De døde drenge — Arkivfoto: Flemming Bo Jensen

Inger Tejlgaard Olesen Ravn 18.07.2025

DE DØDE DRENGE OG UNGE MÆND // ESSAY – Ni unge mænd mistede livet på Roskilde Festival for 25 år siden. Det gør stadig ondt – men dødstallene fra i dag gør det sværere at glemme. I 2024 døde mere end dobbelt så mange drenge og unge mænd som piger og unge kvinder. Tallene skaber en ny slags eftertanke: Hvorfor rammer døden oftere de unge mænd?

Det er alt sammen på grund af 25-året for de ni døde drenge på Roskilde Festival, at jeg begynder at spekulere over det. Jeg tænker over, hvorfor det er drengene, der dør. Ikke fordi det har noget med køn at gøre. Ingen sparkede eller trampede intentionelt på drengene fremfor pigerne, så hvordan kan det være kønnet? Men det er det jo alligevel. Der var ni døde drenge. Ikke nogen piger. Hvordan kan det ikke være kønnet?

Og jeg kan sagtens få øje på forklaringerne: Drenge lytter mere til rockmusik, de går højere op i musikken, de lytter mere til den hårdere rock, de opfører sig vildere, mere aggressivt, de drikker mere, de tager flere stoffer, de er mere påvirkede, deres reflekser er langsommere, og derfor kan de ikke vurdere faresignalerne.

Stenen skal sørge for, at vi aldrig glemmer. At vi ikke glemmer, hvor skrøbelige vi er, os mennesker, at vi aldrig glemmer, at ni drenge mistede deres liv

Alt sammen bare det sædvanlige med de der drenge: de er længere tid om at blive modne, hjernen er ikke fuldt udviklet, før de er engang i tyverne, derfor kan de ikke overskue konsekvenserne, derfor tager de flere risici, værsgo, der har du årsagerne, det har intet med køn at gøre, ikke på nogen undertrykkende måde, højst på en selvforskyldt og dumdristig måde.

Men alligevel. Ni døde drenge.

Jeg kan heller ikke rigtig stille mig tilfreds med det som årsagsforklaringer.

Hver af drengene havde en mor og en far, der aldrig fik deres barn hjem. De var jo knapt voksne. Ni døde, det er flere døde på en enkelt aften i juni, end Danmark mistede soldater i hele Irakkrigen.

Måske er det kun, fordi jeg har ferie og derfor har tid til at tænke over alting, men så bliver jeg nysgerrig og tjekker Danmarks Statistik.

Jeg tænker, at ungdommen starter tidligere for piger og unge kvinder og slutter senere for drenge og unge mænd, så jeg bruger en bred margen, fra 10 år til 30 år. Jeg forventer at se en forskel, alligevel overrasker resultatet mig – eller, det chokerer mig. I 2024 døde 109 piger og unge kvinder, over for 233 døde drenge og unge mænd. Det burde være unødvendigt at sige, at hver eneste af de 342 døde børn og unge er en dyb og unødvendig tragedie. Jeg siger blot, at det er en forskel, der er til at få øje på.

De døde drenge og det usagte

Langt mere end dobbelt så mange døde drenge som døde piger i 2024.

Vi ved jo fra alle undersøgelser, at det først og fremmest er pigerne, der melder om mistrivsel. De fortæller om ensomhed og om at have det dårligt mentalt.

Men at gå efter dødstallene, skulle man tro, vi havde et endnu større problem med drengene.

Virker det ikke som en indbygget selvmodsigelse, når de unge mænd, drengene, rapporterer, at alt går fint, strygende eller endda forrygende, holdt op mod dødstallet? Er det en forklaring eller en bortforklaring at pege på modenhed og manglende hjerneudvikling?

Uanset om det er tilfældet, så er det vel ikke det, der slår ihjel? De unge mænd dyrker en højere grad af risikovillig adfærd, det kan vi godt konstatere. Men når en person lever livet på kanten, i overhalingsbanen, med speederen i bund, når et menneske drikker for meget, tager for mange stoffer, når en ung fester non-stop, er det så et tegn på god trivsel?

Er det en fest at feste så meget?

Roskilde 2000:

Der er et før: Jeg havde været på Roskilde i mere end en uge allerede, som en del af det catering crew, der lavede mad til scenefolkene, mens de byggede festivalen op. Vi havde adgang til pladsen og besøgte scenerne, efterhånden som de blev til.

En sen regnvejrsaften havde jeg stået småfuld på Orange og råbt: “Hva’ så Roskilde! Er I der?” ud i silende mørke og tomhed.

Jeg sad inde på festivalpladsen, da portene åbnede. Jeg så det bølgende sorte hav af tynde, unge mænd med halvlangt, sort hår i sorte Metallica-t-shirts der kom sejlende ind, da klokken slog hel.

Det var tid.

Senere den aften stod jeg foran scenen og hørte Iron Maiden sammen med en sød gut fra festival-catering. Der var god stemning. Det var chilleren.

Bruce Dickinson, forsangeren fra bandet, klatrer op på canopy-stilladset og mooner ud over festivalen med sin rynkede røv. Jeg kommer til at grine. Den gamle mand!

Pludseligt giver den svenske kæmpe ved siden af mig et puf, så jeg er ved at gå i jorden og jeg vender mig vredt for at snerre noget uhøvisk af ham. Så rammer en flyvende ølflaske, der hvor mit hoved lige havde været.

Jeg takker ham i stedet ydmygt og føler mig beskyttet.

Det er den aften: Jeg kan huske, at jeg ikke kunne komme til nogen steder.

Der er så fyldt med mennesker, at selv den vej, der fører rundt om publikumsarealet ved Orange Scene er blokeret, man kan ikke skubbe sig frem. Det murrer blandt menneskene i det begyndende aftenmørke, lyden fra bandet går kun ujævnt igennem. Jeg går og prøver at finde de andre, dem jeg skulle mødes med. Jeg må til sidst opgive og går bagom tilbage til cateringområdet. Her møder jeg et par andre, der også hænger ud.

Vi er enige om, at Pearl Jam er forgæves, så vi går ud på teltpladsen, nogen kender nogen, der holder fest. Vi sidder under en plastik-pavillon i bløde genbrugssofaer, jeg kysser med en, der smager af skunk og vådt regntøj.

Rygtet kommer tumlende ned til teltpladsen i løbet af aftenen, nogen er død. Mindst en, men vist nok to eller tre. Vi tænker, at det nok er noget med stoffer i et af dance-teltene. E- er stadig stort.

Der er et efter.

Det er først, da jeg kommer ned til mit eget telt ved firetiden om morgenen og bliver mødt af min søster, der er vred og bange og skælder mig ud, at det begynder at gå op for mig. Hun fortæller mig, at hun har hjulpet i catering-området med at finde tæpper og lave suppe til folk, der skulle have psykisk krisehjælp. At ambulancerne kom kørende forbi. At der er mindst fem døde.

I løbet af det næste døgn stiger dødstallet. Det er uvirkeligt, hvornår holder det op med at stige? Omkring mig prøver folk at komme i kontakt med folk derhjemme, folk de kender på festivalen. De første mobiltelefoner er kommet frem, men langt fra alle ejer en, det skrøbelige mobilnet er i øvrigt for længst gået ned. Køerne til telefonboksene er meterlange. Det er et mareridt, man ikke kan komme væk fra.

Der er et efter

Det sker ellers ikke så tit, at jeg tænker på det længere, det med de ni drenge på Roskilde.

Men så pludselig bliver jeg igen opmærksom på, at noget inde i mig gør ondt. Det har forandret sig med tiden. Det er ikke længere kun knyttet til den aften i Roskilde. Andre lag har lagt sig henover, ansigter og hændelser, der har grebet ind i den oprindelige hændelse og har forandret den. Den er vokset til en mere diffus størrelse, mere en skygge af mørke end et sort hul. Ikke en heling, mere en gradvis spredning.

Samtidig så ved jeg også godt, at der er grænser for, hvor lang tid man må grunde og spørge og sørge og have det skidt. Roskildetragediens udløbsdato for følelsesmæssig påvirkning er vel overskredet med omkring tyve år, drengenes venner er jo for længst selv blevet midaldrende fædre.

Den er bare ikke væk, den er der endnu. Længe efter prøver jeg at finde ord, men de ord, jeg har, er for ordinære til den rædsel, jeg føler, og så er der en uklar følelse af skyld. Af at jeg har gjort noget galt.

Det skete igen her for et par måneder siden, at jeg kunne mærke det. Det var i forbindelse med serien Adolescence, den meget omtalte Netflix-serie: En pubertetsdreng Jamie slår en jævnaldrende pige, en klassekammerat, ihjel, efter at han er blevet mentalt forgiftet af internettets incel-miljø.

Serien er en rammende og uhyggelig undersøgelse af både de individ-psykologiske og samtidsbetingede faktorer bag et drab, der er et symptom på noget andet og større end den trettenårige dreng bag gerningen, hvis skyld dog aldrig bortforklares.

Andet afsnit i serien afsluttes med, at vi ser Jamies far gå hen til i gerningsstedet, hvor der ligger blomster og hilsener til den afdøde pige. Længe står han og betragter det sted, hvor hun mindre end 48 timer tidligere mistede sit liv. Samtidig hører vi et børnekor, der, akkompagneret af et klaver, synger Stings How fragile we are.

Lige der mærker jeg det igen.

De samme ord er indgraveret på en sten i en lille mindelund på Roskildes festivalplads. Et træ blev plantet for hver af de ni unge mænd. Stenen skal sørge for, at vi aldrig glemmer. At vi ikke glemmer, hvor skrøbelige vi er, os mennesker, at vi aldrig glemmer, at ni drenge mistede deres liv, en lun juninat for 25 år siden, hvor de bare ville feste igennem.

Dette er det første af tre essay med titlen “De døde drenge”. Du kan læse essayets anden del her – og du finder tredje del her.

Følg Inger Tejlgaard Olesen Ravn her.

Inger Tejlgaard Olesen Ravn er cand.mag. i litteraturvidenskab og engelsk, lektor ved URCS, digter, forfatter til artikler til Dansknoter, Litteraturtillægget Standart, mm