UDKANTSDANSK#7 – “Jeg skammer mig over at indrømme, at mine tanker under denne flytning fra by til land har været både fordomsfulde og elitære. Blind af privilegier har jeg nemlig mere end én gang tænkt, at man da burde være taknemmelig for, at der kommer en veludannet og ressourcestærk familie til øen, der kan bidrage postivt til både indbyggertallet og lokalsamfundets udvikling. Som om Mors er et sted, der skal reddes af højtuddannede fra byen.” – Idéhistoriker Mette Bærbach Bas flytter sin familie fra Gellerups ghetto til Mollerup på Mors. POV følger familiens udvikling og sætter spot på fordomme og fakta om Udkantsdanmark, og hvordan det er at falde til på landet, når man kommer fra en storby.
Da jeg som ung flyttede til Rusland, virkede alt det, som jeg havde med hjemmefra, ikke rigtig derovre.
Russerne reagerede simpelthen ikke, som jeg forventede. Russisk kultur er nemlig diametralt modsat den danske på en række centrale områder, herunder samfundshierarki og tilliden til hinanden og til staten.
Pludselig virkede alt det, jeg havde med hjemmefra, ikke længere
Det forstod jeg fuldt ud. Rusland er jo meget anderledes end Danmark. Jeg havde bare ikke forventet, at jeg ville opleve det samme ved at flytte fra én landsdel til en anden. Slet ikke i et lille land som Danmark.
Men pludselig virkede alt det, jeg havde med hjemmefra, ikke længere.
Jeg kom fra et liv i en storby med arbejde i en ghetto som kulturformidler og ruslandsekspert og med en tyrkisk mand og to eksotiske, tokulturelle børn på hjemmefronten. Destinationen var et ø-samfund i Limfjorden, Mors, hvortil vi flyttede for ni måneder siden.
Min sociale kapital mistede værdi
I storbyen kunne jeg altid nævne mine mange udlandsophold, min beskæftigelse, min bydel (Gellerup i Aarhus), og at jeg har skrevet en bog om kulturforskelle – så var samtalen godt i gang. Værdien af min sociale kapital, hvad angik interessante synspunkter og synsvinkler, var med andre ord høj i en by præget af mangfoldige kulturer, som mangfoldige meningsdannere yndede at italesætte mangfoldige holdninger om.
Disse emner er i bedste fald eksotiske, i værste fald ligegyldige på Mors. Mine børns skolekammerater er lyshårede med blå øjne. De underholdes af drillenisser til jul og hjælper til med høsten i sensommeren. Med andre ord: pæredanske. Sådan opleves forskellen i hvert fald, når man flytter fra Gellerup til Mollerup.
Mine børns skolekammerater er lyshårede med blå øjne. De underholdes af drillenisser til jul og hjælper til med høsten i sensommeren. Med andre ord: pæredanske
I min datters gamle folkeskoleklasse var jeg den eneste etnisk danske forælder i forældergruppen blandt arabiske og somaliske forældre. Det var helt fint. Nu kan jeg spotte en enkelt ukrainer blandt alle danskerne i forældregruppen på Mors. Det er også helt fint. Det er bare meget anderledes.
Identitetstab efter flytning
Min erfaring har været, at det pludselige tab af ens sociale kapitel, der nemt kan opstå under en flytning, også medfører et identitetstab. Den omgangskreds og den sociale kapital, du har bygget op det gamle sted, flytter jo ikke med. Du er nødt til at starte forfra med at skabe din identitet. Ikke nok med det – du skal også skabe den på et andet grundlag og på andre præmisser.
Helt konkret oplevede jeg et brat fald i interessen fra mine omgivelser i det, jeg havde brugt halvdelen af mit liv på at forstå, forholde mig til og formidle til andre. Det resulterede herefter i et brat fald i udbuddet af (for mig) meningsfulde samtaler.
Jeg begyndte simpelthen at kede mig, indtil jeg endelig evnede at se ud over mine egne resortområder og dykkede ned i samtaleemner, der ligeligt interesserede begge parter.
Faktisk har jeg efter de første ni måneder som ø-tilflytter konkluderet, at morsingboerne overhovedet ikke har brug for en selvtilfreds, højtuddannet tilflytter
Jeg skammer mig over at indrømme, at mine tanker under denne flytning fra by til land har været både fordomsfulde og elitære. Blind af privilegier har jeg nemlig mere end én gang tænkt, at man da burde være taknemmelig for, at der kommer en veludannet og ressourcestærk familie til øen, der kan bidrage postivt til både indbyggertallet og lokalsamfundets udvikling.
Som om Mors er et sted, der skal reddes af højtuddannede fra byen.
Det siger meget mere om mig og om den tone, der slås an i debatten om Udkantsdanmark, end det siger noget om Mors.
At begå sig i ny kultur
Faktisk har jeg efter de første ni måneder som ø-tilflytter konkluderet, at morsingboerne overhovedet ikke har brug for en selvtilfreds, højtuddannet tilflytter. De kan til gengæld godt bruge en venlig og hjælpsom person, der vil engagere sig i foreningslivet, handelslivet og naboskabet.
Jeg er derfor nødt til at genopfinde min sociale kapital og udvide min portefølje, hvis jeg vil integrere mig i udkanten.
Ligesom vores politikere forventer af udlændinge, at de bidrager og lærer sproget, når de vil bo og arbejde i Danmark, har jeg indset, at jeg også skal integrere mig og lære at begå mig en i ny kultur. En kultur, som er præget af lokal sammenhængskraft som den måske vigtigste værdi.
Topillustration: Mette Bærbach Bas måtte genopfinde sin sociale kapital, da hun flyttede til Mors. Foto: Visit Nordjylland.
LÆS DE ANDRE KLUMMER I SERIEN FRA MORS:
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
