KLUMME – Kritisk tænkning passer til problemformuleringer og løsningsudvikling, ikke nødvendigvis til mødet mellem mennesker. Rummeligheden forsvinder, når vi vurderer og giver alt omkring os en værdi, mener idéhistoriker Mette Bærbach Bas.
I gymnasiet lærte vi, at opgaverne skulle deles op i fire hovedafsnit: analyse, diskussion, fortolkning og perspektivering. Disse elementer brugte jeg og mine klassekammerater til at forholde os til en given problemstilling. Da vi gik ud af 3. g, kunne vi disse færdigheder til fingerspidserne. De viste sig at være yderst nyttige redskaber både i den videre uddannelse og det efterfølgende arbejdsliv. På godt og ondt.
Takket være de fire færdigheder kan jeg forholde mig kritisk til nærmest alt og vurdere, om noget er godt, skidt, rigtigt, forkert – især i sammenligning med noget andet. På godt og ondt.
Det har betydet, at jeg er i stand til at værdisætte og vurdere uden videre. Og det gør jeg. Det gør du sikkert også. På godt og ondt.
Kritisk tænkning begrænser
Evnen til at værdisætte og vurdere er fremelsket af en udbredt samfundstendens, der handler om optimering. Når vi kan vurdere, om den ene ting er bedre end den anden, kan vi vælge den mest fordelagtige til situationen. Derfor er det legalt, ja nærmest forventet, at vi vurderer alt i vores liv: Vores udseende, præstationer, fortid, handlinger, drømme, partner, børn, venner – you name it.
Når vi skal håndtere problemformuleringer og opfinde nye løsninger, er kritisk tænkning et fantastisk værktøj. Men det begrænser rummeligheden mellem mennesker. Vores medmennesker, hverdagssituationerne og de ting, vi omgiver os med, behøver ikke altid blive underkastet et kritisk blik. Det er ofte nok, at de bare er der.
At anerkende os selv og vores omgivelser, som de er – det kan virke som et uoverstigeligt mindfulnessprojekt, der kræver alt for meget af os.
Det kan nemt blive svært for alle parter, hvis vi begiver os ud i en kritisk værdisætning og vurdering af os selv og hinanden. Nogle gange sammenligner vi vores egne svageste sider med andres stærkeste sider, uden vi er bevidste om det. Så er kritisk tænkning ikke engang til vores egen fordel.
Vi behøver ikke vurdere, om ting eller personer er flotte, nyttige, hjælpsomme, brugbare, seje, skønne, lækre, grimme eller uhumske. Om vi kan lide dem, om vi kan bruge dem. Kort sagt, om de har værdi.
For hvad er det egentlig for en værdi, vi leder efter, når vi vurderer vores omgivelser? Det synes alt for ofte at være en nytteværdi og alt for sjældent en egenværdi.
Mindre kritiske og mere rummelige
Når vi vurderer, er vi i kontrol. Vi får en slags magt over situationen, fordi vi fjerner fokus fra os selv og over på den ting, der vurderes. På den måde slipper vi for at forholde os til os selv. Er det mon derfor, vi så nemt kommer til at gøre det?
At anerkende os selv og vores omgivelser, som de er – det kan virke som et uoverstigeligt mindfulnessprojekt, der kræver alt for meget af os. Måske er vi så vant til at måle og veje og sammenligne, at det bliver unaturligt for os bare at være med i verden uden at forholde os aktivt til den.
Hvad mon der ville ske, hvis vi forsøgsvist lagde kritisk tænkning på hylden, når det kommer til privatlivet? Hvis vi valgte bevidst ikke at værdisætte og vurdere tingene og personerne i vores liv?
Måske ville vi til en start blive nemmere at være sammen med, fordi vi netop ville være mindre kritiske og mere rummelige. På sigt ville vi måske endda blive mere tilfredse med os selv og hinanden.
Illustration:
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
