KRISTENDOM // ESSAY – ”Når jeg er forblevet et troende menneske, så hænger det sammen med min baggrund med en præstefar og en mor med pietistisk-romantiske tilbøjeligheder. Dette har jeg måttet arve på min egen måde, og der har ved Gud været nok at rode rundt i, ikke mindst når man som jeg var teenager i 1970’erne, og altid har følt sig hjemme på den moderate venstrefløj, når det kommer til spørgsmål om social retfærdighed og globalt udsyn,” skriver Steen Beck.
Det er påske, og endnu en kristen højtid er over os. Om ikke andet kan dagene, hvor vi mindes om Jesu sidste dage på jorden, være en anledning til at overveje, hvad kristendom er i en tid, hvor sekulariseringsprocessen i lang tid har sat dagsordenen og efterladt mange af os med en vis skepsis, grænsende til afvisning i forhold til alt det, påske og kristendom handler om.
Når vi endelig hører om kristendom, er det på verdensplan, ikke mindst i USA, en højreradikal kristendom, der har vind i sejlene. Der er brug for et modsvar, både i forhold til dem, der har sagt farvel og tak til en religiøs tilværelsestydning, og dem, der bruger religion til at så had og uforsonlighed. Journalist og forfatter Susanne Sayers og sognepræst Jakob Brorholm har i POV International åbnet for debatten, og i tre essays tager jeg bolden op og giver et bud på, hvad kristendom er for mig.
Fra familiealbummet
Allerinderst inde – under diverse lag af nej, måske, hm og tja – har jeg aldrig for alvor været i tvivl om, at jeg tror på Gud, om end jeg for længst har forsonet mig med tanken om, at tro er og bliver en trossag og ikke sikker viden.
Interessemæssigt har jeg langtfra været kostforagter, og det ville være en overdrivelse at sige, at kristendommen har fyldt det hele i et liv, hvor litteratur, kulturhistorie og uddannelsesforskning har taget meget plads i mit professionelle virke.
Men jeg faldt i gryden som barn, og efterfølgende har der ikke været andet at gøre end at forsøge at nå til klarhed over, hvad jeg skulle stille op med det, der fra begyndelsen formede mig.
Kristendom og kirke fyldte godt op i mit barndomshjem. Min far gik ind og ud ad døren med præstekjole og pibekrave på i præstegården, som delte endegavl med kirkegården. I min barndomsverden var kirkekristendommen i bogstavelig forstand vokset tæt sammen med hverdagslivet.
Det var egentlig ikke, fordi min far gjorde et stort nummer ud af at præge mig med kristendom endsige fromhed. Jeg fandt tidligt ud af, at hans egen tro ikke var så hårdfør endda, og han kæmpede hele sit voksne liv med en maniodepressiv lidelse, som gjorde hans liv svært. Indimellem kunne jeg godt mærke, at han bøvlede med sin tro, og han vendte igen og igen tilbage til theodicé-problemet, spørgsmålet om det ondes og lidelsens eksistens, som han vist aldrig fandt et klart svar på.
Oplysningstænkning og videnskab har gjort ufattelig meget godt for menneskeheden. Tænk, hvis vi ikke havde lægevidenskaben og hospitalerne, diverse teknologiske hjælpemidler og et højt uddannelsesniveau
Min far gav mig en vigtig erkendelse med i bagagen, nemlig en sympatisk kulturrelativisme, som ikke ophøjede hans egen protestantiske kulturkristendom til universel sandhed. Han var optaget af samarbejde med andre kirkesamfund, ikke mindst den katolske kirke, og han interesserede sig også levende for både islam, buddhisme og hinduisme.
Min far foragtede enhver form for provinsiel selvtilstrækkelighed, og han sagde tit til mig, at vores sprog om religiøse spørgsmål på et helt fundamentalt niveau er utilstrækkeligt og i øvrigt præget af den kultur, vi tilhører, men at alle troende i sidste instans forsøger at give sprog til det samme. Han var ikke så dum, min far!
Min mor kom fra et indremissionsk miljø. Min morfar og mormor var stærkt troende, og når vi besøgte dem, kunne jeg bruge lang tid på at fundere over den måde, man her gennemførte aftensmåltidet på: Morfar takkede Gud for maden i en lang tale, og der blev sagt meget lidt under måltidet.
Min mors egen tro var enkel og inderlig, og Juleevangeliet med historien om Jesu fødsel, krybben, hyrderne og ledestjernen var for hende et fortryllet univers, hvor hun på sin egen romantiske måde følte sig hjemme.
Jeg vil på ingen måde anfægte den pointe, at når jeg er forblevet et troende menneske, så hænger det sammen med min baggrund med en tolerant præstefar med et kompliceret sind og en mor med pietistisk-romantiske tilbøjeligheder. Alt dette har jeg måttet arve på min egen måde, og der har ved Gud været nok at rode rundt i, ikke mindst når man som jeg var teenager i de vilde 1970’ere og altid har følt sig hjemme på den moderate venstrefløj, når det kommer til spørgsmål om social retfærdighed og globalt udsyn.
Min progressivisme har imidlertid altid haft sine grænser i forhold til utopiske udskejelser, for jeg er ikke bare på vagt over for en højrefløjskristendom, som forvandler Jesu forkyndelse til hadreligion, men også over for en særlig form for venstrefløjsillusion om lyksalighederne i en gudløs menneskelig rationalitet.
Illusioner til højre og til venstre
Oplysningstænkning og videnskab har gjort ufattelig meget godt for menneskeheden. Tænk, hvis vi ikke havde lægevidenskaben og hospitalerne, diverse teknologiske hjælpemidler og et højt uddannelsesniveau.
Tænk, hvis vi ikke øvede os i at argumentere rationelt og finde måder at sameksistere på, selvom vi mener noget forskelligt og i stedet fastholdt styreformer, hvor opstyltede og ofte decideret svagtbegavede mennesker kaldte sig konger af Guds nåde og i dunkle alliancer med en grisk adel og en politisk snedig kirke ranede til sig, og efterlod det almindelige menneske i afmagt og resignation.
Kulturkonservative debattører bruger ofte kristendommen til at harcelere mod afkristningen af vores samfund. Senest har historikeren Henrik Jensen i Mens vi venter på miraklet leveret en fortælling om det moderne menneske som et lemmingagtigt offer for en sekulariseringsproces, der har nedbrudt enhver forestilling om det, han kalder ”nomos”, hvilket henviser til såvel den guddommelige som den menneskelige lov og autoritet.
Personligt ser jeg dog mere et nok så respektabelt reaktionært sindelag end egentlig kristendom i sådanne kulturkonservative måder at bruge kristendommen som nutidskritik på. Hvem får styrke til at tro ved at få at vide, at man intet er og bare skal adlyde? Er det virkelig, hvad kristendom er?
Erkendelsen af, at de gode gamle dage ikke var så gode endda, betyder på den anden side ikke, at vi moderne mennesker skal få glædestårer i øjnene over vores egne kvaliteter, endsige at vi – eller måske skulle jeg sige nogle af os – kan undvære det religiøse sprog og et sted for troen i vores indre lønkammer.
På den verdenshistoriske scene har det 20. århundrede set ikke så få skræmmende eksempler på totalitære ideologier, som i menneskehedens navn og på baggrund af en afvisning af andre mål med tilværelsen end mennesket selv har skabt det ene rædselsregime efter det andet. Lenin og bolsjevikkerne gjorde i den unge sovjetstat en dyd ud af at fremme ideen om det klasseløse samfund, alt imens de konsekvent ophævede civilsamfundet og udryddede kirker og klostre.
Mao og de kinesiske kommunister fremførte rabiate antireligiøse slogans og jog alle slags troende på porten, hvis de da ikke slog dem ihjel. Også Adolf Hitler var antireligiøs i sin agitation og mente vel nærmest, at den dyrkelse af en overnaturlig magt, der skulle til i Det Tredje Rige, skulle rette sig mod ham selv i alt hans narcissistiske vanvid.
Problemet med en særlig form for menneskeidealiserende humanisme er ikke bare, at idéen om, hvad mennesket er og kan blive, let bliver umådeholden og uden modhager, men også at det sprog, vi kunne bruge til at forstå grænserne for vores begær og forholde os til den anden som vores næste i nuet, let kan forsvinde i den abstrakte politiks navn.
Til gengæld siver idéen om det perfekte og visionen om gudsriget for enden af regnbuen ned i megalomane forestillinger om en ny menneskehed, og så har vi dem, som må dræbe mange mennesker, der står i vejen for utopiens realisering, og som til sidst selv bliver slugt af den magt, som de måske engang ville afskaffe.
Den tro, der for mig giver resonans, rummer en indsigt i det menneskelige begærs lunefulde og indimellem katastrofale væsen, samtidig med at den fastholder mig på én afgørende fordring, som er indlejret i selve tilværelsen, nemlig at finde en vej til at leve et engageret og empatisk liv i forhold til min næste.
Inden for den magiske cirkel …
Er det muligt at være et moderne sekulariseret menneske, som sætter social retfærdighed og demokrati i centrum, og som samtidig er optaget af at beskytte og udvikle et tankerum, hvor det er muligt at tale om tilværelsen på en anden måde, end vi normalt gør med vores humanistiske, videnskabelige og politiske sprog? Mit svar er ja, men vi må acceptere grænsen mellem den ene og den anden slags tilværelsestydning, og vi kan her hjælpes på vej af den viden, vi har om legen.
Nu handler kristendom jo ikke bare om, hvordan vi forstår Gud og os selv gennem tro, men også om, hvordan Gud forstår os
Leg er karakteriseret ved, at særlige spilleregler etableres inden for den magiske cirkel, hvor andre forståelser og praksisser end dem, der ligger lige for i hverdagen uden for cirklen, kan udforskes og forbindes med den menneskelige følelses- og erfaringsverden. Når vi fx går i kirke eller beder fadervor, skaber vi kort sagt en alternativ symbolsk orden i forhold til den, vi lever i til daglig, men som samtidig er forbundet med hverdagen ved at oplyse, give mening og udfordre den.
Ligesom barnet i legen agerer i en verden med andre spilleregler, har kun den, der er villig til at spille spillet og har fantasi til at forestille sig verden på en anden måde end den hverdagslige, adgang til alvoren i det sakrale religiøse sprog.
Det er lige netop det, der sker i det kirkelige ritual med dets ”udklædte” præster, en liturgi med en menighed, der deltager i totalteatret på forskellig vis, den fælles afsyngning af salmer, modtagelsen af brødet og vinen, der uddeles under nadveren. Uden ritualer og fællesskabsindstiftende ”lege”, som taler om tilværelsen på en særlig måde, er det svært at forestille sig religion som kollektiv praksis.
… og uden for den magiske cirkel
Hermed er sagen imidlertid ikke udtømt, for man befinder sig jo ikke kun inden for den magiske cirkel, når man leger. Man kan forberede en leg, fx ved at lave rekvisitter og finde tøj, der egner sig; man kan gennem hele legen være hævet over legens begivenheder ved at agere fortæller, og endelig kan man forhandle, hvad der skal ske i legen.
Ligesom barnet i legen ændrer på fortællingen og spillereglerne, kan det troende menneske også stille sig uden for den magiske cirkel og granske, hvad det alt sammen betyder, og hvad vi skal tro på eller ej. Det sker i teologisk og filosofisk refleksion, som udlægger den hellige skrift eller den kristne metafysiks dybere lag, og i særlige skæbnesvangre historiske faser også udfordrer sædvaner og magtstrukturer.
Det var lige netop det, der skete, da Martin Luther i begyndelsen af 1500-tallet satte sig i spidsen for reformationen med sin kritik af den katolske kirke for dens overdrevne og magtunderstøttende iscenesættelse af sig selv.
Granskningen og nye opdagelser sker også i det små, fx når almindelige mennesker forsøger at få hoved og hale i, hvad der er sludder og vrøvl i religiøs tænkning, og hvad der bliver stående som vigtigt og sandt, når vi taler om mennesket som et væsen, som magter en del, men selv tilhører den skabte verden, som er os givet som gave og opgave.
Men nu handler kristendom jo ikke bare om, hvordan vi forstår Gud og os selv gennem tro, men også om, hvordan Gud forstår os. Så bliver det straks sværere at finde ord for det, vi taler om, og så må man efter min mening ty til såvel evangeliernes tale om Jesus og sine egne indre erfaringer. Herom handler de næste to essays.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og