FILM // ANMELDELSE – Sergei Loznitsas To anklagere er en isnende rejse ind i Stalins udrensninger – en æstetisk opvisning i absurditet og rædsel, hvor en ung idealistisk anklager navigerer gennem et system bygget på paranoia og vilkårlighed. Måske den bedste filmiske skildring af totalitarisme siden Sauls søn, mener Frederik Bojer Bové.
Der er en helt særlig idé om totalitarisme i To anklagere, den ukrainske instruktør Sergei Loznitsas mesterlige film om stalinismens udrensninger. Fængsler er improviserede og under konstant ombygning for at skabe plads til den konstant stigende mængde ofre.
Soldater ligner mere bøller end disciplinerede krigere og er altid bare lige til stede – for at skabe paranoia. Og der er åh så mange tærskler – porte, låger, forkontorer, venteværelser – for at kunne styre, hvem der må være hvor hvornår, hvem der kan bevæge sig, hvem der kan få hvad at vide.
Det er film, når det er bedst: en æstetisk vision, der maner en historisk epoke til live. Ikke så meget som en realistisk skildring af fortiden, for jeg siger ikke, at Sovjetunionen generelt så præcis sådan her ud i 1937, men som et udsagn om fortiden, der skaber en helt unik og isnende stemning hos publikum.
‘To anklagere’ er en rejse ind i helvede
To anklagere lever i så høj grad af sin æstetik, at plottet godt kan tåle at være minimalistisk. Kort fortalt får en ung nyudnævnt anklager i byen Brjansk ved navn Kornjev (Aleksandr Kuznetsov, som spiller fantastisk, med enkelte ansigtsudtryk, der får det til at virke, som om noget mere komplekst og dybere foregår inde i hovedet på en ellers noget blankt idealistisk ung mand) et brev fra en fange i det lokale fængsel og beslutter at opsøge ham.
Han må navigere i fængslet for at finde den gamle fange og derefter navigere i Moskva for at mødes med vigtige politikere, der kan hjælpe ham, og det ender jo nok ikke med, at Stalins udrensninger bliver afblæst.
Der er rigtig meget af filmen, som kunne være malerier. Eminent brug af lys og skygge. Til tider ligner det, hvis Hammershøi havde været en politisk maler
Nej, der er ikke spænding om udfaldet, men det er rejserne ind i mørkets hjerte, som gør filmen så fascinerende. Den begynder med, at en fængselsport åbner sig, og derefter er det lidt, som om vi er rejst ind i Dantes inferno.
I gården arbejder straffefanger på skrøbelige stativer med at bygge mere fængsel, der skal i gennemsnit tre betjente til at åbne en dør, og cheferne sidder på deres små kontorer og stirrer ud i luften.
Det er dybt skræmmende, men også enormt absurd. Da nogle breve for eksempel skal brændes, finder de ét rum med en ovn, og betjenten sørger for, der ikke udleveres flere tændstikker end højst nødvendigt. Røgrøret til den ovn er også sat helt skævt på, hvilket sammen med de mange breve på gulvet skaber et helt fantastisk billede, der nærmest kunne være et maleri.
Der er rigtig meget af filmen, som kunne være malerier. Eminent brug af lys og skygge, og til tider ligner det Hammershøi, hvis han havde været en politisk maler. Også de mange skurke i filmen får gerne øjeblikke, hvor de sidder stille, og billedet ligner et portrætmaleri.
Man skal også huske på, at mange af gerningsmændene til Stalins forbrydelser senere hen selv blev ryddet af vejen, fordi de vidste for meget. Noget man næsten kan tro, at filmens karakterer godt er klar over.
Det er eminent fotografering af den rumænske fotograf Oleg Mutu, der var fotograf på de første rumænske nybølge-film såsom Cristian Mungius Guldpalme-vinder 4 måneder, 3 uger og 2 dage, og sidenhen også på Sergei Loznitsas andre spillefilm.
To anklagere er næsten hans mest imponerende bedrift, og det siger ikke så lidt. Det er ikke bare overvældende flot, det har sin helt egen absurde og suspensefyldte stemning.
Loznitsas historie og formsprog
Sergei Loznitsa startede som dokumentarist og har både lavet eksperimentelle film og dokumentarer baseret på såvel arkivmateriale som moderne observationer. Han har nu også lavet fem spillefilm, der alle har haft premiere i Cannes. Selvom hans filmografi således er meget afvekslende, så er der alligevel nogle ting, som går igen.
Det er som om de kredser i cirkler, starter og slutter samme sted. Skifter mellem at føles meget realistiske, og dernæst nærmest have karakter af mareridt
Hans film kredser om sovjetisk/russisk historie, helt tilbage fra tredivernes udrensninger (for eksempel i dokumentaren The Trial (2018), der i detaljer fulgte en skueproces) over anden verdenskrig om belejringen af Leningrad (dokumentaren Blockade (2005)) og fiktionsfilmen In the Fog (2012) om partisankrigen mod tyskerne.
Og så frem til nutiden, hvor de to dokumentarer Maidan (2013) og The Invasion (2022) skildrer konflikten mellem Ukraine og Rusland, som den udviklede sig. My Joy (2010) var et kontroversielt portræt af Putins Rusland, og A Gentle Creature (2017), der minder en del om To anklagere, viser, at fængselsvæsenet også i dagens Rusland begår overgreb på den russiske befolkning.
Men Loznitsas film kan næsten mere kendes på deres form. Det er, som om de kredser i cirkler, starter og slutter samme sted. Skifter mellem at føles meget realistiske og dernæst nærmest have karakter af mareridt.
Heltene kendes ofte ved, at de kan holde sig vågne eller insisterer på at blive stående eller siddende, når magthavere forsøger at få dem fjernet. Det går gerne ret langsomt, men når det er bedst, er det alligevel hamrende nervepirrende.
Udrensningernes absurditet
Med To anklagere er Loznitsa muligvis så god, som han aldrig nogensinde har været før. Det er ét aspekt af hans filmkunst kogt ind til benet. Båret frem af et virkelig simpelt plot og så gennemført, at det bliver modbydeligt. Det er en helt unik, filmisk oplevelse, måske den bedste filmiske skildring af totalitarisme siden Sauls søn (2015).
Omend forskellen mellem Nazityskland og Stalins Sovjetunion så også her bliver tydelig, hovedsagelig i sin absurditet. Hele plottet i To anklagere kommer således af, at en ung idealist bliver udnævnt til en væsentlig stilling, fordi han som tidligere havde jobbet, er blevet udrenset. Der er noget komplet absurd over det system, Stalin byggede op for at opfinde trusler mod sig selv, og som han så kunne slå hårdt ned på.
Hvis holocaust er det mest forfærdelige eksempel på et folkemord, så er Stalins udrensninger det største eksempel på intern statsterror, måske ikke i andel af befolkningen som blev myrdet. Her tror jeg egentlig, de Røde Khmerer overgik ham i halvfjerdserne, men i sin gennemførte antilogik. Og jeg er ikke sikker på, at den antilogik er blevet skildret bedre end her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og