POV SPORT // UGENS INTERVIEW – Lige nu har Jakob Kvist stor succes med afdøde Lars Høghs selvbiografi. En bestseller, som blev til i tillid, røverhistorier, livets tunge af slagsen, glæde og stor sorg. Jakob Kvist er som præstesøn vokset op med døden som en naturlig følgesvend, men har også taget ordet til sig, om ikke Guds, så i hvert fald forfatterens og journalistens, og er noget nær grundlægger på dansk grund af den moderne sportsbiografi, hvor hovedpersonen ikke selv deltager, da han tilbage i 1996 skrev Ambassadøren om fodboldspilleren Michael Laudrup.
Forfatterens værksted er som oftest mobil, fordi en stor del af det, der skal ned på skrift, rumsterer derinde i hjernen et sted. Dér, hvor processen og angsten eller glæden ved at sætte sig til den hvide skærm, tager form. Når man skriver biografier, er mobilitet også en nødvendighed. For samtalens skyld.
Forlæggeren, forfatteren og journalisten Jakob Kvist har i en lang årrække kunnet nøjes med sit skrivebord og tankevirksomhed, inden han tog stilling til endnu et bogprojekt som forlægger og kreativ direktør i det nu frasolgte Peoples Press, han selv helt tilbage i begyndelsen af 00’erne stiftede sammen med musikbranchedirektøren, Jan Degner.
Men både inden, og nu også efter, har han skrevet en række biografier, deriblandt sportsbiografier, og det er den genre og disciplin, jeg gerne vil tale med ham om. Om spændet mellem en slags bibel i disciplinen, ”Ambassadøren – en bog om Michael Laudrup” fra 1996 og den aktuelle om og med den nyligt afdøde, 62-årige målmandslegende, Lars Høgh: ”Der er antal på alt”.
Derimellem har Jakob Kvist, 58, skrevet biografier med blandt andre Johannes Møllehave og politikeren Lily Gyldenkilde. Og så har han fra stiftelsen af Peoples Press i 2002, indtil han med en pæn tocifret millionfortjeneste solgte forlaget til svenske Storytel, udgivet et hav af biografier, deriblandt mange med sportspersonligheder som omdrejningspunkt.
Den hemmelige socialdemokrat
Med flere kontroversielle biografier som ”Jæger – i krig med eliten” og ”Den Hemmelige Socialdemokrat” indtog Peoples Press markedet som klicheen om klassen frække dreng. Og udgav den mest sælgende sportsbiografi til dato, ”No regrets” med Stig Tøfting. Jeg selv har, for deklarationens skyld, også lokket ham til at sætte et par stykker i omløb.
Med en kaffekops, et par havrekiks og klase vindruers eneste intervention samt min evindelige evne til at afbryde talestrømme, som han i øvrigt gør diskret opmærksom på undervejs, fortæller Jakob Kvist med stor indlevelse om begge projekter, der ligesom indkapsler en æra over et kvart århundrede. Både i hans eget forfatter- og forlæggerliv, men også i tiden. I dag skal de færreste sportsfolk nyde noget, i hvert fald mens de er aktive at sige noget som helst offentligt, der kan misforstås eller afstedkomme en shitstorm på sociale medier.
Og selvom Jakob Kvist så småt leger med forlagsbranchen igen, har han ikke i sinde at gentage størrelsen på Peoples Press. Han er formand for Impact Press, som er en lille forlagsdel af produktionsselskabet Impact TV, der stod bag dokumentaren ”Me too: Sexisme bag skærmen” om TV2. Han afviser heller ikke, at han kunne finde på at sætte sig til tasterne igen, men i disse dage går tiden mest med at læse og se nyheder af den mere dystopiske slags fra Ukraine og Rusland.
Så vi slukker for CNN og trækker i snakketøjet og ind i forfatterens værksted.
2019-2020
”Lars Høgh ringede til mig for nogle år siden, i slutningen af sommeren ’19 og spurgte, om det ville være en god ide. Det var efter, han var blevet syg af kræft i bugspytkirtlen, efter han var blevet opereret og følte sig rask. Han var helt vild glad. Jeg havde ikke snakket med ham i mange år. Vi havde den hyggeligste snak. Jeg kendte ham fra gamle dage, og han ville bare høre, om jeg syntes, det var en god ide at lave en bog, for der var én, der havde foreslået ham det.
Jeg sagde, at ’det synes jeg sgu, du skal gøre, og jeg vil også gerne hjælpe dig med at finde et forlag’. Da var jeg på vej ud af Peoples, hvor jeg jo havde fortsat en tid efter opkøbet, men jeg var i mellemtiden flyttet ovenpå til radioen (Radio 24syv på samme adresse i København, red), så jeg gik bare ned til Peoples og sagde, at den bog burde de tage at forfølge. Så havde jeg ikke mere med det at gøre og jeg hørte ikke fra Lars i lang tid, og det viste sig også, at han havde fået tilbagefald, og den gik lidt i stå.
Vi sidder en del på Tornøes Hotel i Kerteminde, hvor familien havde sommerhus, men dér sad vi ikke og arbejdede
Hen i foråret ’20 dukker Lars frem igen. Vi havde skrevet lidt sammen hele tiden. I mellemtiden havde han fået kontakt med Lindhardt og Ringhof, og vi aftaler bare, at jeg skal hjælpe ham lidt med kontrakten, og så gør jeg det. Så ender det med, at ham, han har planlagt at skrive sammen med, det åbenbart ikke går særlig godt. På et tidspunkt i løbet af sommeren ringer han og spørger, om jeg så kunne tænke mig at gøre det, for han har ligesom luret, at jeg er ude af radioen, vi er midt i corona, og jeg går bare rundt derhjemme.
Det vedtager vi så, og i september går vi så i gang. Jeg starter fra bunden og interviewer ham, og det gør vi igennem hele efteråret. Vi sidder en del på Tornøes Hotel i Kerteminde, hvor familien havde sommerhus, men dér sad vi ikke og arbejdede. Han var hjemme ved mig et par gange, og så mødtes vi en enkelt gang oppe på Josefines (Lars Høghs datter, red) tagterasse, et par gange på Hotel Coco på Vesterbrogade, hvor han så også boede, når han besøgte Josefine. Vi havde lidt neutrale steder rundt omkring. Man skal ikke bringe den slags arbejde helt ind i køkkenet, hvis man har familie omkring sig og den slags.”
1996
”På det tidspunkt der i midt i 90’ene var sportsjournalistikken under noget ombygning. Vi var jo nogle stykker, deriblandt dig selv, der syntes, det kunne være spændende at lave sportsjournalistik på en anden måde. Og på et tidspunkt er der én, der spørger mig: ’Hvorfor skriver du ikke en bog om Michael Laudrup?’ Så tænkte jeg lidt over, at hold kæft, det var en god ide.
Det var ikke normalt dengang. Det var en bedre ide, end det lyder til, for det lyder som den mest indlysende ide i hele verden, men det var det faktisk ikke dengang, for man skrev ikke biografier på den måde om sportsfolk. Det kredser forordet lidt om, at det er lidt mærkeligt at skrive en biografi om en aktiv fodboldspiller. Det er virkelig et forældet forord i den første udgave. At skrive en biografi om en mand på 30 år var bare mærkeligt. Det har ændret sig siden.
Til sidst ender han med at sige: ’Det kan vi da godt. Men så skal det bare være din bog, og jeg skal ikke citeres i den. Jeg vil gerne hjælpe dig og sige noget til baggrund.’
Jeg har ikke gang i noget specielt på det tidspunkt. Er freelancer og arbejder lidt rundt omkring, så jeg går bare i gang. Jeg havde interviewet Michael til Euroman, og det var ikke så nemt at få et interview med ham, når man ikke var én af hans faste skare. Men via en af dem fik jeg en henvendelse ned til ham i Barcelona, og så møder jeg ham til en reception, hvor jeg ved, han skal komme, så jeg opsøger den her reception, sådan en lille én hos en kiropraktor. Der spørger jeg ham, om han kunne være interesseret i det, og han er ikke afvisende. ’Det kan da godt være.’ Han lukker den i hvert fald ikke helt ned.
Så hørte jeg ikke mere fra ham, skrev breve, og han svarede ikke. Til sidst ender han med at sige: ’Det kan vi da godt. Men så skal det bare være din bog, og jeg skal ikke citeres i den. Jeg vil gerne hjælpe dig og sige noget til baggrund.’ Det var jo smart nok, for så blev der skrevet nogle ting, som han ikke selv syntes, han kunne sige. Han stolede nok på, at jeg ville fortælle en historie, som var nogenlunde, som han så den. Der var så også noget i den endelige bog, han bestemt ikke var enig i, men det tog han helt fint.
Jeg fik nogle døråbningsbreve om, at han var bekendt med projektet, og han anbefalede, at man hjalp mig, som han skrev på spansk, italiensk og dansk. Så kunne jeg faxe sådan et brev ned til Barcelona, og det åbnede samtlige døre i klubben. Det var faktisk helt vildt.”
2020-2021
”Vi sad meget nede i kaffestuen på Thornøes Hotel. Der er en stor del af bogen lavet, og jeg boede der et par nætter ad gangen, så tog vi to-tre dage og snakkede. Omkring juletid, havde jeg fået udskrifterne fra interviewsene og begyndte at sortere i det og arbejde. Jeg have ikke modellen klar, da jeg begyndte, men havde ideen om at køre to spor, og så arbejder jeg som udgangspunkt næsten altid kronologisk.
Man kan altid bytte rundt. Laudrup-bogen skrev jeg egentlig også kronologisk, men så valgte jeg at lave nogle breakere med Cruyff (Barcelona-træner, red.), som brød tid og sted, og ligger kastet ud fire-fem gange i bogen, og det er sådan set det eneste kronologibrud. Det iscenesætter også lidt Cruyff som en anden hovedperson og altsvævende faderfigur.
Men han fik det heldigvis bedre, og så var der nogle landsholdsture, nogle ture på hospitalet, og på dem indtalte han nogle små bidder, som han sms’ede til mig, når han havde et indfald
Jeg begynder at skrive i januar ’21, og vi havde en hel masse dialog frem og tilbage. Han sendte mig løbende nogle små opdateringer fra alt, hvad der skete. Lige da vi skulle til at slutte optagelserne i november, skulle han ind og have brændt leveren (kræften havde spredt sig, red.), og det var gået godt. Dagen efter sad vi snakkede hele formiddagen, men han havde det bare ikke godt og havde feber. Det endte med en kort dag, og jeg gik en tur i Kerteminde og mødte Jørgen Flindt Pedersen (tidligere TV-dokumentarist, journalist og chefredaktør, døde som 80-årig i januar 2021, red.). Det var sidste gang, jeg så ham. Han kom kørende på sin trehjulede knallert, fordi han var delvis lam, og det var så dejligt at se ham igen. Det er mærkeligt at tænke på de sammenhænge og tilfældigheder.
Derfra røg Lars ind i det der abcess-helvede (fik en byld af infektion, red.), der var ved at tage livet af ham hen over julen, hvor han virkelig havde det dårligt, og de tømte ham for alt det puds fra bylden. Men han fik det heldigvis bedre, og så var der nogle landsholdsture, nogle ture på hospitalet, og på dem indtalte han nogle små bidder, som han sms’ede til mig, når han havde et indfald. Godt eller skidt. Han gik meget op i processen.”
1996
”Det var en vidunderlig historie med Johan Cruyff. Jeg kom ned til Barcelona sammen med min gode ven og kollega, Martin Dalgaard, der kunne tale spansk, for det kunne jeg ikke. De ville alle sammen tale med os. Undtagen ”Mister”. ’Han taler ikke med nogen, ham skal I ikke regne med at få,’ sagde de til os.
Vi fik lavet aftaler med Bakero, Guardiola, og hvad de ellers hedder alle sammen. Vi stod ude på træningsbanen, som man jo bare kunne dengang, og så dem træne. I øvrigt helt fantastisk sådan en solbeskinnet formiddag bare at stå og se Barcelona træne.
Så kom Cruyff over og sagde: ’Er det jer, der er fra Danmark?’ ’Ja, det er det’ ’Hva, i morgen klokken 14 på mit kontor, passer det jer?’ Det kunne det da godt.
De spanske journalister kom over: ’Hvad fanden har I gjort. Han har ikke talt til os i et halvt år’ Vi måtte bare sige, at det nok ikke var os, men Laudrup, der havde åbnet den dør.
På et tidspunkt sagde Cruyff: ’Do you know what I did?’ Da havde Michael taget mesterskabet med til Madrid efter at have vundet det fire år på stribe med Barcelona
Vi kom til tiden på hans kontor og interviewede ham i to timer. På engelsk. Han var helt fantastisk. Han sagde simpelthen så mange gode ting. Alle hans udlægninger af tingene, som jo så er med i bogen i et koncentrat. ’People fall in love, and Michael fell in love with the audience. And then he started to play for the audience’. Så begyndte han at sige det med, at Michael startede med at spille ti meter tilbage, og det så godt ud, men virkede ikke. Han ville have ham længere frem. Og Michael sagde bagefter: ’Ja, ja, det er godt med ham’.
På et tidspunkt sagde Cruyff: ’Do you know what I did?’ Da havde Michael taget mesterskabet med til Madrid efter at have vundet det fire år på stribe med Barcelona. Cruyff tog jo The Double med til Feyenoord, da han blev uvenner med Ajax. ’Selvfølgelig vandt Michael med Real Madrid, for han var vred. Og han er god. Han er så god, at hvis han vil vinde, kan han. Så kan han godt flytte et mesterskab, men kun ét år, for så er han ikke vred længere.’
Sådan nogle ting sad han og sagde. Jeg syntes, det var helt vildt. Michael skiftede jo, fordi han blev uvenner med Cruyff. Og da jeg så skriver bogen, er han i konflikt med Jorge Valdano i Madrid. Sammen med Michel, Luis Enrique og en række spillere. De holdt sammen mod Valdano, og det var Michael også meget presset af. Han sad meget og stirrede frem for sig. Det var hårdt for ham.”
2021
”Jeg er ikke vokset op i et 70’er-parcelhuskvarter og ikke i et fodboldhjem, heller ikke på Fyn (Jakob Kvist er vokset op i en præstegård i Varde, red.), men der er alligevel nogle fællestræk, som klinger, når man lukker øjnene og tænker på dengang, festkulturen, tiden var mere løssluppen, og man var ikke så forsigtig og bange. Man var mere sammen på kryds og tværs.
Lars gad jo ikke være ugebladskrøbling, og sagde også nej til et TV2 i forhold til Knæk Cancer og den slags. Det gad han sgu ikke. Han gik rigtig meget ind i det, og vi havde det enormt hyggeligt. En masse off the record, og vi grinede også meget, tudede en del, men grinede meget.
Jeg talte også med de andre i familien undervejs nogle gange, men det var mest Lars. Han var meget opmærksom på personbeskrivelserne i bogen, at få det afvejet. Der kunne være enkelte, helt små ord, der skulle på en guldvægt hele tiden, som eventuelt skulle smides ind for at fuldende billedet, og hvis han syntes, han lige havde været lidt for hård, skulle der også tre gode ting ind, så der også kom noget anerkendelse.
Det med Richard Møller var en af de ting, vi snakkede om inden, for Lars ville ikke lave en bog, hvor han svinede nogen til
Hele historien med Richard Møller Nielsen var egentlig meget clean. Der var han i starten sådan lidt, hvad vi lige skulle gøre. Vi havde jo begge en forhistorie med Richard (Jakob Kvist skrev sammen med Flemming Mønster bogen ”Europamestrene”, der var meget kritisk i forhold til Ricardo, red.). Det havde vi også talt sammen om dengang, og jeg interviewede ham kort til Laudrup-bogen også.
Det med Richard Møller var en af de ting, vi snakkede om inden, for Lars ville ikke lave en bog, hvor han svinede nogen til. Det var vi enige om. Omvendt skulle det heller ikke være en bog, hvor han ikke sagde noget. (Richard Møller havde fyldt meget i Lars Høghs karriere som træner, og Lars’ far fyrede ham i OB, så de ikke talte samme i årevis, red.)
Vi brugte Richard som eksempel, og jeg sagde, at jeg syntes da, at det var en udfordring at sætte sig for at skrive et tilnærmelsesvist ordentligt psykologisk portræt af den mand, for det var der ingen, der havde gjort hidtil. I dag er man næsten stadig for eller imod Richard. Enten er han ligesom i den film, der blev lavet (Sommeren ´92), og han var bare helt vildt fantastisk, og alle kritikerne havde nærmest horn i panden i den film.
Det blev vi enige om, og det er et eksempel på tilgangen, og så har han selvfølgelig siddet og taget nogle ord ud og lagt nogle til, og kunne man gøre sådan eller sådan? Han ville ikke have, at det skulle fremstå dårligt. Det gælder næsten hele vejen rundt. Jeg tror ikke, at der er nogen, der føler sig såret. Jeg håber ikke, at der er nogen i Richards familie, som føler sig såret. Det var i hvert fald ikke meningen. Det synes jeg var sjovt at gøre med Lars, at nuancere Richard. På den måde var der mange sideambitioner med bogen. Man lærer i den her bog, hvor betydningsfuld og dygtig, Richard Møller har været.
Også at fortælle dansk professionel fodbolds historie. Han debuterede som amatør, var med i den første kamp, hvor de fik overrakt 100 kroner nede på stadion, eller hvor meget det nu var, og så til, at han sad som målmandstræner ude i Brøndby og på landsholdet med sådan nogle data-baser, analytikere fra kælder til loft og moderne fodbold, som er nærmest videnskabelig i sin tilgang. Den rejse har han været med på som ingen anden.”
1996
”I mine øjne er Michael den bedste fodboldspiller, vi nogensinde har haft. Og det var virkelig sjovt for mig at lave Ambassadøren på den der måde. I Italien havde jeg fået en anden journalist, Henrik Jul Hansen, til at hjælpe mig, fordi jeg heller ikke kunne tale italiensk. Vi fandt frem ham til en, der havde ført dagbog i Lazio med alle de mishandlinger, spillerne havde været udsat for.
Det havde Michael fuldstændig fortrængt selv. Totalt. Han kunne ikke huske det, og han havde ikke meget at give til baggrund på det italienske. Han havde en masse navne, jeg skulle ringe til i Spanien og alt muligt, men Italien kunne han ikke rigtig huske. Jeg pressede ham et par gange: ’Du må sgu da have et eller andet?’
De fik alle mulige grønne, gule og blå piller, som de ikke anede, hvad indeholdt. Det var helt forfærdeligt og et galemandscirkus af en anden verden
Der var ikke rigtig noget, og det var jo fordi, han var kommet dertil som knægt og haft det helt forfærdeligt. Hans gamle mormor græd, da hun havde læst bogen. De havde slet ikke vidst det. Hverken Brian, eller moren og faren (Finn Laudrup, red) vidste noget om, hvordan han havde det dernede.
Der er et langt kapitel om Lazio og en sindssyg træner, der mishandler dem. Tvinger dem ud om natten og grave huller ved hjørneflagene, og de skal smøre noget på fingrene, som de skal stikke i øjnene på modstanderne, noget sviende stads. De fik alle mulige grønne, gule og blå piller, som de ikke anede, hvad indeholdt. Det var helt forfærdeligt og et galemandscirkus af en anden verden. Han var der i to år, købt af Juventus og lejet ud, indtil han så kom til at spille for Juventus.
Da han læste kapitlet, sagde han, at det havde han glemt. Men nu kunne han godt huske det. Og det var meget værre, end det jeg beskrev. ”
2021
”Jeg har holdt meget af processen med Lars. Jeg vidste godt på forhånd, hvad jeg gik ind til rent menneskeligt, at jeg måske nok nærmest ville komme til at følge ham til graven. Det vidste vi begge var en risiko, og så håbede vi selvfølgelig intenst på det modsatte. Det var ikke noget, der på den måde skræmte mig. Jeg er halvgammel, og min far var præst, og det der med, at folk dør, har jeg haft inde på livet altid, og så har jeg selv prøvet at miste mine forældre, min ældste bror og mange venner.
Så jeg synes ikke, at jeg har et tabuiseret forhold til det, og det skræmte mig ikke. Selvfølgelig går man ind i det, og kærlighed og sorg er jo noget forbundet noget, og hvis man ikke engagerer sig i noget, så slipper man for sørge, men så elsker man heller ikke nogen. Derfor var det heller ikke en overvejelse, om jeg ville eller turde det. Det var indlysende, at jeg godt ville.
Samtidig var det en opgave som tydeligvis var nyttig og gav en helvedes masse mening at lave. Det var meningsfuldt arbejde.
Det kan godt føles lidt tomt at sidde og skrive noget, som ingen forholder sig til. Jeg var overbevist om, at i hvert fald folk på Fyn, de ville sgu læse den her, så det skulle nok gå
Når du spørger, om jeg også tænkte kommercielt, gjorde jeg jo det helt fra starten, da Lars spurgte mig, om det var en god ide. Da talte jeg som forlagsmand og kammerat over for ham. Han ringede og spurgte: ‘Tror du, der er nogen, der vil læse det’, og jeg svarede: ’Ja, det tror jeg.’ Så måtte han finde ud af med sig selv, om han ville det, rent menneskeligt. Men han var jo hærdet i hele mediegamet og i forhold til offentligheden, for han var jo virkelig kendt på Fyn. Den del havde han forholdt sig til.
Det kan man også se i bogen. Han er bevidst om, når han går ud og offentliggør sygdommen og de ting. Han var en klog mand, vidende. I forhold til at tænke kommercielt, er der også det, at når man så begiver sig ud i sådan et arbejde med at bruge så mange kræfter på at lave den slags, vil man gerne have et minimum af læsere. Ellers er det for trist.
Det kan godt føles lidt tomt at sidde og skrive noget, som ingen forholder sig til. Jeg var overbevist om, at i hvert fald folk på Fyn, de ville sgu læse den her, så det skulle nok gå. At det så gik, som det gjorde (bogen har solgt i flere en 45.000 eksemplarer, red.), det kunne man jo ikke vide, men jeg havde hele tiden troet, at den kunne noget. Ja, jeg tænkte nok 5-10.000.
Vi snakkede også om det. Og han spurgte selvfølgelig også meget til det. Han ville også gerne lave nogle penge på den. Ikke mindst til familien, hvis han døde. Det var jo faktisk derfor, han gik til mig i første omgang, fordi jeg var én, han kendte, der vidste noget om at udgive bøger.”
1996
”Bogen blev modtaget sådan, at de første to anmeldelser, der kom, de var dårlige. Anmeldelser var vigtige dengang. De kom lidt fra klubben af folk, der dækkede Laudrup fast. Der var nogle nedgroede negle dér. B.T. skrev et eller andet om en fuser-bog, og Jyllands-Postens overskrift var noget i retning af, at ”Laudrup følte sig snydt – ville ikke medvirke i ny bog om sig selv”.
Det var bare to forskellige vinkler. Den ene var et sted i bogen, hvor han føler sig snydt af en eller anden i Real Madrid. Og det andet var det faktum, at han ikke selv ville medvirke direkte. De to fik de elegant kørt sammen i en overskrift som om, det var mig, der havde stukket ham i ryggen. De to aviser kom om søndagen, og jeg tænkte: ”Okay, de smadrer mig.” Jeg var meget nervøs, for jeg vidste jo godt, at jeg ikke var en del af kleresiet. Der var nogle gamle drenge, der lidt syntes, at de ejede den butik. Og at jeg var en opkomling, der bare skulle lukke i.
Stor var min glæde så næste dag, om mandagen, hvor Jens Andersen i Berlingske gav den en helt vild god anmeldelse og Steen Ankerdal i Ekstra Bladet. Og så kom Rasmus Bech også med en god én i Politiken. Det var en stor mandag for mig. Jeg sad nede ved Cafe Norden og læste aviser, og jeg blev simpelthen så glad, da jeg så den med Jens Andersen som den første. Det var dengang anmeldelserne i avisen betød noget. Rigtig meget, faktisk.”
2021
”Det var en meget sorgfuld afslutning. Meget voldsom. Lars havde det virkelig dårligt til sidst. Han var utrolig udholdende og tapper. Det var han fandeme. Og trådte virkelig over nogle smertetærskler. Han døde 14 dage efter receptionen for bogen.
Vi ringede sammen eller facetimede. Han var med til den sidste landsholdssamling, og der sad vi og lavede ”Takken” i bogen, for bogen skulle i trykken lige efter. Det var meget hjertegribende, og da vidste han godt, hvor det bar hen, og vi skålede. Jeg sidder på Kreta, og han sad på spillerhotellet oppe i Helsingør. I løbet af natten blev han syg, og det endte med, at han bliver kørt diskret derfra i ambulance til sygehuset, uden nogen rigtig opdagede det.
Bogen gik så i trykken, og vi snakkede noget sammen, men der er også mange pauser, og vi fik lavet nogle nye billedtekster, fordi der til det første oplag bare var røget nogle billedtekster afsted, som nogle på forlaget havde lavet, og dem var han og vi ikke så vilde med. Det var også en fejl af mig ikke at være opmærksom på det, men det hele havde været fortravlet til sidst. Det var bare sket. ’Sådan skal det fandeme ikke være, det er jo mit eftermæle’, sagde han til mig. Vi lavede dem i telefonen.
Der var ingen, der havde drømt om, at Lars havde kræfter til det. Og forlaget var meget tilbageholdende med at gøre noget, for de var nervøse for at virke upassende
Han ringede rundt til mange af dem, han fortalte historier om. Det syntes folk var fedt. ’Bare kør, Lars.’ På den måde var han ekstra omsorgsfuld, og det var han også i nogle af de her billedtekster. Så gik der nogle dage, og han ringede igen: ’Hvad, når man udgiver sådan en bog, er der så ikke sådan en bogreception.’ ’Øh, jo, det skal der da være.’
Der var ingen, der havde drømt om, at Lars havde kræfter til det. Og forlaget var meget tilbageholdende med at gøre noget, for de var nervøse for at virke upassende. Ingen annoncer eller noget. Lars overhalede ligesom det hele indenom og spurgte for sjov, om det var fordi, de var for nærige på forlaget. ’Nej, nej, det tror jeg sgu ikke’, sagde jeg. Så han ringede ind og sagde, at han gerne ville have en reception. Det ville de selvfølgelig gerne, og vi blev enige om en dato, som så blev skudt en dag, og det var tilfældigt, fordi forlagets lokale var optaget, men det passede med, at det var dagen efter den sidste VM-kvalifikationskamp i Skotland
Det betød så, at hele landsholdet kunne komme. De kom mange af dem. Han havde inviteret en hel masse, og det blev en fuldstændig vild markering. Andreas Christensen fløj for eksempel med hjem til Danmark, selvom han skulle til London og sin klub, Chelsea. Det var der mange af dem, der gjorde, så de kunne være med til receptionen.
Det var simpelthen så rørende. Der kom alle de der spillere, store drenge, som de jo er. Så begyndte Lars ret hurtigt at begynde at sidde og signere nogle bøger, fordi folk kom og bad om det. Der dannede sig en lang kø, og han sad og kampsvedte, og Tine, hans kone, og vi andre var sådan: ”Skal vi stoppe ham”, men han ville jo selv, det var tydeligt.
Han tog sig god tid med hver eneste og snakkede med dem, og den kø varede en halvanden time. Der var vel 100 til receptionen. Der stod AC og Daniel Wass og så videre i den kø. Vi begyndte klokken 14, og han havde haft ringet til mig klokken 11, og jeg havde spurgt ham, hvordan det gik, og han sagde, det gik ad helvede til. ’Hvis det var alt andet end det her, ville jeg aflyse.’
Lars sad fra 14-18 på den måde, og der var ikke rigtig nogen, der ville gå hjem. Man blev hængende. Han sagde simpelthen farvel for sidste gang til alle. Nogle græd lidt, også han selv indimellem, men ikke så voldsomt. Josefine kom med den lille baby, godt en uge gammel, men det var jo også en af de ting, han ville nå at have med.”
1996
”Bogen blev en relativ succes. Jeg kan huske, at jeg væddede med forlagets sælgere, om den ville ramme 10.000, og jeg tænkte: ’Det gør den da,’ og de sagde: ’Det gør den fandeme ikke’. Så vi væddede en flaske whisky, og den vandt jeg lige præcis. Den kom lige over 10. Og det var fint. Folk var ikke vant til at købe biografier. Noget tid efter kommer Uffe Ellemanns bog, og så kom Hans Engells bog, Helle Virkner. Nogle af dem som Stig Andersen begyndte at lave ovre på forlaget Aschehoug. Det var ikke rigtig en genre endnu herhjemme.
Så nej, det var ikke en bog, jeg blev rig på, og jeg havde en dårlig revisor, og han lavede en fejl, så det endte med, at jeg kom til at betale 110 procent i skat af de penge, jeg tjente. Det var ikke så godt.
En af de ting, der gjorde mig rigtig glad, var, at Brian og Mette havde læst den. De ringede til mig, vildt begejstrede. Jeg var ikke vant til at blive ringet op af en begejstret Brian Laudrup. ’Hold kææft, det er fedt, hvor er det godt…’ I den dur. Så blev jeg glad. Og da jeg kom hjem til min blinkende telefonsvarer, var der en besked fra Michael: ’Jeg har læst bogen. Det er udmærket. Der er lige et par ting, vi må tale om’. ’Shit, tænkte jeg.’ Han spillede i Japan på det tidspunkt.
Så ringede jeg derud, og så var han sgu glad for den. Der var de par ting, eller tre ting, som han bad mig om at ændre, og det gjorde jeg så. Han havde ikke fået final cut, så det var forespørgsler. Det var min bog. Det kunne han selvfølgelig ikke have final cut på. Men det, han ville ændre, var små ting. Et sted, han troede, ville gøre faren lidt ked af det. Et sted, hvor jeg gættede på hans formue, og det havde han ret i. For folk ville tro, jeg gættede med autoritet, og det gjorde jeg jo ikke, for jeg vidste det ikke. Jeg kan ikke lige huske den tredje lille ting.
Da han så havde læst den måde, jeg havde skrevet det på, sagde han, at det havde jeg sgu ret i. Det var en stor glæde
Han fortalte om, at det med, at han vendte tilbage til landsholdet (Laudrup havde sagt fra på grund af Richard Møllers spillestil, red.) havde været virkelig interessant at læse. Han havde aldrig tænkt, at det var sådan, som jeg havde skrevet, men det var det. Jeg havde sagt til ham dengang: ’Jeg tror, du kom tilbage til det landshold for et eller andet sted at få den fiasko. Du vidste godt, at du ikke kunne få det til at virke, men du skulle leve med det bagefter, myten, og så er det bedre, i stedet for at have det hængende, og hvad kunne det ikke blive til, så bare gå ind i mudderet og få det overstået. Og så kan man stå der bagefter og være menneske.’ ’Nej, sådan er det ikke’, sagde han. ’Jo, det er den eneste gode grund.’ Vi havde siddet og snakket om det, og jeg havde sådan kækt sagt, at jeg skriver det alligevel.
Da han så havde læst den måde, jeg havde skrevet det på, sagde han, at det havde jeg sgu ret i. Det var en stor glæde. Til den anden side syntes han, at jeg gav Valdano (Real Madrid-træner, red.) for meget. Han syntes, det var fint med Cruyff, men ikke med Valdano. Jeg var ret kritisk mod Michael i det Real Madrid-kapitel. Men det er fortalt helt uden malice, for han accepterede totalt præmissen, og det var bare en journalist, der var kommet til en anden konklusion. Med landsholdet var jeg kommet frem med noget, han ikke en gang havde tænkt på, og med Real Madrid var jeg nået frem til noget, han ikke var enig i. Sådan var det. Og begge dele stod.
Jeg var jublende lykkelig over bare at kunne rette de to-tre småfejl, og så var han på. Han sagde, at han ville bakke op om bogen. Og så gentog han den sætning, som han havde formuleret inden jeg var gået i gang. Han ville godt være med, men han ville ikke citeres, og jeg havde først været lidt ked af, fordi jeg troede, vi skulle lave bogen sammen. ’Jeg vil sige, at det er en udmærket bog. Det er ikke alting, der står i den, jeg er enig i, men det er en fin bog.’ Den præmis havde han allerede formuleret over for mig inden. Og det var han så klar til nu.
’Det er en fin bog, det er ikke alt, der står i den, jeg er enig i…
Det havde han altså tænkt imponerende godt igennem.”
2021
”Jeg har talt med nogle efter bogreceptionen, der har fortalt mig, at de gik storhulkende derfra, da de kom ud i elevatoren. Der var taler. Én fra forlaget, jeg talte, og Lars talte. Det var som om, han iscenesatte det sidste store farvel. Og det var også sidste gang, jeg så ham. Ikke sidste gang, jeg talte med ham, for vi talte i telefon en enkelt gang mere.
Det var virkelig, virkelige gribende. Og på en eller anden måde bliver ringen sluttet med begravelsen i Odense Domkirke, som er tre dage før den anden nedlukning. Vi nåede det, selvom vi vidste, at det her var en corona-bombe. Den her kæmpestore kirke var propfyldt. Heldigvis var det en god præst, som holdt en fornem prædiken, og så stod folk, da vi kom ud på pladsen på pladsen bagefter, hvor der var helt sort af mennesker. Bannere og alt muligt fra fansene i OB.
Og en af hans gamle venner sagde til mig, en af dem nede fra Oure tror jeg: ’Det var så det sidste perfekte Lars Høgh-arrangement, vi var til.’ Det var meget sigende, for det var som om, at han sgu fik det hele organiseret hele vejen til enden.”
1996
”Jeg havde nævnt, at Michael havde været med indover, men jeg lærte, at jeg nok skulle have gjort noget mere ud af det i forordet, for der kom for meget af det der Jylland-Posten-agtige. Siden har jeg altid gjort klart for forfattere, jeg har udgivet, at præmissen for bogen, forordet, skal sidde lige i skabet. Det skal være umisforståeligt, hvordan en bog skal læses. Jeg havde skrevet det i Ambassadøren, men ikke gjort mig umisforståelig nok, fordi der var stadig dem, der ikke forstod det, og hvis man ikke ville mig eller bogen det godt, kunne man sådan hæfte sig ved, at Laudrup jo ikke ville være med.
Heldigvis gik Michael ud at sagde, som han gjorde, men også, at det ikke var alt, han var enig i, og det hang jo også sammen de forskellige konflikter, der havde været. Han ville ikke selv komme bagefter og sige sandheder om dit eller dat. Men han ville omvendt gerne have, at tingene blev fremlagt med en forståelse for hans side. Så kunne han sige, at det var ikke alt, han var enig i, og det var det jo heller ikke. Så stod den bog for min regning.
Pep Guardiola var også et stort forbillede for mig i mange år. Jeg er kæmpe Barcelona-fan. Ham havde jeg en fantastisk oplevelse med under Laudrup-bogen. Vi nåede først at snakke lidt med ham på anlægget, og vi aftalte, at vi skulle snakke videre, og han fik telefonnummeret til vores hotel, så ville han ringe. Vi boede på et ét-stjernet hotel nede på Ramblaen, bare sådan en høj smal bygning, der lugter af naftalinkugler. Oppe på femte sal, og pludselig kom ham receptionisten, der vejede 120 kilo, spænende op ad trapperne og stod og var ved at få et hjerteanfald: ’Guardiola er i telefonen, Guardiola er telefonen.’ Han havde aldrig oplevet noget lignende, og vi løb ned og lavede en ny aftale med Guardiola.
Jeg vil ikke sige, jeg mistede alt for ham, da han tog jobbet, og slet ikke da han tog det i Bayern München, men jeg synes bare, at han passede bedst til Barcelona, og at Manchester City er et røvsygt hold
Vi kom ind i Barcas fine lokaler, som de havde stillet til rådighed til vores samtale og sad og interviewede ham i rigtig lang tid, og han var virkelig sød. Han var utrolig skuffet over, at Michael var skiftet til Real Madrid. Han elskede Michael. Han var meget ung på det tidspunkt. Senere blev han Barcelona-træner, så jeg har elsket ham, men mest indtil for nylig. Da Manchester City helt skandaløst fik omstødt deres dom for åbenlys svindel, og han glødende gid ud og sagde, at det var en stor dag for fodbolden, da var han godt nok gået for meget i seng med de arabere. Han kunne godt have en lille smule mere distanceret forhold til, hvor pengene kommer fra.
Jeg vil ikke sige, jeg mistede alt for ham, da han tog jobbet, og slet ikke da han tog det i Bayern München, men jeg synes bare, at han passede bedst til Barcelona, og at Manchester City er et røvsygt hold. Jeg er ikke med på den der med, at de spiller så fedt og alt det der. Det synes jeg faktisk ikke, de gør. City er bare sådan en velsmurt maskine.”
2021
”Det er selvfølgelig ikke det hårdeste, jeg har været igennem i mit liv. Men sådan i faglig forstand var det hårdt. Jeg har grædt mange tårer for Lars, men det har også været en enorm livsbekræftende proces et eller andet sted hele vejen igennem. Hans tilgang til det hele, den potentielle snarlige død, hans nærvær, når man mødte ham og glæden ved bare at have en stund, hans intensitet i øjeblikket. Når man var alene med ham: ’Nu sidder vi her, mand. Det er fantastisk fedt. Tænk, vi sidder her.’
Jeg er stolt af den bog. Eller glad for den. Jeg bliver enorm glad for alle dem, der kommer hen og giver udtryk for, at den er god. Jeg sad med nogle herrer til en middag for nylig, som alle tre havde læst og alle tre havde tudet. Og jeg fik meget ros. Jeg er glad for, at det lykkedes, og glad for at Lars nåede at få det med og nåede at se, at hans plan med bogen lykkedes. Jeg er også glad for, at familien har fået den som et efterskrift, selvom det selvfølgelig også er hårdt, at det ligesom er dén, der står tilbage. Josefine har slet ikke læst den endnu. Det kan hun ikke. Lasse (Sjørslev, red.) læste den, før han døde. Jeg tror, han var sådan lidt hans sparringspartner på den.”
Fra Ambassadøren til ambassadør
”Biografimarkedet er eksploderet fuldstændig i dag. Da jeg skrev Laudrup, var der som sagt ikke noget egentlig marked på den måde. Han var selvfølgelig et stort navn, og man ville gerne lave en bog med ham. Der kom lidt udvikling i det, men da vi startede vores forlag, syntes jeg jo også, at der skete for lidt. Der var noget konkurrence med Lindhardt og Ringhof og lidt længere henad vejen med Politikens Forlag. Men ellers havde vi det lidt for os selv i starten. Vi lavede Stig Tøfting, Thomas Gravesen, Bjarne Riis, Brian Holm og andre.
Selvfølgelig var der andre forlag, der begyndte at lave den slags bøger. Markedet begyndte at komme, og vi udgav bøger om Barcelona og en bog, der hed “Arvefjender” med Peter Grønborg, som er pissegod. I det hele taget voksede biografimarkedet, og det var ikke kun sportsbiografier. Lige inden, vi selv var begyndt, ringede Lars Ringhof (Lindhardt og Ringhof, red) og spurgte: ’Hvorfor laver du ikke en bog om Johannes Møllehave.’
Jeg tænkte, hvorfor jeg skulle lave en bog om ham, han skrev jo bøger hele tiden. Og tænkte videre: ’Jo, lave en bog med en, der skriver mange bøger. Det var sgu da meget godt set.’ Og så er det igen det der med den indlysende ide, som egentlig er en meget bedre ide, end man lige tænker, så jeg tog over og besøgte Møllehave. Jeg havde lavet et koncept, der skulle være ”Et besøg hos præsten Johannes Møllehave.” En alvorlig bog.
Når man hørte Møllehave, sad han jo altid og fyrede vitser af. Og jeg fortalte ham, at jeg gerne ville lave sådan én bog og også snakke om nogle svære ting. Det ville han gerne. Da var Herdis (Møllehave, red) død. Så han sad alene og skrev, og når han kom til at skrive tristee ting, så blev han så ked af det og så skyndte han at skrive noget sjovt. Men når man sad og talte om det, så var det noget andet, sagde han. Derfor lavede jeg en bog, som havde én vittighed i sig. Der skulle være en undtagelse. Han fik én med. Den bog blev jeg også glad for, og den solgte virkelig godt dengang.
Nicklas Bendtner-bogen havde lidt det samme som Tøfting over sig. Noget nysgerrighed, hvor folk egentlig gerne ville kunne lide dem, men havde svært ved at forsvare at kunne lide dem
Næste år gjorde Politiken noget enormt smart. De kopierede til dels konceptet og lavede i nogen grad den samme bog, men satte bare Møllehave sammen med Benny Andersen. Og de solgte 300.000 eller noget i den stil. Det blev en fuldstændig gigantisk succes. Derefter gik det helt amok med samtalebøger. Sidenhen har man lavet biografier om hvad som helst, og i dag er det helt klart blevet sværere.
Det er ikke nødvendigvis de allerstørste sportsstjerner, der har solgt. Nicklas Bendtner-bogen havde lidt det samme som Tøfting over sig. Noget nysgerrighed, hvor folk egentlig gerne ville kunne lide dem, men havde svært ved at forsvare at kunne lide dem.
Man kan også sige at branchen er blevet meget mere renskuret. At høre fodboldspillere stå at snakke i dag efter en Champions League-kamp eller andre, er jo helt vanvittigt. Der er ingen ægte interaktion mellem journalister og sportsfolk længere. Det er bare nogle kommunikationsmanøvrer, hvor der står nogle og kommunikerer nogle sætninger, de har fået at vide, de skal udtale. Og så står der nogle rettighedshavere og tager imod og lader som om, det er journalistik.
Det er blevet kunstigt. Og det er blevet en kunstig verden. Der skal meget til at bryde igennem det, og det er jo det, som Nicklas Bendtner og Lars Høgh gør på hver deres måde. De taler ind i en hel anden menneskelighed. Det vil der klart stadig være afsætning på. Men hvis du laver en tilfældig portrætbog af en fodboldspiller, så kan den ikke sælge, fordi de alle sammen er så skolede. Alle passer på.
Jeg kan godt lide at bevæge mig lidt i forlagsbranchen igen, men det er ikke så meget, jeg er i den. Jeg har mange kontakter, og folk ringer til mig med bogprojekter, og så hjælper jeg dem lidt videre. Men nej, jeg har ingen ambitioner om at lave Peoples Press igen…”
Læs også:
Fra tabloid-agenda til PR-agent
DR’s OL-vært: “Jeg burde have været død”
Husk at like og følge POV Sports Facebookside
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
