
VINØKONOMI // MADKLUMME – Der er lavvande i portemonnæen, og man kunne fristes til at skære livsnødvendigheder som god vin ud af husholdningsbudgettet. Frygt ej, jeg kommer til undsætning!
Jeg ved ikke med jer, men jeg forestiller mig næsten den kommende vinter som et af kapitlerne i Det Lille Hus På Prærien – mørkelagte hjem, hvor vi sidder med nathuer og uldsweatre, mens stearinlysene giver varme og lys.
Bevares, det er ikke en naturlov, at drueplukkerne eller vinbonden har fået flere penge, bare fordi du giver 100 kroner i stedet
Elregningen stiger, hakkekødet bliver dyrere (og så er det IKKE for sjov mere!), og vi skal skrue ned for alting. Den budgetfornuftige vil nok også mene, at vi burde skære unødvendigheder som vin væk, og der er jeg jo lodret uenig. Mest i at vin er unødvendigt, men også fordi man sagtens kan få god vin til mindre penge og på den måde tage sig et glas der i fyrfadslysenes skær.
Hvad gemmer sig i Aldi-flasken?
Det er dog vigtigt lige at slå en ting fast: Jeg er ikke fortaler for, at du fluks går i Aldi og rydder hylderne for alle vinene i hakkekødsprisklassen. Og det er ikke (kun) på grund af snobberi, for der er udmærkede vine i den prisklasse, men lige så meget fordi jeg ikke mener, at vin til de priser er en bæredygtig konstruktion.
Mediet Finans kom i 2020 frem til, at afgiften på en flaske vin var 19 kroner, uanset salgsprisen. Det koster altså 19 kroner bare at få en flaske vin ind i Danmark. Tager vi udgangspunkt i en flaske til 49 kroner, er der så 30 kroner tilbage. De skal dække: druerne, arbejdskraften i marken, produktionen af vinen, flasken, proppen, markedsføringen af vinen, transporten, og selvfølgelig at butikken også tjener på den.
Flytter vi os uden for det franske land, er Cava et særdeles prisvenligt alternativ
Alle disse led er mere eller mindre ens for alle vine, den største forskel er druernes kvalitet, og hvad arbejdskraften bliver betalt. Bevares, det er ikke en naturlov, at drueplukkerne eller vinbonden har fået flere penge, bare fordi du giver 100 kroner i stedet, men der er i det mindste en større chance for det. Og derfor synes jeg, at man bør tænke over, hvilke firmaer man støtter i den lavere ende af prissegmentet.
Spanske bobler og oversete franskmænd
Og så pakker vi den sure attitude væk og ser på noget mere konstruktivt, nemlig hvilke alternativer der er til de vine, vi alle enten kender og/eller elsker. Ud fra et bæredygtighedsprincip vil jeg holde mig til europæiske vine, men der er selvfølgelig mange fantastiske vine at finde, hvis man zoomer ud.
Boblerne:
Her er det et alternativ til Champagne, vi er ude efter. Det er ikke kun smart, når inflationen går amok, men også hvis man gerne vil drikke mousserende vin lidt oftere eller får nogle på besøg, der er ligeglade. Priserne på Champagne er høje, fordi der er strenge krav (læs her for at blive klogere på Champagne), fordi det hvert år bliver besluttet, hvor meget der må udbydes og fordi der er længere lagringskrav end til for eksempel Crémant.
Crémant de Bourgogne: Lavet på samme druesorter som Champagne, Pinot Noir og Chardonnay og på samme måde med andengæring i flasken. Selvom de ofte ligger kortere tid sur lie end Champagne, smager det drøngodt.
Lige præcis fordi der er så mange fantastiske vine, er der penge at spare og oplevelser at få
Cava: Flytter vi os uden for det franske land, er Cava et særdeles prisvenligt alternativ, men det har også en bagside. Flere Cava-producenter har de seneste år frabedt sig at sælge deres vin som Cava, da de synes, niveauet var for lavt. Nogle har dannet Corpinnat, hvor der fokuseres på økologi.
Cava laves også på den traditionelle metode med andengæring i flasken, men på spanske druesorter. Hvis budgettet er til det, giver det et kvalitetsløft at finde Reserva, der har et lagringskrav på 18 måneder, eller Cava de Paraje Calificado, der er cava lavet på druer fra en enkelt mark.
De Hvide:
Sancerre: Hvis du er forfalden til Sancerre, kunne du selvfølgelig købe Sauvignon Blanc fra New Zealand, men min erfaring er, at de ofte er mere florale end den franske udgave. Derfor kan man med fordel vende blikket mere vestligt, ud mod Atlanterhavet. Her ligger området Muscadet, hvor vinene laves på Melon de Bourgogne. Havets indflydelse ses også i køkkenet i området, og Muscadet er perfekt til fisk og skaldyr.
Nede i Languedoc ved Middelhavet spiser de også østers, især omkring indsøen Étang de Thau. De skylles ned med Picpoul de Pinet lavet på druen Picpoul. En vin med dejlig syre og rank holdning.
Hvid Bourgogne: Det er den fadprægede Bourgogne, vi her leder efter et alternativ til. Priserne på Bourgogne har altid været høje, men på grund af en dårlig høst sidste år, kommer de til at stige endnu mere.
Fadlagret Chardonnay kan fås fra de fleste europæiske lande, da det er en sællert. Men det ville næsten være for kedeligt bare at komme med den pointe, så jeg præsenterer her et alternativ: Hvid Bordeaux. Lavet på Sauvignon Blanc, Semillon og Muscadelle og ofte med et fadpræg, der giver en viskositet. Der er mindre smørpræg på hvid Bordeaux, så leder du efter dette, er det Chardonnay lagret på nye fade.
De Røde:
Bourgogne: Himmelflugten på Bourgogne gælder også for de røde af slagsen, og priserne på rødvine er ofte højere, da blå druesorter skal modne længere, og vinstokkene har et lavere høstudbytte. Pinot Noir bliver heldigvis dyrket mange andre steder, og den tyske udgave, Spätburgunder, er virkelig et godt alternativ. Ofte vil frugten være mere tæt og sødmefuld end de burgundiske udgaver, så hvis det er en syredreven udgave, der ønskes, kan Pinot Noir fra Trentino/Alto Aldige i det nordlige Italien anbefales.
Vær ikke bange for at komme med et budget, det gør det kun sjovere og mere udfordrende
Barolo/Barbaresco: Og når vi nu er i det nordlige Italien – Barolo og Barbaresco fra Piemonte har aldrig været de billigste ting at kaste sin kærlighed på (“I know,” siger min bankkonto). Men Nebbiolo dyrkes selvfølgelig også uden for de to små områder og smager også dejligt, selvom der står Langhe Nebbiolo på etiketten. Her er kravet 85 % Nebbiolo i blendet, og de resterende 15 % skal være ikke-aromatiske druesorter fra regionen.
Vinverdenen er stor og derfor nogle gange uoverskuelig. Men lige præcis fordi der er så mange fantastiske vine, er der penge at spare og oplevelser at få. Hvis du er i tvivl, så spørg endelig din lokale vinkyper(inde), og vær ikke bange for at komme med et budget, det gør det kun sjovere og mere udfordrende. Skål!
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her