Katastrofen, der blev til en skandale: Hillsborough 30 år efter

af i Essays/Kultur/Sport

ESSAY – Sig navnet ’Hillsborough’ og tusindvis af Liverpoolfans vil blive kastet tilbage til den dag for præcis 30 år siden, da tragedien ramte. I alt 96 fans endte med at dø på grund af katastrofale beslutninger fra myndighedernes side. Senere fulgte en lang kamp for at sikre retfærdighed for de dræbte – en kamp, der blev besværliggjort af beskyldninger og falske historier konstrueret af presse og politi. På den lange bane førte tragedien til en nyordning af engelsk fodbold.

15. april 1989. Det røde hav strakte sig så langt, øjet rakte. Tusindvis af rød-blusede Liverpoolfans bølgede frem mod indgangen til deres tribuneafsnit på Hillsborough i Sheffield til semifinalen i FA-Cuppen mod Nottingham Forrest, der efter forskrifterne skulle afvikles på neutral grund.

24.000 fans af Merseyside-klubben havde taget turen på omkring 100 kilometer fra Liverpool til Sheffield for at rykke ind på det bedagede stadion i stålbyen. 96 af dem ville aldrig vende hjem til deres familier.

Der var kun 23 tælleapparater til de mange Liverpool-fans, der skulle sluses ind på tribuneafsnittet Leppings Lane. Det røde hav voksede i styrke og omfang efterhånden som minutterne tikkede frem mod kampstart.

Det var en solrig lørdag i Yorkshire. Et herligt vejr til afviklingen af den ene af de to semifinaler i den magiske FA Cup, som englænderne elsker og prioriterer så højt … Det røde hav drev som en flodbølge ind ad indgangsportene

Det var på det tidspunkt, at den ansvarshavende politichef, David Duckenfield, traf en skæbnesvanger beslutning. Han beordrede en udgangsport åbnet, så flere fans kunne komme igennem og ind.

Det røde hav drev som en flodbølge ind ad indgangsportene og den nu åbnede udgangsport. Nogle fik tjekket billetter, andre ikke. Og tusindvis strømmede ind i to tribuneafsnit, der allerede var fyldt til bristepunktet. Katastrofen var få minutter væk.

Det var en solrig lørdag i Yorkshire. Et herligt vejr til afviklingen af den ene af de to semifinaler i den magiske FA Cup, som englænderne elsker og prioriterer så højt. Liverpool havde slået Carlisle, Millwall, Hull og Brentford på vej mod semifinalen – Nottingham Forrests vej var gået over Ipswich, Leeds, Watford og Manchester United.

I den anden semifinale mødtes Everton og Norwich, og de rødklædte Liverpoolfans håbede på at møde de blåklædte lokalrivaler fra Everton i finalen, hvis det skulle blive til sejr denne lørdag i Sheffield.

Vejret var med dem, Liverpoolholdet med stjerner som Jan Mølby, Ian Rush, John Aldridge, Peter Beardsley og Alan Hansen var et klassemandskab. Stemningen havde været god og forventningsfuld blandt tilhængerne op til de skæbnesvangre minutter lige før kick-off.

En af de første, der opdagede, at noget var galt, var Liverpools karismatiske, zimbabwiske målmand Bruce Grobbelaar. Han stod på mål i den ende, hvor de overfyldte tribuneafsnit på Leppings Lane befandt sig. Han hørte råbene af afmagt igennem bruset fra tusindvis af andre stemmer.

I politiets overvågningsboks højt oppe under stadiontaget kunne man også se, at noget var helt galt. Menneskehavet på Leppings Lane bevægede sig i store, voldsomme bølger – der var alt for mange samlet på alt for lidt plads.

Snart blev banen fyldt med desperate tilskuere, der hev efter vejret. Og så begyndte de livløse kroppe ellers at blive båret ind og lagt på græstæppet

Hegnet ned mod banen var presset til sit yderste. Personer begyndte at klatre op fra den nedre til den øvre tribune – eller over hegnet og ind på banen. Alarmerende radiomeldinger kom ind fra politi og sikkerhedspersonale, der stod tættere på begivenhederne.

Seks minutter efter, at han havde sat kampen i gang, måtte dommer Ray Lewis fløjte af. Snart blev banen fyldt med desperate tilskuere, der hev efter vejret. Og så begyndte de livløse kroppe ellers at blive båret ind og lagt på græstæppet.

”Trampende støvler på min brystkasse”

David Duckenfields beslutning om at åbne den ekstra udgangsport sendte tusindvis af tilskuere ind i et område, der allerede var fyldt til bristepunktet – og sendte i sidste ende 96 Liverpoolfans i døden.

De fans, der stod forrest i de overfyldte tribuneafsnit, mærkede med det samme, at noget var galt. De blev brutalt skubbet fremad mod de to meter høje hegn, der skulle forhindre tilskuere i at entrere banen.

Presset blev ved og det blev voldsommere og voldsommere. Kampen på banen, som Ray Lewis netop var ved at fløjte i gang, blev helt lige meget. Nu drejede det sig om liv og død. Om at komme ud og væk. Desperationen og panikken bredte sig som en steppebrand.

94 Liverpoolfans døde den dag – 766 blev kvæstede. To dage senere døde 14-årige Lee Nicol efter at hans forældre slukkede for respiratoren

”Jeg gennemgik en nærdødsoplevelse. Jeg så mig selv udefra,” har Liverpoolfan Peter Carney siden fortalt, ”Jeg så på menneskehavet og så mistede jeg bevidstheden. Det næste, jeg mindes, er trampende støvler på min brystkasse. Mine arme og ben blev bøjet og vredet ud af led”.

Carney blev til sidst trukket ud af menneskehavet og båret i sikkerhed. Det skete ikke for 62-årige John Alfred Johnson, der var kommet til Sheffield fra Liverpool i bil med sin søn, Brian, og to venner. Han døde i virvaret af forvredne kroppe.

Eller for 29-årige Joseph Clark, gaffeltruckfører og far til to, der var taget afsted med sin bror og vennen Alan McGlone, der også døde den dag i Sheffield.

Eller for 23-årige Tracey Elizabeth Cox, der selvsamme dag var blevet tilbudt en billet til opgøret og drog afsted med sin kæreste, Richard Jones, der heller ikke ville overleve denne dag.

Eller for bare 10-årige Jon-Paul Gilhooley, der skulle blive tragediens yngste offer. Han var ankommet til Sheffield i minibus fra Huyton sammen med sine to onkler, Brian og John, som begge overlevede.

Eller …

Eller …

Eller …

94 Liverpoolfans døde den dag – 766 blev kvæstede. To dage senere døde 14-årige Lee Nicol efter at hans forældre slukkede for respiratoren.

Kl. 21.15 onsdag 3. marts 1993 – næsten fire år efter katastrofen – døde det sidste offer. Tony Bland blev stærkt hjerneskadet den dag i Sheffield på grund af iltmangel og drog sit sidste suk efter at været blevet den første patient i den engelske historie, der fik domstolenes tilladelse til at dø ved at frabede sig mere livsforlængende medicin.

I dag ved vi, at rigtigt meget gik galt under politiets og beredskabets håndtering af katastrofen

96 ofre for den værste katastrofe i engelsk fodboldhistorie – og efter nogle katastrofale beslutninger fra politiets side.

Men sådan blev historien ikke fortalt i første omgang – til stor vrede og frustration for de efterladte, for klubben, for Liverpool by og ja, for fodboldfans og fodboldelskere over hele verden.

Én ambulance på banen

I dag ved vi, at rigtigt meget gik galt under politiets og beredskabets håndtering af katastrofen – og at mange, hvis ikke alle, kunne have overlevet, hvis katastrofale beslutninger ikke var blevet truffet.

Hillsborough var ét af rigtig mange gamle, hæderkronede men også dybt utidssvarende stadions i England på dette tidspunkt. Der var alt for få indgange til de titusinder af fans, der ankom – hvoraf mange ankom ret tæt på kampstart, fordi der havde været vejarbejde på ruten mellem Liverpool og Sheffield.

Skiltningen var mangelfuld, og de fremmødte politifolk havde fået instruks om at holde øje med og forhindre optøjer og slåskampe, ikke om at kontrollere masserne. Det var den første katastrofale beslutning – eller katastrofale blinde vinkel, måske nok nærmere.

En senere rapport har konstateret, at 41 ud af de 96 dødsfald kunne have været undgået, hvis de havde fået behandling i tide

Kort efter indtraf den anden katastrofale udvikling, da David Duckenfield beordrede udgangsporten åbnet. Nu blev der for alvor åbnet for sluserne ind til de allerede overfyldte afsnit – og hvad værre var; en vej ud af helvedet var nu blevet blokeret af fans på vej ind.

I minutterne efter at Ray Lewis havde fløjtet af og tilskuerne væltede eller blev båret ind på banen var alt kaos.

Politifolk og beredskabsfolk forsøgte at danne sig et overblik og give førstehjælp til så mange som overhovedet muligt. 44 ambulancer var til rådighed, men kun én blev sendt ind på stadion. En senere rapport har konstateret, at 41 ud af de 96 dødsfald kunne have været undgået, hvis de havde fået behandling i tide.

Fra katastrofe til skandale

Det, der skete på Leppings Lane, var en katastrofe og en tragedie. Og den lagde sig som en dyne af sorg over en hel by og en hel fodboldkultur. Men det, der skete efterfølgende, udenfor stadions og hos politiet skulle vise sig at være en regulær skandale.

Allerede mens døde og sårede blev trukket ud over hegnet og ind på banen, begyndte centrale politifolk at konstruere en fortælling, der ville stille politiet i et godt lys – og fodboldtilhængerne i et tilsvarende dårligt.

Udover at vidneforklaringer blev ændret, sørgede politiet hurtigt for, at der blev taget blodprøver af samtlige 94 døde, så det kunne dokumenteres, at mange af dem havde været berusede.

Historier blev plantet om, at de rødklædte fans efterfølgende havde forhindret redningsarbejdet og førstehjælpen – at der var blevet tisset på politi og ambulancefolk og at kvæstede og dræbte var blevet bestjålet

Der blev konstrueret historier om, at flere af Liverpools fans havde været voldelige, uregerlige og at hundredvis havde tiltvunget sig adgang til stadion uden billet.

Historier blev plantet om, at de rødklædte fans efterfølgende havde forhindret redningsarbejdet og førstehjælpen – at der var blevet tisset på politi og ambulancefolk og at kvæstede og dræbte var blevet bestjålet. Avisen The Sun var det medie, der kørte hårdest på med den historie – historien om obstruerende og tyvagtige fans fyldte forsiderne i dagene efter.

I årevis kæmpede de efterladte og klubben for en anden dom over begivenhederne, men det var et tungt system at danse med, og der kom faktisk først for alvor skred i omskrivningen af historien i anledning af 20-året for tragedien i 2009. Hér blev der traditionen tro holdt mindeceremoni på Liverpools stadion, Anfield, og stik mod traditionerne havde en politiker fået lov til at tale.

Kultur-, sports- og medie-minister Andy Burnham fra Labour kæmpede sig igennem sin tale, men blev overdøvet af de vedvarende råb om retfærdighed for de 96 fra de tusindvis af fodboldfans og pårørende, der var til stede. Det påvirkede ham så meget, at han kort efter nedsatte en kommission, der skulle lave en komplet og ubegrænset undersøgelse af, hvad der skete den lørdag på Hillsborough.

Konklusionen tre år senere var utvetydig: Politiet var hovedansvarlig og ingen Liverpoolfans kunne tages til indtægt for dødsfaldene. Premierminister David Cameron gik ud og gav en uforbeholden undskyldning på vegne af det officielle England – og The Sun bragte en officiel undskyldning 23 år efter avisens kontroversielle dækning.

Det var for sent for avisen, der den dag i dag stadig sælger virkelig dårligt i Liverpool.

De 96 var ikke døde ved et uheld – der var tale om det, der juridisk kaldes ’ulovlige drab’

I 2016 førte The Hillsborough Inquest frem til en klarere og skarpere konklusion, efter at der var blevet indhentet hundredvis af vidneudsagn og gransket tusindvis af dokumenter:

De 96 var ikke døde ved et uheld – der var tale om det, der juridisk kaldes ’ulovlige drab’, hvilket ikke bare frikendte de døde for ansvaret for deres egen død, men også åbnede for, at myndighedspersoner – særligt ledende politifolk – nu kunne stilles til ansvar i retten, herunder David Duckenfield.

Det retslige efterspil pågår stadig, men de mange pårørende kan nu trække vejret lettere og holde deres ryg rankere.

Omkalfatringen af fodbolden

Den allerførste rapport om katastrofen, Taylor-rapporten, kom faktisk allerede i januar 1990. Den fastslog også, at politiet havde hovedansvaret for, at det gik som det gik, men den konklusion druknede i den debat, rapporten førte med sig om fodboldens tilstand i England generelt – og hvad der burde gøres ved det.

Hillsborough-katastrofen lukkede nemlig et sort årti for engelsk fodbold. I 1985 var den gamle hovedtribune på Valley Parade i Bradford brændt ned til grunden under en kamp mellem Bradford City og Lincoln City – 56 døde i flammerne, 265 blev kvæstede.

De engelske fans fremstod som de største skurke, da regnskabet skulle gøres op, hvilket ledte til udelukkelse fra europæisk fodbold for alle engelske klubber i de efterfølgende fem år

Samme år var 39 fodboldfans omkommet på Heysel Stadion i Belgien under finalen i Europacuppen for mesterhold mellem Liverpool og Juventus, efter at afspærringerne mellem de to holds fans var brudt sammen og Juventus’ afsnit var blevet oversvømmet af Liverpoolfans.

Under vægten af de mange fans og de efterfølgende uroligheder brasede et tribuneafsnit sammen. De engelske fans fremstod som de største skurke, da regnskabet skulle gøres op, hvilket ledte til udelukkelse fra europæisk fodbold for alle engelske klubber i de efterfølgende fem år – og yderligere tre år for Liverpool.

Det var på den baggrund, at Taylor-rapporten efter Hillsborough konkluderede, at noget alvorligt og markant nu skulle ske med engelske stadions; indgange og adgangsforhold skulle opgraderes, alkoholsalg på stadions forbydes og de farlige hegn, der flere steder adskilte tilskuere fra banen, skulle fjernes.

Den britiske regering valgte at følge alle anbefalinger i rapporten, men gik også skridtet videre og besluttede, at alle stadions i de to øverste engelske rækker og i den bedste skotske række udelukkende skulle have siddepladser.

Da de bedste engelske klubber i starten af 1990’erne samtidig besluttede sig for at løsrive sig fra det 100 år gamle ligasystem og etablere en Premier League på første klasse for mediemogulen Rupert Murdochs penge, var vejen banet for en voldsom omkalfatring af engelsk fodbold.

Entrépriserne steg i takt med at stadions blev moderniseret og udbygget. I langt højere grad end tidligere kunne den bedste engelske række nu tiltrække verdensklasse-spillere og -trænere fra udlandet, så det nu ikke længere kun var englændernes turnering – men hele verdens.

Det har ændret demografien markant blandt publikum på flere af de store klubbers stadions. Vil man til fodbold i dag, skal pengepungen være større end tidligere.

Der er blevet tyndet alvorligt ud blandt arbejderne og andre med forholdsvis lave indtægter, mens antallet af fans fra middelklassen og fodboldturister er steget eksplosivt.

Mindet om de 96

I Liverpool fylder de 96 ofre fra Hillsborough stadig enormt.

For tusindvis af Liverpoolfans kaster tragedien stadig en slagskygge ind over dem; de har alle mistet en ægtefælle, et barn, et familiemedlem eller en ven i en katastrofe, der kunne været blevet undgået for 30 år siden

På en mindeplade udenfor Anfield er alle navne skrevet op. Der er mindehøjtideligheder hvert år 15. april, og tragedien og den stædige kamp for retfærdighed er blevet skrevet ind som en del af Liverpool FC’s DNA.

For tusindvis af Liverpoolfans kaster tragedien stadig en slagskygge ind over dem; de har alle mistet en ægtefælle, et barn, et familiemedlem eller en ven i en katastrofe, der kunne været blevet undgået for 30 år siden.

På det sportslige plan blev semifinalen mellem Liverpool og Nottingham Forrest gennemført 7. maj 1989 på Old Trafford i Manchester. Liverpool vandt 3-1 og slog senere rivalerne fra Everton med 3-2 i en følelsesladet og dramatisk finale på Wembley, hvor tre af de i alt fem mål blev scoret i den forlængede spilletid.

Finalen blev indledt med et minuts stilhed for de 96 – og med en live-performance af Gerry & The Pacemakers, der fremførte ’You’ll Never Walk Alone’ understøttet af et tusindtalligt kor.


Alle billeder fra Flickr.

Simon Kratholm Ankjærgaard er journalist, forfatter og historiker. Han har de seneste fem år arbejdet som freelancer, men har tidligere været journalist i Berlingske Media og redaktør på Hus Forbi.