SOMMERSERIE #9 // DANMARK OG VERDEN – Hvad skal de kalde sig, når de er vokset op med svinepis på arbejdshænderne og har kørt traktor på de bornholmske lerknolde, siden de vel blot var 7 år – og alligevel insisterer på, at verden er større end som så? Bonderøve, ja da! Og det kan jo høres i melodien i deres dialekt. Det elsker de. Men de er blottede for det udkantede mindreværdskompleks og den provinsielle offerrolle, som nærmest er blevet til en folkebevægelse i Danmarks politiske brugsforening. Læs Jesper Grunwalds portræt af barndomskammeraten, der blev smidt ud af 8. klasse og endte som topdirektør i FLSmidth.
Simon Jensen er stort set dementiet på den kliché af et politisk slogan, som Inger Støjberg og hendes Danmarksdemokrater har valgt at gøre til deres: Som vi er flest. Han har hele livet været drevet af lysten til at se nye dele af verden.
Nysgerrighed – og så med en anelse lyst til at provokere, men på den venlige og ikke selvoptagede måde. Det bornholmske sprog har nuancerne i sig: Simon er på ingen måde injmâriger – (ondskabsfuld/stædig på den forstokkede måde).
Men han vedgår gerne, at han hans nærmeste vil kalde ham kräjnjder – (stædig til det genstridige). Både hans kone og min nikker sukkende, overbærende, genkendende til det gamle slogan, at der aldrig ”må være flere bornholmere på et skib, end det har master” (underforstået – som de kan bindes fast til, hvis de bliver for uudholdelige).
Det toppede, da præstens søn blev såret i panden af et roejern i en kamp, hvis ideologiske baggrund, jeg ikke erindrer
Jeg siger i den grad VI. Vi er barndomsvenner fra nabogårdene Hintsegaard og Sejersgaard i Ibsker sogn på Østbornholm. Ganske dramatisk mødtes vi første gang som blot 5-6-årige, da staldlængerne til Simons fødegård brændte ned.
Vi fulgtes ad i landsbyskolen med blot 10 elever og den rødhårede, fregnede frk. Beyer, der trods sin lidenhed havde hænder som stegepander. Og vi havde vores egne bandekrige i ”Præsteskoven”. Bandekrige – jo, det gik faktisk hårdt for sig en gang imellem. Det toppede, da præstens søn blev såret i panden af et roejern i en kamp, hvis ideologiske baggrund, jeg ikke erindrer.
Vi var knægte, som osede af land og provins – men også begge dementier på de klichéer, som driver udkantsideologerne i dag. Jo, her var ingen daginstitutioner, mormor passede os, vi måtte cykle frem og tilbage til ”storbyen” Svanekes store skole – og vi arbejdede jævnt hen dagligt på de fædrene gårde, så legeaftaler var en luksus. Ikke noget med aftalt løn eller anden kontraheret belønning. Det handlede om at få familielivet og dagligdagen til at ”løbe rundt”.
Ikke at det begejstrede os – og slet ikke som teenagere, når vi skulle bruge halve timer på at vaske svinepisset ud af håndfladerne, så vi kunne optræde bare en smule forførende over for de få på dansegulvet.
Der stod Bornholm i panden på os – og især Simon mestrede (og mestrer!) det ægte, indfødte sprog, fordi hans familie er totalt integreret i øens liv i vel nok århundreder.
Men klichéen om at være, som folk er flest, holdt ikke.
“Jeg har sgu nok altid haft en trang til at gå andre veje end de udstukne,” siger han i dag. “Ikke i vrede eller aggression over for det, jeg kommer fra og er rundet af. Overhovedet ikke. Jeg er bornholmer – men jeg er jo altså også borger i en langt større verden. Jeg har aldrig været på flugt fra undertrykkelse eller forsnævrethed. Jeg er jo vokset op med både de trygge og lokale – og udlængslen. Det var ikke et mål i sig selv at være, som folk er flest. Men jeg har altid haft en trang til at prøve noget nyt. Hele tiden.”
Oplevelsestrangen har Simon Jensen ikke fra fremmede. Hans forældre var gennem hele livet nysgerrige over for verden uden for Klippeøen, selv om det ville være utænkeligt, at de skulle bo andre steder på kloden.
Simons far, Lars Peter, flirtede med De Radikale i sine unge dage i 1930’erne, men den pacifisme ophørte uigenkaldeligt, da han på en rejse i Tyskland oplevede Hitlers Anschluss – anneksionen af Østrig i 1938. Siden blev han uomtvisteligt konservativ.
Men hele livet var han og Simons mor, Ellen, drevet af en nysgerrighed, som førte familien med deres to drenge ud på lange sommerferier i Europa i deres Taunus 12 M i 60’erne. Min far og mor havde ikke midlerne, og jeg kan endnu mærke en snert af misundelse mere end et halvt århundrede senere.
Knægtene fra Hintsegård havde ”gode hoveder”. Og Simon valgte ”Realskolen”, fordi han så indlysende havde evner til videre skolegang. Allerede i første klasse under frk. Beyers regime fik han stukket anden klasses regnebog i hånden, da han var færdig med den første. Og han nåede at tage hul på den tredje. Men hans nysgerrighed og utålmodighed var også hans hæmsko, ligesom det godt nok ikke var hans fars tanke, at sønnike skulle gå den slagne skolevej. Livet skulle læres ude i virkeligheden.
Selv havde Lars Peter fået masser ud af syv års skolegang – hver anden dag. Den magre skolegang forhindrede ham ikke i at have dybt kendskab til verdenshistorien, ligesom han var en stor elsker af komponisten Wagner.
Men en Wagner-kender, som de er flest?
Aldrig i livet.
Vore skoleveje skiltes, da han ganske enkelt blev smidt ud efter ”1. real” – 8. klasse
Simon faldt på ingen måde til i skolesystemet. Ikke at han var adfærdsvanskelig, men rastløsheden og nysgerrigheden passede ikke til hverken at sidde stille eller række hånden op, før man bliver spurgt. Vore skoleveje skiltes, da han ganske enkelt blev smidt ud efter ”1. real” – 8. klasse. Og hans far var helt med på beslutningen efter den bornholmske opdragelsesdevise: Det var på tide at komme ud at sjødda nâd (bestille noget).
Selv tog jeg den slagne gymnasievej, mens den fysisk stærke og mere utålmodige Simon gik i lære som mekaniker hos den lokale Ford-forhandler. Vi blev arketyper på ungdommen i 60’erne og 70’erne – i hver vores retning. Jeg røg underlige cigaretter, skrev digte og spillede teater – Simon gik ”arbejdervejen”. Og lærte fra sig: Jeg kravlede hjem fra hans svendegilde, hvor de gamle mekanikere fandt det sjovt at drikke ”studenter” under bordet. Alt var fuldstændig efter den bornholmske drejebog.
Også at Simon til ikke mindst min fars store glæde – blev soldat – værnepligtig og konstabel, mens jeg til min egen glæde og min fars lettelse (han var selv major af reserven) blev kasseret.
Hvad enten man nu kan lide det system eller ej, så var det givetvis Forsvaret, der fik styr på Simons rastløshed. Disciplin og en højere grad af systematik, som førte ham fra det danske forsvar ind som FN-soldat på Cypern. Det var netop på den tid, hvor konflikten mellem de tyrkiske og græske cyprioter eskalerede i deciderede krigshandlinger. Bondedrengen fik brug for sit mod og sin nødvendige selvkontrol – og vi beholdt en vis kontakt med hinanden. På bamse-krammerniveau, når vi mødtes på fødeøen – og ved mere alvorlige lejligheder. Han kom blandt andet uplanlagt til Danmark med en æresvagt, da en af hans danske soldaterkammerater havde mistet livet.
Men det var ”bare en del af livet”, så vi kæmmede nattelivet i Slagelse, hvor den flotte fyr med den blå baret trods det på den tid ikke så populære, militære outfit dog gjorde et stort indtryk på både de unge sygeplejeelever og journalistpraktikanten på Sjællands Tidende.
Bonderøve – men først og sidst – drengerøve!
Det næste stop blev en israelsk kibbutz i Negev-ørkenen.
I flere år oplevede han fællesskabet og kunne tage fat på ny læring. Han blev en slags landbrugs-smed i landbrugskollektivet og kunne derudover tage fat på en ”hobby”, som ellers mest trækker akademisk nysgerrighed: sprog. Han lærte både at tale og skrive hebraisk og er sidenhen blevet det menneske i mit liv, der evner at udtrykke sig på flest – på mange sprog. I dag taler han – efter årtier i udlandet – portugisisk, engelsk, fransk, tysk, italiensk, hebraisk og arabisk til ”husbehov”.
Et sproggeni?
“Nej, nej, nej,” siger han. “Men jeg har nok udviklet en teknik, som jeg kan genbruge fra sprog til sprog. Noget indvandrere i Danmark sikkert kender: at man lærer tilstrækkeligt med ord til at kunne gennemføre en samtale – og så tager man den derfra.
Fra Israel rejste udkantsdrengen fra Bornholm rundt i først Afrika. Han blev i 80’erne rejseleder og chauffør/mekaniker i et dansk rejseselskab, som specialiserede sig i mere vilde langturs-rejser i ombyggede militærkøretøjer i Afrika. Rejser på flere uger og måneder for at bryde normerne i charterturismen.
Indimellem måtte han snige sig over grænsen til mere lukkede lande, hvis en motor brød sammen, og der skulle skaffes en ny ”krumtap”. Hans livslæring handlede ganske ”enkelt” om nødvendighedens pædagogik – som det, der dengang var kendt som Tvind og Den Rejsende Højskole, men helt uden den ideologiske overbygning. Det handlede ikke om at frelse verden – men om at tage en ordentlig bid af livet og øge sine kompetencer til virkelig at kunne gennemføre det.
Han var selvskreven til at søge og få et job som NGO’er og værkstedsleder i Botswana, det lille land lige nord for Sydafrika. Her arbejdede han et par år, indtil en medfødt rygskade brød ud på en ferie-trekking i Malawi. Han blev faktisk alvorligt syg af malaria under en akut indlæggelse på en 16-mandsstue på et lokalt hospital og måtte efter et ophold på Rigshospitalet i København senere erkende, at også eventyrlyst har sine fysiske grænser.
Arbejdet i Afrika måtte slutte. Men inden da tog han med sin kæreste og nuværende kone, Inger, på en livsrejse, som faktisk har gjort ham til medlem af Eventyrernes Klub i København. I Johannesburg, Sydafrika, købte han en gammel Land Rover og kørte hele vejen fra Sydafrika gennem lande som Botswana, Zambia, Burundi, Rwanda, Zaire, Cameroun, Tchad, Niger og Algeriet, over Middelhavet med båd til Spanien, gennem Europa og hjem. Helt hjem! Simons og Ingers bulede og ørkenfarvede Land Rover er formentlig den eneste Sydafrika-indregistrerede bil, der nogensinde har kørt på vejene mellem Rønne og Ibsker.
Simon Jensen tog sig en 2-årig uddannelse som maskintekniker, mens konen arbejdede benhårdt som sygeplejerske og fødte deres første børn.
Han kendte nødvendigheden i at få ”lortet til at fungere”, selv om man ikke har alt det nødvendige værktøj ved hånden
Vi er i 80’erne.
Og mens storbyens unge nød livet på caféerne, startede Simons erhvervskarriere. Én lang rejse gennem industrivirksomheden FLSmidths labyrint og centrifuge, hvor man åbenbart er i stand til at læse cheftalent uden om de klassiske akademiske, ingeniørveje. Han startede som ”trouble-shooter” – en mand, man roligt kunne sende ud i ”bushen”, når noget gik galt på en af cementfabrikkerne. Han havde været der før. Han kendte nødvendigheden i at få ”lortet til at fungere”, selv om man ikke har alt det nødvendige værktøj ved hånden. Så sendte firmaet ham til São Paulo i Brasilien, og han tog hele familien med.
Familien satte deres tre børn i en portugisisk skole, selvom om ingen af ungerne, som var i den begyndende skolealder, kunne så meget som et eneste ord af landets sprog. Vanvittig modigt, tænkte jeg selv – lidt forskrækket. Men resultatet er i dag, at alle tre voksne børn i 30’erne er veluddannede og arbejder internationalt med udgangspunkt i Danmark.
Simons karriere tog fart efter et kortere ophold i Danmark. Fra chefjob, over administrerende direktørjobs – og bestyrelsesposter i FLS-koncernen. Schweitz, Italien og Dubai.
Nu har han som snart 70-årig trukket sig som ledende direktør for FLSmidth i Mellemøsten og ”Sub Sahara”, som man siger i management-universet. Jeg har vidner på den bornholmske bonderøvs kompetencer. På en taxitur for nogle få år siden kørte jeg et fremtrædende medlem af FLS-toppen hjem fra mandens sidste bestyrelsesmøde (hans pensionering kaldte). Om jeg kunne holde kæft om min relation til Simon Jensen?
Gæt selv.
“Han er måske det dygtigste HR-menneske (Human Ressource), jeg nogensinde har mødt. Han taler menneskesprog, og han ka’ li’ dem!”
Den bedste anbefaling.
Ingen udkantskomplekser her
Vi drikker formiddagskaffe i den globale familie Jensens sommerhus på Stevns. Brothers from Bornholm – de to bonderøve, som egentlig er stolte af at være det. Ingen af os kan være med på udkantskomplekset, som er det nye sort i dansk politik: Det er så synd for dem derude på landet. Synd for os fra udkanten, der måtte vokse op uden fritidsklubber og børnehaver og med masser af gratisarbejde på den fædrene gård. Uden motorveje, nationalmuseer og kongelige teatre.
Jeg tager lommeregneren frem for at kigge på samfundets reelle svigt. En helt ”tilfældig” kommune: Mariagerfjord – der hvor partiformand Støjberg bor – i Hadsund. Vi kigger på den såkaldte ”udligningsordning”, der flytter penge fra de rige kommuner mod øst til de fattigere kommuner. I sidste budget får de 42.000 borgere i kommunen knap en milliard, hvad der svarer til godt 22.000 kr. i udligning pr. borger fra vugge til grav. Ca. en tredjedel af den jyske kommunes samlede budget finansieres af penge ”udefra” – fra fællesskabet. Og det har vi det begge fedt med, selv om vi vist ikke stemmer på de samme partier.
Simon Jensen rykker kroppen rundt på stolen ved kaffebordet. En irriterende uro. Nu bliver han vist kräjnjder.
Og så er forskellen mellem dansk land og by ved at sætte politik på den anden ende
“Helt ærligt. Det er svært at tage det der med udkanten alvorligt, når man ser, hvad der bydes mennesker ude i verden. Jeg er bornholmer i mit sprog og som udgangspunkt i mit liv. Jeg har familie, der er erhvervsaktive derovre. Men jeg har det så svært med den der offerrolle i dansk politik. Forskellene er jo minimale, når vi måler på verden udenfor. Vi lever i et system, der måske er det bedste i verden, når det handler om at tage sig af hinanden. Og så er forskellen mellem dansk land og by ved at sætte politik på den anden ende.”
Vi lader politik-snakken ligge.
Vi konstaterer bare, at de to gamle venner fra provinsen har det til fælles – at vi stadig arbejder. Vi kan ikke undvære at møde mennesker og ”sjødda nâd”.
Simon gør det i konsulentarbejde i Dubai, hvor han stadig bor med konen en del af året. Med smil på læben har han døbt sit lille, private senior-firma: Grappa Consulting, opkaldt efter hans italienske yndlingslikør.
Måske en lidt bondsk branding – men sådan er lunet i udkanten.
Og på LinkedIn er hans nuværende, officielle titel skiftet fra Managing Director til Human Being. Menneske!
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
