LITTERATUR // ESSAY – Romaner fra Weimarrepublikken kredser om en bekymring for, hvorvidt Europa havde lagt sin storhedstid bag sig, hvilket ligeledes er en frygt, som figurerer i vore dages europæiske debatter, skriver Frederik Thomsen.
Weimarrepublikkens dristige intermezzo imellem det tyske kejserrige og nazisternes racearistokratiske rædselsregime er en af det 20. århundredes mest fascinerende perioder. En tumultarisk periode, 1918-1933, hvor Tysklands forudgående krigsnederlag, en række fejlslagne revolutioner og tidens brutale hyperinflation frisatte den politiske og sociale fantasi – fremtiden var et tomt lærred, som kaldte på emancipatoriske eksperimenter og kunstnerisk kreativitet.
Her et århundrede senere, i det nye årtusindes 20’ere, er Weimar-årene blevet genstand for en støt stigende interesse og fascination
En rammende betegnelse for perioden er en “dans på vulkanens rand”, som kulturhistorikeren Peter Gay skriver i sit værk om denne åndelige heksekedel, hvor den kulturelle fornyelsestrang levede side om side med fremkomsten af omsiggribende teknologiske landvindinger og en stigende politisk vold og ustabilitet.
1920’ernes Weimarrepublik udgjorde således en fertil grobund for diverse seksuelle og kunstneriske eksperimenter udlevet af en desillusioneret krigsgeneration, der i kølvandet på 1. Verdenskrigs civilisatoriske sammenbrud rystede en selvdestruktiv samtids konventioner af sig og dyrkede alt fra amerikansk jazzmusik til burleske natklubber og ekspressionistisk billedkunst.
Her et århundrede senere, i det nye årtusindes 20’ere, er Weimar-årene blevet genstand for en støt stigende interesse og fascination, der blandt andet kan aflæses i den populære og rekorddyre tv-produktion Babylon Berlin, hvis fjerde sæson fik verdenspræmiere sidste år. Et andet eksempel er Louisianas stort anlagte udstilling Det kolde øje – Tyskland i 1920’erne, som i 2022 introducerede danskerne for den fascinerende kunstbevægelse Neue Sachlichkeit.
En forståelig interesse, der ikke blot skyldes den liberale Weimar-ånds kønslige og kulturelle grænseløshed, hele det spektrum af idémæssige nybrud, der udgik fra epokens politiske og kulturelle laboratorium, men som ligeledes kan forklares med henvisning til de mange politiske paralleller til vores egen tid.
Eksemplerne herpå er mange og omfatter blandt andet inflation, krigsfrygt samt stigende politisk polarisering og mistillid til demokratiet og dets institutioner. Dengang endte det med nazisternes magtovertagelse, hvorfor historien om Weimarrepublikken også rummer en evig relevant lektion om demokratiets skrøbelighed og det barbariske potentiale, der ulmer under civilisationens tynde fernis.
Også på bogmarkedet bugner det med nye udgivelser af relativt ukendte værker fra Tysklands brølende 20’ere, der som værdige tilføjelser til Weimarrepublikkens litteraturkanon både gør læseren klogere på tiden i dag såvel som dengang. Lad os se nærmere på dem.
Weimarrepublikkens bøger #1
Til de klassiske Weimar-værker hører Alfred Döblins kanoniske storbyroman Berlin Alexanderplatz om den kriminelle proletar Franz Biberkopf, som efter et fængselsophold forlader det velorganiserede liv bag murene til fordel for indlemmelsen i den moderne metropols pulserende kaos og pluralistiske kultur af sociale og ideologiske modsætninger.
Döblins litterære monument over Weimar-Berlins ånd og topografi udmærker sig særligt ved sit fortælletekniske greb, montageformen
Döblins litterære monument over Weimar-Berlins ånd og topografi udmærker sig særligt ved sit fortælletekniske greb, montageformen, som via blandt andet avisoverskrifter og politirapporter udmaler et virkningsfuldt portræt af 20’ernes fragmenterede storbyvirkelighed – en jazzet synkopering af travle menneskemængder, sporvogne og flimrende gadelygter, som minder om billedkunstneren Ernst Ludwig Kirchners ikoniske afbildninger af mellemkrigstidens mekaniske, anonyme og erotisk ladede storbyliv.
En anden klassiker er Christopher Isherwoods selvbiografiske roman Farvel til Berlin fra 1939, der i en fiktionaliseret form tager livtag med sine år som forfatter og homoseksuel i den tyske hovedstad i årene forud for Weimarrepublikkens sammenbrud. Isherwoods litterære hovedværk er i forlængelse heraf en fængslende reportage, som i et passivt registrerende sprog udmaler et stemningsmættet billede af tiden umiddelbart før, republikkens urovækkende politiske klima kulminerede i den tyske nations tragiske udbrud af ideologisk motiveret vold og racisme.
Weimarrepublikkens bøger #2
Men hvad nyoversatte og mindre berømte værker angår, udgav forlaget Jensen & Dalgaard sidste år Erich Kästners burleske sædeskildring af Weimarrepublikkens sidste tid, I hundene, fra 1931. Kästners manuskript blev oprindeligt udgivet i en kraftigt censureret version på grund af sit eksplicitte seksuelle indhold, men foreligger med denne udgivelse nu for første gang på dansk i sin originale form.
Romanen skildrer den desillusionerede hovedperson Fabians omflakkende tilværelse i mellemkrigstidens babylonske Berlin, og tegner et apokalyptisk billede af en rådvild by martret af fattigdom, seksuelle neuroser og ølstuefanatisme. Berlin portrætteres således som en misantropisk verden af utugt og undergang. En illusionsløs ophobning af bordeller, vold og meningsløshed, hvor menneskeheden har mistet orienteringen og er gået i hundene.
“I hundene” synes grundlæggende skrevet på en gryende fornemmelse af undergang
Hvor Döblin skriver associativt, udfolder Kästner derimod Weimarrepublikkens selvdestruktive kurs i et nøgternt registrerende sprog, hvorfor han leder tankerne mod samtidige billedkunstnere som George Grosz og Otto Dix, der efter 1. Verdenskrig steg ned fra den tyske ekspressionismes spirituelle piedestal til fordel for et større praktisk engagement i Weimarrepublikkens sociale problemer. I forlængelse af disse billedkunstneres nøgterne realisme holder Kästner et spejl op foran samfundet, der ikke reflekterer noget glansbillede, men som derimod indfanger væsentlige aspekter af efterkrigstidens tyske storbyliv.
I hundene synes grundlæggende skrevet på en gryende fornemmelse af undergang, hvorfor den på sin vis indvarsler det forestående sammenbrud, hvis realhistoriske omfang Kästner imidlertid ikke kendte ved romanens undfangelse. På denne baggrund kan bogen læses som et litterært stormvarsel og en interessant indføring i overgangen mellem de hedonistiske 20’ere og autoritære 30’ere.
Weimarrepublikkens bøger #3
Et andet fascinerende blik på Weimarrepublikkens Berlin finder man i Franz Hessels stilistisk raffinerede kollektivroman En dag mellem to verdenskrige udgivet af forlaget Klara W. (2021).
Store dele af bogen udspiller sig således i Weimar-Berlins forlystelseskvarterer, hvor kabaretten og natklubben inkarnerede den nye tids katedraler
Franz Hessel var en tysk boheme, som tilbragte sin ungdom i de europæiske metropolers kosmopolitiske kunstnerenklaver, og romanen er i forlængelse heraf et kig ind i myten om de brølende 20’eres letsindige drikkegilder og frisindede kønsmoral. Hessel fremskriver med andre ord et intenst øjebliksbillede fra tiden før Wallstreet krakkede, og de nazistiske stormtropper indtog Berlins gader, hvorfor romanen udfolder et melankolsk billede af en tid, som står for fald. Konkret skildrer den et enkelt døgn i 1924 centreret omkring den adelige ungkarl Wendelin, som har forelsket sig i sin filologiprofessors rastløse ægtefælle.
Sammen planlægger de at stikke af til Italien, men forinden introduceres læseren for et spraglet persongalleri af farverige eksistenser, som i form af blandt andre en flirtende kabaretsangerinde og en gavmild finansmand hengiver sig til bohemeskabelonens udsvævende revolte. Store dele af bogen udspiller sig således i Weimar-Berlins forlystelseskvarterer, hvor kabaretten og natklubben inkarnerede den nye tids katedraler.
Weimarrepublikkens bøger #4
Hessels storbyroman portrætterer en melankolsk hengivelse til et vitalistisk nu i mellemkrigstidens Berlin, der som politisk og eksistentielt motiv ligeledes står centralt i den relativt ukendte Yvan Golls Weimar-satire Sodoma og Berlin (2023). Romanen er udgivet på forlaget Wunderbuch og udgør sidste bind af Golls anbefalelsesværdige romantrilogi om den europæiske værdikrise i kølvandet på 1. Verdenskrigs afslutning. De øvrige værker er Eurobacillen (2021) og Ned med Europa (2022), som i lighed med førnævnte er skrevet i 20’erne og udspringer af Golls undergangsprofetiske kulturpessimisme.
Et univers af ødselhed og ekstravagance, hvor den galopperende inflation og mangel på fremtid kaldte på en intens tilstedeværelse i nuet, som blev forløst i hedonismens letlevende sorgløshed
Sodoma og Berlins dystre bagtæppe er den destabiliserende hyperinflation, “papirsneen”, som i 1923 affødte en længsel efter udskejelse og glemsel. Golls roman skildrer derved inflationens indvirkning på samfundsmoralen, idet den udfolder berlinernes “tilflugt under illusionens og vellystens himmelstrøg”. Et univers af ødselhed og ekstravagance, hvor den galopperende inflation og mangel på fremtid kaldte på en intens tilstedeværelse i nuet, som blev forløst i hedonismens letlevende sorgløshed.
Parallelt hermed skildrer romanen en beslægtet atmosfære af længsel efter nye holdepunkter, som kunne danne fast grund under fødderne i det tomrum, der fulgte i slipstrømmen på den gamle verdens erosion. Undergangen og genopstandelsen er dermed forbundne størrelser i Golls satiriske roman, som konkret er centreret om den unge hovedperson Odemar Müller, der er læserens guide rundt i den eksistensæstetiske sterilisering af tilværelsens principielle potentialer, som udgik fra Weimarrepublikkens deliriske livsstilslaboratorium.
Odemar er en substansløs nomadesjæl, der som fluepapir for mellemkrigstidens politisk-mytiske strømninger veksler mellem diverse anskuelser og identiteter i en verden befolket af drømmere og metafysikere – inkarnationen af Tysklands spekulative ånd. I løbet af romanen flirter han med alt fra kejsertro nationalromantik til gotisk mysticisme og revolutionær socialisme, hvorfor han legemliggør flere af den tyske forløsningslængsels forskellige udtryk og tilbud om frelse. Tilbud som til overmål udbydes af den søgende tidsånds sekteriske udvalg af politiske kvaksalvere og selvbestaltede profeter, der i en forvirrende fusion af ekstase, frigørelsesidéer og eventyr lod slagordet og galskaben agere værn mod den tyske sjæls deroute.
På denne baggrund spejler hovedpersonen Odemar den jagt efter en ny identitet, som karakteriserede den tyske nation i kølvandet på 1. Verdenskrigs afslutning. En dragning mod et væld af abstrakte ideologier og livsreformerende visdomstraditioner, der i 30’ernes nazistiske inkarnation slog om i den vildfarelse, som beseglede Tysklands kurs mod de sortsvedne krematorieskorstenes civilisatoriske afgrund.
På sin vis kredser alle de nye udgivelser om en bekymring for, hvorvidt Europa havde lagt sin storhedstid bag sig, hvilket ligeledes er en frygt, som figurerer i vore dages europæiske debatter. Weimarepokens spirende kulturliv var i forlængelse heraf ikke blot en optakt til Nazitysklands nationalromantiske militarisme, men derimod en guldgrube af livsstiliserende eksperimenter og filosofi, litteratur og billedkunst med appel til os i dag.
Ovenstående bøger er et godt sted at starte, hvis man ønsker at blive klogere på såvel den kortlivede Weimarrepublik som på vores egen tid, der i lighed med mellemkrigstidens Tyskland kan karakteriseres ved et polariseret politisk klima, demokratisk recession, nye geopolitiske spændinger og teknologiske landvindinger samt en svindende sammenhængskraft og gryende fornemmelse af forfald. En art dansen på vulkanens rand igen.
Læs også Rune Delfs analyse af den nuværende tyske højrefløj og Bo Heimanns anmeldelse af I hundene.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her