BØGER // ANMELDELSE – ”Massemennesket, dette lemmingagtige væsen uden et gram af selvstændig tænkeevne, er for Henrik Jensen modernitetens udtrykte billede,” skriver Steen Beck om Jensens nye bog, Mens vi venter på miraklet. ”Denne sørgelige skabning fremstår i hans fortælling som slutresultatet af en historie, der startede med pesten i 1300-tallet og i rask tempo fortsatte med reformationen, den franske revolution, romantikken, de to verdenskrige og sluttelig nutidens rettighedskultur. Det lyder grangiveligt som en hardcore konservativ civilisationskritik af den allermest kompromisløse art, og det er også lige, hvad det er.”
De første linjer i historikeren Henrik Jensens nye bog, Mens vi venter på miraklet, siger sådan set det hele. Forfatteren iagttager livet på gågaden Købmagergade i København, og her ser han den moderne masse af mennesker, som bevæger sig i et sandt kaos: ”Man overser hinanden, støder sammen i døre uden øjenkontakt, hader hinanden i køer, taler støjende i mobiler. Der er et skær af fremmedgørelse over sceneriet.”
Det lyder sandt for dyden ikke godt: Markedet og teknologien har transformeret samfundets traditionelle identitetsgivende fællesskaber til statistisk masse.
Massemennesket, dette lemmingagtige væsen uden et gram af selvstændig tænkeevne, er for Jensen modernitetens udtrykte billede, og denne sørgelige skabning fremstår i hans fortælling som slutresultatet af en historie, der startede med pesten i 1300-tallet og i rask tempo fortsatte med reformationen, den franske revolution, romantikken, de to verdenskrige og sluttelig nutidens rettighedskultur. Det lyder grangiveligt som en hardcore konservativ civilisationskritik af den allermest kompromisløse art, og det er også lige, hvad det er.
Lad os til en begyndelse se, hvordan Jensen argumenterer for sin apokalyptiske dom over det, han kalder det senmoderne samfund.
Det modernes fødsel
Engang hang det hele sammen. Mennesker havde det muligvis forfærdeligt, og livet var for mange hårdt, fattigt og udsigtsløst. Ikke desto mindre levede man i en verden, hvor sagerne hang sammen.
Horisontalt sørgede sociale klasser og hierarkier for den timelige orden, og vertikalt rådede Gud i toppen som garant for en vished om både synd, nåde og det evige liv. Nomos, loven, dannede rammen om ethvert menneskes liv, og i den forstand kendte man sin plads og bøjede sig for såvel de jordiske som himmelske autoriteter.
I 1300-tallet kom pesten til Europa, og hermed begyndte den krogede vej mod moderniteten, hvor såvel Gud som jordiske autoriteter systematisk blev undergravet af individualisering og sekularisering.
Den moderne velfærdsstats tid var kommet, og den har Jensen ikke noget godt at skrive om
Pesten fremmede menneskers følelse af at være overladt til sig selv, og denne grundfølelse tog til i århundrederne herefter og blev akkompagneret af opgøret med den skolastiske teologi i skikkelse af William af Ockham, som efterlod mennesket med en tænkning, hvor man ikke længere kunne stole på, at der bag tilværelsens umiddelbare fremtrædelsesformer gemte sig en sikker mening.
Humanismens menneskefikserede tid dukkede snart op, og den fandt et både kunstnerisk og filosofisk højdepunkt i renæssancen og med Pico della Mirandolas lovprisning af det skabende menneske.
Reformation, revolution og verdenskrige
I 1500-tallet rystede reformationen med Martin Luther i spidsen den traditionelle religiøse orden. Luther forsøgte – og det skal han efter Jensens mening have tak for – at redde kristendommen fra humanismen med sin teologi om, at mennesket i sig selv intet kan udrette og kun kan frelses af Guds uendelige nåde.
På den lange bane bar reformationen ikke desto mindre ved til modernitetens projekt med dertil hørende individualisering qua troens løsrivelse fra de kirkelige autoriteter og som et mellemværende mellem hin enkelte og Gud uden mellemmand.
Luther forsvarede troen på Guds uendelige kærlighed og menneskets afgrundsdybe synd til det sidste, og i den berømte diskussion med Erasmus af Rotterdam understregede han, at idéen om gode gerninger og viljens frihed overså menneskets afgrundsdybe synd og totale mangel på andel i frelsen. Jensen citerer Luther for at mene, at hvis Erasmus fik ret, var det slut med Kristus.
Det er noget af en civilisationskritisk svada, man får serveret hos Jensen, og den er entydig og uden de store nuancer
Han tilføjer, at historien viser, at det var en rigtig pointe, for med forestillingerne om den frie vilje blev vejen banet for liberalhumanismen, sekulariseringens fremmeste ideologi – og hen ad vejen inficerede denne også protestantismen selv med diverse lunkne kompromisdannelser mellem teologi og det moderne menneskes længsel efter at være herre i eget hus.
Næste kapitel i Jensens fortælling om, hvordan det europæiske menneskene mistede Gud, er den franske revolution. I kølvandet på den franske revolution, som satte sekularisme og humanisme i system, opstod rædselsregimet, hvor den traditionelle ordens forvaltere såsom konger og præster fik kappet hovederne af.
Selvom 1800-tallet faldt nogenlunde til ro efter Napoleonstiden, så satte ikke mindst den romantiske bevægelse skub i de megalomane forestillinger om mennesket som altings mål og middel. Man talte nok om Gud, men det var en følelsernes Gud, en skikkelse som passede fint til forestillingen om et menneske, hvis følelser var larger than life.
Sekulariseringen buldrede afsted og blev understøttet af naturvidenskab, teknologi og nationalisme. Første Verdenskrigs skyttegrave og granatchok indledte det 20. århundredes mentalitetshistoriske deroute, og den fortsatte i Weimer-republikken, hvor Gud var væk, kejseren var væk, faderen var væk. Afhierarkiseringen medførte et kulturtab af dimensioner, og tilbage var kun massen og en stigende frygt, som Hitler og Det Tredje Rige herefter kunne sætte i system.
Den moderne velfærdsstat
Da en ny verdensorden så dagens lys efter Anden Verdenskrig, stod der endnu mere frigørelse, sekularisme, ateisme, fremskridt, demokrati og rettigheder på dagsordenen. Den moderne velfærdsstats tid var kommet, og den har Jensen ikke noget godt at skrive om.
I nutidens rettighedssamfund kender ingen til pligt, et af forfatterens yndlingsord, for såvel den jordiske som den himmelske autoritet er forduftet i lutter omsorgsideologi, og de opvoksende generationer ved intet ved om det kristne livssyn. Med nåden kørt ud på et sidespor er frelsen overladt til de moderne ideologier, der lover guld og grønne skove i en tid, hvor det kristne evighedshåb er konverteret fra himmel til jord. Alle har ret til alt, og de skal have mere og mere af det for at dulme nerverne i en tid, der ikke kan levere mening.
Hvor ved Jensen alt det fra? Det er vist ikke andet end, undskyld mig, en nærmest romantisk følelse, han går rundt med som det tryghedssøgende moderne menneske, han selvfølgelig også er
I skolen skal børn og unge lære at agere selvstændigt akkompagneret af overskrifter som ”ansvar for egen læring”. Dette slogan siger for Jensen alt om, at idéen om mennesket som sin egen tilværelses herre er løbet helt af sporet. Resultatet er et utal af symptomer på, at nutidens unge mennesker har det elendigt, for hvem kan eksistere i en verden, hvor forladtheden råder: ”Uden autoritet og pligtkultur til afvejning bliver frihed til isolation, normløshed og tabsfølelse.”
Henrik Jensens historiske blik
Det er noget af en civilisationskritisk svada, man får serveret hos Jensen, og den er entydig og uden de store nuancer. Specielt kapitlerne om modernitetens optakter er interessante, mens analysen af nutidens kultur forekommer mig slap og overfladisk og ikke til at skelne fra almindelig moralsk panik og jamren i avisklummer og læserbreve.
Jensens retoriske kneb er at operere med en radikal fremmedgørelsestese, som reducerer nutidens mennesker til bevidstløse stakler, som er produkter af tiden, alt imens den alvidende beskuer, nemlig Henrik Jensen selv, gennemskuer det hele. Ideen om at alt og alle i det senmoderne samfund er fremmedgjorte stakler minder til forveksling om de mest ekstreme varianter af marxistisk ideologikritik og kapitallogik i 1970’erne – selvom Jensen jo selv mener, at han befinder sig i den anden ende af det politiske spektrum som det konservative gemyt, han med sine egne ord er på en god dag.
Jensen har ret i, at nutidens forbrugskultur er forbundet med et begær efter mere og mere, som er farligt, og han har også ret i, at vi må finde måder at begrænse dette begær på, fx ved at afkoble forbrug fra længslen efter det gode liv
Et andet karakteristisk træk ved Mens vi venter på miraklet er forfatterens løbskgående længsel efter ontologisk tryghed, dvs. en følelse af at være i samklang med tilværelsens dybe mening. Problemet med den nærmest mytiske forestilling om historien som en udvikling fra en oprindelig guldalder til nutidens jernalder er imidlertid, at der i stort og småt er tale om en projektion af et moderne menneskes følelser og længsler ned i en fortid, som Jensen dybest set kun ved meget lidt om set ”indefra”.
Mon verden virkelig hang sammen for mennesker i middelalderen? Mon troen reddede dem fra smerte, afgrundsdyb sorg – og mon kristendommen holdt rædslerne i forhold til vold, overgreb, sygdom og død stangen? Hvor ved Jensen alt det fra? Det er vist ikke andet end, undskyld mig, en nærmest romantisk følelse, han går rundt med som det tryghedssøgende moderne menneske, han selvfølgelig også er.
Pudsigt nok interesserer Jensen sig ikke så meget for Gud, den overordnede meningsgiver, som man måske skulle tro. Teologerne giver han eksplicit én over snuden, for de har, kan man forstå, generelt modarbejdet troen ved at gøre tingene indviklede, og nu er det for sent. Grundlæggende ser det ud til, at vi i Jensens erklærede pessimistiske optik på fremtiden ikke kan gøre så meget andet end at resignere og sagtmodigt håbe på en katastrofe, eller hvad det nu er, der kan virkeliggøre hans lille håb om Guds genkomst.
Forbiere og træffere i skydeteltet
Når man skyder vildt omkring sig i portrættet af nutidens nihilistiske kultur, rammer man selvfølgelig noget. Der er vitterlig rigeligt at være bekymret over i disse år, både ude og hjemme. Jensen har ret i, at nutidens forbrugskultur er forbundet med et begær efter mere og mere, som er farligt, og han har også ret i, at vi må finde måder at begrænse dette begær på, fx ved at afkoble forbrug fra længslen efter det gode liv.
Teknokapitalismens hærgen er også kolossal trussel mod vores demokrati og personlige integritet. Autoritetskrisen i skolen er også værd at gøre noget ved, men for mig at se handler det ikke om en tilbagevenden til de gode gamle dage, men om nye måder at forstå lærerens rolle på, som ikke gør autoritet til et fyord, samtidig med at man også forholder sig til tidens motivationskrise.
Jeg er sådan set enig med Jensen i, at også vi moderne mennesker har brug for at tro på noget, der er større end os selv, og at vi har et mellemværende med Gud, som er uforløst i sekulariseringsprocessen. Men modernitet og tro behøver ikke at udelukke hinanden, hvad det da heller ikke gør for mange mennesker. Jeg bryder mig virkelig ikke om ordet ”åndelig oprustning” og ville ønske, at dette krigsudtryk blev fjernet fra det danske sprog, men åndelighed er der brug for i en tid, hvor forbrugskultur og konkurrencestat har trængt andre måder at forstå moderniteten på i defensiven.
Så noget får Jensen fat i, men hans karikatur af det moderne Danmark er også fuld af klicheer. Er danskere fx blot og bart tilhængere af en rettighedskultur? Vi lever et af verdens mest regelbestemte samfund, vi betaler mere eller mindre gladelig vores skat til det fælles bedste, vi har stadig et civilsamfund fuld af foreninger og små fællesskaber, vi har et demokratisk samfund, som sikrer en ”nomos”, som på mange måder er velfungerende på modernitetens præmisser og nok det bedste værn mod totalitære kræfter.
I sidste ende forekommer Jensens lidt tilbagelænede og tilbageskuende position mig at være amoralsk, absurd og selvmodsigende. Jeg kan ikke se andet, end at diverse kriser i det moderne tilsiger, at vi tænker os mere om og ikke (jf. diskussionen mellem Luther og Erasmus) opgiver at tænke selv.
Hvordan kan Jensen argumentere for autoritet og kærlighed til historien, hvis den autoritet, man påberåber sig, er retten til at forkynde dommedag og undergang, og hvis kærligheden til historien skal bestå i at elske underkastelse? Det forekommer mig at være ikke så lidt af en intellektuel form for sadomasochisme, som efterlader opvoksende generationer med mere angst end tro.
Men tak for (klage)sangen, Henrik Jensen. Det har været øjenåbnende og på visse stræk også tankevækkende at læse om kristendommens skæbne på den lange historiske bane.
Er man til historiske bøger, som er tæt knyttet til forfatterens holdninger og idiosynkrasier (og jeg er ikke udelt modstander af genren), kan Mens vi venter på miraklet anbefales, om end jeg personligt foretrækker forfatterens Det faderløse samfund fra 2006, hvor de samme temaer behandles i en noget mere afmålt udgave. Man skal bare lige huske, at Jensens position dybest set er stopfuld af historiske antagelser afledt af et moderne menneskes længsel efter en tid, som sandsynligvis aldrig har eksisteret på den måde, han påstår.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og