”Vi er som samfund ikke bare på vej hen til kanten, men på vej ud over den, når det gælder vores forbrug af Jordens begrænsede ressourcer”. Sådan siger Alternativets politiske rorgænger, Uffe Elbæk. Derfor står en øget beskatning af ressourceforbrug også centralt for partiets politik. Men det er noget hysteri, skriver Lars Tvede. Han mener, at der er tale om en manglende forståelse af verdens dynamik.
Tanken om at vi er lige ved at løbe tør for ressourcer har fulgt menneskeheden siden mindst det 3. århundrede. Den mest kendte mand, der historisk er gået i panik over manglende naturressourcer, var nok Thomas Malthus, som i 1798 forudsagde global hungersnød grundet ressourcemangel. I 1865 mente økonomen William Stanley Jevons, at England var ved at løbe tør for kul. I 1908 holdt præsident Roosevelt en stor konference i det Hvide Hus om USA’s umiddelbart forestående ressourcekrise. I 1949 forudsagde USA’s indenrigsministerium, at landet havde olie nok til yderligere 13 år, og 12 år senere gentog de den samme prognose, men altså nu fremskrevet 12 år, selvom reserverne i mellemtiden var steget.
Da disse 13 år også var gået, var oliereserverne imidlertid blot steget yderligere. Det forhindrede dog ikke den daværende præsident Jimmy Carter i at sige, at verdens olieproduktion ville toppe i midten af 80’erne, efterfulgt af oliemangel. I 1960’erne og 70’erne gik ressourceangsten helt amok, anført af bogen Grænser for Vækst.
Og sådan kan man blive ved. Men til trods for alle dommedagsprædikanterne er vi faktisk ikke løbet tør for hverken energi, metaller eller mad. Tværtimod har vi fået stadig større produktion af det hele. Meget større, endda.
Og ikke nok med det; vores kendte reserver af stort set alle råvarer er steget jævnt og støt år for år, årti for årti og århundrede for århundrede, ligesom de respektive priser korrigeret for inflation er faldet jævnt.
Til trods for alle dommedagsprædikanterne er vi faktisk ikke løbet tør for hverken energi, metaller eller mad. Tværtimod har vi fået stadig større produktion af det hele. Meget større, endda.
De inflationskorrigerede industrielle råvarepriser er faldet overraskende konsistent over de seneste 200 år, og i perioden 1950 – 2000, hvor mediehysteriet over kommende global fødevaremangel var størst, faldt den inflationskorrigerede gennemsnitspris på korn og majs med 85 procent.
Måler man råvarepriserne imod folks indtægter, bliver faldet endnu større. Selv i 2005, da der var et betydeligt midlertidigt boom i priserne på industrimetaller grundet Kinas hastige industrialisering og urbanisering, var realpriserne på kobber eksempelvis 1/80 af i år 1800. I de efterfølgende 10 år frem til 2015 faldt kobberpriserne i øvrigt igen. I dag har vi de største kendte reserver af gas og olie i menneskehedens historie, men samtidig arbejdes med teknologier som sol, thorium og kernefusion, som vil give os uendelig energiforsyning.
Hvad så med industrimetaller
Hvis vi kunne udvinde alt metal i jordskorpen, ville der for de manges tilfælde være nok til at fortsætte med det nuværende forbrug i over 100 millioner år. Det vil selvfølgelig være ret upraktisk – f.eks. har jordskorpen aluminium nok til at dække kloden i et flere kilometer tykt lagt. Samtidig bliver vi også hele tiden bedre til at genbruge og substituere. Bl.a. derfor er realpriserne på industrimetaller i et vedvarende, langsigtet fald.
Mad så? Mangler vi mad? Svaret er nej. Siden år 1900 har vi seksdoblet vores landbrugsproduktion, og andelen af verdens befolkning, der er underernærede, er faldet fra 35 procent i 1970 til 10 procent i dag. Fra 1970’erne til 2015 er verdens befolkning omtrent fordoblet, samtidig med at vi har forøget det daglige kalorieindtag per indbygger i udviklingslandene med knapt 40 procent.
Landbrugsjord, så? Verdens landbrugsarealer ophørte med at stige omkring 1980 og har siden været nogenlunde uændrede, men vil formentlig snart påbegynde en varigt faldende trend. Harvard-økonomen Jesse H. Ausubel, som er blandt verdens førende autoriteter inden for målinger af biomasse og biodiversitet, forventer, at verdens landbrugsarealer vil falde 10-25 procent frem til 2060. Hvorfor? Fordi vi ikke længere har brug for dem. Vi kan give jorden tilbage til naturen.
Apropos natur er klodens grønne biomasse hastigt stigende – faktisk steg den 14 procent fra 1980 til 2010.
Så derfor: Nej, Uffe Elbæk, vi er ikke på vej imod ressourcemangel. Tværtimod. Den langsigtede trend imod stadigt større ressourceoverflod vil fortsætte, og om 100 år vil de være så billige, at det er nærmest ligegyldigt. Vi kan forbedre verden endeløst, og hysteriet omkring ressourcer, teknologiangst, retro-teknologier og nulvækstfilosofi udspringer af helt fundamentalt manglende forståelse af verdens dynamik.
Vand, for helvede! Mangler vi i det mindste ikke vand? Jo, men vandmangel er også aftagende. Årsagerne er bedre rørføring, mere effektivt landbrug, hyperfiltrering og recirkulering, afsaltning og mange andre teknologier.
Flere og billigere ressourcer
Så derfor: Nej, Uffe Elbæk, vi er ikke på vej imod ressourcemangel. Tværtimod. Den langsigtede trend imod stadigt større ressourceoverflod vil fortsætte, og om 100 år vil de være så billige, at det er nærmest ligegyldigt. Læs eksempelvis bogen ”The Beginning of Inifinity” af David Deutch, der er det godt forklaret.
Vi får adgang til stadigt flere og billigere ressourcer og er faktisk på vej ind i ”a world of abundance”, som bl.a. Peter Diamandis påpeger. (Han er ingeniør, fysiker, serieiværksætter, forfatter, samt stifter af X Prize Foundation og Singularity Institute mm.). Vi kan se dette fra statistikker over råvarepriser, råvarereserver, genbrug, osv., og vi kan forstå det ved at følge den rivende udvikling i videnskab og innovation.
Økonomer opdeler ofte samfunds udvikling i tre stadier:
- Faktordrevne (lever af råvarer såsom Saudi)
- Effektivitetsdrevne (lever af masseproduktion, såsom Kina)
- Innovationsdrevne (lever af kreativitet, såsom Vesten)
Dengang Vesteuropa var faktordrevent, havde det ofte hungersnød. Vi begyndte at bevæge os væk fra dette stadie for flere århundreder siden og er nu helt overvejende innovationsdrevne.
Hvad er konsekvenserne af at være innovationsdreven?
Tænk på følgende: I stenalderen døde folk givetvis ofte af kulde liggende på nogle kviste, fordi de ikke havde opfundet kontrol af ild. Så lærte de imidlertid at tænde bål, hvorefter gødning og planter blev energikilder for dem. De opfandt derved ressourcer.
I dag er vi på tærsklen til endeløs energi via bl.a. solkraft, thorium, deuterium og tritium. Vi opfinder derfor vore ressourcer, og det sker i øvrigt eksponentielt.
Verden kan forbedres endeløst
Vi har nu olie- og naturgasreserver til flere hundrede år (højeste reserver nogensinde) og methanhydrater til 300-1500 år, men det får vi ikke brug for, da thorium kan levere al verdens energi i 100.000 år, og solpaneler plus deuterium og tritium kan gøre det endeløst.
Ultimativt vil vi opfinde endeløst, ren og stort set gratis energi, ligesom vi har opfundet metoder til at genbruge vand, femdoble produktiviteten i landbruget, dele vore biler og huse via AirBnB og Uber, substituere metal med kulfiber, osv. Innovationsdrevne økonomier, der som vor egen skaber ressourcer, hjælper derved økonomier i tidligere stadier til at undgå hungersnød, og andre nød- og katastrofesituationer.
De (altså vi) stopper også befolkningstilvæksten. Når økonomier passerer BNP på 10.000 dollar om året, stopper befolkningstilvæksten typisk. Ved BNP over 15.000 dollar falder befolkningen. Alt sammen grundet innovation og en stigning i velstanden.
Husk derfor dette: Ideer er den ultimative ressource. Og der er ingen – ingen – ende på dem. Det var derfor, jeg anbefalede bogen The beginning of Infinity” af kvantefysikeren David Deutch. Hans pointe er netop, at vi kan forbedre verden endeløst, og hysteriet omkring ressourcer, teknologiangst, retro-teknologier og nulvækstfilosofi udspringer af helt fundamentalt manglende forståelse af verdens dynamik.
Topfoto: Pixabay – Creative Commons.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
