MIDTVESTLIV // KLUMME – Som dansker er Julie Bendtsen vant til, at “de rige” er skibsredere, bestyrelsesformænd og arvinger. Men i USA har hun fået øje på de mange forskellige veje til rigdom, som landet både byder på og dyrker – og ganske få af dem begynder med en almindelig jobansøgning.
CHICAGO – Forleden kom jeg til at tænke på, hvor syret det var, at en Europainter var et af mine største ønsker, da jeg var lige omkring 10.
I kan godt huske dem, ikke?
Året var sådan cirka 1989, og TV-shop var noget, man rent faktisk satte sig ned for at se. Og så stod der en mand med en lang stang påsat en flad og firkantet svamp, som bare malede lofter, som var der ingen i morgen.
Vægge også. Hjørner? Pfft. Det var barnemad for Europainteren, som endda også var fænomenal til ikke at spilde. Demonstratøren sendte både jag og jubel gennem publikum, når han hidsigt og rebelsk svingede den malinggennemblødte svamp mod dem, og ikke så meget som en dråbe røg af! Ubegribeligt. Intet mindre. Jeg holdt vejret.
Ikke et ondt ord om Europainteren. Men det er da lidt sært, at et redskab, som i bund og grund hører hjemme i en uinspirerende afdeling af XL Byg, kunne tryllebinde en 10-årig så meget, at den blev et særdeles varmt punkt på ønskelisten (på den anden side var det selvfølgelig i nogenlunde samme periode, at Søren Pilmark og Ivan Lendl toppede min kendiscrush-liste, så der ligger nok en forklaring et sted).
Fælles for dem alle er, at de er blevet rige på måder, som jeg aldrig havde tænkt på kunne føre til rigdom, før jeg flyttede til USA
Min klassekammerat Tommy fortalte, at hans forældre havde købt én, og så kunne jeg kun tænke på en anledning til at få lov at komme hjem til Tommy og se hans Europainter.
Lige siden har Europainteren som sagt med jævne mellemrum boet aldeles huslejefrit i mit hoved (det samme har i øvrigt den dér serie af knive, der kunne skære tomater i bøgebladstynde skiver). Det er først efter, jeg er flyttet til USA, at det er gået op for mig, at dét univers, den udsprang af – hele TV-shop-genren – for amerikanerne ikke er et for længst uddødt senfirserfænomen. Det lever i bedste velgående, og det lever godt.
Tag nu Snuggie. Det er i al sin rørende enkelhed et tæppe med ærmer. Det har solgt mere end 30 millioner eksemplarer og præsenterer en omsætning på over 500 millioner dollars.
Så er der PedEgg, som mest af alt minder om et rivejern til dine fødder, men som med sine mere end 50 millioner solgte eksemplarer nok alligevel fejer selv den mest solide Cook&Baker parmesanhøvl af banen, når det kommer til indtjening.
Lori Greiner, som er en af dommerne i Shark Tank (USA’s svar på Løvens Hule) har lavet alle sine investérbare millioner på at skabe tv-kanalen CVQ, som er en slags tv-shop-døgnkiosk. Kanalen har sendt mere end 500 produkter på markedet og råder over mere end 120 patenter. Og der er ingen tegn på, at dén forretning er for nedadgående. Folk tjener penge på opfindelser herovre.
Folk tjener i det hele taget penge på virkelig mange forskellige ting, og det er ét af de fænomener, som jeg finder allermest fascinerende. Gennem vores North Carolina-tid har vi mødt en sand regnbue af rigfolk. Fælles for dem alle er, at de er blevet rige på måder, som jeg aldrig havde tænkt på kunne føre til rigdom, før jeg flyttede til USA.
Der var parret, der er blevet stenrige ved at have investereret i fast food-franchiser (og hvor mandens vinsmagningsmiddage var hermetisk lukket land for kvinder, medmindre de kunne medbringe en obskur og naturligvis latterligt dyr flaske vin, som værten ikke selv havde kunnet fremskaffe).
Så er der dem, der har åbnet og lukket et par skønhedsaloner, men som aldrig selv er at træffe i nogen af dem, fordi de bruger det meste af deres tid på Michelin-restauranter, luksusresorts og yachts i Caribien.
Der er parret med den smukke yngre kone og hendes midaldrende mand, som vist nok aldrig har taget en uddannelse eller haft et fuldtidsjob, men som lever mildest talt mageligt af de penge, han månedligt hiver ud af den trust fund, hans far har oprettet til ham og hans bror.
Der er de par (ja, flertal), hvor manden er omrejsende CEO på en eller anden “virksomheds-øhop-agtig” måde, jeg aldrig har forstået, men som utvivlsomt er ualmindeligt lukrativ.
Der er ham, der solgte sin virksomhed til et verdenskendt softwarefirma og nåede at købe to Bentley’er (universelt bilmærkelingo for “jeg har penge, og det er ikke nok, at jeg selv ved det”). Bentley’erne stod parkeret foran huset, indtil hans skilsmisse sendte ham på en misbrugsderoute af Johnny Depp’ske dimensioner, og han blev nødt til at sælge den ene.
Ovenstående eksempler er bare mennesker, vi er stødt på i vores begrænsede bekendtskabskreds – og kun et lille udsnit af den helt enormt farverige palet, som er den amerikanske drøm.
Og selv om flere af dem kun er perifere bekendte og altså ikke tætte venner, er der ét gennemgående tema i vores omgangskreds: Ikke en eneste er helt almindelig lønmodtager. I Danmark kender vi nærmest ikke andet.
Som dansker sidder man med en følelse af, at det ikke bare virker fjollet, men også lidt forkert og forkælet at betale sig fra så mange ting
Uligheden i det her land er ekstrem og ekstremt unfair. Det behøver vi ikke diskutere. Men hvis man finder sin guldåre, er mulighederne altså nærmest svimlende. Ram det rigtige marked på det rigtige tidspunkt, og antallet af potentielle købere eller brugere vil være så stort, at din ide kan holde dig livslangt og mageligt placeret i din californiske luksusvilla med himmelsk udsigt over Stillehavets solnedgange.
Hvis f.eks. 300.000 købere er det tal, der skal til for at gøre din ide til en god forretning, må de alt andet lige være nemmere at finde blandt 330 millioner end blandt seks. Omvendt kan man sige, at der med så mange flere mennesker, måske også kommer flere ideer på banen, og at vejen til succes bliver sværere med den øgede konkurrence. Men det er altså ikke indtrykket jeg får, når jeg ser den kreativitet og hittepåsomhed, der lever blandt iværksættere herovre.
Vores datter blev 10 lige efter, at covid19 for alvor havde fået fat, og alting var begyndt at lukke. Skolen var virtuel, og restauranter og biografer var lukket land. Det var hendes første runde fødselsdag, og vi kunne ikke fejre den med venner. Så hvad gør man for at gøre dagen speciel? Man hyrer selvfølgelig en lokal dame, der har specialiseret sig i at opsætte kæmpestore fødselsdagshilsner på fødselarers græsplæner. Den type forretning havde så kronede dage under start-Corona, at der sidste sommer var flere måneders ventetid.
Da sommeren og restriktionerne var på sit højeste, og alle summer camps var aflyst, så familier var fanget enten i deres hus eller i 38 graders hede udenfor, solgte et firma ikke langt fra os sække med fem kilo strandsand med overraskelser i. Man købte en sæk med hjem og lod børnene sidde i haven og si sandet for hajtænder, eksotiske skaller og andre skatte. Timevis af underholdning og en skidegod forretning for firmaet. Sandsækkene gik som varmt brød.
Da vi skulle flytte, fandt jeg en lokal teenager, der for en flad 50 dollarseddel kommer ud og henter “junk” og kører det væk i sin pickup-truck. Overkommeligt for mig. Et rart bidrag til lommepengene for ham. Adskillige af vores venner har betalt mindre formuer til private tutorer, der hjælper deres børn med at komme ind på de rigtige skoler, og flere naboer har sat sig mageligt til rette med et glas køligt Chardonnay, mens en såkaldt organizer får styr på deres rod for omkring en tusindkroneseddel i timen.
Ideer, ydelser og tjenester går som varmt brød, fordi amerikanerne er et folk, der gerne betaler for den slags
Som dansker sidder man med en følelse af, at det ikke bare virker fjollet, men også lidt forkert og forkælet at betale sig fra så mange ting. Vi er jo som hovedregel ret gode til at gribe arbejds-, have- eller gummihandskerne og ordne, hvad der skal ordnes for egen hånd.
Men som årene herovre går, bliver jeg mere og mere villig til – og glad for – at kaste penge efter at få visse ting gjort. Dels fordi de fleste opgaver kan gøres for en rimelig pris, og dels fordi jeg bare hellere vil tage på søndagstur til vandet med min familie end bruge weekenden på at køre frem og tilbage til genbrugspladsen. Og så er der måske ikke så langt fra at få kørt gammelt ragelse væk til at få ryddet op i sit skab, men der er jeg trods alt ikke endnu.
Ideerne er mange, og de får nogle gange bagmændenes hjul til at ræse derudad. Andre gange er det måske lige præcis dét, der holder dem kørende i et land, hvor et samfundsskabt sikkerhedsnet ikke findes. Ideer, ydelser og tjenester går som varmt brød, fordi amerikanerne er et folk, der gerne betaler for den slags. For at få tingene gjort og ordnet, og vejen banet. Og så er der altså et gåpåmod hos iværksættere, der er et par niveauer over, hvad man normalt ser i Danmark.
Jeg fik aldrig en Europainter, men jeg tænkte på den igen, da vi flyttede. Og selvfølgelig betalte vi os fra at få malet samtlige rum i vores nye hus. Det tog en evighed, så lidt magi udi ekspresmaling ville være faldet på et tørt sted. Måske jeg skulle prøve at tage fat i Tommy og finde ud af, om den var pengene værd.
Måske er det Europainterens afløser, som demonstreres her. Julie Bendtsen sender sin gamle ven Tommy en tanke, da hun falder over videoen med en anden mand ved navn Tommy.
LÆS FLERE KLUMMER AF JULIE BENDTSEN HER
Topillustration: Julie Bendtsen
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
