FOLKESKOLE // BOGANMELDELSE – Folkeskolen mangler mod til at opdrage, argumenterer tidligere professor Ove Korsgaard i en ny bog. Han kritiserer det nye børnesyn, hvor det individuelle står i centrum, og fremhæver karakterdannelse og dyder som svar på skolens problemer. “Efter endt læsning er jeg stadig i tvivl om, hvorvidt karakterdannelse nu også er det vigtigste bud,” skriver Finn Wiedemann.
Et af de centrale temaer i valgkampen handlede om folkeskolen. I løbet af valgkampen havde næsten alle partier forslag til, hvad der skulle ske med folkeskolen, ligesom de generøst lovede milliarder til at forbedre den.
Forslagene handlede bl.a. om flere lærere i klasserne og færre elever i indskolingen. Der var dog ikke nogen af forslagene, der handlede om karakterdannelse og opdragelse. Det er kort fortalt tidligere professor i pædagogik ved DPU, Ove Korsgaards bud på at løse folkeskolens problemer, hvilket han redegør for i bogen Folkeskolens udfordringer: sidste udkald eller ny begyndelse.
Udgangspunktet: Uro og sammenbrudstegn
Baggrunden for bogen er et interview fra i sommers i Weekendavisen med formanden for Danmarks Lærerforening, Gorm Ørskov, hvor Ørskov peger på, at folkeskolen er på sammenbruddets rand. Økonomien er presset, og der er så meget uro i timerne, at lærerne har vanskeligt ved at undervise.
Bogen er et forsvarsskrift for karakterdannelse. Karakterdannelse er et centralt begreb hos Grundtvig og også hos f.eks. Hal Koch og Løgstrup
Den anden baggrund for Korsgaards bog er en bacheloropgave om karakterdannelse, som han fik tilsendt af en pædagogstuderende. Hvor interviewet handler om folkeskolens problemer, indeholder bacheloropgaven en mulig løsning på dem.
Syv breve og ti pejlemærker
Formen på den relativt korte bog (122 sider) er lidt atypisk. Den rummer syv breve, som Ove Korsgaard skriver til Melanie, som er navnet på den bachelorstuderende, der har sendt ham opgaven. I brevene udfolder og uddyber Korsgaard forskellige temaer med afsæt i bacheloropgaven, som både har relation til folkeskolens aktuelle problemer og til dens løsninger. Ud over de syv breve munder bogen ud i ti pejlemærker med forskellige anbefalinger om folkeskolens udvikling.
De syv breve handler bl.a. om, at opdragelse bør være pædagogikkens og skolens centrale opgave, om angsten for at opdrage, om karakterdannelsens idéhistoriske rødder og om hvordan man arbejder med at fremme karakterdannelse. Brevene omhandler også det uheldige i, at pædagogikken har udviklet sig til en videnskab samt spørgsmålet om, hvad skolens rolle er i den nye, geopolitisk usikre verden.
Et opgør med det nye børnesyn
En af bogens centrale pointer er, at vi skal have modet til at opdrage. Opdragelse er sammen med f.eks. dyder og karakterdannelse gledet ud af pædagogikkens sprog. I stedet er pædagogikkens sprog blevet overtaget af psykologiens sprog. Vi taler om udvikling og relationer som det centrale i pædagogikken. Korsgaard kritiserer det såkaldte nye børnesyn, hvor børn skal inddrages, men ikke opdrages. Det nye børnesyn fokuserer på det individuelle, dvs. det enkelte barn, mens opdragelse fokuserer på det kulturelle, dvs. det fælles. Skolen har i høj grad udviklet sig på en måde, så der er alt for meget fokus på det individuelle.
I et af brevene nævner Korsgaard eksempler på, hvilke pædagogiske metoder og aktivitetsformer der virker karakterdannende, f.eks. forbilleder, myter, sang, sport og gymnastik
En anden af nutidens centrale problemer er troen på en videnskabeligt funderet pædagogik, som ikke repræsenterer nogen forståelse af, hvad hverken pædagogik eller undervisning er. ”Opdragelse eller pædagogik er en normativ disciplin, hvad videnskab ikke er,” slår Korsgaard fast. Nogen (læreren eller skolen) vil noget med nogen (eleven). Det er i særlig grad en bestemt forståelse af pædagogisk videnskab, som Korsgaard er kritisk over for, nemlig empiriske og neopositivistiske forskningsidealer, der påkalder sig evidens, og som har politikeres og administratorers ører, fordi de lover løsninger og resultater på skolens problemer. De senere år har været præget af en stigende tro på pædagogik som videnskab og en faldende tro på pædagogik som opdragelse, skriver Korsgaard, og det er svært at være uenig i.
Kritikken handler også om den ”videnskabeliggørelse”, der er sket af de pædagogiske uddannelser, hvor videnskabsteori spiller en central rolle. Kritikken er ligeledes institutionel. Vi har fået professionshøjskoler, der beskæftiger sig med forskning, alt imens antallet af undervisningstimer falder, hvis man læser til lærer eller pædagog. Den nævnte udvikling har medført, at opdragelse mister værdi, som stod stærkere i den gamle seminariekultur.
Et forsvar for karakterdannelse
Bogen er et forsvarsskrift for karakterdannelse. Karakterdannelse er et centralt begreb hos Grundtvig og også hos f.eks. Hal Koch og Løgstrup. I et af brevene nævner Korsgaard eksempler på, hvilke pædagogiske metoder og aktivitetsformer der virker karakterdannende, f.eks. forbilleder, myter, sang, sport og gymnastik. Karakterdannelse var tidligere en del af folkeskolens formålsparagraf, men gled ud i 1975. I stedet blev psykologisk teori hentet ind.
Undervisning skal altså være opdragende. Det får Korsgaard i bogens sidste brev til at reflektere over, hvad den nye geopolitiske situation betyder for skolen. Betyder den nye geopolitiske situation, at det er nødvendigt at opdrage til demokratisk patriotisme for at forsvare vores danske demokrati og europæiske livsform?
Korsgaard svarer ikke direkte på spørgsmålet, men siger i stedet, at det betyder en mulighed for at gentænke skolens rolle. Som samfund står vi over for to grundlæggende udfordringer: den nye usikre geopolitiske situation, herunder sammenbruddet af den regelbaserede verdensorden samt klimakrisen. Hertil kommer de ”interne” advarselsflag, som lærerforeningens formand hejser. Udfordringerne kalder på en ny trosbekendelse for folkeskolen, dvs. en ny formulering af folkeskolens formålsparagraf.
Brevform som styrke og svaghed
Bogens form er måske lidt bedaget. Breve fra en ældre vismand til en ung studerende. Der er jo ikke nogen, der skriver breve mere. Men som læser accepterer man formen. Jeg kom til at tænke på bogen Sofies verden. Den har lidt den samme henvendelsesform. ”Som du skriver”, ”vores sidste snak om folkeskolen”, ”din opgave falder på et tørt sted.”
Skolen kan ikke længere trække på en række pædagogiske gratisværdier
De 10 pejlemærker minder lidt om de 10 bud, selvom de ikke er skrevet i bydeform. Hvis man accepterer formen eller genrens præmis, er det en lille, interessant bog, Korsgaard har skrevet, der diskuterer skolens aktuelle problemer og giver nogle bud på, hvordan de eventuelt kan håndteres.
Et par af brevene trækker på bogen Pædagogikkens idéhistorie, som Korsgaard er medforfatter til. Det gælder f.eks. det 5. brev, der handler om dansk skolehistorie.
Skolens krise er kulturel
Der er næppe tvivl om, at folkeskolen visse steder har store problemer med såvel uro som økonomi, som Ørskov citeres for. Men der er også masser af skoler, hvor uro ikke er dagens uorden. Det skal vi huske på, inden vi enstemmigt konkluderer, at folkeskolen er på randen af kaos.
Skolen er en del af samfundet, og når der visse steder er meget uro, er problemet større end som så. Det er et udtryk for, at hele det kulturelle grundlag og fundament, som vores samfund hviler på, er skredet, eller i hvert fald har ændret sig.
Det har både givet anledning til fordele og ulemper. Vi har fået større individuel frihed og mulighed for at vælge livsstil og fremtid. Vi skal ikke længere underkaste os autoritære relationer, hverken i familien, i parforholdet, på arbejdspladsen eller i de institutioner, vi benytter. Vores forhold er i langt højere grad blevet rene frem for autoritære eller traditionsbundne, sådan som sociologen Anthony Giddens har formuleret det.
Vil det f.eks. gøre, at flere elever består deres afgangseksamen, at forskellene mellem elever i land- og bykommuner ændres, og at vi lykkes med inklusionsudfordringen?
Det betyder, at vi vurderer vores relationer på, hvad vi gensidigt får ud af dem. Til gengæld har det måske også givet anledning til, at vores relationer ikke altid er sunde og modne. De står konstant til forhandling, og der mangler indimellem respekt for autoriteter. Det er svært at opdrage og undervise, hvis det hele handler om, hvad jeg synes og har lyst til.
Skolen kan ikke længere trække på en række pædagogiske gratisværdier, som kulturforskeren Thomas Ziehe formulerede det for efterhånden mange år siden. Kulturen rundt om skolen understøttede, så at sige, skolen. Sådan er det ikke mere.
Endelig skyldes en del af uroen også, at folkeskolen har fået til opgave at løse inklusions- og trivselsproblemer. Er karakterdannelse og opdragelse svaret på disse problemer?
Et bud – men ikke hele løsningen
Vi kan godt skrive karakterdannelse ind i formålsparagraffen og betone lærere og pædagogers rolle som opdragere. Og ja, måske er der tale om en intern fejludvikling, i og med at opdragelse, dyder og karakterdannelse er forsvundet ud af pædagogikkens vokabularium og er blevet erstattet af psykologiens sprog. Men psykologien har jo også givet os mulighed for at forstå forhold og sammenhænge, som vi ikke tidligere havde sprog for.
Det er tydeligt, hvad problemet er, hvis der lægges for stor vægt på statslig karakterdannelse og patriotisme. Den nylige oscarvinder Mr. Nobody mod Putin er et godt eksempel på dette. Udfordringen er, som Korsgaard selv skriver i en af sine anbefalinger: ”At finde den balance, som fordres i et demokrati, mellem at præge elevernes karakterdannelse og samtidig respektere deres åndsfrihed.”
Korsgaards forsvar for karakterdannelse er en del af en ny, stærk tendens, som bl.a. inkluderer Center for Karakterdannelse og folkene omkring Trivselskommissionen, der har samme budskab. Korsgaard finder en identisk linje hos børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye, hvis taler og interview han flittigt citerer.
Karakterdannelse, opdragelse og dyder er et af budene på, hvordan man kan håndtere folkeskolens problemer. Efter endt læsning er jeg stadig i tvivl om, hvorvidt karakterdannelse nu også er det vigtigste bud. Vil det f.eks. gøre, at flere elever består deres afgangseksamen, at forskellene mellem elever i land- og bykommuner ændres, og at vi lykkes med inklusionsudfordringen?
Ikke desto mindre er Korsgaards bog en invitation til samtale om folkeskolens udfordringer. Og den er helt bestemt en mere interessant, analytisk og historisk funderet invitation end politikernes aktuelle forslag om lilleskoler og flere lærere i klassen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og