DON JUAN // ESSAY Måneden ud spiller Don Juan på Det Kongelige Teater, og selvom hans rolle ikke forfører synderligt, gør stykket det. Men kan man virkelig elske alle? Bliver verden mere absurd, des mere man elsker, og kan man leve kunstnerisk uden benspænd?
At kunne elske alle – ganske umiddelbart og så endda med samme lidenskab – det må da være idealet: For ville verden så ikke boble af supermeget dejlig kærlighed? Eller ville det tværtimod føre til absurditet?
Måneden ud springer Morten Hee badut som Don Juan i skuespillet med samme titelnavn, der lige nu opføres på Store Scene på Det Kongelige Teater. Her inkarnerer han den arketypiske forfører – ham, der udlever det rent sanselige og nydelsesbetonede liv – uden hverken pligt eller himmel, men hvor hjertet immervæk flyder over.
En forførers tal må være højt og vilkårligt
Selvom Anna Balslevs opsætning af Molières klassiske komedie fra 1665 er prægtig, og skuespillet er i atletisk topform, lykkes det alligevel ikke helt den store forfører for alvor at forføre.
Forførelsen og fantomernes drømmebilleder
Det er følgelig også hårde odds at være oppe mod den udefrastående betragter, der kender hovedrollens hele kronologi, for selvfølgelig er forføreren langt mere forførende for den, der snubler over ham på sin vej og lader sig falde værgeløst for de erotiske tilnærmelser og fantomernes drømmebilleder.
Der er mange ting at sige om Don Juan, men særligt kendetegnende er, at han ikke er en mand, der samler på kuriositeter. Don Juan elsker alle kvinder. Det er den abstrakte ide om kvinden, kvindeligheden som sådan, der pirrer ham, og ikke det særegne hos den enkelte kvinde.
Således kan enhver gøres til genstand for hans efterstræbelse: De tykke og tynde, høje og lave og i Balslevs fortolkning af stykket, mænd og kvinder. Hver og en får samme tur; de tages alle med samme sanselighed, og elskovsakten ser ud på nøjagtig samme måde hver gang.
Don Juan er mester i at nedlægge kvinder og har haft 640 i Italien, 231 i Tyskland, 91 i Tyrkiet, 100 i Frankrig og 1003 i Spanien: Alt fra bondepiger til prinsesser. En forførers tal må være højt og vilkårligt.
I Enten-Eller skriver Søren Kierkegaard om forføreren og forførelse, erotik og ægteskab – noget, der lå ham personligt på sinde efter bruddet med Regine Olsen. I værket præsenteres man for de to forskellige typer: Æstetikeren og Etikeren, og hvem Don Juan er, giver vist sig selv.
For Don Juan ønsker alene at befinde sig inden for nydelsen og rusens kategori, og han skriver sig op imod spidsborgeren, hvis tanker, der blot følger tidens konventioner, han finder tynde og skrøbelige som kniplinger, som der står i en diapsalmata. De blodfattige spidsborgerdyr lever alle ens, og så har de tabt sansen for at drømme, og selv hvis de ikke havde, turde de ikke følge dem.
Men Don Juan drømmer, elsker og lever frit: “Det føles, som om jeg kunne elske hele jorden!” udbryder han, og har vist nær glemt, at han lige er blevet gift med den (i hvert fald i dette stykke) skønne nonne Donna Elvira, som i den aktuelle opsætning spilles af Ellaha Lack, der mesterligt gengiver den forladte kvindes følelseslivs brede repertoire fra intens vrede til uselvisk tilgivelse.
Ren af hjerte
Selvom Don Juan snurrer rundt om sig selv og fortaber sig i nye forelskelser og lover ditto ægteskaber væk, er han i sin umiddelbarhed ren af hjerte. Hans forførelse er ikke kynisk og overlagt, manøvret ned til mindste deltalje som hos en anden forførertype, Kierkegaard skildrer, nemlig Johannes Forføreren.
Men er der nu alligevel ikke noget amoralsk ved denne færden, som vores kære forfører lægger for dagen? Jeg mener, der er vel grænser for, hvor dårlig en hukommelse, man kan tillade sig at have. Altså hvordan man kan fortsætte med at tro, at man i lige netop dette stående nu skulle være så meget mere oprigtig, end man var i alle de tidligere nu’er, hvor man også syntes at føle umiddelbar oprigtighed, men alligevel endte med at såre?
For meget kvantitativ kærlighed går altså dårligt hånd i hånd med tanken om romantisk kærlighed
Don Juan holder aldrig dommedag over sig selv og er mere end glemsom. Men at være ægte moralsk kræver hukommelse.
Han kæmper for ingen begrænsninger, hvilket i Moliéres katolske Frankrig er en direkte kamp mod Gud, som for Don Juan da også står som den moralske røst af frihedsberøvelse. Og selvom han ikke ender i helvede som i Mozarts opera, kommer han også her til at mærke konsekvensen af sine valg, når han i Balslevs opsætning på ret raffineret vis dømmes til tomhed.
I Sisyfos-myten vier Albert Camus et par sider til Don Juan-skikkelsen, hvor han skriver, at det at elske for mege, fører til absurditet: “Jo mere man elsker, jo større bliver absurditeten”.
Det er nemlig ikke af mangel på kærlighed, at Don Juan skifter den ene kvinde ud med den næste, men på grund af for meget kærlighed. For meget kvantitativ kærlighed går altså dårligt hånd i hånd med tanken om romantisk kærlighed.
Er sanseligt lig med kunstnerisk?
Fejlagtigt tror Don Juan om sig selv, at han lever kunstnerisk, fordi han lever sanseligt, hvortil man kan spørge om, man overhovedet kan leve kunstnerisk uden benspænd? Når kunstnerne, om det så er dogmefilmsinstruktører, Oulipo-gruppen eller Inger Christensen, sætter benspænd for sig selv, er det for at fremme kunsten – ikke for at begrænse den, skønt begrænsningen fremmer noget andet.
Da Lars von Trier, Thomas Vinterberg, Søren Kragh-Jacobsen og Kristian Levring afgav deres kyskhedsløfte i 1995, var det for at nå ind til noget essentielt og modvirke overfladisk banalisering ved at barbere det rent æstetiske væk.
Men Don Juan kæmper imod alt, der krænker hans frihed og ethvert benspænd, der kunne få ham på sporet af noget mere end blot effektfuld underlægningsmusik og neonorgastiske farvefiltre i den tomhed, som nuet, når det står helt alene, uden fortid og fremtid er.
Det, man vander, vokser, men Don Juan vil putte alt, hvad der er skønt og sanseligt ind i sit liv, og hvad end det gælder liv eller film, medvirker dette kun til at forstyrre billedet, for når alt er alt, er det også ingenting, og fordi alting var spændende – og lige så spændende – blev intet nogensinde stort. Det hele var der bare, helt rodet sammen og på samme tid: Hæsligt fragmenteret og særdeles grimt at se på. Og dette er ment som en æstetisk betragtning.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
