Europa EU Lykke Friis

Lykke Friis: EU, corona og samtidighedens forbandelse #1 – Fra 1920 til 2020

i Historie/Politik & Samfund af
EU & CORONA // SERIE – At 2020 er et overgangsår, og at Europa – og verden – bliver forandret, er der ingen tvivl om, skriver Lykke Friis i en essayserie, hvor hun giver et overblik over, hvordan Europa reagerede på den første coronabølge. Serien er dermed en slags ”månedsdagbog”, hvor de vigtigste begivenheder og perspektiver trækkes frem.

Indledning: Fra 1920 til 2020

1920 var et overgangsår med mange skelsættende og modsatrettede begivenheder. Første Verdenskrig var forbi, Weimarrepublikken havde set dagens lys og balancerede allerede på en knivsæg.

I Tyskland var der stor utilfredshed med Versaillestraktaten, der skabte et helt nyt Europakort og bl.a. gav Sønderjylland tilbage til Danmark. I februar dannedes det nationalsocialistiske parti i Tyskland. Men 1920 var også året, hvor det nyoprettede folkeforbund begyndte at operere, og hvor pandemien, der blev kaldt den spanske syge, endelig ebbede ud.

Pandemier var noget, europæerne frygtede, men reelt ikke troede ville udvikle sig. Én af forklaringerne på denne rygmarvsreaktion er, at den spanske syge og dermed 1920 nærmest er slettet fra vores fælles hukommelse

Eller som forfatteren Stefan Zweig skrev om 1920 i bogen Verden af i går: ”Der var en anden rytme i verden. Et år. Hvad der ikke skete i verden på et år”.

Parallellen til 2020 ligger lige for. I 2020 blev europæerne ramt af en pandemi, mens de fleste også havde blikket stift rettet mod andre begivenheder, såsom Brexit, flygtninge- og migrantpolitik, handelskrig mellem USA og Kina og klimapolitik.

Samtidighedens forbandelse var én af hovedårsagerne til, at EU i starten havde så svært ved at få coronakrisen under kontrol. Tag bare to eksempler: Det var præcis på én og samme dag, at Tyrkiets præsident Erdogan besluttede sig for at lade flygtninge komme over grænsen til Grækenland, at Italien desperat bad EU-landene og Kommissionen om hjælp til at håndtere de eksplosive udbrud af virus.

Og det var samme dag, at Storbritannien trådte ud af EU, som Covid-19 for første gang ramte Storbritannien.

Men der var også en anden grund til Europas vanskeligheder, nemlig et nærmest ikkeeksisterende pandemiberedskab. Pandemier var noget, europæerne frygtede, men reelt ikke troede ville udvikle sig. Én af forklaringerne på denne rygmarvsreaktion er, at den spanske syge og dermed 1920 nærmest er slettet fra vores fælles hukommelse.

I Europa findes der stort set ingen skønlitteratur, monumenter eller film om den spanske syge, der dræbte mellem 50 og 100 mio. mennesker, altså flere end under første og anden verdenskrig til sammen.

Ganske vist advarede først USA’s National Intelligence Council (NIC) og siden Bill Gates verden mod en pandemi. Ja, ifølge NIC’S rapport fra 2004 var det kun et spørgsmål om tid, før en ny pandemi ville opstå, helt som virussen i 1918/19. Men budskabet sank ligesom ikke ind i Europas hovedstæder

Mere specifikt viser opgørelser, at hvor der på verdensplan er skrevet ca. 80.000 bøger om første verdenskrig, er der kun skrevet 400 om den spanske syge. Åbenbart er vi bedre til at beskæftige os med soldatens patriotiske heltedød end den meningsløse død, der skyldes en snigende virus.

Ganske vist advarede først USA’s National Intelligence Council (NIC) og siden Bill Gates verden mod en pandemi. Ja, ifølge NIC’S rapport fra 2004 var det kun et spørgsmål om tid, før en ny pandemi ville opstå, helt som virussen i 1918/19. Men budskabet sank ligesom ikke ind i Europas hovedstæder.

Det gjaldt i høj grad også Donald Trump’s USA. Og det på trods af hans tankevækkende familiehistorie: I 1918 døde hans bedstefar, Friedrich Trump, der var udvandret fra en lille by, Kallstadt, på den tyske Weinstrasse af den spanske syge i Queens i New York.

Faktisk grundlagde Trumps far, Fred, familieformuen i ejendomsbranchen med afsæt i den høje forsikringssum, som han fik efter sin fars død.

Good luck to us all

Samlet set var Europas stats- og regeringschefer fuldstændigt uforberedte, da pandemiens epicenter i slutningen af februar rykkede til Europa. Udover den fælles fortrængning af den spanske syge og de mange parallelle begivenheder var det også en medvirkende faktor, at nyere pandemi-trusler som Sars, Mars og Ebola alle var blevet stoppet, før de ramte Vesten.

Endelig hører det med, at Europa, ikke som under finanskrisen, kunne læne sig op ad internationale løsninger og ikke mindst USA. Som Sveriges tidligere statsminister Carl Bildt udtrykte det i foråret under én af de mange videokonferencer, som hurtigt også blev min hverdag:

”Dengang havde USA med Præsident Obama formandskabet i G-7, og stormagterne blev enige om at udbygge G-20-samarbejdet. I dag har Trump formandskabet i G-7, og det er kronprinsen i Saudi Arabien, der skal styre G-20. Good luck to us all”.

På intet som helst tidspunkt i 2020’s første otte måneder var der tilløb til et globalt svar, hvilket også skyldtes, at Trump længe betegnede Covid-19 som en ufarlig influenza.

Reelt var coronakrisen et eksempel på, at den tidligere verden med G-20 og G-7 var blevet afløst af en ”G-zero-verden”, hvor USA fraskrev sig muligheden for at lede den vestlige verden. Hermed var Europa overladt til sig selv

Ja, ligesom under den spanske syge kæmpede man med bare at blive enige om en fælles betegnelse for virussen. Under den spanske syge kaldte briter og franskmænd sygdommen for den spanske syge, da de mente, den måtte komme netop fra Spanien, mens polakker brugte betegnelsen den russiske syge, brasilianere den tyske, og danskerne ”sygen, der kom sydfra”.

For Donald Trump var der tale om den ”kinesiske syge” – en betegnelse, som Kina ikke kunne leve med. Og dermed var det sket med koordineringen og samarbejdet mellem stormagterne. Det hjalp heller ikke, at WHO i krisens første uger lagde sig så tæt op ad Kinas vurderinger, at Japans vicepremierminister Taro Aso betegnede WHO som ”Chinese Health Organisation”.

Reelt var coronakrisen dermed også et eksempel på, at den tidligere verden med G-20 og G-7 var blevet afløst af en ”G-zero-verden”, hvor USA fraskrev sig muligheden for at lede den vestlige verden. Hermed var Europa overladt til sig selv.

Og ikke nok med det: især Kina forsøgte flere gange at drive kiler ned mellem europæerne for på den måde at styrke sin indflydelse i bl.a Italien, når først coronakrisen var forbi. Trumps økonomiske chefrådgiver Peter Navarro startede med at erklære, at ”USA i kriser som denne ikke har nogen allierede”, og få uger efter var USA lige ved at opkøbe en lovende tysk vaccine-virksomhed. Som et symbol på den hastigt voksende ”vaccine-nationalisme” skulle vaccinen tilsyneladende kun komme amerikanerne til gavn.

Missing in action

En måling foretaget i april af den europæiske tænketank, ECFR, viste med al tydelighed en dyb frustration hos europæerne. Næsten halvdelen af europæerne svarede, at Europa ikke havde levet op til sit ansvar under coronakrisen og ofte havde været irrelevant – eller ”missing in action”.

Mindst lige så tankevækkende var det, at tilliden til både Kina og USA styrtdykkede. Tag bare Danmark. Her svarede 71 pct, at krisen havde forværret deres syn på USA, mens det var tilfældet for 62 pct., når det gjaldt Kina.

I de seneste 100 dage har vi europæere oplevet, hvor ensomme vi er blevet. USA opfattes af mange som et knækket, dysfunktionelt land. Og Kina har under coronakrisen vist os sit grimme ansigt

Både et flertal i Danmark og resten af EU udtrykte dog også håb om, at EU kunne spille en større rolle fremadrettet. Som Ivan Krastev, forfatteren til én af de få bøger, der er udkommet om Europa og Covid19 har udtrykt det, skyldtes det alt andet end en gammel føderal drøm, men ren og skær ”overlevelse”:

”I de seneste 100 dage har vi europæere oplevet, hvor ensomme vi er blevet. USA opfattes af mange som et knækket, dysfunktionelt land. Og Kina har under coronakrisen vist os sit grimme ansigt”.

Men det var ikke kun storpolitikken, der ændrede sig med et slag; det gjorde den enkeltes dagligdag så sandelig også. Igen mindede situationen om 1920, hvor europæerne med den tyske forfatter Kurt Tucholskys ord håbede, at ”den gode gamle verden kom tilbage… Det er vores gamle verden, som vi – trods alt – var ganske glade for”.

I 2020-udgaven i Danmark fik Dan Turells ”hyldest til hverdagen” pludselig renæssance. Nærmest fra den ene dag til den anden var de fleste dømt til at arbejde hjemmefra med børn kravlende op ad væggene, da Danmark blev lukket ned.

Mange måtte flytte til et land, de aldrig havde hørt om, nemlig ”Zoom-land”, hvor den ene videokonference afløste den anden, mens man hurtigt fik bestilt en opgradering af nettet.

I takt med at sundhedskrisen udviklede sig til en økonomisk krise blev manges hjemmearbejde erstattet af jagten på et nyt arbejde og jobsamtaler på nettet. Landets studerende måtte nøjes med at stirre ind i en computer, og det inspirerende studiemiljø på landets campusområder blev erstattet af virtuelle studiegrupper og fredagsbar på video. Restaurantbesøg, en tur i teateret eller en fodboldkamp var pludselig kun noget, man kunne drømme om.

Alt andet end rejser med ”anerkendelsesværdige formål” kunne man nemlig glemme alt om, da Europas grænser blev smækket i

Alle rejser i kalenderen faldt bort, folkestyret blev sat på vågeblus, og grænsekontrollen – nationalstaternes form for ”social distancing” – blev genindført.

”Italien er nu mere afgrænset fra omverdenen end Matteo Salvini nogensinde turde drømme om”, lød det fra en italiensk journalist. Pludselig var nationalitet igen afgørende for, om EU-borgere kunne deltage i frugthøsten i naboregionen eller krydse en grænse for at besøge kæresten.

Alt andet end rejser med ”anerkendelsesværdige formål” kunne man nemlig glemme alt om, da Europas grænser blev smækket i.

Dagbog for et overgangsår

Ved årets udgang står det klart, at 2020 helt som i 1920 er et overgangsår. Den gamle orden er død, men den nye er ikke født endnu. At Europa bliver forandret, er der ingen tvivl om. Eller som EU’s udenrigschef Josep Borell formulerede det i slutningen af marts: ”Der er ingen, som ved, hvornår krisen slutter. Men vi kan være sikre på, at vores verden vil se anderledes ud, når den gør. Hvor anderledes, afhænger af de valg, vi træffer i dag”.

Denne essayserie er et forsøg på at give et overblik over, hvordan Europa reagerede på den første coronabølge, altså fra januar til august 2020.

Essayet er dermed en slags ”månedsdagbog”, hvor de vigtigste begivenheder trækkes frem. Meget er sket siden august, og i flere lande er smittetrykket lige så højt som i foråret, og mange frygter med rette for en anderledes jul.

Heroverfor står imidlertid håbet om, at et stort antal af europæere allerede inden udgangen af december kan blive vaccineret. Mindst lige så afgørende er det, at EU-landene, sammen med Europa-Parlamentet, i december satte endegyldigt punktum for sommerens store diskussion om, hvordan EU i fælleskab skulle reagere på den økonomiske krise (EU’s genopretningsfond og budget), der var udløst af Covid-19.

I foråret 2020 var det derfor ikke kun tusindvis af europæere, der var i respirator; det var selve EU-samarbejdet også

I de døende uger af 2020 fremstår coronakrisen derfor som fortællingen om, hvordan Europa i de første måneder blev taget fuldstændigt på sengen af Covid-19. Kommissionen var stort set fraværende, og i hovedstæderne var det de nationale reflekser, der rådede.

I foråret 2020 var det derfor ikke kun tusindvis af europæere, der var i respirator; det var selve EU-samarbejdet også. Gradvist fandt EU-landene dog hinanden, ikke mindst efter et historisk tysk politikskifte, og erkendelsen af, at en virus ikke kan bekæmpes af 27 nationalstater – hver for sig.

Spændingerne er dog ikke et overstået kapitel, og det er langt fra sikkert, hvordan den økonomiske krise vil påvirke de mange vigtige valg – Tyskland, Holland og Frankrig – som står for døren i 2021 og 2022. Tag bare Tyskland, hvor SPD’s kanslerkandidat Olaf Scholz er en varm fortaler for, at EU indfører en fast omfordelingsmekanisme a la genopretningsfonden, mens Tysklands konservative er lodret imod.


Hovedillustration: Lykke Friis.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Lykke Friis, f. 1969, er direktør for Tænketanken Europa og næstformand for tænketanken European Council on Foreign Relations. Hun er blandt andet tidligere klima-, energi- og ligestillingsminister samt tidligere udenrigskorrespondent og prorektor for Københavns Universitet. Hun er også forfatter til en række bøger om europæisk politik med særligt fokus på EU og Tyskland.

Seneste artikler om Historie