Da jeg var barn, var vi ikke en skid bange for børnelokkere.
Vi vidste godt, de fandtes, men vi var ikke for alvor bange for dem. Eller for hvad de mon kunne finde på, hvis man nu mødte en af dem. Vi vidste heller ikke rigtigt, hvad sådan nogle kunne finde på.
Vi var bange for hinanden, for rødderne ovre fra den anden gård og for Store-Ivans far. Ikke fordi han var børnelokker, men fordi han var pissefuld og utilregnelig. Nogle gange fik drengene en krone eller en femmer, andre gange et par på hovedet, men det peb man ikke over, man gik bare.
Vi var bange for atomkrig, for arbejdsløshed, for lærerne og for politiet. Men vi var ikke bange for børnelokkere. Og de voksne var slet ikke. Vi vidste nemlig godt at børnelokkere, det var sådan nogle fedtede mænd i frakker, der prøvede på at få en med på noget klamt. Vi kunne ikke helt sige, hvad det var, men sådan noget med at man skulle tage noget i deres lommer, og så var der klippet et hul i foret.
Det havde Store-Ivan hørt, vi gik i klasse sammen. Det var sket for nogen ovre på en anden skole, og guderne må vide, hvor han havde det fra, men den var sikkert god nok. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det måtte være nogle rigtig gamle bukser, dem der, for hvem fanden gider klippe hul i et par helt nye bukser, selv hvis man er helt syg efter en barnehånd nede i lommen?
Så vi fortalte hinanden alle sammen, at man bare skulle kigge efter en klam stodder med gamle bukser, sige nej og måske stikke ham et los, inden man tog fødderne på nakken og kom væk.
Os unger, vi rendte rundt i den baggård dagen lang om sommeren. De voksne anede ikke en bønne om, hvor vi var eller hvad vi lavede. Så spiste vi hos hinanden, hvis nogen gad fodre os. Jeg huggede altid i mig, når andre havde lavet maden, man blev sådan overmandet af sult, når man sad der, og maden smagte anderledes. Så det var godt nok. Vi var små enheder, og ingen var bange for os, ingen var bange for, hvad der skulle ske med os. Verden var vigtigere.
Når jeg står og kigger på denne her legeplads i 2100 Spelt, slår det mig, hvor anderledes det er nu. De voksne er bange for alt det nære, verden tænker de ikke på. Men alle de ting, der kan ske med kroppen og i tankerne, borer sig som orme ind i deres hjerter og hoveder. Også her på Østerbro.
’Klokken er efter 20, ved du hvor dit barn er henne?’
Jeg kan love dig for, at det har forældrene helt styr på i dag. Øjnene er konstant på stilke og på vandring efter det unormale. Deres blikke lyser som søgelys, børnene leger i livets fængselsgård, de kender ikke til andet.
Sådan er det jo med børn, de vænner sig til tingene, hvis det er hverdag. De accepterer. Men de kan også gennemskue meget. Ind i mellem ser de med deres klare øjne lige igennem det pis, vi andre har opstillet som det normale.
De får ikke længere et par på hovedet, når de ikke makker ret, men til gengæld er der ikke en skid frihed. Og den havde vi sgu. En kæmpestor klump af frihed. Hver eneste time i den baggård var en hel sommerferie. Men der var hakkeorden, man vidste, hvad man havde at holde sig til, og det kunne man så gøre oprør imod eller tilpasse sig, hvis man ikke kunne slås.
Forældrene har decideret klædt sig pænt på for at stå her med en caffé latte fra den lille ombyggede tuktuk-kaffevogn, mens de misser med øjnene bag solbrillerne.
Vi boede nogle karréer væk, nede ved Svanemøllen, og kom stort set aldrig på de to legepladser her ved Borgmester Jensens Allé. Det virkede på en eller anden måde lidt for langt at gå. Og hvis vi endelig skulle herhen, eller hvor som helst, så gik vi selv, det gad forældrene sgu da ikke dengang. Sådan stå og posere i smart kluns med matchende kaffe.
Det kunne Store-Ivans mor aldrig finde på. Hun var mere sådan en, der var hjemme dagen lang i en housecoat i glat polyester og røg smøger. Hun ville gerne have, man kom over. Jeg tror, hun kedede sig lidt. Hun ville gerne vise billeder og Store-Ivan gad ikke se på dem, så han skred næsten altid ind på værelset og så sad man der, og ventede på at kunne gå ind og lege videre, og ikke få flere kager. Hun havde været gogo-danserinde, fortalte hun. Dengang vidste jeg ikke, hvad det betød, men jeg kunne godt lide duften af hende til at starte med, sådan en lidt tør parfume, der var sød og sad i nylonunderkjolen. Jeg drak af hendes kolde kaffe og fortalte røverhistorier med kagekrummer i mundvigen, og det fik hende til at le, sådan en lidt hæs latter. Jeg tror, hun trængte til at have det rart, du ved? Det var sgu lidt ensomt. Hun var sådan en dame, man godt ville kramme, hun var sådan stor og blød i det. Men lige meget hvor meget hun knugede et andet menneske, hjalp det ikke rigtigt, vel?
Det kender jeg sgu godt. I dag gad jeg godt sidde i hendes køkken igen, varme hende lidt. Hun kunne godt finde på at vise mig nogle gogo-trin, det var først lidt rustent, men så kom de til hende.
Jeg tager en slurk af min egen kaffe, der næsten er kold nu. Ser over flokken af børn, der leger og hujer. Kommunen har fjernet buskadset, kun de to hvide bygninger er tilbage, alt er ryddet og renoveret. I min tid spejlede de to små legepladser hinanden, den ene var mere trøstesløs end den anden. En vold omkranset af grønt og træer omsluttede asfalten med de få rustne og frønnede legeredskaber, der stod langt fra hinanden. Sådan nogle vipper og gynger ville forældre aldrig lade ungerne komme i nærheden af i dag. De hvide tishuse stank og var altid fulde af graffiti, toilettet var vist nærmest bare et hul ned fra kummen. Vandet var iskoldt, luften derinde var flere grader køligere end udenfor. Så man havde jo ikke lyst til at være derinde mere end højst nødvendigt, det havde man jo ikke. Man kunne gå ind for en slurk vand, hvis det var. Toiletpapiret, når der var noget, var det der grå genbrugspapir, der både flåede op, når man tørrede sig med det og knapt sugede. Fy for helvede.
Voldene er væk, eller rettere, der er skabt nye med trampoliner og gummibelægninger, som skal gøre det blidere at falde for de små, men de giver nærmere hudafskrabninger og en brændende fornemmelse på benene, ved jeg.
Det grønne er forsvundet, der er ingen steder at gemme sig. Åbent strækker den nye legeplads sig over de to gamle, det er kæmpestort her i solen. I luften hænger børnenes råben, deres jubelskrig. Forældrene overbeglor dem eller ser på deres telefoner.
Jeg kan egentlig meget godt lide det. Borgmester Jensens Allé på den ene side, Fælledparken på den anden. Den tid kommer jo ikke igen, man må nyde det, man har. Vi havde jo nul og niks i min tid, det var beton og slidt græs, det her må være et børneparadis til sammenligning.
Og så alligevel. Jeg får sgu sådan en underlig fornemmelse, fordi det er sådan et børneliv med overvågning på, ikke?
Og så ser jeg ham. Jeg har ikke set ham herovre før. Han er ny.
Yngre end mig, tyndere og slidte jeans. Og han står bare, og jeg undgår øjenkontakt med ham, da jeg går over med mit tomme papkrus til skraldespanden. Hænderne i lommen, let slentrende frem og tilbage i bladenes halvskygger. Jeg stiller mig diskret og glor på ham lidt. Det er ikke fordi han har noget at bestille her, tror jeg. Ingen unger, der kommer hen til ham og siger ’Faa-aa-ar’ eller noget. Han har heller ikke en taske med snacks. Han er sgu ikke nogens forælder eller onkel, han har ikke en skid, han skal her. Han går rundt helt uden kaffekop og prøver at se normal ud.
Og så sker det.
Tre drenge losser til en bold, der hvisler forbi tæt på ham. Han griber den i luften, de er imponerede. Jeg kan høre ham råbe til dem. Han gør sin stemme halvvred, men han mener det ikke, tror jeg. De sender den mindste af dem over til ham efter bolden. Han er sådan en syv år, eller deromkring.
Hold kæft, børn er sgu nogle luskede sataner, ikke?
Og manden står og snakker lidt med den lille, der ikke forstår en pløk. Og det er jo det, de gør, den slags, som han er. De ser med det samme, hvilke unger, der egner sig. Ham knægten her er en lille, senet fyr med lidt for små øjne og en smal mund. En af den slags unger, som altid virker i underskud for både det ene og det andet. Jeg kan godt huske den slags små fjæs. Store-Ivans kusine, som boede et par opgange væk fra mig, havde det samme ansigt. Men lige nu får han fuld fokus fra en voksen. Det er den måde, som manden kigger rundt på. For at se, om der er nogen, der holder øje med den lille lømmel, og lige ham her ser ud til at være alene med de store unger. Han får lidt mere skældud, selvom det jo ikke var ham, der lossede til den bold. Men det er så tilpas lavt, at det ikke tiltrækker sig for mange blikke.
Han ligner næsten drengens far, sådan som han har taget fat i ham. Og så skifter han stil, det er helt klassisk taktik. Det er sgu lige, så man næsten må beundre håndværket i det.
Manden bøjer sig ned og smiler over hele hovedet. Drengen nikker glædesstrålende, løber over til de andre og jeg kan høre dem juble, og manden tager den lille med sig, de er nødt til at gå et stykke væk fra legepladsen, for han har lovet dem is, og det kan man først få ovre ved Parken, ikke her, og splinten har lovet at gå med.
Jeg følger efter dem. På afstand.
Drengen er ikke begyndt at stille spørgsmålstegn ved projektet endnu. Han plaprer løs, glad for endelig at have noget voksentid, tænker jeg.
Lille fjols.
Han får kun korte sætninger tilbage, det er sgu da klart, tankerne er jo allerede rykket et helt andet sted hen hos den mand. Det er det, som jeg vil kalde nervøs energi, det er det.
Kommunen bygger om lidt længere henne, som om de ikke har ordnet nok i den her park, men hvad fanden, det er fremskridtet, du kan ikke stoppe det lort.
De går et stykke foran mig, drengen snakker stadig, larmen fra legepladsen er blevet svagere, og den lille frøs stemme hænger over lyden af grus under gummisko, afbrydes af bladenes raslen, da de drejer skarpt mod et af lokummerne. Jeg lader som om jeg går videre, de fortsætter mod huset, der er ikke andre i nærheden. Knægten løber i forvejen mod døren, ind til mørket, manden sætter farten op.
Og så løber jeg.
Hvis der var noget, jeg lærte som barn, så var det kraftedeme at løbe. Vi løb, mig og Store-Ivan, når vi havde smadret en rude eller sparket et bræt af hegnet til den anden gård. Vi løb, når vi havde leget i parkeringskælderen, selvom vi ikke måtte. Jeg løb, når jeg skulle hjem igen, når jeg følte at jeg ikke kunne få luft mere, når det blev for meget med ham og hans mor og hans far. Og jeg løb hen til ham, når jeg alligevel savnede det. Når jeg var sulten efter opmærksomhed, sådan var det jo.
Man holdt kraftedeme sammen dengang, og hvis ikke Store-Ivan havde mig, hvad fanden var der så ikke sket med de andre? Dem, der ikke kunne løbe stærkt? Eller slå fra sig? Der var kraftedeme masser af unger, der ikke ville have kunnet tage det. Der var jeg sgu lidt den, der tog én for holdet. Sådan var det fandeme bare.
Jeg løber stadig. Jeg får møvet mig ind, inden han låser den tunge dør.
Den lille dreng står med bukserne nede, munden vidtåben, øjne så store som tekopper, som man siger. Strømmen rammer gulvet, fordi han drejer sig. Der lugter, ligesom jeg husker, måske lidt mildere og denne gang af frisk pis.
Manden er rædselsslagen, da han ser mig. Hænderne ryger op, jeg tager fat i kraven på ham. Og beder den lille gut om at skrubbe af, han skal sgu ikke se en voksen mand få tæv, der sætter jeg fandeme grænsen.
Døren laver en skærende lys stribe i halvmørket op af fliserne, ud på loftet, da drengen grædende løber sin vej ud i varmen igen.
Manden larmer, mens jeg tæver ham. Det er sådan en undskyldende, ynkelig lyd. Han ved godt, at den er helt gal. Han ved godt, at det her skulle han ikke have gjort. At jeg ved præcis, hvad han havde gang i.
Hvorfor helvede tror han, jeg er der?
Jeg er forbandet rolig, det er ikke personligt, det handler om territorium, det handler om respekt, og det fortæller jeg ham, mens mine knytnæver hamrer over brystkasse og kindben, mens jeg losser hans skinneben, så han falder forover.
Han skal kraftedeme ikke tro, han kan komme her.
Jeg får ham ud, han slæber sig hylende derfra som den skide køter han er, og der bliver stille igen, bortset fra mit hjerte, der hamrer. Jeg nyder roen, omgivet af de stinkende, overtegnede fliser. Pulsen er oppe alligevel, jeg mærker, hvordan ophidselsen falder modvilligt. Jeg vasker mine blodige hænder i det iskolde vand fra hanen, der sprutter og larmer. Jeg tørrer grabberne i bukserne, der er jo aldrig noget papir. Mine snørebånd er gået op, jeg går ned på knæ for at binde det. Lyset fra genspejlet på gulvet skærer mig i øjnene, da døren går op igen. Den lille frø har hentet de andre.
De laver en mur. Den største af dem låser døren, mens han holder øjnene på mig, og jeg ser, at de har brosten i hænderne, stykker af jernrør, og hvad de nu kunne finde på byggepladsen. Børn er kraftedeme så snu. Og stærke. Jeg når ikke engang at rejse mig, forklare en skid eller noget, før de er over mig som små forpulede hyæner, og jeg brøler og langer ud efter dem, jeg kunne få dem alle sammen ned med nakken, hvis ikke de var så mange. Det gør kraftedeme ondt, når de små sataner angriber. Den store af dem siger, at de har set mig før, i min gamle, klamme bukser, de ved godt, hvad jeg er for en.
Inden det bliver sort, inden jeg er væk i smerte, hører jeg ham sige det:
– Vi er ikke en skid bange for dig.
Kunne du lide, hvad du læste? Donér gerne: MobilePay 28109674
Foto: Stephanie Caruana
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
