BØGER // ANMELDELSE – Den berejste Lauritz Holm-Nielsen, der har besteget vulkaner, været i haglstorme og i uberørte regnskove og mødt den oprindelige befolkning, fortæller bl.a. om sit store forbillede, forskeren Alexander von Humboldt, hvis erkendelser fra 1800-tallets begyndelse er mere relevante end nogensinde i kampen for klimaet og balancen i verden.
Lauritz Holm-Nielsen er en verdensberømt dansk botaniker. I mange år har han været ansvarlig for udviklingsprojekter i Verdensbanken. Han har desuden været rektor for Aarhus Universitet og senere formand for Den Danske Naturfond. I dag rådgiver han europæiske regeringer om videregående uddannelser.
Nu har han skrevet sine erindringer, og sikke et liv, den mand har haft, og sikke en visdom, der er kommet ud af det. Hver side i bogen rummer en overvældende rigdom af tanker om verdens tilstand både før, nu og i fremtiden.
På ekspedition med Lauritz Holm-Nielsen
Lauritz Holm-Nielsen blev født på Fanø i 1946. Han stammer fra en gammel skipperslægt, hvor mændene havde sejlet jorden rundt. Det gav et globalt udsyn, men der var også gode lærere i skolen og frihed til at strejfe om på egen hånd over hele øen.
Som ung studerede han botanik på universitetet i Århus og blev dekan for det naturvidenskabelige fakultet, da han var 29 år.
Han var med på flere ekspeditioner til Ecuador, hvor han i tre begivenhedsrige måneder i 1973 var med til at indsamle omkring 25.000 planter, som nu er tilgængelige for videnskaben i både Ecuador, USA, Europa og på Aarhus Universitet.
Humboldts verdenssyn
I bogen fortæller han om at bestige vulkaner, at blive ramt af haglstorme, om uberørte regnskove og møder med den oprindelige befolkning. Disse beskrivelser er blandt bogens højdepunkter, og så er den preussiske forsker Alexander von Humboldt et stort forbillede.
Han var i begyndelsen af 1800-tallet på videnskabelige ekspeditioner til Sydamerika, og de satte ham i stand til at se verden som én stor, levende organisme, hvor alt liv er forbundet i et net af livsformer.
Her i Danmark har vi alle forudsætninger for at gå forrest i det internationale arbejde, der skal til for at nå frem til en ny balance i verdenssamfundet
Humboldt gav derved menneskeheden en indsigt, som vi ikke har formået at forvalte. Menneskets grådighed overtrumfer alle andre hensyn, så vi udrydder planter og dyrearter med skræmmende hastighed. Lauritz Holm-Nielsen skriver:
”Forenklet sagt skyldes nutidens naturkriser, at man gennem årene har negligeret sammenhængene – Humboldts vigtigste erkendelse. Vi glemte at lytte, men plejede alle mulige særinteresser. Derfor er vi kommet så langt ud med vores planet.”
Befolkningstilvækst og epidemier
Lauritz Holm-Nielsen skriver også om livet i Verdensbanken, hvor han måtte rejse 200 dage om året, og som bragte ham til Columbia, Iran, Indonesien og mange flere steder. Der så han den forarmning af naturen, som finder sted over hele kloden, og det er trist, men det er befolkningstilvæksten, der bekymrer ham allermest.
Da han var barn, levede der halvanden milliard mennesker på jorden. I dag er tallet på otte milliarder, og det vil vokse i de kommende år. Det kan kloden næppe klare. Millioner vil dø af hungersnød, og dertil kommer truslerne fra et stigende antal epidemier, forårsaget af virus fra dyr, der overføres som livstruende sygdomme til mennesker.
De senere års hyppigere globale udbrud af epidemier som Sars, MERS, Ebola, Zika og senest Corona er eksempler herpå, og der vil komme mere.
Afhængig af verden
Lauritz Holm-Nielsen mener imidlertid, at vi går udenom det største af alle problemerne, og i selve symbolet for verdensmålene ser han det tomme felt i midten som et tegn på det, vi ikke vil se, og det er befolkningstilvæksten, der truer med at udrydde de fleste dyre- og plantearter, og i sidste instans også os selv. Her svigter verdensmålene. Lauritz Holm-Nielsen skriver:
”Indtil den dag, de politiske ledere for alvor sætter befolkningsproblemet på dagsordenen og udfylder hullet i emblemet, har jeg ikke behov for det emblem.”
Alt håb er dog ikke ude. Til allersidst i denne fremragende bog skriver han, at ”her i Danmark har vi alle forudsætninger for at gå forrest i det internationale arbejde, der skal til for at nå frem til en ny balance i verdenssamfundet. Det kan gøres … det skal gøres.”
Læs også Finn Wiedemanns anmeldelse “Tilbage til naturen” af Karen Armstrongs Naturens hellige kraft.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her