DØDEN // BOGKLUMME – Peter Tudvad havde ikke tænkt sig at læse Jakob Kvists bog Sidste udkald for rejsende. Jørgen Leth – men gjorde det alligevel. Det satte tanker i gang om livets slutning og kroppens forgængelighed.
Andre kender det sikkert også, det at man får besøg af en god ven, som forærer én sin seneste bog. Straks giver man sig til at læse den – og straks forfatteren er ude af døren igen, lægger man den fra sig. Man er høflig, men kun for et syns skyld.
Så er der også den mulighed, at man straks læser – og kun nødigt lægger bogen fra sig, når man skal noget andet, men straks må læse videre, når man igen får eller stjæler sig tiden til det. Om det så bare er hen over spisebordet og de få øjeblikke på det lille sted.
Jeg har selv i mit liv, der har været fuldt af lidenskab, været angst for at miste akkurat denne, for hvad er livet uden lidenskab…
Jeg tilstår, at jeg i mit stille sind nok mest regnede med den første mulighed, da Jakob Kvist forleden gav mig Sidste udkald for rejsende. Jørgen Leth. Selvfølgelig synes jeg, at Jørgen Leth er et interessant fænomen, men synderligt optaget af ham og hans oeuvre eller biografi har jeg aldrig været.
På et tidspunkt lod jeg mig fange ind af hans mediterende toursnak og grundet min begejstring for en anden, Lars von Trier, så jeg ham også i De fem benspænd. Og dér fandt jeg ham sympatisk, ærlig, redelig, menneskelig. Så var der kokken og hans datter, som jo vakte et ramaskrig i pæne Danmark, hvor man ikke gør den slags og frem for alt ikke bør det. I mellemtiden er Leth blevet gammel og svært til bens …
Ja, Jørgen Leth er en gammel mand, 86 år, og han går og falder. Bogen, samtalebogen, handler meget om det, om aldring, om at blive gammel, om af bitter nød at måtte give køb på alt det, man har brændt for livet igennem, i hans tilfælde ikke mindst erotikken og værket, det litterære og cinematiske, hvilket stort set kan være det samme.
Lystens veje er sandt nok uransagelige, men når bare lysten er der, lever man, lever man højt på den. Når lysten så efterhånden bliver en erindring eller blot lysten til den svundne lyst, svinder livet hen, ganske langsomt, men alt andet end umærkeligt. Jeg har selv i mit liv, der har været fuld af lidenskab, været angst for at miste akkurat denne, for hvad er livet uden lidenskab, og hvilket liv er det, hvis jeg ikke længere har netop den lidenskab, der har båret det gennem årtier?
Døden kommer som en tyv om natten, det ved vi jo nok, men det kniber med at drage konsekvenserne af det. Hvordan skal man overhovedet gøre det? Jovist, pensioner og den slags, men det standser jo ikke forfaldet eller tabet af potensen.
“Jeg tænker meget på døden,” siger Jørgen Leth i en prægtig passage, som også citeres på bogens bagside. “Jeg tænker bare på, at jeg skal ud af det her. Det giver ikke direkte dødsangst, men jeg er berørt af det. Det er dumt af mig at være havnet i den situation. At jeg ikke har forberedt mig.”
Måske ér det vitterligt dumt ikke at forberede sig på den situation. Ingen af os lever jo evigt. Vi kommer nøgne til verden, intet får vi med os ind, intet får vi med os ud. Af jord er du kommet, til jord skal du blive. Herren gav, Herren tog.
At vi skal dø, belærer Bibelen, især Det Gamle Testamente, os bestandigt om. Lær os at besinde os på, at vi skal dø, så vi bliver vise, hedder det i Salmernes Bog. Og selvom Sidste udkald for rejsende ikke – heller ikke – er Prædikerens Bog eller Jobs Bog, så er der temmelig meget Visdommens Bog over den, netop fordi den uden at missionere eller forkynde på såre æstetisk vis – altså helt i Jørgen Leths ånd – docerer og doserer et dygtigt kvantum visdom.
Lysthedning eller ej, Leth gribes uden videre af Grundtvig og Brorson, så man omtrent må se de tre gamle gubber – Leth, Grundtvig og Brorson – sidde og juble over al den overflødighed af himmelsk poesi. Det er godt, det der, det er det fanme. Skidegodt er, hvad det er
Nej, det er ikke læresætninger, for hvem har den slags nogensinde givet andet end besvær? Det er poesi og ømhed, dufte og stank, øjeblikke af ulmende sanselighed og svindende beruselse, ophidselse og afdæmpning, et liv til, men ikke for døden.
Tænk, at Jørgen Leth endte som en nuttet gamling!
Jørgen Leth er ikke troende, men når han sætter sig til at forberede sin begravelse, er det alligevel en kirkelig, han forestiller sig. Og så blusser al hans lidenskab for sproget, for poesien op, da han sidder sammen med Jakob Kvist og Henrik Saxgren og taler om de salmer, der skal synges.
Kvist kender sin salmebog og kan lydefrit diske op med det ene evighedskorn efter det andet, der uden videre slår rødder i det, der i hvert fald ikke er noget tidselgemyt. Lysthedning eller ej, Leth gribes uden videre af Grundtvig og Brorson, så man omtrent må se de tre gamle gubber – Leth, Grundtvig og Brorson – sidde og juble over al den overflødighed af himmelsk poesi. Det er godt, det der, det er det fanme. Skidegodt er, hvad det er, ikke fucking eller den slags fade fyldord uden ægte saft og kraft.
Det hele handler selvfølgelig ikke om døden, for der er stadig masser af liv i Jørgen Leth, selvom han er træt af, at der ikke er så meget, som der engang var. Man henter jo bestandigt sine målestokke fra et tidligere punkt i livet, hvor man stod på en tinde og kiggede mod de andre tinder – uden at bekymre sig om, at man siden skulle ned i de dybe dale.
Jørgen Leth har stadig en fremtid for sig, ligegyldigt hvor kort den er, bare han får noget at rive i, bare han får lov til at drømme videre om nye projekter, bare han stadig kan føle sig skabende. Og han har en fortid, som han selvfølgelig lige så ublufærdigt som altid deler med Kvist og læseren.
Erindringer om det coterie, den beaumonde, hvor de litterære optimater dikterede den gode smag og frem for alt kæmpede for deres egen plads i solen ved at forvise andre til skyggen. Jørgen Leth hadede det, alle disse krukker og blærerøve, og gjorde så i stedet sig selv til den litterære standard par excellence. Hvorfor sammenligne sig med andre, når man kan lade være?
Jeg er tosset med den bog. Leth er nu, hvad Kvist citerer Leonard Cohen for, ikke længere repulsive, men cute. Og det har i tilfældet Leth noget svært humoristisk over sig. Tænk, at han – han, der ranede kokkens datters mødom – skulle ende som en nuttet gamling!
Samtalebøger er normalt ikke min kop te, men denne er – a damn good cup of coffee.
Jakob Kvist nøjes ikke med at være mikrofonholder for den store ånd, ej heller er han bare journalisten med sine metermålsspørgsmål og paradekritik, men et andet menneske af kød og blod, der livet igennem har tangeret Jørgen Leths cirkler, ikke er tynget af næsegrus beundering for geniet, et andet menneske, der heller ikke uden videre finder sig i de andres regler, en, der også vover at bruge sig selv som standard og konfrontere den med geniets, en, der interesseret følger med ham, hvis vej han selv skal gå – for heller ikke Kvist er helt ung eller helt udødelig.
Jeg er tosset med den bog. Jørgen Leth er nu, hvad Kvist citerer Leonard Cohen for, ikke længere repulsive, men cute. Og det har i tilfældet Leth noget svært humoristisk over sig. Tænk, at han – han, der ranede kokkens datters mødom – skulle ende som en nuttet gamling!
Men det gjorde han, og det ser man helt uimodståeligt på Henrik Saxgrens sort-hvide fotos til bogen. Husk, at du skal dø!
Læs andre tekster af Peter Tudvad i POV her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
