MIDTVESTLIV // KLUMME – Burgere, pizza, kæmpe portioner og masser af friture er typisk det, der dukker op, når tanken falder på det amerikanske køkken. Men Julie Bendtsen har opdaget nogle andre stamgæster på de amerikanske menukortet – og de er ikke alle helt tossede.
CHICAGO – Hvad tænker du på, når nogen nævner “typisk amerikansk mad”? Hvis du er som de fleste (ikke-amerikanere), styrer dine tanker formodentlig ret hurtigt hen imod noget med burgere, pizza, sandwiches i alle afskygninger og – naturligvis – alt, hvad der kan paneres (gerne mere end én gang) og runde ønskebrønden.
Det er heller ikke spor ved siden af. Stort set alle traditionelle amerikanske restauranter med respekt for sig selv har mere eller mindre kreative versioner af netop de retter på menukortet. Men gennem de seneste otte år har jeg stiftet bekendtskab med en hel verden af ganske andre og, for de fleste udefrakommendes vedkommende, ganske ukendte staples i den forunderlige verden, der er det amerikanske restaurantkøkken.
Man skal smage på nye ting mindst ti gange, inden man kan fælde en endelig dom
I sidste uge havde jeg et par alenetimer, der skulle slås ihjel i lufthavnen i Orlando lige omkring spisetid, og da udvalget af hyggelige spisesteder i den terminal, jeg befandt mig i, var mildt sagt begrænset, endte jeg på en af de talrige amerikanske kæderestauranter – Ruby Tuesday.
Hvor menuen som så ofte før tilbød et forventeligt udvalg af burgere, fritter (med eller uden ostesauce), nachos, kyllingevinger og chokoladekage. Men så faldt mit blik på noget, jeg har set så mange gange før, men aldrig overvejet at prøve: Wedge Salad.
Wedge Salad er et af de amerikanske restaurantfænomener, der forekommer mig virkelig syret. Det er ganske enkelt et kvart iceberghoved. Ikke hakket, ikke skåret i skiver, bare skåret ud af hovedet i én stor kvart, der bliver lagt på tallerkenen – overhældt med blue cheese-dressing og drysset med baconkrymmel, blue cheese ditto, hakkede tomater og purløg.
Dovent, men (kind of) delikat
Det er så simpelt – og på en eller anden måde også lidt dovent? – at det næsten føles dumt at betale for. Men også kun næsten. For retten er umådelig populær og – fandt jeg ud af den sene eftermiddag i Orlando – absolut ikke ueffen.
Vi har en regel om, at man skal smage på nye ting mindst ti gange, inden man kan fælde en endelig dom over, hvorvidt man kan lide det eller ej, og det har vist sig at være ganske praktisk – ikke kun når det gælder børn, der er i gang med at udvikle og udvide deres smagsløg, men også for os voksne.
Det er pasta, og det er ost. Det er ekstremt nemt at holde af
For ved at blive ved med at smage på nogle af de mange ting, amerikanere elsker – og som vi som danskere ikke nødvendigvis ser fidusen i – har vi fået øjnene op for snacks, retter og måltider, som, bevares, nok aldrig kommer til at bane vejen til nogen Michelin-guide, men som absolut heller ikke fortjener at blive kimset af eller overset.
Jeg nævner i flæng: Peanut Butter & Jelly Sandwich. En amerikansk institution, som jeg aldrig havde troet, jeg ville så meget som smage på, men som, smurt med den helt rigtige crunchy peanut butter og let ristet, udgør en fænomenal eftermiddagssnack, især for børn på vej til sport.
Mac n’ Cheese. Nej, det er ikke sundt (som det er tilfældet med så meget andet i det amerikanske cuisine), men det er pasta, og det er ost. Det er ekstremt nemt at holde af.
Hvis man ellers gider finde en gryde og noget rigtig ost frem og lave den fra bunden i stedet for at hælde den ud i pulverform af en æske fra Kraft, er det altså comfort food extraordinaire.
Chicken and Waffles. Paneret, friteret kylling, serveret med vafler og honning-ahornsirup. Lyder det mærkeligt? En lille smule ulækkert endda? Au contraire, my friend! Det er sprødt, det er saftigt, det er krydret, og da vi boede i Raleigh, var der en helt særlig restaurant, der specialiserede sig i all things chicken.
Deres vaffelkylling var en af menukortets superstjerner og helt fortjent. Mine børn elskede den. Retten er i øvrigt udbredt i hele Syden – men fås som så mange andre af de regionale specialiteter over helt landet – og den kan anbefales.
Rejer med majsmos
Det samme gælder især to andre sydstatsspecialiteter, nemlig Shrimp and Grits og Biscuits and Gravy.
Førstnævnte er krydrede og stegte rejer på en bund af en nærmest grødagtig masse lavet på majs og oftest tilsat cheddar – meget lig den italienske polenta. Retten er oprindeligt traditionelt tænkt som morgenmad, men i dag spises den lige så hyppigt til frokost eller aftensmad. Og med den rigtige lowcountry-smag er det en cremet og nuanceret himmerigsmundfuld.
Biscuits and Gravy er præcis dét, det udgiver sig for: Biscuits – som ligner scones, men er knap så søde – overhældt med stykker af stegt, krydret fars i en tyk, opbagt sovs.
Sovsen ser muligvis ikke specielt appetitvækkende ud, men har man én gang druknet en omgang tømmermænd med en ordentlig portion af denne fede fætter, har man mærket alle sine fordomme gjort til skamme.
Du sidder måske og tænker, at det godt nok ikke er så mærkeligt, at amerikanerne har et problem med ekstrem overvægt, og det kan jeg ikke fortænke dig i.
Amerikansk mad er traditionelt for fed, for usund og for meget. Men bag de absurde portioner og ditto kalorier gemmer der sig virkelig mange forrygende madoplevelser, som man virkelig ikke bør snyde sig selv for – ved særlige lejligheder og i moderate mængder.
Og så kan man jo bare benytte sig af en anden amerikansk institution: Den i restaurantverdenen allestedsnærværende doggy bag eller skumplastbeholder. Tag resten med hjem!
Blue Cheese og Bloody Mary
Vi danskere har en tendens til at se amerikanerne og deres spisevaner som frygtelig ukultiverede, og i mange tilfælde er der mere end bare et gran af sandhed i det.
Det er ikke fine dining, vi er ude i her. Men alt behøver heller ikke at være fine dining, og indimellem er det en burger, en biscuit eller en Bowl of Mac n’ Cheese, der er svaret på de bønner, ens mave udsender den dag.
Og nåja, apropos dét med at smage tingene mindst ti gange? Det var sådan jeg – og min mand – lærte at elske blå ost. Der er nemlig visse fødevarer, som virker mere nicheagtige i Danmark, end de gør her, og én af dem er blå ost, som amerikanerne tilsyneladende anser som mildt og medgørligt på linje med mozzarella, og dermed gladeligt putter det i dressing, i salater i burgere, og hvor de end kan slippe af sted med det.
Lidt samme situation står bladselleri i. Den lange, trævlede stængel, som jeg ikke kan erindre at have set noget dansk barn gnave i sig med glæde, men som herovre er en helt uundgåelig del af gnavegrønt for alle aldersgrupper. Dyppet i ranch-dressing, hvis man er ung, og i en Bloody Mary, hvis man er gammel nok.
Det tog mig nogle år at sætte pris på rigtig mange afkroge af den amerikanske madkultur, og jeg ved godt, at rigtig meget af den for en stor del danskere ikke lyder voldsomt appetitvækkende. Men don’t knock it till you’ve tried it.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
