
POV SPORT // MINDEORD – Onsdag aften døde den tidligere målmand og målmandstræner, Lars Høgh, efter flere års kamp mod kræft i bugspytkirtlen. For ganske nylig udgav han selvbiografien “Der er antal på alt”. Et af det seneste årtis bedste biografier og sportsboger, fordi den skrællede enhver form for blufærdighed af, og var så ærlig i sin beskrivelse af kampen mellem liv og død. Og fordi den på smukkeste vis fortæller, hvad fodbold også kan. En hjerteskærende og nødvendig bog,
Jovist, er der et antal på alt. Også på leveår. For Lars Høgh sluttede det ved 62, næsten 63 år. Og der kommer ikke flere at tælle, for Lars Høgh døde onsdag aften af den kræftsygdom, han har kæmpet så hårdt imod de seneste tre et halvt år.
Han sov ind med sin elskede kone Tine ved sin side. Familien skrev i en mail til Ritzau:
”Det er med ubeskrivelig sorg, at vi må meddele, at vores højt elskede, livsglade og altid positive Lars er sovet stille ind her til aften”
Lars Høgh havde igennem gennem de godt tre års kamp mod en af de mest dødelige former af den frygtede sygdom, kræft i bugspytkirtlen, overvundet den ad flere omgange, troede han. Men de ubønhørlige tilbagefald efterlod ham ikke apatisk, snarere taknemmelig for den ekstra tid og i en slags accept af, at han de seneste måneder var i den terminale fase på livsforlængende medicin.
Som enhver anden sportsmand kæmpede han alligevel indædt for at vinde, også i sine 817 kampe for OB og 8 af slagsen på landsholdet, og såmænd som målmandstræner for både OB, Brøndby og landsholdet.
Men i sin sidste kamp måttet han give fortabt, selvom han bragte den ud i både forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence. For han levede langt længere, end lægerne havde spået, han ville. Og Lars Høgh ville givetvis havde brugt nogenlunde samme analogi, for han var også humoristisk væsen.
Altid glad og positiv og levede ud fra devisen ”der er antal på alt”, som han også kaldte den selvbiografi han skrev sammen med forfatteren Jakob Kvist for nylig. Han var en elsket kollega, et sports- og konkurrencemenneske helt ud til fingerspidserne på de nu for altid henlagte målmandshandsker.
Først og fremmest var han lykkelig i sin families nærvær, sin kone Tine og to børn, Jonas og Josefine, og børnebørns tilstedeværelse i hans liv, om de befandt sig i huset i Odense eller i det højt værdsatte sommerhus ned til stranden i Kerteminde.
Naturligvis var der en grund til, at han fredag i sidste uge blev optaget i Fodboldens Hall of Fame. Som han heldigvis nåede både at sætte ord på og værdsætte. Og med, om man så må sige, rettidig omhu af DBU, der måtte se sig voldsomt kritiseret for nogle år siden for først at optage den tidligere europamester og landstræner, Richard Møller Nielsen, samme sted posthumt.
Netop Richard Møller Nielsen og Lars Høgh havde en mangeårig relation på godt og ondt i OB og på landsholdet.
Herunder følger den anmeldelse af “Der er antal på alt”, jeg tildelte seks stjerner for kort tid siden:
“Han dør måske lige om lidt. Måske slipper han igennem og får mange år endnu. Vi ved det ikke. Han ved det ikke. Der er heldigvis ikke sådan officielle spille-odds på det, men han har selv bakset meget og ret usentimentalt med tallene imod sig: 7-93. I procent.
Lars Høgh har fået skrevet sin selvbiografi én gang, og hans sportslige karriere berettiger i virkeligheden ikke til endnu én. Rekordantallets 817 kampe for OB som one club-keeper, 8 landskampe, Miraklet i Madrid, tre danske mesterskaber, tre pokaltitler og fem gange kåret som årets målmand i dansk fodbold kunne selvfølgelig trække en bog, da han indstillede karrieren. ”Et fodboldliv”, tilbage i 2000 med et forsidebillede af Høghen i et omklædningsrum og målmandshandskerne hængende på en knagerække lige bag ham.

Og så kan han alligevel bære endnu én: “Der er antal på alt”. De seneste tre et halvt år har den ganske danske nation fulgt med i den nu 62-åriges kamp mod kræft i bugspytkirtlen. Der har stort set ikke været en landskamp og flere superligakampe i Brøndby eller for den sags skyld i Odense, hvor der ikke har blafret et banner i Lars Høghs navn.
Han er blevet en folkesag langt ud over fodbolden og sporten igennem sin sympatiske åbenhed omkring sin sygdom, og naturligvis også båret med af herrelandsholdets succesbølge, hvor han i så mange år har været respekteret målmandstræner sideløbende med samme job i Brøndby.
Vi nærmer os næsten Kim Larsenske dimensioner, og det vil i sig selv være en store ære for Lars Høgh, der ud over at være et fodboldmenneske også bærer musikken i sig
Så selvfølgelig er der alt mulig grund for både Lars Høgh, forlag og medforfatter Jakob Kvist til at udgive endnu en selvbiografi. Og en gennemfortalt historie, som i folkeoplysningens tjeneste og nærmest i både menneskelig og kommerciel værdi langt overgår diverse tv-indsamlingsshows med biler på spil.
Vi nærmer os næsten Kim Larsenske dimensioner, og det vil i sig selv være en stor ære for Lars Høgh, der ud over at være et fodboldmenneske også bærer musikken i sig. Lars har spillet bas i årevis i sit gamle band, og så sent som i efteråret arrangerede han en mindre festival, NU Festivalen, med sin gode ven, Michael Falch, og koncertarrangøren Hans Thomsen.
Et væsentligt omdrejningspunkt
Den udspillede sig over en weekend på Lundsgaard Gods ved Kerteminde, som også indeholder Høgh-familiens elskede folkekøkken og tæt på det lige så væsentlige omdrejningspunkt, familiens sommerhus i Kerteminde, der velsagtens også udgør et slags feddet for Odenses bedsteborgerskab.
En festival med navne som Carl Emil Petersen, Mathilde Falch, Mads Langer, Sebastian, Kjartan Anrgrim fra Folkeklubben, Poul Krebs, Signe Svendsen, Hjalmer og med Michael Falch som rosinen i pølseenden – og naturligvis Lars Høgh på bas og tyggegummi i nummeret De Vildeste Fugle sammen med Falch. Al overskud fra koncerten gik til kræftforskning. En velgørenhedskoncert, som er tænkt som en tilbagevendende begivenhed.
Den forbandede cancer, som slår så ubønhørlige håndkantslag ned igennem familier med mildere eller fatale konsekvenser til følge. Lars Høgh måtte ud af det blå lægge krop til en af de værste udgaver, da han efter en træning i Brøndby var klar til at køre hjem til Fyn og aftensmad på netop folkekøkkenet på Lundsgaard Gods og lige skulle slå en streg inden bilturen.
Kummen blev brun. Som en Guiness, fortæller han. Få dage senere fik han diagnosen kræft i bugspytkirtlen. Statistikken sagde 7 mod 93 procent i dødens favør inden for fem år. Han tyggede den kraftigt igennem, hans kone og voksne børn græd, mens Lars følte det som en slags befrielse.
En følelse af frihed som bolværk mod angsten, der ikke indfandt sig. At kunne lægge afstand til hverdagens trakasserier, koncentrere sig om det ene projekt at blive rask eller leve så længe som muligt. Samle sit gamle familieband ”The Ibs” til fire øvesessions og spille ti numre til sin og Tines søn, Jonas’ bryllup.
Svogeren på trommer, Lars på bas og et par gode gamle venner. 120 gæster på Lundsgaard Gods. Et bryllup efter bogen ti dage efter Lars Høghs’ diagnose. Som han selv insisterede på, skulle gennemføres, da der blev sået tvivl om det i familien, da de alle var samlet på Odense Universitetshospital for at for overbragt den nedslående besked om kræftsygdommen.
Ingen arrogance her
Det var de også kort tid efter, da lægen Per Pfeiffer, som Lars kendte lidt på afstand op igennem sin opvækst som en lettere arrogant og dygtig håndbold- og volleyballspiller, tog imod i hvid kittel. Han var åbenbart endnu dygtigere, vist nok inden for verdenseliten, i brugen af kemoterapi. Arrogance var ikke et tema, det var snarere, hvor lang tid Lars Høgh havde igen, som hans kone spurgte om til samtalen.
Det måtte Pfeiffer af lægeetiske grunde ikke give sit bud på, hvis ikke Lars selv spurgte. Og det det ønskede han ikke. Han ville kæmpe kampen, ikke have livets deadline hængende om halsen som stopklods i sit overlevelsesprojekt, han netop valgte at angribe som ”projektet”, når han omtalte den ulige kamp mod kræftknuden, som sad så tæt på en arterie, at en operation ikke var mulig. Kemoterapien skulle gøre tumoren, eller ”banditten”, så meget mindre, at det var muligt at operere. Fuld gas på kemoen, dekreterede Lars Høgh.
Som denne passage fra bogen, lige på kanten af citatretten, også bekræfter:
”Men midt i al den elendighed dukkede der langsomt et meget kraftigt og meget tydeligt billede op, som jeg endte med at gøre til selve billedet på at blive rask. Det skulle vise sig at blive min vigtigste visualisering nogensinde. Jeg så mig selv sparke til en bold igen. Jeg havde underligt nok min træningstrøje på fra den decemberaften i 1994, hvor vi slog Real Madrid på Bernabéu. En grøn Puma-trøje, som jeg bar under opvarmningen dengang, og som jeg ikke har skænket en tanke siden. Og sparket, jeg lavede, var en halvflugter, dette meget forfinede spark, hvor du rammer bolden præcist, samtidig med at den rammer jorden.

Det er efterhånden et sjældent spark i moderne fodbold, men jeg elsker det, og når du rammer den, går det direkte igennem hele kroppen. Fra foden op gennem benet, nærmest som en sitren. Derfor var det også en stærk visualisering for mig at lave, for jeg kunne virkelig mærke det spark, fornemme det i kroppen, samtidig med at jeg tydeligt så mig selv udføre det i den grønne trøje. Der var farver, dufte og lyde til billedet, og på den måde blev det mere og mere realistisk og stærkt. Målsætningen stod tydeligere og tydeligere for mig:
Når du står der igen, når du kan det igen, så er du rask. Fra det punkt begyndte jeg med jævne mellemrum at gå ud i baghaven i Kerteminde og prøve lidt. Jeg satte to stykker tape fast på trappen op til terrassen, og så skulle jeg ramme det sted på cirka fyrre centimeter med en halvflugter. Efter et par forsøg var jeg nærmest død bagefter. Uendeligt træt. Kemoen tog ved, og der var lang vej hjem. Men nu havde jeg i det mindste et billede at gå efter. Samt et træningsredskab lige uden for døren. Det var nogle af mine egne erfaringer, jeg forsøgte at trække med over her.
Jeg holder meget af tennisspilleren Torben Ulrichs tanke om det perfekte slag, som bandet Folkeklubben introducerede mig for igennem deres sang om ham. Han gik aldrig ud for at vinde en tenniskamp. Han gik kun ud for at slå det perfekte slag. Og det er faktisk det, det handler om, for så flytter du dit fokus fra resultatet til processen. Men hvis han slog det perfekte slag, tilnærmelsesvis, tilstrækkeligt mange gange, ville chancen for at vinde selvfølgelig være større.”
Hvis nogen ved, hvordan sådan en sag af en selvbiografi skal skæres, er det Jakob Kvist
Tine var af den holdning, at Lars Høgh tog imod sin dødsdom uden at ville vide, hvornår den blev effektueret. Og hun og resten af familien græd over hans beslutning. Lars Høgh var ked af det på både egne, sin kone og børns vegne. Men han ville kæmpe. Ikke have en dato på sit endeligt.
Hvis nogen ved, hvordan sådan en sag af en selvbiografi skal skæres, er det Jakob Kvist. Også fordi han i 15 år har siddet på den anden side af forlæggerbordet. Præstesønnen fra Varde har en forunderlig evne til at veksle mellem ånd og fodbold, biografisk liv og nærdød. Kvist Classic om man vil.
Den der særlige og lette omgang med en båndoptager og samtalens kraft, der flyder ubesværet hen over tastaturet, så man ikke aner nogen form for transskribering, og hvert et ord i jeg-formen bliver Lars Høghs ord, selvom de langt fra alle er det, er jeg sikker på.
Ghostwriterens kappe
Kvists legende lethed med ord og Høghs afklarethed gør det til en hjerteskærende ærlig og nærmest befriende biografi. Med så effektfuld en terapeutisk effekt, at dødsangsten rykker lidt længere bag i bussen, og livsglæden, både den der ligger bagud og forud sætter sig helt op foran ved siden af chaufføren.
Jakob Kvist har iklædt sig ghostwriterens kappe og skrevet hele biografien i jeg-form. Som i ”fortalt til”, for han er jo ikke skjult, som disciplinen ellers antyder, idet hans navn fremgår af coveret. Han rammer historien med et baseballbats kraft af følelsesfuld, biografisk autenticitet.
I sportskredse er Jakob Kvist mest kendt for to bøger, han skrev i løbet af 90’erne i den tid, han var sportsjournalist på henholdsvis Ekstra Bladet og Berlingske Tidende. Bestselleren ”Ambassadøren” om Michael Laudrup. En (u)officiel biografi om Danmarks bedste fodboldspiller igennem tiderne.
Samt bogen ”Europamester” med et par kritiske kapitler om Richard Møller Nielsens arbejdsmetoder og åndelige habitus, i samarbejde med Flemming Mønster, efter han havde vundet EM i Sverige i 1992. Jeg glemmer aldrig det pressemøde i Vedbæk, hvor Ricardo lagde alle retoriske kræfter i at udskamme de to forfattere. Ej heller blikkene, der blev udvekslet kolleger imellem.
Jeg husker ham også som den halvdovne hund af en skønskriver på Berlingske Tidende Sport, hvor der pludselig blev lidt for travlt, da hvirvelvinden og nu afdøde Steen Ankerdal trådte ind ad døren som sportsredaktør sammen med indpisker Peter Brüchmann. Det var dengang i slutningen af 90’erne, hvis man skrev godt, også havde mandat til at tage for sig af personlige tillæg og taxaboner, og dagbladene flød i penge. Ren fredagsslikskål til hverdag for mange journalister.
Kvist fik sneget sig over på søndagsredaktionen, hvor man kunne slippe afsted med lige at dreje rullegardinerne på enmandskontoret for og få sig en formiddagslur. Man skulle jo trods alt kun bidrage med én, helst velskrevet, historie om ugen. Det var til at overse.
15 år senere solgte de til svenske Storytel til en hulens masse millioner, så Kvist er næppe længere in it for the money
Da det også blev for fortravlet, og ja, jeg ved godt, at jeg fortegner det lidt, men det kan han sagtens bære, fortrak han til den anden side af bordet. Derovre hvor sidebeskæftigelsen af biografier og samtalebøger, Jakob Kvist havde dyrket i mange år med navne som Johannes Møllehave, Lilly Gyldenkilde og Naser Khader.
Altså helt over som forlægger eller kreativ direktør på det nystartede Peoples Press og sammen med direktør Jan Degner bankede han en succesforretning op, som jeg med disclaimerens nødvendighed selv udgav et par bøger på. 15 år senere solgte de til svenske Storytel til en hulens masse millioner, så Kvist er næppe længere in it for the money.
Mon ikke det kildede i bognæsens erfaring for at snuse en god bog op eller blive opfordret til det, så skrivefingrene kriblede, da Lars Høgh-biografien viste sig.

Lars Høgh har også haft sit hyr med Richard Møller Nielsen ad flere omgange. Helt tilbage fra sit vilde tømrerlærlingeliv, hvor familiens hus i flere år havde lagt mursten til vilde fester, branderter og smøger i overfyldte askebægre. Ricardo var manden, der troede på Lars Høgh som 17-årig målmand. Han var ikke særlig høj, men havde et stort vingefang og springkraft, og han blev som alle andre OB-spillere tilbudt en kontrakt til 1200 om måneden, dengang professionel fodbold blev indført i Danmark i 1978:
”Den 2. april 1978 spillede jeg min første kamp på Odense Stadion hjemme mod Næstved, og fra den dag stod jeg faktisk for OB de næste 23 år. Plus minus det løse. I de første mange uger og måneder regnede jeg stadig med, at det i bund og grund var en misforståelse, og at der snart måtte komme en anden, der var bedre end mig. Men han udeblev, og efterhånden må jeg vel have vænnet mig til tanken.”
Den hårdeste tid
Sådan skifter bogen mellem fodboldliv og kræftkamp. Og første gang lykkedes det med de voldsomme kemodosers nærmest invaliderende kraft i sig selv, at få tumoren gjort så meget mindre, at Lars kunne blive opereret.
Den hårdeste tid i hans liv, men han var ikke bange for døden:
”I den forstand er jeg klar. Jeg har ingen angst. Jeg har bare en dyb følelse af taknemmelighed. Jeg har af og til kørt nogle ture for mig selv, hvor jeg har sat noget musik på, og så er tårerne bare begyndt at vælte ud af mig.
Så har jeg måske lige kørt forbi sommerhuset og siddet i bilen et sted derudeomkring, mens jeg fik grædt færdig. Men det er ikke dårlige tanker, jeg har haft. Jeg har tænkt på mine forældre, på mine børn og på Tine, og selvom det også er blandet op med, at det er synd for dem, så har jeg ikke siddet med en negativ følelse. Det har været taknemmelighedstårer, grædt i glæde over alt det, jeg har haft og stadig har.”
Efter en omfattende operation, hvor blandt andet en tredjedel af bugspytkirtlen blev fjernet, og længere tids rekonvalescens med kemo som efterbehandling, var Lars Høgh noget nær kræftfri, som man siger i stedet for ”rask”. Men den kom alligevel igen. Han fik beskeden under en EM-kvalkamp i Gibraltar i september 2019. Og da han kom hjem, ventede der endnu en samtale:
”Vi landede fredag, og tirsdag skulle vi så alle sammen til den næste samtale hos Per (læge, red). Den samtale står i min erindring som et lavpunkt i hele forløbet, for den tog håbet fuldstændigt fra os. Hele min strategi med at målsætte mig, tro på det, ville det, blev virkelig punkteret ved den lejlighed. Min cyste var vokset igen til tre centimeter, det var gået i leveren, og Per gav mig reelt set en dødsdom. Nu skal I bare gøre, hvad I skal gøre de næste par måneder, sagde han. Hvis I vil rejse, skal I gøre det nu, og hvis der er andre ting, I har lyst til, så er det nu. Det var helt tydeligt, hvad han sagde. Inden for et halvt års tid ville jeg nok være død. Han sagde også, at vi skulle starte kemo op igen, men det var åbenlyst, at han ikke havde de store forventninger til den. Det var reelt set tredje gang, jeg så skulle på kemo, hvis man medregner efterbehandlingen, og effekten er normalt aftagende.”
EM’s lykkelige boble
Lars Høgh klarede sig nogenlunde igennem endnu en gang og kunne deltage i EM. Godt tre år efter han fik sin diagnose. Efter flere operationer, mere kemo, metastaserne var næsten væk, og han glædede sig til at tjekke ind på sit andet hjem, landsholdshjemmet Hotel Marienlyst i Helsingør. Det var den bedste udgave af en drengetur, han overhovedet kunne forestille sig.
Efter en måneds tid i EM’s lykkelige boble, der også havde sine grumme sider med Christian Eriksens hjertestop i den første kamp, elskede Høgh nogle dage efter slutrunden at blive inviteret ind til Le Blanc-bajere og kaffe på Eriksens terrasse en formiddag, da Høgh var et smut hjemme fra Kerteminde og kigge til græsplænen, der ligger lige rundt om hjørnet fra Eriksens hus i Odense. Landsholdsanfører Simon Kjær og deres respektive kone og kæreste var der også. Ren lykke:
”Siden har Christian og jeg besøgt hinanden et par gange, og sammen med lille Alfred kørte han ned til Kerteminde en dag, hvor vi løb rundt og spillede fodbold i haven i en times tid og snakkede. Hver gang bliver jeg lidt lettere indeni, og hver gang har jeg lyst til at kramme ham en ekstra gang. Sådan har han det måske også med mig.”
En biografi om liv og død, jovist, men også en fodboldbog. Om venskabet med familien Schmeichel og Brian og Mette Laudrup. Om lærdom, konflikt og forsoning med Richard Møller. Og hvem har i det hele taget ikke et forhold til fodbold efter Sommeren ’21?
Titel: Der er antal på alt
Forfatter: Lars Høgh og Jakob Kvist
Omfang: 312 sider
Prist: 299,95 kr.
Udkommer: 17. november 2021
I epilogen til bogen, der er skrevet i september, fortæller Lars Høgh, at han en uge efter EM begyndte at få mere ondt. Han røg ud og ind af hospitalet. Kræften havde taget til i styrke igen efter en kemofri sommer, og han kunne ikke tåle mere af den. Hans læge sagde direkte til ham, fordi Lars nu også spurgte:
”Vi taler ikke år, men måneder, Lars. Men du har jo snydt os før, og det kan du gøre igen. Når jeg ser på dig, så ser jeg en mand, der fik en diagnose for tre år siden, og som har fået mindst halvandet år mere, end jeg havde troet. Du er nået langt og meget længere, end jeg havde regnet med.”
Lars Høgh kan ikke tåle mere kemo rent fysisk, i hvert fald ikke lige nu, han får livsforlængende medicin og har i noget tid befundet sig i den såkaldte terminale fase.
Det kan nok være, at Lars Høgh ikke har så langt igen, måske har han, med den fightermentalitet, han lægger for dagen
Jeg så ham ikke, da jeg forleden var nede at hente biografien hos forlaget. Landstræner Kasper Hjulmand og resten af DBU-staben stod uden for, jeg fik en kort sludder med min gamle kollega og nuværende fodbolddirektør i DBU, Peter Møller. De var lige landet fra 2-0-nederlaget i Glasgow og ankommet i taxa for at hilse på til Høghens, som de alle titulerer ham, bogreception.
Senere så jeg et billede fra receptionen, hvor Lars står ved siden af en barnevogn og sit nyfødte barnebarn, som Josefine og Lasse, der begge er tv-værter har skænket ham. Nummer to, for også hans søn Jonas og hans hustru har fået et barn. Det nåede han heldigvis også at få med.
Det kan nok være, at Lars Høgh ikke har så langt igen, måske har han, med den fightermentalitet, han lægger for dagen. Men hvis det går hurtigt herfra, har han ikke blot givet livsgnist til dem, der kæmper, han har også givet dem og de pårørende den medfølelse og forståelse, de fortjener.
Lars Høgh har givet både fodbold-Danmark og resten af befolkningen sin historie i et uendeligt overskud af ublufærdig ærlighed.
Og også derfor vil nationen græde den dag, Høghen folder sit vingefang helt ind…”
Denne artikel er redigeret og opdateret efter Lars Høghs død den 9. december 2021.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.