SOMMERSERIE – Rundt om i verden har POV mange kompetente og vidende skribenter, som rapporterer derudefra om de store og små begivenheder. Serien af gode fortællinger har kørt henover sommeren, og vi slutter af med at besøge Kenya, hvor Carsten krydser Ækvator flere gange om dagen.
NANYUKI – Støvet hvirvler op på grusvejen, som et synligt tegn på, at regnen endnu engang er udeblevet. ”African Snow”, som vi kalder det hernede, da de fleste lokale ikke har oplevet den ægte våde vare. Støvet gør det sværere at se alle de huller, der er i vejene, så ens evner som chauffør bliver virkelig sat på prøve.
Det siges, at du ikke rigtig har været i Afrika, før du har oplevet ”potholes”. Så hvis det er korrekt, så må man sige, jeg har været i Afrika mange gange. For guderne skal vide, at der er mange af dem her i Kenya. Vejrforholdene, dårlig – eller manglende – vedligeholdelse og store mængder bærende trafik bidrager til at opretholde hullerne i vejene.
Vejnavne har vi ikke noget af, hvor jeg bor, og det gør egentlig heller ikke den store forskel, da der ikke er nogen postbude
Jeg er på vej hjem, og kører i et adstadigt tempo, for at kunne zigzagge mig gennem grus- og jordvejene. Hjem er så tæt på Ækvator, at jeg krydser den usynlige linje så mange gange, at det er svært at holde styr på, om jeg befinder mig på den nordlige eller sydlige del af halvkuglen. Postnummermæssigt bor jeg i Nanyuki i Kenya. Vejnavne har vi ikke noget af, hvor jeg bor, og det gør egentlig heller ikke den store forskel, da der ikke er nogen postbude. I stedet bruger vi diverse pejlemærker, når jeg skal forklare de lokale, hvor det præcist er, jeg bor. Så jeg bor lige før den store vandtank og lige efter den indhegnede hvedemark.
At jeg er endt her er, som så meget andet i tilværelsen, en af livets finurlige tilfældigheder. Jeg flyttede til Kenya den 29. februar 2016. Den dag forlod jeg min trygge og velkendte hverdag i Danmark, hvor jeg var omgivet af min dejlige familie, venner og bekendte for at tage på mit livs odyssé. Jeg begav mig – populært sagt – ud af min komfortzone og ud på gyngende grund til en ny og ukendt tilværelse og fremtid i Rift Valley i Kenya.
Røvens nøglehul
I en alder af 44 år er det at rive sit liv op med rode og flytte til et 3. verdensland måske ikke det mest logiske skridt. Men jeg havde efterhånden talt om at tage af sted så mange gange, at jeg næsten var helt træt af at høre mig selv gentage de samme ord uden at lægge handling bag dem.
Mange skrev og fortalte, at jeg var både sej og modig, og egentlig gjorde noget mange drømte om, men som de af den ene eller anden årsag ikke realiserede. Jeg ved ærlig talt ikke, om jeg følte mig specielt sej eller modig dengang, men idéen om at ord, der ikke bliver fulgt af handling, er betydningsløse, blev min ledestjerne som lyste op, når det var allermørkest.
Der var nærmest tale om en magnetisk tiltrækning, hvor kompasnålen dansede omkring Ækvator
For guderne skal vide, at jeg var nervøs, usikker, bange og alt muligt andet blandet godt sammen. Mine tanker fór rundt i hovedet, uden nødvendigvis at give mening (det vil nogen måske påstå, at min tanker aldrig har gjort alligevel). Men sådan skal det vel føles, når man bevæger sig ud af sin komfortzone, og hvor grunden under ens fødder begynder at skælve.
Så hvorfor rev jeg mit liv op med rode og flyttede til Kenya?
Gandhis ord, ”You must be the change you want to see in the world”, indrammer meget præcist mine tanker bag min handling. Det var ikke en pludselig indskydelse, men velovervejede tanker, der lå bag: Mine handlinger er en afspejling af min overbevisning – at gøre en forskel for en masse børn og unge her i Kenya var så brændende i mig, at der var ingen anden udvej end at drage af sted.
Jeg flyttede fra Nørrebro til Nakuru, der er Kenyas 4. største by og provinshovedstaden i Great Rift Valley. En af mine venner beskrev byen med den lidet flatterende betegnelse ”røvens nøglehul”. Ved ikke, om jeg selv ville have brugt den betegnelse, men sandt skal det siges, at byen ikke er værdiget mange linjer i turistbrochurerne. Havde det ikke været for Lake Nakuru National Park, der tidligere var berømt for sin store flokke af flamingoer, så ville det for de fleste blot være en by, du kører igennem.
Kærlighed ved første blik
Men det var i den by jeg begyndte mit kenyanske eventyr. Den ligger ca. 160 kilometer nordvest for Nairobi, hvilket fik en afgørende betydning i mit liv. Altså afstanden – for 160 kilometer er lige præcis den radius, som dating-appen Tinder opererer med.
Og min hustru (i dag) – Kanana – boede i Nairobi og var lige præcis inden for den radius, da jeg mødte hende på Tinder. Om det var held, de højere magters indgriben eller skæbnens lune skal være usagt. Men for mig var det kærlighed ved første blik. Jeg syntes Kanana var en helt igennem fantastisk tiltrækkende kvinde – både indvendigt og udvendigt – med nogle smukke værdier og en høj personlig integritet.
Jeg besøgte Kanana flere gange i hendes hjem i Nairobi. Den kenyanske hovedstad blev etableret i 1899 og opstod reelt set som stationsby under konstruktionen af jernbanen mellem havnebyen Mombasa og Uganda. Dengang var byen blot et sumpområde, men den voksede hurtigt og fik vital betydning for det britiske imperium.
I 1907 blev Nairobi hovedstad for Britisk Østafrika og siden uafhængigheden i 1963 hovedstad i Kenya. Byen er forretningsknudepunktet i Østafrika, og bliver ofte betegnet som en by, der aldrig sover. Byen er hjemsted for mange FN-organisationer, og derfor er der mange hvide. De bor i de rigere bydele bag velklippede hække og pigtråd.
Min egen glæde ved byen var nærmest omvendt proportionalt med antallet af besøg. Jo flere gange jeg besøgte byen, jo mindre lyst fik jeg til at bosætte mig dér. Kanana var omvendt ikke specielt begejstret for Nakuru, og derfor skulle vi i kompromisets navn finde et ukendt sted for os begge, som vi kunne kalde ”hjem”.
Vidtstrakte savanner
Vi tog på mange roadtrips rundt på de støvede kenyanske landeveje. Og for hver gang blev vi mere og mere draget til ”the wilderness” omkring Nanyuki. Der var nærmest tale om en magnetisk tiltrækning, hvor kompasnålen dansede omkring Ækvator. Som så mange andre bynavne, stammer navnet fra masaierne og betyder ”Stedet med rødt vand”. Byen ligger i en højde af 1947 meter over havets overflade, og er dermed den 14. højest beliggende by på det afrikanske kontinent. Byen er omgivet af Aberdares (bjergkæde), Lolldaiga Hills og Afrikas næststørste bjerg – Mount Kenya.
Omkranset af de majestætiske højdedrag fremstår Nanyuki som porten til det imponerende Laikipia Plateau, som er et Afrikas vigtigste bevaringsområder for de vilde dyr. Laikipia udgør et område på ca. 9.000 kvadratkilometer og kan med sine vidtstrakte savanner og vilde dyr godt sætte sine besøgende tilbage til tiden, da Karen Blixen første gang betrådte Kenya.
Det eneste positive, covid19 og alle de indførte restriktioner, har ført med sig, er, at temperaturerne omkring Mount Kenya er dalet så meget, at mængden af sne er vokset
Om det var denne lidt gammeldags romantiske drøm om at bosætte sig i det uspolerede højland fjernt fra alting, eller om det var hvedemarkerne, der gav mig en reminiscens til Danmark, skal være usagt. Men jeg følte mig mere og mere hjemme, jo flere gange vi besøgte området. Heldigvis havde Kanana det på samme måde – vi kunne begge se os hjemme her. Nu var blot at finde et stykke jord, som var til salg. Eller rettere – det var egentlig ikke så svært at finde noget, der var til salg, men det var store jordlodder på både 2- og 3-cifrede hektarer. Så den store udfordring lå i at finde noget til salg, der udgjorde mindre end 1 hektar.
Heldet følger som regel de tossede, så en dag blev vi kontaktet af en mand, der havde godt og vel 75.000 m² jordbesiddelser og han var villig til at sælge mindre bidder, hvor vi ovenikøbet selv kunne få lov at vælge hvilket jordlod vi ønskede. Vi endte med at købe 1 acre (svarende til ca. 4.000 m² på et lille højdedrag med den mest fantastiske uspolerede udsigt til Lolldaiga Hills og Mount Kenya.
Her gik vi i gang med at bygge vores hus. Vi tog første spadestik 17. august 2020, og mindre end et halvt år efter stod det færdigt. Selve husbyggeriet fortjener et kapitel i sig selv, så det må du høre næste gang, du ønsker en historie fra de varme lande.
Regnen er forsinket
Jeg drejer væk fra vejen og fortsætter på den improviserede jordvej, som lastbilerne fik lavet, da de bragte byggematerialer. Skyerne opløser sig og åbenbarer det mest fantastiske syn af den sneklædte top på Mount Kenya. Det eneste positive, covid19 og alle de indførte restriktioner har ført med sig, er, at temperaturerne omkring Mount Kenya er dalet så meget, at mængden af sne er vokset.
Regn er en velsignelse og bliver taget mod med stor glæde, for nu bliver det endelig muligt at dyrke sine afgrøder
Skyerne samler sig igen lidt længere henne, og pludselig afbrydes stilheden af et voldsomt brag. Himlen oplyses i store glimt, og skyerne åbner for de livgivende dråber. Som så meget andet hernede på kontinentet, hvor vi har al den tid i verden, som der er brug for, så er regnsæsonen selvfølgelig også forsinket.
Regn er en velsignelse og bliver taget mod med stor glæde, for nu bliver det endelig muligt at dyrke sine afgrøder. Nu skal Kanana og jeg så bare i gang med at få etableret vores køkkenhave. For jeg er allerede blevet så meget afrikaner, at jeg ikke går i gang med at dyrke noget, før jeg er helt sikker på, at himlens sluser åbner sig.
LÆS FLERE KAPITLER I SOMMERSERIEN ‘MIN BY’ HER
Topillustration: Carsten og Kananas nybyggede hjem på savannen udenfor Nanyuki. Foto: Carsten J. Le Blond Willersted
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her