Gastronomi-medaljens store bagside

af i Danmark/Klumme/Liv & Mennesker

TAXAMANDENS KLUMME – De er nattelivets rockstjerner – kokkene på de gode restauranter. Og det er ganske vist i de her år, hvor Michelins eftertragtede stjerner drysser ned over danske spisesteder over hele landet. Toppen er vel fortsat Restaurant Noma, der ligger som et lysende buddhistisk tempel på Refshaleøen i København. Når jeg jævnligt kører kunder dertil, er der – ja, en både andægtig og løssluppen stemning i vogn 24. Når jeg kører gæster fra det store udland til byens hoteller, falder samtalen i 9 af 10 tilfælde på emnet ”og-hvor-vil-du-så-anbefale-os-at-spise?”. 

Det er først på natten i København, og jeg sørger for, at en af ”rockstjernerne” bliver kørt hjem. Han har været på arbejde siden i formiddags, og da potter og pander var sat på plads, er der lige gået et par timer med nogle øl og debriefing om dagens episoder. 

Han er en ung mand, kokkelev først i 20’erne og ganske sober. ”Løftet” – ikke ”vissen”, men han har allerede måttet kæmpe sig tilbage i det job, han har drømt om hele livet. Han elsker mad. Han har været god til at lave mad, siden han var barn. Og han agter også arbejdsmæssigt at lægge sig i toppen. 

Vi taler om at være arbejdslivets natteravne. Om at elske det. Men om ikke at lade sig fortære. Han ved, hvad han taler om, for han har prøvet at skvatte ned fra himlen, inden han rigtigt var kommet op at flyve. 

”Jeg vil bare være kok. Og jeg vil være blandt de bedste. Jeg startede efter studentereksamen med at være køkkenmedhjælper. Det var et enormt hårdt arbejdsliv. Alene arbejdstiden som ofte var fra kl. 9 om morgenen til midnat. Jeg har set folk få kastet en tallerken i hovedet, fordi noget af den grønne pynt var lagt forkert på tallerkenen. Sådan helt bogstaveligt porcelæn og mad lige ind i hovedet.”

Jeg regnede med, at min drøm var bristet. Jeg begyndte en nyt job som piccolo Men jeg kunne bare ikke slippe drømmen om at blive madkunstner – en kok på højt niveau”

“Men det sværeste var nok de enormt lange arbejdstider. Og så kravet om at skulle være på og med – også når arbejdsdagen var overstået. Så skulle der festes og drikkes. Ikke betales. ’Eleven betaler aldrig, men de må heller aldrig sige nej’. Sådan var parolen.”

Den unge mand holdt fast i branchen og dens krav om at stå til rådighed – hele tiden. Hans forbrug af alkohol steg proportionelt med hans søvnmangel. Og en dag gik det galt – helt galt. Han havde mærket svimmelheden nogle gange, og da han skulle hente noget mere i baren, forsvandt benene under ham. 

”Det lyder helt vildt, men det var desværre sandt. Jeg gik ud som et lys og vågnede op på den lukkede afdeling. De fortalte mig, at jeg havde været helt psykotisk – helt vanvittig. Det stod klart, at jeg var ved at smadre mit liv endnu inden, jeg var kommet rigtig i gang med det. Endnu ikke hverken udlært og slet ikke ’chef’ på det udsøgte madsted. Men en ungarbejder, der var gået i gulvet af mangel på søvn og efter alt for megen druk.

Han er blot en snes år men med en modenhed og et kvikt hoved, som langt overgår gennemsnittet af mine nattekunder.

Hvordan har han det med andre stoffer end alkohol ikke mindst kokain?

”Jeg regnede med, at min drøm var bristet. Jeg begyndte en nyt job som piccolo Men jeg kunne bare ikke slippe drømmen om at blive madkunstner – en kok på højt niveau. Så jeg kæmpede mig tilbage og fik endelig en læreplads på et sted hvor vilkårene er anstændige. Ordentlig tone. Ordentligt liv!” 

Natteravnen er fløjet op mod himlen igen, men han undgår at slippe øjenkontakten med jorden. Han kan drikke alkohol med måde. Han har lært for livet, at han skal styre sig. Da behandlerne have hjulpet ham igennem krisen, spurgte han, om der var noget han kunne gøre til gengæld. Det var der. Han holder jævnligt foredrag for folk i sygehus- og behandlingssystemet – lærer dem noget om, hvordan det er at være hovedperson i et liv, der pludselig kollapser. 

Og hvordan har han det med andre stoffer end alkohol ikke mindst kokain? Jeg hører jævnligt historier og møder af og til unge mænd og kvinder i håndværksfag og i restaurationsbranchen, som holder den kørende med jævnlige ”striber” af det hvide pulver. Jeg kender oplevelsen af den let overspændte mani, som karakteriserer coke-misbrugeren – også blandt mine kunder. En af mine venner og tidligere medarbejdere i mediebranchen er stået åbent frem som ex-misbruger og karakteriserer afhængigheden af kokain sådan:

”Den evige jagt på et trip, som er lige så fedt som den allerførste gang.”

Så giver vi hinanden hånden efter en god tur med en samtale om det uskyldige og det farlige liv. Fik jeg sagt til ham, at jeg skylder ham respekt?

Min kunde i nat bekræfter, at der er masser af ”sne” i restaurationsbranchen. Det holder han sig helt væk fra! 

”Det er for fedt og for langt ude. Jeg har prøvet det én gang. Om det var godt?” 

Han kigger på mig som den helt unge mand, de allerede har det modne menneskes erfaring: 

”Da jeg prøvede det, oplevede jeg det som den lykkeligste dag i mit liv. Men dagen derpå græd jeg over, at jeg ikke kunne finde den rette sodavand i køleskabet. Det kommer aldrig mere til at ske i mit liv!

Så giver vi hinanden hånden efter en god tur med en samtale om det uskyldige og det farlige liv. 

Fik jeg sagt til ham, at jeg skylder ham respekt?


Jesper Grunwald kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4×48. Hvis du vil, kan du støtte hans skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112


Foto: Jesper Grunwald. 

En hyrevognschaufførs bekendelser
Jesper Grunwald er taxamanden.
Og taxamand.dk er mig! 
Sådan er det og sådan bli’r det.
Det begyndte med en drengedrøm om at køre rundt i en fed Mercer, når arbejdslivet en dag var slut. Sagde det i en takketale til en rund fødselsdag: - Når jeg bli’r 80, vil jeg køre taxi og skrive erotiske romaner.
Men inden jeg fyldte 60 tog mit arbejdsliv en drejning. Et generaldirektør-skifte i DR fik på kort tid min chefstatus som journalist, programudvikler, kanalchef (P3) og programchef til at ændre sig fra lovende til udtjent. Nej, jeg blev ikke fyret fra DR – men det kunne jeg formentlig snart være blevet. Jeg var sur på Statsradiofonien- og DR var vist også træt af mig.
Så jeg sprang ud med en faldskærm af en fratrædelsesordning.
Det sværeste er ikke at sige farvel. Det sværeste var i øjeblikket at ” ….læse glæden over mit farvel i chefen ansigt … ” - som en af mine tidligere kolleger udtrykte det.
Jeg blev efter et halvt års sunden mig projektchef i JP/POLITIKENS HUS i forberedelsen af at søge på den udbudte radiokanal FM4. Men detail-kravene fra kulturminister Møller og hans regering blev så snærende for koncernen på Rådhuspladsen, at bestyrelsen besluttede - ikke at søge. 
Kassen var tom og jeg tog så taxakortet for at tjene til føden. Embedsmanden med ridderkorset måtte pludselig dele lønvilkår med den almindelige lønarbejder. Siden har jeg levet meget lykkelig med øgenavnet ”granitperkeren” – en henvisning til min bornholmske opvækst.
Og så begyndte skriverierne på Facebook, hvor jeg i dag har knap 4000 følgere. Og på min blog www.taxamand.dk.
Hvad det er jeg kan?
- Jeg kigger på verden gennem forruden på min ”Mercer”, vogn 1-0024 – og er historiefortæller om mine møder med mennesker fra alle samfundslag i Danmark – og gæster fra hele verden. Og så er er jævnlig gæst og kommentator på TV2 NEWS og i P1, holder foredrag, er medlem af bestyrelsen for Filmhøjskolen Møn og har skrevet essaysamlingen JEG ER BARE TAXAMAND.
Jeg kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4x48. Det er det, jeg lever af. Men hvis du vil, kan du støtte mine skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112

Seneste artikler om Danmark