MIDTVESTLIV // KLUMME – Der er rigeligt at være bange for i et land, hvor masseskyderier efterhånden ser ud til at være en lige så integreret del af hverdagen som baseballkampe og trafikulykker. Men for Julie Bendtsen er det andre faktorer end de udefrakommende, der fylder mest på det indre bange-barometer.
CHICAGO – For et par år siden fik jeg en lidt utraditionel fødselsdagsgave. Nogle af vores rigtig gode venner kendte en skydeinstruktør (beklager, men jeg ved virkelig ikke hvad det tekniske term for den type profession er), som ikke bare havde en imponerende mængde erfaring inden for militæret. Han var også underviser i en lokal skydeklub i North Carolina. Og “when in Rome”, som man siger, og amerikanerne elsker som bekendt at skyde, så min gave bestod af et par timer på skydebanen med Leigh som instruktør.
Jeg har aldrig selv haft den mindste interesse i skydevåben
Det var en sjov formiddag. Jeg fik – under utrolig kyndig vejledning – lov til at prøve kræfter med alt lige fra Glocks over rifler til automatvåben, og jeg var, hvis jeg nu selv skal sige det, aldeles ikke helt ueffen. Jeg har aldrig selv haft den fjerneste interesse i skydevåben, og jeg har det heller ikke den dag i dag, men oplevelsen var fin og mindeværdig, formodentlig fordi forholdene var kontrollerede og sikre (så sikkert det nu kan blive, når man er skarpladt og uerfaren, men trods alt er i autoritative hænder og, ud over instruktøren, den eneste på banen), og der ikke var noget at være bange for.
Skyderier i overflod
Ikke den dag i hvert fald. For jeg er bange for skydevåben. Eller rettere, jeg er bange for amerikanernes tilgang til skydevåben. Jeg er bange for deres adgang til skydevåben, og jeg er bange for deres antal af skydevåben.
Sidste år døde næsten 20.000 mennesker i USA som følge af skuddrab – og oveni kommer så de 24.000, som med hjælp fra et skydevåben tog deres eget liv. Jeg synes, der er ret god grund til at være bange. Ja, jeg synes nok egentlig, at man bør være bange.
Det er høje, frygtelige tal, og det er en omstændighed ved livet i USA. En jeg tænker over om ikke dagligt, så i hvert fald jævnligt. Masseskyderier, skoleskyderier, supermarkedsskyderier, koncertskyderier… og alle de andre skyderier. Og der er ingen – ikke bare de mindste – tegn på, at dødskurven knækker eller så meget som bøjer sig foreløbig. Amerikanerne vil ikke lade kvinder bestemme over deres egen krop, men de vil gerne lade folk tage hinandens liv. Det er sindssygt, men sandt.
Det er ikke kun våben der gør mig bange i USA
Men det er ikke kun våben, der gør mig bange i USA. Faktisk føles det ind imellem som om dét at være forældre herovre er en lang kavalkade af mere eller mindre rationelle og/eller velbegrundede frygtfælder.
På det nære plan brugte jeg seks år i North Carolina på at være bange for at lade mine børn løbe og lege i højt græs, fordi den slags er fyldt med giftslanger dernede. Og på at ryste sko, støvler og havehandsker, inden jeg stak en legemsdel i dem, fordi den slags er populære gemme- og opholdssteder for Sort Enke-edderkopper.
Trump og tilsætningsstoffer
Jeg er også en lille smule bange for den eklatante mangel på regler for, hvad fødevareproducenter må putte i deres varer og stadig sælge det som mad herovre.
Og hvis jeg var en lidt mere hardcore gravertype, ville jeg undersøge sammenhængen mellem tilsætningsstoffer, pesticider, farvestoffer og halv- og helfabrikata og så dét faktum, at så uhyrligt mange mennesker herover konstant bliver diagnosticeret med autoimmune sygdomme. Jeg er ironisk nok selv blevet en af dem.
Jeg har også været bange for, om USA nogensinde ville få styr på Covid
På det mere overordnede plan brugte jeg fire år på at være decideret rædselsslagen for, hvad Trump ville ende med at betyde for landets, verdens og vores egen sikkerhed. Jeg har også været bange for, om USA nogensinde vil få styr på Covid-situationen, og om landets splittelse er ved at nærme sig et niveau, der inden for en ikke ret fjern fremtid ikke længere kan holdes fredelig.
Jeg har også været intenst bange for bortførelser af børn, og det er nok en af de mere irrationelle. Under 350 børn under 21 er forsvundet om året siden 2010, og selv om 350 lyder voldsomt, er det statistisk set – i et land med mere end 330 millioner indbyggere – trods ikke noget, der udgør en risiko, der fortjener, at jeg bruger daglig energi på at være bange for det.
Alligevel har det været en koloenorm grænse at overskride for mig, at vores 11-årige nu får lov at cykle rundt i nabolaget med sine veninder – og endda cykle op til midtbyen for at købe decaf pumpkin spice latte på Starbucks helt uden voksenopsyn. Kæmpe skridt. Som jeg tvivler på, jeg ville have tøvet med at tage i Danmark.
Bange for valg – og fravalg
Det spøjse er, at på trods af alle de faktorer, der er at være bange for ved vores flytning, er det ikke de utallige udefrakommende der fylder mest. Det har jeg ikke altid været klar over, men det er jeg blevet, og det står mere og mere tydeligt.
For det jeg er mest bange for ved vores flytning er, om vi gør det rigtige – om vi har gjort det rigtige. Jeg er bange for at have valgt forkert, og jeg er bange for at vælge forkert hver dag og hver måned vi bliver her. Vi er glade her, og vi trives, men betyder det også, at vi gør det rigtige?
Jeg er bange for, om jeg kommer til at fortryde om nogle år, efterhånden som det mere og mere går op for mig, at vores børn ikke har fået en dansk barndom eller opvækst. Jeg er bange for at have frataget dem og os vigtig tid med vores familie.
Og jeg er hunderæd for årene der går i og af vores forældres – deres bedsteforældres – liv. I bund og grund er jeg bange for at have taget forkerte valg – også selv om de altid er taget i den rigtigst mulige mening.
Jeg sukkede, at det var det værste han kunne spørge mig om
“Flytter I nogensinde hjem, Julie?” spurgte en ven forleden, og jeg sukkede, at det var det værste, han kunne spørge mig om. For ja, det er jeg overbevist om, at vi gør, men jeg er ikke overbevist om hvornår, og sandheden er, at den beslutning – den flytning – også gør mig bange.
Jeg er bange for at flytte hjem og finde ud af, at hverken vi eller børnene kan finde os til rette igen og igen at have valgt forkert. Jeg er bange for ikke at kende mine børn eller mig selv godt nok til at vide, om et liv i Danmark er det rigtige for os om et år eller fem – eller overhovedet.
Ærmet der blev revet af
Det er et velkendt vilkår for dem, der har valgt at bosætte sig i udlandet for en længere periode, men det er et, de færreste er forberedt på eller sågar har forestillet sig på forhånd. Et ben i hver lejr, og begge lejre mangler den anden, så det føles fortsat som at mangle et ben.
Det er også et luksus- og i-landsproblem. Tænk, at vi overhovedet er så vildt privilegerede, at vi har og har haft den mulighed, men det er ikke desto mindre en slags problem. Eller en splittelse, om man vil; som den ene dag føles som en buksesøm, der kun lige er skredet; den næste som et jakkeærme, der er revet af.
Heldigvis laver jeg en hel masse andet end at gå og være bange, og modsat hvad denne klumme kunne antyde, er jeg egentlig et ret tilpas menneske, som trods alt bruger mere tid og energi på glæde og smil end på gru og skræk.
Men jeg er utvivlsomt mere bange i USA, end jeg var i Danmark. Og jeg tror, jeg i dag er bange for nogle ganske andre ting, end jeg ville have været hvis vi stadig boede derhjemme, og dertil på niveauer, der stikker i øst og vest.
Det, jeg er mest bange for, kommer indefra
For ja, jeg kigger mig omkring, når jeg går til koncert, og jeg synker en ekstra gang, når jeg læser om endnu et skoleskyderi og husker på, at min datter nærmer sig de klassetrin, hvor den slags sker.
Jeg har haft mine bange tanker om sleepovers. Jeg rynker brynene, når jeg læser ingredienslisterne i kølemontrene, og jeg tror nok, jeg vil foretrække at tage en rask beslutning om at flytte hjem, hvis Trump bliver valgt igen.
Der er nok at frygte i et land med så mange modsætninger, så stor frihed, så vilde vidder og ikke mindst så mange mennesker som USA. Men jeg tror alligevel, at det jeg er mest bange for, kommer indefra.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
