BØGER // LITTERATURKLUMME – Det har været et godt klassikerår med nye oversættelser og udgaver af bl.a. Dostojevskij, Tolstoj og Thomas Mann. I klummen, der tager temperaturen på litteraturen i december, skriver POV’s litteraturredaktør Jakob Brønnum også om noget så sjældent som to nye israelske bøger.
Annelise Marstrand-Jørgensen er en af de mest beundringsværdige kunstnerpersonligheder, jeg kender. Udover et særdeles anerkendt og efterhånden også fyldigt forfatterskab med ikke mindst historiske romaner fører hun en aktiv profil på Facebook, hvor hun er en af de vigtigste stemmer i samfundet i dag i kritikken af det tab af indsigt omkring menneskeværd, som de senere års nådesløse flygtningepolitik har skabt.
Hvordan hun har kræfter til at stå imod den utøjlede ondskabsfuldhed, som helt sikkert møder hende, hvor hun end ser i de sociale medier, det har almindelige mennesker, der bare har været udsat for minimalt trolderi, svært ved at forestille sig.
At hun imidlertid kender både angst og ensomhed, er der ingen tvivl om. Efter sidste års store roman om Margrethe I, kommer nu den 13. december en essaysamling, hvor det givetvis vil være muligt at se noget af det stof, ikke Annelise Marstrand Jørgensen er gjort af, men det stof litteraturen er gjort af.
Litteraturen er nemlig også et levende væsen, og jeg er overbevist om, at det ikke mindst er i forbindelsen med oplevelsen af den organiske helhed i samværet med dette levende væsen, at hun kan stå oprejst og føre den kamp, hun fører for os alle.
Bogen – som i skrivende stund ikke er redaktionen i hænde – hedder da også meget passende Jeg læner mig mod verden. Hun skriver, ifølge forlaget, ”om hvordan først læsning, siden skrivning skabte forbindelser mellem angsten og verden. Om mormorens fortællinger på gåture i Dyrehaven, om den drømte have, der viste sig at være virkelig, om den lærredsindbundne bog, hun stjal fra biblioteket, fordi hun fandt sig selv i et digt, og om kuverten, der blev stoppet ned i barnevognen til hendes baby, før hun senere fik tid til at læse det livsomvæltende indhold”.
Vejen mod tinderne
Det er en decideret litterær begivenhed på den gode, gammeldags måde, at Gyldendal den 2. december udsender ikke bare en ny udgave af Thomas Manns måske mest berømte værk, kortromanen Døden i Venedig, men en nyoversættelse af det mindst berømte af hovedværkerne, Manns sidste, magiske roman, Den udvalgte.
Den særlige blanding af humor og eksistentiel alvor, som Thomas Mann excellerer i, står knivskarpt
Døden i Venedig (1912) er særlig berømt, fordi den er indspillet af den italienske mesterinstruktør Luchino Visconti i 1971 og bl.a. bruger den langsomme 4. sats i Mahlers 5. Symfoni som underlægningsmusik. Det er en sats, der indeholder den mig bekendt længste tone i musikhistorien, en tone, der varer en evighed, og som mere end befrielse rummer afslutningen på følelsen af et sjæleligt fald.
Hvorvidt filmen og/eller fortællingen så i sidste ende handler om Mahlers død, der netop skete i Venedig, kort efter århundredeskiftet eller Thomas Manns fascination af en ung mand på Lidoen, det er en af grundene til, at litteraturhistorikerne ikke bliver arbejdsløse foreløbig.
Den udvalgte (1951) blev Thomas Manns sidste roman efter hovedværkerne Buddenbrooks (1901), Troldfjeldet (1924), Josef og hans brødre (1933-43) og Doktor Faustus (1947), i alt ni bind sanseligt senromantisk modernitet fra det 20. århundredes angiveligt største nordeuropæiske forfatter.
Jeg indrømmer, at jeg har Den udvalgte stående derhjemme i en temmelig leddeløs udgave, oversat af den nu næsten helt glemte romanforfatter Aage Dons for i omegnen af 65 år siden, da bogen var ny. Oversætteren, professor emeritus Per Øhrgaard, til hvis fortidige synder blandt andet hører vor tids standardværk om Goethe på dansk, noterer i et efterord, at han ikke har ”konsulteret” Dons. Øhrgaards prosa er under alle omstændigheder noget af den luftigste og klareste, jeg mindes at have set i Thomas Mann på dansk. Den særlige blanding af humor og eksistentiel alvor, som Thomas Mann excellerer i, står knivskarpt.
Romanen går endnu tættere end nogensinde på de religiøse og teologiske problemstillinger, som træder frem over alt som en slags kulturelt filter for overvejelserne over mennesket eksistens og afvejningerne af vores forhold til moralen. Thomas Manns store romaner er ofte essayistiske samtaler om det dybeste i tilværelsen.
Den udvalgte handler om det emne, der også fascinerede Thomas Mann i bogen om, hvordan man kan sælge sin sjæl til fascismen, Doktor Faustus, nemlig det onde og det ondes oprindelse. På samme måde som de fleste andre af Manns værker, inkl. Døden i Venedig, væver han sin tekst ind i mange lag af fortællinger, som er kendte i andre sammenhæng.
I Den Udvalgte er det første omdrejningspunkt en incestuøs forbindelse mellem bror og søster, nøjagtige som det også er i Wagners operacyklus Nibelungens Ring, med motiver i de ældste tyske folkesagn. Imidlertid går hovedpersonerne i denne middelalderlige fortælling ikke under, men – for Den udvalgtes vedkommende – fortsætter trods fortidens synder vejen mod samfundets tinder – og pavestolen i Rom.
De elektrificerende afsnit
I det hele taget har det været et godt klassikerår. Dostojevskijs 200-års fødselsdag har stået i centrum for en række udgaver, men også den samtidige Tolstojs store murstensroman Anna Karenina bliver nu genudsendt. Anne Karenina, som mange har set i diverse filmatiseringer, har den bittersøde opbygning, at den veksler mellem hovedpersonens kæmpemæssige sociale, moralske og følelsesmæssige nedtur og hendes svogers forsøg på at blive et godt menneske.
Den ene del fylder lige så meget som den anden, og det var meningen, at Tolstoj ville skrive afsnittene om svogeren som en slags opbyggeligt modspil til afsnittene om Anna. Men som læser man skøjter henover afsnittene med svogeren Levin og lapper afsnittene med Anna i sig – de er dunklende, dragende og fuldstændig elektrificerende overfor de andres afvæbnende naivitet og mildhed.
I et tilbageblik på året må man ikke glemme Christina Englunds romanportræt Slugt af den unge amerikanske fotograf Francesca Woodman, der som 22-årig tog sit eget liv, og Charlotte Weitzes Rosarium, en slægtsroman om mennesker og planter. I november kom Maria Hellebergs Barnet fra Thy, tredje bind i Maria Hellebergs slægtshistorie, som også omfatter romanerne Kvinderne fra Thy og Søstrene fra Thy.
Romanens Maria er født i 1956 – en tid præget af opbrud med konventionerne i bølgen af optimisme efter 2. verdenskrig. Forlaget beskriver bogen sådan: ”Marias forældre er progressive og intellektuelle, de hylder den nye tids idealer og byder forandringerne velkommen. Alting synes muligt. Men et eskalerende alkoholmisbrug, en hemmelig affære og et snigende vanvid truer med at splitte familien ad.
Barnet fra Thy er en fortælling om en far på kollisionskurs, en desillusioneret mor – og et nysgerrigt enebarn i kernen af et smuldrende ægteskab. En barsk, humoristisk og livsbekræftende erindringsroman om at vokse op i 1950’ernes og 1960’ernes Danmark. En intens fortælling om at være barn i efterkrigstiden – og til alle tider.”
Israelske nyheder
Det er ikke hver måned, der udkommer to israelske, skønlitterære værker. Hvis man har været så heldig at støde på ny israelsk kultur andre steder end i Melodi Grand Prix – for eksempel gennem Eran Riklis film “Lemon Tree“, så ved man, at der er grund til at sætte forventningerne i vejret.
Noga Albalachs lille punktroman Den gamle mand. Afsked, der udkom i Israel i 2018, er flere steder blevet opfattet som et mesterværk. I en enkel, stilfærdig prosastil tegner Noga Albalach gennem korte nedslag et portræt af sin døende far. Iagttagelserne af det menneske, der er ved at forsvinde for øjnene af hende, giver hende ny livsindsigt og bliver et slags portræt af mennesket som sådan. Indledningen minder på en sær måde om indledningen til Paul Austers Rejser i Scriptoriet (2007), der også tegner en skitse af en mand, der intet ved og intet forstår:
”Da han blev spurgt, hvilken ugedag det var, vidste han ikke, hvordan han skulle svare. Årstallet huskede han heller ikke, og da han blev bedt om at oplyse sin alder, anførte han et unøjagtigt tal. En afvigelse på tredive år. Den gamle mands datter sad ved hans side, og først da forstod hun situationens alvor; først da faldt tiøren, som man siger. Hvad er det, der hænger på væggen? Den unge behandler pegede på væggen. Den gamle mand kiggede på væguret på væggen og kunne ikke huske, hvad man kalder sådan et.”
Den anden israelske bog er Etgar Kerets novellesamling Pineapple Crush, der befinder sig i den modsatte ende af livskalaen, kan man vist godt sige. Her kommer man snarere til at tænke på en bestemt monolog af Dirch Passer:
”Den næstsidste gang jeg blev skudt ud af en kanon, var dengang Odelia var gået sin vej og havde taget den lille med sig. Jeg havde fået arbejde med at gøre rent i burene i det rumænske cirkus som lige var kommet til byen. Løveburene var jeg færdig med på en halv time, og det samme med bjørnenes, men elefanternes bure var et mareridt. Min ryg gjorde ondt, og hele verden stank af lort. Mit liv var gået i smadder, og stanken af lort passede fint til. På et eller andet tidspunkt tænkte jeg, at jeg måtte have en pause. Jeg fandt mig en krog uden for buret og rullede en cigaret. Jeg vaskede ikke engang hænder først.
Det tragiske lurer tydeligvis solidt under det komiske. Ligesom i virkeligheden
Da jeg havde taget et par hiv, hørte jeg et lille kunstigt host bag mig. Det var cirkusdirektøren. Han hed Itzshu, og han havde vundet cirkusset i et spil kort. Den gamle rumæner som oprindelig havde ejet cirkusset, havde haft tre Damer, men Itzshu havde Fire Ens. Han fortalte mig historien den dag han ansatte mig. “Hvad skal man med held, når bare man er god til at snyde?” sagde han og blinkede.
Jeg var sikker på at Itzshu ville skælde mig ud fordi jeg holdt pause midt i arbejdet, men han så ikke det mindste vred ud. “Sig mig,” sagde han, “kunne du tænke dig at tjene en tusse i en håndevending?” Jeg nikkede, og han fortsatte, “Jeg var lige inde i kanonkongen Istváns campingvogn. Han er plakatfuld. Det lykkedes mig ikke at vække ham, og forestillingen skal begynde om et kvarter …” Itzshus udstrakte hånd tegnede en kanonkugles bane gennem luften; den sluttede da hans krogede finger ramte min pande. “Jeg giver dig 1000,- kontant for at afløse ham.””
Det tragiske lurer tydeligvis solidt under det komiske. Ligesom i virkeligheden.
Omtalte værker
Anne Lise Marstrand-Jørgensen
Jeg læner mig mod verden
Gyldendal, 120 sider
Noga Albalach
Den gamle mand. Afsked
Oversat af Hans Henrik Fafner og Rivka Uzan Fafner
Forlaget Vandkunsten, 114 sider
Maria Helleberg
Barnet fra Thy
Gyldendal, 324 sider
Etgar Keret
Pineapple Crush
Oversat af Søren Holst
Jensen & Dalgaard, 230 sider
Thomas Mann
Døden i Venedig
Oversat af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad
Gyldendal, 96 sider. 10. udgave
Thoman Mann
Den udvalgte
Oversat af Per Øhrgaard
Gyldendal, 348 sider
Leo Tolstoj
Anna Karenina
Oversat af Marie Tetzlaf
Gyldendal, 952 sider, 7. udgave
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her