Relotius, der da også vinder en pris for reportagen. Rettelserne gjorde den kun bedre.
Det samme gælder interviewet med en af de drenge, hvis tortur i hænderne på Assads hemmelige politi satte gang i den syriske borgerkrig. Og historien om de desperate latinamerikanske mænd og kvinder, der i karavaner går nordpå mod USA – nej, marcherer. Marcherer lyder bedre.
Spejlmanden og fake news
Der er ikke noget galt med rettelser. Nogle gange husker selv de bedste vidner forkert. Det kan være nødvendigt at korrigere med informationer fra andre vidner. Andre gange gør det måske ikke så meget, hvis vi tager en genvej for at nå et dramatisk højdepunkt.
Selvfølgelig skal det være sandheden. Læserens forventning til et journalistisk medie er, at journalisten tjekker sine kilder. At artiklerne har været omkring en redaktør, der har kigget teksten igennem med kritiske øjne. I modsætning til de sociale mediers frit opfundne fake news.
I særdeleshed i en tid, hvor journalisternes omdømme i befolkningen måske ikke er det bedste. Kun lidt bedre end politikernes. Og hvor eksperter afslår at deltage i udsendelser selv på prestigemedier som DR, fordi de føler, at journalisterne kun medtager det, der passer i deres historie.
Skandalen på Der Spiegel, da en kollega afslører, at Relotius’ øjenvidneskildring af to militsmænds meritter på grænsen mellem USA og Mexico (hvor de stadig venter på Trumps mur) er opdigtet, er kolossal.
Spejlmanden i spejlet
Selvfølgelig melder spørgsmålet sig: Hvad fik Claas Relotius til at begive sig ud i dette kolossale bedrageri? Hvad så ”spejlmanden” selv i spejlet hver morgen? Hvordan kunne det undgå at blive opdaget i så mange år? På trods af hans berømmelse og den opmærksomhed, som reportagerne skabte.
Vi stiller visse krav til dramaturgien. Vi ved, hvordan historien skal fortælles
Spejlmanden dykker ned i barndommen. Hvad lærte den unge Claas om sandheden? Hvilke ”sandheder” fik han med sig i sit liv, som kom til at præge ham senere?
Handlingens korrektioner kommer med kortere og kortere mellemrum. Skuespillerne træder ind og ud af deres roller. Måske er der flere sandheder. Den konkrete, fysiske sandhed. Den emotionelle sandhed. Den barske sandhed. Den politisk korrekte sandhed.
Metateater for fuld skrue
Det, der skete. Det, der kommer til at stå i historiebøgerne. Det skrevne ord har en forunderlig magt. Og det gælder selvfølgelig også manuskriptet. Vi stiller visse krav til dramaturgien. Vi kræver et oplæg, et point-of-no-return, et klimaks. Vi ved, hvordan historien skal fortælles.
Alligevel lykkes det for instruktør og dramatiker Viktor Tjerneld at forføre os med sine spejle og røgeffekter. Spejlmanden triumferer med en tour-de-force af metateater i sidste fjerdedel af forestillingen, hvor intet er, hvad det ser ud til.
Det er en fest at se bedraget afsløret på uendeligt mange planer, da spejlene bliver vendt mod os og mod hinanden, og vi kan skue ind i uendeligheden
Det er til gengæld forrygende morsomt.
Og det er det, der er Spejlmandens store styrke. Vi bliver underholdt fra først til sidst. Med Relotius’ medrivende dramaer … altså hans reportager. Med korrektionen af virkeligheden. Med den snigende mistanke til, at ikke alt er, hvad det ser ud til.
Verden vil bedrages
For hvad er det, vi ser i spejlet?
Netop. Verden vil bedrages, og det er en fest at se bedraget afsløret på uendeligt mange planer, da spejlene bliver vendt mod os og mod hinanden, og vi kan skue ind i uendeligheden.
Som altid på Mungo Park er scenografien skrabet, men dog med stærke lys- og lydeffekter og en række glasbure/døre. Nogle gange gennemskuelige, andre gange – i overført betydning – spejle, der bortleder vores opmærksomhed fra, hvad der virkelig sker.
Zaki Nobel Mehabil, Nana Morks og Sara Fanta Traore folder sig ud på tværs af køn og alder i en række overbevisende portrætter … som selvfølgelig ikke er sandheden. Det er jo bare teater. Underholdende, tankevækkende teater. Til seks stjerner.
LÆS ALLE STEEN BLENDSTRUPS TEKSTER HER.
Spejlmanden spiller på Mungo Park i Allerød i første omgang til 26. november (22-24. oktober i Gladsaxe)
Med: Zaki Nobel Mehabil, Nana Morks, Sara Fanta Traore
Instruktør og dramatiker: Viktor Tjerneld
Fotos: Mikkel Rossel
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her